Kender du også en, der drikker for meget?

Jeg har aldrig haft mulighed for at have et neutralt forhold til alkohol. Det startede med min far, som drak for meget, og så i syvende klasse, da mine kammerater begyndte at drikke til festerne og i gården bag ungdomsklubben, kunne jeg mærke, at det ikke var for mig. Jeg kan huske, at jeg stod i klasseværelset en dag, og hørte nogle af de andre snakke om fester og øl, om at kysse bagved cykelskurene og kaste op i busken, og tænkte: “Det er jeg ikke klar til.” Og på én eller anden måde blev jeg aldrig helt klar. Eller også fik jeg bare aldrig lyst. På en eller anden måde blev jeg sådan én, som betragtede de fester, jeg dukkede op til fra sidelinjen gennem hele gymnasietiden. Derefter flyttede jeg til New York, hvor jeg dansede på bordene, og festede en del de næste fire år – måske fordi jeg kunne starte forfra dér. Men stadig uden nogensinde at røre alkolhol eller stoffer.

Man kan spørge sig selv, om min afholdenhed udelukkende har handlet om frygten for misbrug? Svaret er hverken ja eller nej. Nu ved jeg efterhånden, at man kan drikke med måde, og at man sågar kan udleve sin ungdom i en lage af sprit, uden at det behøver influere dårligt på resten af ens skæbne. Det kan måske ligefrem være en god ting: Fællesskabet, sammenhængen, dét at høre til. Og jeg er blevet klar over, at man kan drikke på social og forsvarlig vis uden at blive ubehagelig. Min egen mand gør det indimellem, og jeg ved godt, at det ikke behøver være farligt. At jeg ikke behøver gå i stykker, hver gang han tager et glas vin.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet stillet til ansvar for vandet i mit glas, som burde være rødvin. Jeg forklarer, at det er fordi, jeg bliver trist, når jeg overhører to trettenårige ved et busstopsted sige: “Hold kæft, hvor skal jeg være stiv i aften,” fordi jeg ville ønske, de i stedet sagde: “Hold kæft, hvor skal jeg have det sjovt/danse for sindssygt/finde en lækker pige,” og hvis ikke det er forklaring nok, trækker jeg kortet om, at min far var alkoholiker. Ikke at det altid virker; mange af dem der spørger, er også selv enten børn af alkoholikere eller ude i et overforbrug, så “hvorfor ikke drikke, når nu alle vi andre gør det?”

Jeg synes, det er trist, at vores kultur er så gennemvædet af alkohol. En ny, dansk undersøgelse konkluderer, at vi er den nordiske nation, som drikker mest, og én af forskerne bag undersøgelsen forklarer, at det måske blandt andet skyldes, at det i Danmark er en privatsag, hvor meget man drikker. Den vinkel kender jeg godt: Ingen sagde noget om min fars misbrug, før det var for sent. Før børnene var flyttet hjemmefra, før han havde drukket sig selv til en uhelbredelig sygdom. Det slog mig for nogle år tilbage, at mange af dem, der kunne have reageret, selv havde misbrug tæt på. At de måske var handlingslammede eller ude af stand til at se problemet, fordi det fyldte i deres eget liv. Det er ikke en usandsynlig konklusion: I følge Blå Kors Danmark, udviser hver femte danske mand tegn på alkoholmisbrug; knap hver tiende kvinde gør det samme og en femtedel af alle danske unge vokser op med alkoholisme i hjemmet.

Når jeg løber listen over kvinder i mit liv igennem, er det et fåtal, som ikke enten er vokset op med alkohol i familien, eller har haft det tæt inde på livet i form af en partner med et misbrug. Ofte begge dele. Og ja, vi tiltrækker nok hinanden, os som har den slags erfaringer, men faktum er alligevel, at vi er mange. Kvinder, der har mødre eller fædre, som drak for meget, og kvinder, der finder partnere, som har et misbrug. Kvinder, der er blevet talt ned til af onkler, lærere eller andre med alkohol i blodet, og kvinder, som ser stiltiende til, mens deres medsøstre lever i forhold med misbrug, fordi de ikke har overskud til at sige stop. Ofte bærer det ene dem ind i det andet, og mange er både døtre af alkoholikere og gift med én.

Jeg har bekendte i mit netværk, som har været i langvarige forhold med alkoholikere uden at nogen omkring dem slog alarm, eller spurgte ind til, om de var okay. Kloge, seje, smukke kvinder gift med mænd der drak, løj for sig selv og deres familier, og forsvandt mere og mere fra virkeligheden. Deres børn er født ind i det, og kvinderne er blevet medafhængige, og er det måske resten af livet rent følelsesmæssigt. Hvis man har prøvet at være tæt på en alkoholiker, så ved man, hvad det vil sige; Så kender man til løgnene, tvivlen, manipulationen. Til det gradvise nedbrud af strukturer og normer, den konstante tilpasning og undskyldningerne, som man laver i sit hoved. Skammen, trætheden, udmattelsen og til sidst følelsen af at have glemt, hvem man er.

“Du bliver nødt til at gå,” har jeg sagt til adskillige kvinder i mit liv, hvis partnere har nægtet at erkende deres misbrug, eller i hvert fald ikke ville have hjælp. Ofte ser de trætte ud, og indimellem virker de bange. De er altid forvirrede: Kan ikke finde ud af, om det egentlig er okay, at han drikker, er uoplagt, skælder ud, ikke magter hverdagen. “Han er jo tit rigtig sød til at lave mad og hygge om mig,” indvender de, og omgivelserne siger: “Han passer da sit arbejde uden problemer.” Så de bliver, fordi han fortæller dem, at det er okay – at de ikke kan få en bedre mand end ham, og fordi andre siger det samme til dem. Ultimativt bliver de, fordi de efterhånden selv tror på, at livet ikke kan være anderledes – at de ikke fortjener bedre.
Men hvis jeg bliver spurgt, hvad jeg mener, nærmest råber jeg, at de skal gå. Hvis ikke for deres egen skyld, så for børnenes: Ingen er tjent med at vokse op i et hjem med en alkoholiker, som nægter at modtage hjælp. Det er som at leve side om side med et uforudsigeligt spøgelse. Man ved aldrig, om man er købt eller solgt, og ingen taler om, at problemet er der. “Rejs dig af asken og gå,” siger jeg, og ser for mig, at de træder frem fra mørket, og tager livtag med deres skæbne. “Sæt den ene fod foran den anden, igen og igen. Pludselig vil du ranke du ryggen, pludselig rammer lyset dig, og dine børn vil følge med, og de mærker det også. De ser dig tage ansvar og vælge jeres liv til. De ser dig sige fra overfor noget, som er forkert. Det er den eneste måde, de kan lære at gøre det samme.”

Både drenge og piger vokser op i hjem med alkoholmisbrug, og både mænd og kvinder kan drikke for meget. Så hvordan ser en alkoholiker ud? Tja, min far var arkitekt, og han var velklædt. Han boede i et smukt hus ned til vandet udenfor Aarhus, og så var han ét af de mest begavede mennesker, jeg har mødt – og et af de mest følsomme. Han var reflekteret, dyb og poetisk. Han var kunstner frem for alt. Og så på et tidspunkt var han pludselig mest af alt alkoholiker. En snøvlet, tikkende bombe i vores hjem. Jeg tror, de fleste af os har anlægget til enten selv at blive alkoholiker eller finde en partner, som er det, og misbrug er ikke ondskab. Alkoholisme er en sygdom, der kan ramme alle slags mennesker, og man kan få hjælp til at slippe af med den. “Alkoholiker” behøver ikke være en livslang diagnose; der kan komme et “tørlagt” foran, og Danmark vrimler med kvalificerede behandlingstilbud. Et alkoholmisbrug kan ødelægge skæbner, efterlade familier i knæ, og det kan strække sig over generationer, hvis vi ikke handler, og søger hjælp.

Alkoholisme trives bedst i skyggen, og derfor er mit budskab, at vi skal række ud og stille spørgsmål. “Er I okay?” – “Er det bare mig, eller drikker din mand/kone/søster/søn for meget?” Jeg mener virkelig, at vi skal øve os i at udvise den slags omsorg, også selvom det kan være vanvittigt grænseoverskridende. Mange lider i stilhed, ofte skal der ikke meget til, før man letter et andet menneskes smerte, og hjælper dem til at se, at der er et bedre liv derude; at der er hjælp, og der er håb.

Hvad med alle børnene? Jamen, det er egentlig simpelt, synes jeg. De små børn skal vi hjælpe, det er vores alle sammens pligt at involvere os, når vi mistænker, at børn er i mistrivsel. Længere er den ikke, og det skal den aldrig være. Det mindste vi kan gøre, er at tage fat i kommunens repræsentanter og fortælle, at vi tror, der er brug for hjælp.
Men de voksne børn, som stadig kæmper med fordrukne forældre, daglige skuffelser og en vrede, der kan være svær at give slip på, hvad skal de stille op? Til dem er mit budskab: Vi kan kun tage ansvar for vores eget liv, og vi kan kun lede andre ved eksempel. Vi kan ikke fortælle nogen, hvordan eller hvad de skal gøre, og vi kan ikke tvinge dem til at vælge rigtigt. Heller ikke vores forældre eller partnere. Vores eneste mulighed er at leve vores liv, som vi synes, det er bedst, og måske inspirere andre på den måde. Vi kan ikke forvente, at andre er enige i, hvad der er godt og skidt. Ikke en gang vores egne børn kan vi gøre lykkelige, hvis ikke de ønsker det.
Men hvordan kan man få et godt liv, hvis hele ens barndom og ungdom har været præget af mistrivsel? Man kan søge hjælp, hos en psykolog med erfaring i alkoholisme, og man kan øve sig hver dag resten af sit liv i at sige fra, passe på sig selv, mærke efter hvad der er rigtigt og forkert og navigere efter det. Man kan øve sig i at tilgive (uden dermed at acceptere noget, som er skadeligt) og give slip på fortiden for dermed at skabe sin egen fremtid. Det er ikke nemt, men det er muligt, og det er fremfor alt vejen mod et lykkeligt liv.

Jeg googlede lige ordet “medafhængig”, og fandt en beskrivelse på hjemmesiden fra det behandlingscenter, hvor min far engang tilbragte nogle måneder, og jeg genkendte meget af tekstens budskab, ikke mindst den overvældende sandhed i, at den medafhængige fastholder alkoholikeren i sit misbrug; At så længe alt omkring misbrugeren er, som det plejer, så er det næsten umuligt at lægge flasken væk. Derfor må den medafhængige også lave nogle radikale ændringer, hvis der skal ske en udvikling.

Her er et uddrag af teksten:
“Man ser ofte, at personer, som er tæt på et menneske med en afhængighed, reagerer på en måde, som hverken hjælper dem selv eller den afhængige. Der udvikles et bestemt adfærdsmønster, som man kalder medafhængighed.
Det betyder i realiteten, at man fanges i usunde mønstre og reaktioner, hvor den måde, man forsøger at hjælpe på, i stedet ofte ender med at forværre situationen i det lange løb, da man hindrer den afhængige i selv at tage et ansvar for sine problemer og konsekvenserne af dem. Oftest sker det ved, man overtager opgaver, finder på undskyldninger og dækker over den afhængige, forsøger at bevare facaden udadtil, prøver at skjule problemerne og forsøger at tage hånd om økonomien.
Man er medafhængig, hvis man lader sig styre af og indretter sig efter de problemer, som den afhængige giver. Livet er præget af, at man forsøger at kontrollere den afhængige (evt. partner, kollega eller ven) og holde sammen på jeres liv og hverdag sammen (…)”

Alkoholisme er et stort problem; det berører mange, og mange af dem, det berører, taler ikke om det. Vi skammer os; pakker det væk, er i tvivl, om det nu er så slemt endda. Det er mit håb med dette opråb, at alle der er berørt af alkoholisme vil finde mod til at søge hjælp og skabe et meningsfuldt liv på den anden side. Både de, der er ramt af en afhængighed og de, som står omkring, og er blevet en del af tilstanden.

Vil I dele dette indlæg i jeres netværk, hvis det vækker genklang i jer? Jeg synes, det er et vigtigt budskab at få ud.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

21 Kommentarer

  • SVAR

    …… give slip på fortiden for dermed at skabe sin egen fremtid…….
    Stop det ødelæggende tankespind om, hvad man burde og kunne have gjort. Hvad der er sket, sagt og ikke sagt, kan der ikke laves om på, så giv slip på fortiden. Det er ikke let, der skal arbejdes.
    Jeg har lært det og ser fremad og er fri ☺

    • SVAR

      Lige nøjagtig, sødeste moster-moster. Livet skal leves frit. Kram til dig

  • SVAR

    Kære Maj My!
    Det her indlæg ramte lige i maven og hjertekulen – for jeg er også en af de kvinder, som voksede op med en far, der drak alt for meget og senere giftede mig med en mand, som gjorde det samme…..
    Giftede mig ind i en familie med de samme mønstre, en familie, hvor alkoholen var svaret på mange problemer (alle faktisk) og hvor problemerne var skabt af misbruget – og misbrugerne!
    Jeg kunne som ung heller ikke fordrage at drikke – jeg gjorde det nu alligevel, ganske på og i trods – men blev aldrig ligeså fuld som mine venner – for jeg KUNNE bare ikke slippe tøjterne og miste kontrollen….
    Da jeg så blev gift turde jeg slet ikke drikke! Ikke så meget som et glas vin rørte jeg i mange mange år – for jeg vidste jo aldrig om alle andre omkring mig pludselig var fulde og en af os var jo nødt til at kunne tage os af børnene…og det blev så mig…..
    Den dag jeg fandt ud af, at mine store børn, som på det tidspunkt var ca 8 og 12, begyndte at have en knude i maven, når vi skulle til familiefester mm – var den dag jeg fik modet til at sige stop!!
    De skulle ikke ligesom jeg selv vokse op med den knude, som ender med at blive en sten, der ligger og tynger konstant, der hvor letheden og livsglæden burde være – og den dag meldte jeg ud til min far, min mand og hans familie – at jeg ikke længere ville være en del af det og, at det også gjaldt mine børn!
    Og jeg holdt det løfte!
    Så aldrig svigerfamilien igen på trods af, at vores ægteskab fortsatte nogle år herfra – dog med en mand, som lagde alkoholen på hylden og blev tørlagt…desværre for sent til, at vi kunne klinke tilliden og genoprette balancen imellem os…. og jeg kunne se, hvordan mine unger langsomt blev trygge igen og tude gå ud i livet på deres egen måde.
    Idag kan jeg godt selv gå ud og få nogle drinks, noget vin mm – men jeg bliver aldrig så fuld, at jeg ikke stadig har kontrol over mig selv og situationen – og mine børn har det helt på samme måde!
    De er dem, som hjælper de kammerater, der bliver for fulde – dem, der ringer efter forældre, taxaer og ambulancer – og holder de andre på panden når de brækker sig….
    Alkoholisme og dennes indflydelse er ENORM på dem, der bliver fanget i medmisbruget – og det er som du skriver – af den største vigtighed, at vi får taget hånd om især de børn, der vokser op i dette! At vi får SET dem og får spottet deres knude i maven – inden den bliver til en sten……..

    • SVAR

      Hvor er det godt og sejt, at du sagde stop. Lige der gav du dine børn en chance, som du ikke selv har fået, og som kan gøre hele forskellen for deres skæbne.

  • SVAR

    Det føles som en mavepuster.. men på den gode måde! Dit indlæg er meget ærligt og du rammer hovedet på sømmet. Alt for mange står i den situation at være med-afhængig. Og jeg tror, det er frygt, der holder os tilbage fra et opgør med misbrugeren og et afkald på egen dårlige samvittighed. Frygt for at såre, frygt for at fejle, frygt for at miste!
    Lad os øve os i at tale mere åbent og ærligt om misbrug og medafhængighed. Måske vi netop kunne komme tabuet og til dels den dårlige samvittighed til livs

    • SVAR

      Jeg tror også, der er frygt og skam og dårlig samvittighed inde over alt det med alkoholisme, og det er så vigtigt, at vi nedbryder tabuerne, og tager hul på den ærlige, nærværende kommunikation.

  • SVAR

    Tusind tak for en meget skarpt og vigtigt tekst. Du rammer plet!

    • SVAR

      Mange tak for din kommentar <3

  • SVAR

    Hvor har du ret! Kære Maj ❤Og hvor er det vigtigt at gøre noget, at skabe forandring og tage ansvar for en fremtid ud af alkoholens svøbe! Det bliver kun sværere og sværere at slippe fri.

    • SVAR

      Ja, det tror jeg, du har ret i. Det bliver sværere, jo længere man er i det.

  • SVAR

    Kære Maj
    Hvor der det rigtig godt skrevet. Der er mange flere alkoholmisbrugere i Danmark end vi forestiller os. Desværre er ordet alkoholisme stadig meget tabubelagt og ikke mange står frem of siger de har et problem.
    Jeg er selv ædru alkoholiker på 17. år og prøver at hjælpe andre som er i samme situation hvor jeg selv har været.
    Alkohol og tobak burde sidestilles, da alkohol er mindst lige så skadeligt som tobak, men der er desværre ikke nogen advarselsskilte på alkohol som der er på tobak. Al alkohol burde stå ved siden af diverse rengøringsmidler, da alkohol er et opløsningsmiddel.
    Til alle medafhængige kan jeg foreslå bogen “Gør dig fri af andres misbrug” skrevet af Melody Beattie.

    • SVAR

      Mange tak for din kommentar. Jeg er enig i, at alkohol burde sidestilles med tobak. Og så håber jeg ligesom dig, at tabuet snart må forsvinde fra alkoholismen. Tillykke med dine 17 år – det er godt gået, og meget vigtigt.

  • SVAR

    Av. Jeg er vokset op med en mor som drak for meget. Og en far som ikke kunne/ville(?) gå. Den gang var der ikke så meget fokus på det. Eller det var i hvert fald min oplevelse. Der fandtes ikke tilbud til børn af alkoholikere, som der gør nu. Og min far troede at det nok skulle gå “for jeg havde jo ham”. Det gør stadig livet svært i dag og jeg fylder 30 om lidt. Jeg ville ønske, at der var en voksen som havde turdet spørge ind til mig og havde blandet sig.

    • SVAR

      Ja, gid de voksne turde mere. Det håber jeg, at vi gør. Og jeg håber, at det, der gør livet svært nu, en dag bliver en styrke for dig – noget, som du kan bruge til at udleve dine drømme.

  • SVAR

    Kære Maj.

    Gid du ville skrive mere om dette emne. Det er SÅ nærværende og relevant.
    TAK!

    • SVAR

      Kære Camilla,
      hvad kunne du tænke dig at høre om i forhold til det?

  • SVAR

    Jeg kan godt huske dette indlæg fra sidste år.
    Og sidder igen og ønsker, at jeg kunne have drøftet problematikken med min far. Men han havde døde for 10 år siden, så det er ikke en mulighed. Og min mor, som er ex. Alkoholikeren, taler jeg ikke med om dette.
    Men jeg er blevet klar over, at vi alle var medafhængige i de 10 år hendes drikkeri stod på.
    Min forældre blev tidligt pensionerede. Og havde ikke de samme drømme for pensionisttilværelsen.
    Så resultatet var, at min far aldrig var hjemme, men havde diverse pensionistjob rundt omkring. Mor kom ingen steder. Sad hjemme og blev bitter og drak.
    Vi vidste det allesammen. Men jeg talte aldrig med ham om det. Og det er jeg ked af idag. Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at alle hans job var en flugt fra denne suppe-das.
    Min mor er ikke af den type, som jeg, med min tilknytningsprofil, står op imod. Så jeg har igennem årene lært at holde hende “ud i strakt arm”, og vores forhold er ikke nært.
    Hun stoppede “kun” med drikkeriet fordi hendes lever var ved at sætte ud. Så hun må have ønsket sig livet. Som er så trist at se på stadigvæk, og består af masser af cigaretter og en flaske alkoholfri vin om dagen.
    Jeg tier ikke mere blandt familie og venner om problematikken. Og det er en lettelse, selvom reaktionerne er forskellige rundtomkring.

    • SVAR

      Det er så svært at konfrontere misbrug, og det er så tabubelagt, at man slet ikke kan rumme, at man taler om det. Vi kan ikke nå alt i dette liv; jeg fik ikke tilgivet min far, før han var videre. Jeg prøver at tage ansvar for mig selv og for mine relationer, men andre mennesker kan og skal jeg ikke løfte. Kram til dig – og tak fordi du deler

  • SVAR

    Kære Maj My, tak for dette indlæg, som virkelig også ramte mig, da jeg er vokset op i vilkår meget lig dine med en veluddannet og velfungerende far, der passede sit arbejde og samtidig var alkoholiker. Jeg kan stadig huske, hvordan man som barn kunne mærke om stemningen var god eller dårlig, når man kom ind. Det hang ligesom i lugten. I de gode perioder, hvor min far ikke drak (så meget) og var glad, da var vi alle glade. Men i de dårlige perioder var stemningen trykket, og man vidste aldrig, hvornår han ville eksplodere. Man vidste bare, at det bare var et spørgsmål om tid, for han skulle nok finde en anledning. Som menneske har det gjort mig ekstremt fintfølende over for andre mennesker og deres humør. Jeg mærker straks, hvis der er noget galt rundt omkring mig og kan næsten ikke være i mig selv, hvis det sker og jeg fornemmer, at det har noget med mig at gøre. Jeg vil nærmest øve vold mod mig selv for at lette stemningen og gøre folk glade. Jeg tror, det både er en styrke og en svaghed, for det er enormt krævende hele tiden at være så opmærksom på andre og samtidig så selvudslettende (jeg selv betyder ikke noget, bare du har det godt!). Min mor gik endelig fra min far da vi børn var næsten voksne. Min mor er en stærk og selvstændig kvinde, så har i lang tid bebrejdet hende, at hun ikke skred noget før og stoppede de psykiske overgreb mod os børn, der fandt sted. Men men men, det er så let at sige man ‘bare skal skride’, men i virkeligheden er det bare så skide svært. Min mor siger, at hun var bange for, at han ville insistere på at dele forældremyndigheden over os børn, og hun kunne ikke bære tanken om, at vi skulle være alene med ham, uden hende. Konsekvenserne var for store og uoverskuelige, og den situation kunne have været endnu værre for os. Og selvfølgelig var der også alle de gode ting, for der var selvfølgelig gode stunder. Og hun troede, at hun med sin kærlighed kunne redde ham. Derfor blev hun. Indtil hun forstod, at man ikke kan redde nogen, der ikke vil reddes og indtil vi var gamle nok. Nu, hvor jeg selv har fået børn, forstår jeg hende bedre. Man vil virkelig strække sig langt for at undgå et brud. Jeg ville aldrig selv lade det gå så vidt, men jeg har også erfaringen og den økonomiske frihed. Hun havde ingen af delene. Min pointe er bare, at jeg er så enig med det, du skriver med, at man skal sige fra og gå. Men hold fast, hvor er det svært i praksis!

    • SVAR

      Ja, hvor er det svært i praksis, og derfor er det så uendeligt vigtigt, at vi som samfund, netværk, familie og venner støtter hinanden og skubber tabuerne til side til fordel for ærlighed og hjælp. Mine søskende og jeg har det for øvrigt nøjagtig som dig – er helt enormt fintfølende, og registrerer andres stemninger, før vi anerkender vores egen. Det er en øvelse, og det har måske også den konsekvens for os, at vi er både ganske forsigtige med, hvor og med hvem vi tilbringer vores tid og at vi nyder vores eget selskab. Kram til dig

  • SVAR

    Tak, Maj My, for et hudløst ærligt indlæg i debatten om alkoholisme. – Der er – som jeg ser det – så mange årsager til, at det er så svært at få en alkoholiker til at erkende, hvad der er på færde. – Jeg har to kvinder i mit liv, som i denne sammenhæng vandrer ad hver sin skæbnevej. – Den ene er en god veninde, som igennem flere år blev stadigt mere fanget ind af alkoholens spøgelse. Det var på ingen måde muligt at nå ind til det sted, hvor en erkendelse kunne nås. – Før – pludselig en dag – hendes to voksne børn dukkede op – uanmeldt – og gav hende besked på, at nu kunne hun godt gå op og pakke en kuffert til en måneds ophold på et behandlingscenter for alkoholafhængige. De voksne børn havde bestilt plads. De foreholdt min veninde, at enten tog hun med om et kvarter, hvor de ville køre hende fra Nordsjælland til Jylland til behandlingscentret. Eller også ville hun aldrig mere komme til at se sine børnebørn! – Min veninde skulle selv betale opholdet, som kostede kr. 75.000,-. – Afsted kom hun. Og i dag er hun så dybt taknemmelig. Selv siger hun, at ingen mindre rystelse kunne have fået hende til at erkende sin afhængighed og søge hjælp. Og behandlingen har været virkeligt effektiv. – Og så er der min søster. Vi er næsten jævnaldrende. De to ældste i en flok på seks, der voksede op på landet, hvor vores far var læge. – Min søster blev gift med en musiker, og i disse kunstnerkredse var der ofte ‘hyggestunder’ over nogle glas vin. – Dette har udviklet sig til et decideret misbrug. Og jeg har måttet konstatere, at jeg ikke kan nå igennem med en samtale om det, der foregår. På trods af, at min søster har fået diverse symptomer af fysisk og psykisk karakter. Men det har ‘jo’ slet ikke noget med ‘et glas vin’ at gøre. – Der, hvor vi er lige nu, er jeg selv meget afklaret i denne relation. Jeg ved, at jeg har gjort, hvad der var muligt for at nå ind til en erkendelse. Men det har ikke været muligt. Derfor har jeg besluttet, at jeg godt kan være der – sammen med min søster – når vi ind imellem mødes. Jeg ser det som en tragisk historie, hvor hun må have sine grunde til at være, hvor hun er.