Kristian og jeg skal på love-tour til Berlin (sig at det nok skal gå)

Til lyden af den smukkeste kormusik sidder jeg her ved mit skrivebord, mens mørket er faldet på udenfor. Havet har gemt sig bag et slør af sort, og fuglenes sange forstemmer. Mine børn sover – på kryds og tværs, viklet ind i hinanden, og enkelte helt for sig selv – sover de i en dyb søvn, som vidner om den træthed, der sidder i hele ens væsen efter en dag med stor aktivitet. Det har været dag med et veloverstået hjemmeskoletilsyn (som jeg har skrevet lidt om på instagram) og en masse frisk luft.

I morgen tidlig skal vi med færgen alle seks. Det bliver første del af rejsen mod en weekendtur, som Kristian og jeg skal på, mens børnene skal være hos deres bedsteforældre. Det var en idé jeg fik for nogle måneder siden, med den tur: Jeg havde læst om det nye Guldsmeden-hotel i Berlin, og fik lyst til at overraske Kristian (fordi jeg elsker elsker at bo på Guldsmeden hotellerne, og desuden aldrig har været rigtigt i Berlin). Jeg længtes pludselig efter klassisk musik, stærk mad og fordybelse, og jeg så for mig, hvordan vi sammen satte os på den ene café efter den anden med vores bøger og gode snakke, midt i storbyen, midt i nuet. Jeg tog en hurtig beslutning, og bookede et værelse til os uden at nævne noget for ham. Dernæst købte jeg togbilletter fra Jylland til Berlin, og drømte om de seks timers absolutte ro. Igen: Bøger og snakke; god mad og chokolade.
Jeg bookede bord på to af byens skønneste restauranter, og fandt billetter til en klassisk koncert.

Og så fortalte jeg Kristian om mine planer et par uger tidligere, end jeg egentlig havde planlagt at gøre det. Pludselig kunne jeg ikke have det for mig selv længere – jeg måtte dele beslutningsprocessen med ham, og han blev glad og begejstret, mens jeg selv med ét kunne mærke, at det var for meget – i forhold til Juno. For længe. For langt væk. Fredag til søndag, helt i Berlin. To nætter uden Juno eller rettere to nætter for Juno uden mig. Vi har altid haft en tommelfingerregel om, at man kan tage væk fra børnene i så mange nætter, som de er i år, og det er det, vi gør: To år, to nætter. Men det er mere, end hun har prøvet for, og jeg fik kolde fødder, begyndte at trække i land. Mærkede en stor og tung ømhed i brystet, mærkede, at intet er den dårlige samvittighed værd. At jeg ikke kan nyde turen, hvis hun græder, når jeg går.

Jeg besluttede at aflyse turen, og ringede til DSB for at returnere vores togbilletter, men før jeg nåede At gennemføre, sagde min kærlige, moderlige veninde, at hun synes, vi skal tage af sted. Med god samvittighed. Og min kærlige og sensitive søster sagde det samme, og Storm, som skal være hos sin farmor sammen med Juno, mens Live og Ilja er hos min mor, blev ved med at sige: “Vi får det så hyggeligt, mor. Det skal nok blive godt.” Og så huskede jeg, at de skal i Legeland med deres farmor og på museum og se film, spise lasagne og sove i ske. Og jeg mærkede, at det nok skal gå. At jeg ikke vil gøre det igen snart, men at denne gang er det helt okay.

Det korte af det lange er, at i morgen tidlig tager Kristian og jeg til Berlin, hvor vi skal bo på det uden tvivl underskønne Lulu Guldsmeden Hotel og spise på de restauranter, som min Berlin-nørd-veninde har anbefalet. Vi skal læse bøger og snakke hele vejen derned, holde i hånd og trække vejret meget dybt. Gå til alt; nyde duftene, indtrykkene, afstikkeren fra vores vidunderlige hverdag.
Vi skal være sammen, uafbrudt og vitterligt uden børnenes afbrydelser, i to døgn, og så skal vi hjem igen. Med toget: Bøger, snak, god mad.

Og uanset hvor skønt det hele bliver, så kommer jeg til at savne børnene herhjemme, men jeg tror også, at jeg kommer til at give slip på dem, så snart jeg ved, at de er okay, og så snart jeg mærker, at tiden flyver – vi kommer hurtigt hjem igen.

Tænk, i morgen sætter vi os med hver vores stak bøger, hvor vores frokost og yndlingsslik på toget, og tager hul på en fuldt ud luksuriøs og på samme tid meget sjælden oplevelse. Og nu glæder jeg mig efterhånden..

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

9 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj Nu

    Det skal nok gå. Ønsker jer den Aller bedste og kærligste kæreste tur. I har fortjent det.

    Jeg ved din beslutning er velovervejet og det skal nok gå. Hun skal være sammen med farmor og hendes dejlige storebror.
    Men jeg vil bestemt ikke forklejne dine følelser, for kender det kun alt for godt. Den dårlige samvittighed der kommer snigende og den fornemmelse af, at det er alt for tidligt og slet ikke går.
    Havde selv for ikke så længe siden selv arrangeret en lille kæreste aften med min kæreste. Vi trængte til at se hinanden dybt i øjnene, gå en tur hånd i hånd og bare være kærester og ikke mor og far til 2 skønne unger samtidig. Jeg havde arrangeret, at de skulle have en overnatning hos min mor og far. Max er 3 og Mie 1 år. Men pludselig på dagen blev jeg alligevel også i tvivl. Tænkte, at Mie ikke ville kunne undvære mig til næste morgen. Synes med et hun blev for lille. Den dårlige samvittighed ramte mig som en mur og trak tårer frem i øjenkrogen. Jeg have lyst til at aflyse det hele.
    Men min mor havde glædet sig og sagde det nok skulle gå. Og Max snakkede glad om alt det Mie og han skulle lave ude ved bedstemor og bedstefar. Og de kom afsted. Og de hyggede sig. De havde det så skønt. Mie var tryg i selskab med Storebror og bedstemor og bedstefar og havde bare hygget sig.
    Og det gjorde vi også.
    Og det håber jeg inderligt også at I vil.
    Ved godt børn er forskellige. Men er sikker på der nok skal blive godt for jer alle sammen.

    Kærlig hilsen Connie

  • SVAR

    Juno er i bedste hænder, kan jeg læse. Jeg har før skrevet til dig, at min er erfaring er at alle vokser afbopgaven, når de er uden Far og mor, men I andres trygge hænder.
    Når I rejser hjem, vil I have ondt i maven, men af andre årsager end savn. For meget kaffe, lækker mad og øvrige lækkerier. Fødderne vil være ømme, hovederne spækkede med nye indtryk…og i jeres stille sind ville I ønske, at Ishavsekspedition haft en dag mere. Bare jer to.
    Jeg har været der – gjort det – og nydt det engang.
    Det kommer til at gå så godt det hele
    Med et fynsk ønske om en “rætti go tur”, får du et kram med på vejen.

  • SVAR

    Ja, ja…ishavet kunne man godt drømme om i disse dage…
    Der skulle stå: at I havde…

  • SVAR

    Når mine børn er hos deres far – så spekulerer jeg også (især) på min to-årig datter, om hun kan undvære mig. Det bliver hun nødt til. Og omvendt. Men hun er hos sin far sammen med sin storebror og alt er godt. Men den der kærlighed og forløsning og ikke mindst lettelse over at være genforenet igen – som om en brik atter falder på plads – der rammer mig, når jeg holder dem i mine arme og kysser dem efter 3-4 dage adskillelse – den er så unik – og for mig et stærkt symbol på min kærlighed til dem. Prøv at “glæd” dig til den følelse, som rammer lige netop dig, når du ser dine børn igen – og nyd den. Og indtil da, så prøv at vær i nuet ❤️

  • SVAR

    Hav en helt fantastisk tur! Vi var af sted på vores første kærestetur med en enkelt overnatning for en uges tid siden, mens vores snart 2-årige var hos mormor. Jeg havde helt de samme kvaler, men
    det var så meget det værd – også selvom mormoren var totalt udmattet, da vi kom hjem, og vores søn havde været ked af det om natten. Vi gør det heller ikke snart igen, men jeg er så glad for, at vi tog det rum for os selv.

  • SVAR

    Hvor er det godt! Berlin er en skøn, skøn by med en ret kreativ åre, synes du ikke? Der er også plads til masser skævhed. Ikke så mange dømmende øjne. Jeg har fx både købt ind i nattøj og stort strutskørt i den by uden at føle mig sær. Og så holder jeg meget af de brede fortove og veje med træer, man ser så mange steder. Det giver en dejlig følelse af plads og luft, selvom man er i en storby, synes jeg 🙂 Det er ikke fordi, jeg er en meget berejst type – på ingen måde – men lige præcis Berlin har jeg været flere gange.

    Det er også godt for børnene, at I er afsted. Det går ikke bare an eller er okay – det er decideret godt, hvis du spørger mig. I er jo for pokker fundamentet i familien, og det er til alles glæde, at I er glade.

    Yay for jer! Ønsker jer masser af kys og kærlighed på resten af jeres tur.

  • SVAR

    Hvor er det dejligt at du sætter ord på, hvor følsom man kan være ift. at overlade sine børn til andre. Jeg selv kan indimellem føle mig helt forkert, når jeg endnu føler at det kun er når det er absolut nødvendigt, at jeg vil lade min datter på 1 år blive passet (og i de tilfælde virkelig helst kun af mine forældre som hun har et meget nært forhold til – SÅ svært når farmor og farfar egentlig også gerne vil, men jeg bare ikke er tryg ved det. Forkert føler jeg mig, fordi så mange i min omgangskreds udtrykker at det “rigtige” er at gøre sig fri af sine børn ved indimellem at tage sig frirum, og også at børnene har godt af at blive passet ude. Lige lidt spredte usammenhængende tanker fra mig, mest for at sige tak for endnu engang at få mig til at føle mig mindre forkert i mine mor-følelser.
    Og p.s. beklager at jeg ofte kommenterer så forsinket på dine indlæg – måske er det forstyrrende at modtage “input” så lang tid efter at teksten var present

    • SVAR

      Jeg nyder sådan at læse hver eneste af dine kommentarer, og faktisk har du ofte mindet mig om forlængst glemte indlæg, som jeg så har fået lyst til at booste, fordi jeg syntes, de var gode 😉
      Når det føles forkert at holde fast i vores børn og modsætte os pasning, er det kun fordi, alle andre omkring os agerer anderledes. Der er intet unaturligt eller forkert i at holde sine børn tæt på. Børn med god tilknytning bliver senere til voksne, der hviler i sig selv.

      • SVAR

        Det er jeg virkelig glad for at høre. Din blog er det eneste sted på nettet hvor jeg har haft lyst til og følt mig inspireret til at ytre mig.
        Og du har så ret – der er intet forkert i at holde sine børn tæt, tværtimod. Det ved jeg jo også godt ikke så langt inde. >