Kattekillinger / En far vender hjem / Den første overnattende gæst / Fri læring

Vi har hentet to dejlige kattekillinger hos vores venner, og selvom de kun har boet her siden torsdag, er de allerede en indgroet del af vores hjem og liv. En dreng og en pige; Daisy og Pjuske (eller Tintin eller Lumis – han skifter navn alt efter hvem der snakker til ham). Vores gode kat, Ulrik, som er et år, er livet helt op; han løber rundt som en letbenet killing, og leger dagen lang, og når de er udenfor sammen alle tre, holder han styr på de to andre, som en anden hyrdehund.

Jeg tror, det er godt at være omgivet af dyr. Jeg kan ikke forklare det i lange teoretiske vendinger, men noget siger mig, at vi lærer empati, omsorg og nærvær af dyrene. Vi lærer om mangfoldighed og forskellighed, ikke mindst. Mine børn har godt af at skulle tage vare på dyr, og de bliver glade og trygge af at have firbenede venner.
I én af de bøger, jeg har læst om “unschooling” er der et kapitel, som hedder “Dyr er bedre end bøger om dyr” (der er også ét, der hedder: “Det, man lærer af at sidde i et klasselokale, er at sidde i et klasselokale). Men mere om det senere.

Her hvor vi bor, har vi husdyr over alt omkring os; køer, heste, får, hunde, katte, høns, ænder osv. Det havde jeg virkelig slet ikke i min barndom. Når Juno med største naturlighed klapper en hest eller hilser på en vædder, kan jeg mærke, at det er fremmed for mig. Men først og fremmest godt, det føles bare rart. Nu har vi tre katte her, og jeg bliver oprigtigt glad, når de kommer susende forbi os ude i græsset.

Sommerferien er i gang. Sådan ægte, for os alle seks. Kristian var på camp med en lille gruppe drenge det meste af sidste uge og i weekenden var han i Aalborg for at spille til gymnastik-landsstævnet (tror jeg nok, det hed). Børnene savnede ham, og da han kom hjem søndag sagde han: “nu har jeg også ferie!”, og vi sad omkring aftensmaden, og bare nød at se hinanden.
Alle børnene havde noget, de ville vise ham. Storm havde selv savet nogle ret massive træklodser og boret dem sammen til den vejbod, som han drømmer om at lave. Iljas majsplanter var vokset vildt over weekenden, så dem skulle Kristian selvfølgelig se, og Live havde tegnet og malet, og mindst én af tegningerne var til hendes far. Juno sagde “Bar!”, og rakte ud efter ham. Så bliver hjertet stort og let i brystet på én.

Mens Kristian var i Aalborg lørdag til søndag, var Ilja og Live hos deres farmor og John. De var i legeland, på legeplads, ved bageren – og en tur forbi deres fars gamle børnehave, som de ikke rigtigt kunne forstå, at han engang var lille nok til at være indeni.
Herhjemme var vi til gengæld min søster, Storm, Juno og jeg, og det hele passede perfekt, for Storm og hans gode ven, Leif, har længe, længe snakket om at sove her hos os, og så var det oplagt at gribe muligheden for en anden ro, når Live og Ilja ikke var hjemme. Det var første gang, Storm havde en overnattende ven (som altså ikke var her sammen med hele sin familie). Leif og Storm spillede “Labyrint” og gjorde cykler klar, før vi alle sammen kørte en lang tur med vandflasker og æbler i cykelkurven. Vi endte på en legeplads, hvor de klatrede i træer, og byggede en hule, og pludselig var der stille, og så sad de med hvert deres Anders And-blad, som de havde haft med på bagagebægeret, og læste. Da vi kom hjem, spiste de en helt masse rugbrødsmadder, og så blev der stille igen, og de sad, og læste, og jeg stod, og så på dem, og tænkte, at det var da utroligt. Så harmonisk, så rart. Jeg kan vildt godt lide livet med større børn. Også selvom jeg indimellem savner de små hænder i mine og hans lille stemme, som den var engang, men den der selvstændighed og al den personlighed – det synes jeg, er vidunderligt. Klokken 20:45 lukkede drengene døren til Storms værelse, og der blev ikke sagt et ord mere. Godnat.
Det gør vi gerne igen.

Jeg kan høre, at mange tænker, det er et enormt ansvar at have sine børn hjemme, når de er i skolealderen. Og det kan jeg godt forstå; sådan har jeg også selv tænkt. Men jeg er efterhånden så langt fra den gængse skoletankegange, at jeg har glemt, at jeg også selv plejede at synes, det lød som et enormt ansvar. Jeg plejede at dagdrømme om et krævende pensum med stor, klassisk litteratur og daglige kemiske forsøg, da jeg for år tilbage begyndte at læse om hjemmeskoling. Nu tænker jeg mere: Børn lærer alt, de har brug for på eget initiativ, før de starter i skole. Alt fra at gå til at lege sammen, tale, tage tøj på og uendeligt meget andet. Hvorfor skulle det ændre sig fra det ene øjeblik til det andet, når de kommer i “skolealderen” (og hvor realistisk er det, at alle børn kommer i “skolealderen” samtidig?)
Derfor er jeg meget tiltalt af “fri læring” (eller: unschooling”), hvor barnet på sit eget initiativ fortsætter med at udforske verden, fordybe sig og dermed dygtiggøre sig. Alt sammen faciliteret af nærværende voksne og et stærkt netværk. Virkeligheden er, at nogle mennesker har ét emne, som de med al ret bruger hele deres liv på at fordybe sig i (og mange af de mennesker kan vi takke for nogle af historiens vigtigste opdagelser); andre har mangfoldige og varierende interesser livet igennem, og bidrager løbende med deres evner.
Så, nej, umiddelbart er jeg ikke nervøs eller i tvivl. Jeg føler mig overbevist om, at børnene og vi forældre i samspil med andre kompetente medspillere fuldt ud kan favne vores børns interesser og dermed læring og uddannelse.

Hvad tænker I? Om det ene, det andet, tredje og fjerde?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at lære på end den der udspringer af nysgerrighed og som forældrene så følger op på og man fordyber sig i sammen.

    Jeg er sikker på i vil klare det fantastisk. Og de udfordringer der måske kommer undervejs er jeg også sikker på i vil kunne finde gode løsninger på.

    Men som med så meget andet hvoran ikke følger strømmen bliver man ofte bombarderet med spørgsmål. Da jeg gik hjemme med drengene da de var små, måtte jeg høre meget for at de ikke blev socialiseret nok. Som om den eneste måde 1 og 2 årige kan være social på er institution med 30 andre børn 9 timer dagligt 🙂

    • SVAR

      TAK for din dejlige dejlige kommentar og hvor er det skønt, at du gik hjemme med dine drenge, selvom folk stiller sig kritisk. Det har jeg jo ikke selv gjort, men jeg er sikker på, at det er så rigtigt, når man vælger det.

  • SVAR

    Får lyst til at skrive en masse opbakkende ord, for jeg er simpelthen så enig i det, du skriver om skolen, som den er i dag. Kunne snakke om det i timevis. Ved godt, du dybest ikke har brug for opbakning, så kommentaren her er vel bare et kæmpe tankeknus, fordi det er rart ikke at føle mig alene med mine opfattelser om verdens tilstand.

    • SVAR

      Du kan tro, dit tankeknus varmer og opbakning har man altid brug for. Ikke mindst når man træffer kontroversielle valg (uanset hvor sikker man er inderst inde). P.S. Kom og snak om det i timevis! 😉

  • SVAR

    Jeg tænker: ENIG. 🙂

  • SVAR

    Hvor er det dejligt at vores to små misser trives hos jer og har en beskytter. Hvor var det godt de fulgtes ad 🙂

    • SVAR

      Ja, det er vi så taknemmelige for. Det giver kun mening, at de er to <3