Kvalitetstid er en bortforklaring

Jeg prøvede at sige noget om kvalitetstid, da vi var på morgen-tv i sidste uge. Mit budskab er dybest set, at kvalitetstid ikke findes. At tid er tid, og tiden skal vi tilbringe med hinanden, hvis vi vil have meningsfulde relationer.

Kvalitetstid er et begreb skabt af illusionen om et konkurrencesamfund i konstant vækst. Tanken har været, at hvis vi gerne vil have vores borgere til at skabe økonomisk vækst, skal de arbejde mest muligt (man ved efterhånden, at det ikke passer, men det er et andet indlæg). Når man skal arbejde mest muligt, har man naturligvis ikke lige så meget tid med familien, og der er det kompromisløse ved tiden, at vi får ikke mere af den, bare fordi vi spilder den.

Kvalitetstid er en utopi, som vi griber til, når vi ikke er sammen ret mange timer om dagen, men alligevel ønsker at have en positiv relation til hinanden. Så siger man: “Til gengæld er det kvalitetstid, når vi er sammen,” og pludselig kan halvanden time være lige så givende som tre, eller fem, eller otte. Siger man. Og jeg er i tvivl, om jeg helt har forstået konceptet, men jeg tænker, at det er noget med, at man fortæller sig selv, at man er nærværende i kvalitetstiden, og at det så er en anden slags tid, bedre tid, end hvis man var sammen i flere timer, hvor man også for eksempel havde konflikter og kedede sig? Jeg gad godt kunne sætte mine børn ned i halvanden time og hygge uafbrudt. Spille LUDO eller lave mad og bare grine og snakke uforstyrret. Men det tror jeg ikke, kommer til at ske nogensinde, simpelthen fordi jeg ikke kan tvinge dem til at bruge tiden anderledes, blot fordi den er begrænset.

Jeg var i København for nylig, og gik en tur i solen på Frederiksberg. Udenfor en børnehave stod en mor med sine to børn, og kæmpede for at få dem ind i bilen. Klokken var ikke ret mange; 14:45 tror jeg, og jeg tænkte umiddelbart, at det var en tidlig afhentning i København? Moderen talte surt til børnene. “Kom så ind i bilen!” lød det vredt. “Vi skal hjem og hygge os!” Det sagde hun rent faktisk: At de skulle skynde sig hjem for at hygge sig. Og jeg kunne fuldkommen se mig selv i det – hvis jeg levede et mere hektisk liv, og hvis alle omkring mig også havde travlt, og måske udstrålede, at det var fedt at have travlt – en succes, ligefrem, så ville jeg falde i den der hver dag. Så ville jeg blive kort for hovedet, og smække døren hårdt bag mine børn, fordi vi skulle skynde os at have det godt. Sådan hænger det ikke sammen, men det kan være svært at forstå, fordi vi er opdraget til at udnytte tiden, maksimere udbyttet. Præstationssamfundet. Konkurrence. Jeg tror egentlig, man kan få rigtig meget social værdi ud af halvanden time, men så skal man lade tiden gå, som den nu en gang gør, og lade konflikterne ske uden at det føles som et nederlag. Man skal bruge fem minutter på at spænde en sikkerhedssele, fordi det rent faktisk er lige så betydningsfuldt som at læse en bog eller bygge LEGO.

Og så skifter jeg lige spor lidt: Når man lever som Kristian og jeg, ser man sine børn mange timer hver dag. Og når man gør det, ser man også hinandens vrangsider, både børn og voksne. Det kan ikke være anderledes, men jeg har alligevel ikke altid lyst til at skilte med det.

Kristian blev spurgt den anden dag, om han ville komme ind i Aftenshowet på mandag og deltage i en snak om “skæld ud”. Jeg så febrilsk på ham, da han nævnte det, fordi, jeg ved godt, at man helst ikke skal skælde ud (og det mener jeg fra bunden af mit hjerte: skæld ud skaber en forkerthedsfølelse i børn, og det kommer der aldrig noget godt ud af). Men jeg ved også, at det gør vi alligevel herhjemme, og jeg blev vist nærmest lidt nervøs for at fremstå uperfekt. Altså, som vi er. Nå, men min pointe er, at når man er sammen med sine børn mange timer hver dag, så er der ikke god og dårlig tid, men derimod bare “tid”. Der er tid til at skændes, diskutere, gå i baglås, smide ting på hinanden, brænde maden på. Tid til at blive venner igen, sige undskyld, kysse hinanden godnat. (og Kristian takkede nej til TV, selvom han egentlig gerne ville, og rent faktisk er i København den aften, men han har andre planer, som han har glædet sig meget til).

Vi er ikke perfekte. Ingen er. Og hende moderen på Frederiksberg havde muligvis verdens værste dag. Jeg aner ikke, om hun var ked af det, stresset eller i chok. Og jeg dømmer hende ikke, det ville aldrig falde mig ind, jeg bliver selv vred og magtesløs. Men hun fik mig til at tænke, og jeg mærkede den der travlhed og følelsen af, at livet forsvinder ud mellem ens fingre, og jeg tænkte, at det ikke er rart. Det er ikke rart at stå der og være sur. Og jeg glædede mig over, at den slags stress oplever jeg sjældent nu.

Det er ikke så tit, jeg hiver kameraet frem, når her er krise. Måske skyldes det, at det ikke er nær så kønt, og jeg er et visuelt menneske. Eller også handler det om underskud i situationen, så jeg slet ikke tænker tanken. Det kan også have at gøre med en form for blufærdighed og beskyttelse af privatlivets fred, for mine børns skyld, primært.

I hvert fald tog jeg en del billeder i løbet af dagen i går, og det slog mig undervejs, at jeg kun havde fotograferet de øer af ro og glæde, som opstod imellem alle skænderierne. Vores børn er stadig konstant i totterne på hinanden. Alle andre end Juno, som ligesom bare følger med, eller holder sig lidt på afstand. Men de andre har mange konflikter, og jeg har ikke billeder af det. Jeg har billeder af Tange og Live, som spillede “sten”, da han kom forbi med en stak Information midt på eftermiddagen. Jeg har billeder af den mad, som Storm, Ilja og Kristian lavede over bål. Af marken i solskin, af Juno på vej mod trampolinen. Lige før vi skulle spise, kom min søster ind med færgen, og jeg kørte med Live, Ilja og Juno af sted for at hente hende ved bussen. Hun havde en liter is med fra yndlings-Claus, for nogle af vores venner blev gift tidligere på dagen – sådan lidt uformelt, men alligevel smukt og vigtigt – og de skulle have is til deres aften som en symbolsk gave fra hjertet fra os. Så vi kørte forbi dem med isen, og sad der i bilen, og sagde: “Nej, nej – vi ville bare sige tillykke, I skal ikke byde på noget,” men de sad der i gårdspladsen, og smilede så stort, så vi endte alligevel med at få kage/og vi fodrede fårene/og snakkede et godt stykke tid/børnene så en høne, som lå skruk/og min søster så noget kunst, som gjorde stort indtryk/og der gik nok en time. Det gjorde der nok. Og så kørte vi – øre af glæde og bryllupsstemning – hjem til den færdige bålmad, som Kristian og Storm havde gjort klar.

Så nu får I alle billederne fra de lykkelige stunder. Resten må I forestille jer. Bare træk smilene væk og farverne ud, groft sagt.

I dag skal vi besøge nogle mennesker, som også i dén grad prioriterer tid, nemlig Frida og Mikkel fra Fødegården Stenbjerglykke – dem uden sko på fra Søren Ryges programmer. Foreningen “Økologiske Ærø” har inviteret på en heldagstur, hvor vi skal til både Den selvforsynende landsby og så Stenbjerglykke. Jeg regner med at dele et par billeder på Instagram i løbet af dagen i dag.

Hvad er god tid for jer? Og kvalitetstid? Kan man virkelig få noget særligt godt ud af kort tid, hvis det er alt, man har?

Skriv et svar til Ditte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

18 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg hader vendingen kvalitet frem for kvantitet og har lavet den om til kvalitet såvel som kvantitet.

    Jeg hader den originale fordi min far brugte den – og det eneste jeg ønskede mig var mere tid med ham. Jeg husker hvordan jeg tiggede ham om at gå ned i tid – sagde vi kunne sælge huset og flytte i lejlighed, sælge bilen og cykle. Men nej ….

    Når han gav mig ting når vi skulle være / havde været alene kategoriserede jeg dem som bestikkelse, når han gav eller sendte penge, når vi skulle være/ var alene brændte jeg dem – jeg ville ikke have hans bestikkelsespenge – jeg ville have min far. I dag kan jeg godt se det smarte i hvis jeg i stedet havde sat dem ind på en hadekonto 😉

    Jeg har derfor altid prioterede tid med mine børn, Ved den ældste var der ikke mulighed for at gå hjemme – men jeg prioterede så at tage min hf over 3 år i stedet for to og havde dermed færre timer ( 17, 20,21 )og ikke flere lektier end jeg kunne klare når hun sov.

    Ved drengene gik jeg de første år hjemme – og det var bestemt ikke lutter idyl hele tiden, men jeg tør slet ikke tænke på hvordan det havde været hvis jeg havde haft et travlt arbejdsliv ved siden af.

    • SVAR

      Kloge ord. Og ja, en hadekonto havde måske været smart, men det andet satte dig måske fri.

  • SVAR

    Det korte svar er, at al tid er kvalitetstid.

    Jeg elsker de 5 minutter vi lige stjæler os til at kramme om morgenen (som vi egentligt ikke har tid til), når den store synes dagen er lidt hårdere end ellers; eller når vi bruger en time på at finde sten på stranden og forsøge at slå smut, mens hundehvalpen hygger sig…

    Elsker jeg konflikterne? Nej, jeg hader at være oppe og skændes med mine børn og jeg får grå hår af endnu engang at skulle give min yngste den samme besked hun allerede har fået 5 gange tidligere, men har for optaget af noget andet til at høre hvad der blev sagt… Men konflikterne har også værdi, og for mig er hvert øjeblik med mine unger det hele værd – også selvom jeg er vred eller ked af det…

    Når det kommer til billeder, så forsøger jeg at tage billeder af det hele… både når vi er lidt i sorgen og når vi er gladest og alt indimellem… Vi har allerede mistet rigeligt, så alt det vi har mellem os er så meget mere vigtigt nu, hvor vi mangler en…

    • SVAR

      Helt enig. Og tak for din rørende kommentar. I har mistet én, så I ved, hvad tiden er værd. Jeg tab kan aldrig opvejes, men der kommer en indsigt ud af enhver sorg. Og tak for din påmindelse om at hvert øjeblik har værdi.

      • SVAR

        > Jeg har helt klart en bedre idé om hvad jeg reelt synes har værdi i mit liv og hvad der bare er fyldstof… Det er utroligt, hvor værdifuld en konflikt kan føles, når man får stillet skarpt på ens værdier…

        • SVAR

          Det er meget smukt skrevet. Tak.

  • SVAR

    Amen! (Den mor der, det kunne have været mig. Hun trænger til et kram)

    • SVAR

      Ja hun gør. Og hun kunne også have været mig. Det håber jeg, fremgik tydeligt af min tekst. Hun er alle, og alle er hende, så længe vores samfund er skruet sammen, som det er. Men hver især kan vi sige fra ved at leve anderledes. For jeg ér ikke den mor, og det er blandt andet takket være det liv, jeg har valgt herude langt fra den slags travlhed.

      • SVAR

        Det fremgik totalt tydeligt!

        Har tænkt over det. Jeg er hende nogle gange. Andre gange ikke. Måske gælder det også for hende?

        Hvis det altid var sådan der i mit liv, så ville jeg sadle om. Men fordi jeg nogle gange hvæser og siger idiotiske ting og går i baglås, fordi logistikkabalen vælter, betyder det ikke, at det hele er skruet forkert sammen.

        Ikke at du sagde det.

        Din tekst satte bare tankerne i gang.

        Og der er run på i vores liv. Andre dage sidder vi fast i et kram og kan ikke give slip og når intet andet. Det er okay.

        Kh Karoline.

        • SVAR

          Helt enig. Og helt som her hos os: Dage er forskellige og mange ting spiller ind. Ligesom i hendes liv, uden tvivl. Men ja, min opfordring går jo som sædvanlig på, at vi tager ansvar for vores liv, og ændre noget, hvis det føles grundlæggende forkert. Og derfor bliver jeg nødt til at spørge mig selv, om det er godt nok, at jeg indimellem taber hovedet, råber, og bliver følelsesladet, fordi jeg måske dybest set har prioriteret forkert (den dag). Kram til dig

  • SVAR

    Igen genkender jeg de ting, du skriver om. Og igen er det befriende så ærligt, du skriver. Jeg tror faktisk, at ikke alene sætter du dig selv fri gennem din ærlighed, men også mange af os andre. Når én tør, tør alle.

    Det kræver jo mere end mandsmod at stå ved vores menneskelige morads. Vi har nok alle vores variant af, hvad det er. Skænderier, rod, junkfood, raserianfald, løgn og den slags festlige indslag. Og vores umiddelbare impuls vil være at skubbe det væk – ikke forholde os til det – fordi det er besværligt, upassende, ikke kønt. Men du ser på det. Sårbart og med en sjælden sød selvindsigt. Bruger endda tid på at dele det med verden. Det mod, den prioritering af tid og den indsats skal du altså have et godt gammeldags skulderklap for. Og kærlige tanker i tillæg.

  • SVAR

    Jeg tror at noget af det vigtigste jeg har taget med mig fra de knap 6 år jeg har været afhængig af sagsbehandlere, jobcenter, arbejdsprøvninger, læger osv har været en prioritering af hvad jeg vil lukke ind i vores liv af konflikter, skænderier og frustrationer.
    Er det en konflikt der er værd at gå ind i gør jeg det. Men kan jeg på forhånd se at udfaldet ikke vil resultere i noget der er vigtigt for enten mig selv eller en jeg har kær trækker jeg mig.
    Jeg har aldrig skændes med min mand. Vi kan sagtens være dybt uenige men hvorfor bruge sin tid sammen på den måde hvis man kan få snakket om det på en ordentlig måde i stedet for? Når jeg tidligere har skændes med folk har mit udgangspunkt været at jeg har ret – men hvad giver den enkelte ret til at stille sig til dommer overfor hvad der er rigtigt for andre? Jeg ønsker ikke at andre skal se mig og mine holdninger som mindre værd, ergo ønsker jeg heller ikke selv at se på mine medmennesker på den måde.

    Vi har meget tid sammen herhjemme. Vores søn har både de vildeste succes oplevelser, store frustrationer, uforklarlig ked-af-det-hed og enorm glæde sammen med os. Vi mærker tydeligt hans sikkerhed i at vi er der for ham – uanset hvad. Og gør en af os noget hvor vi føler vi overskrider hans grænser siger vi det højt – f.eks hvis vi skynder på ham for at komme hjemmefra eller hvis vi tror han er tryg ved at vi går før end han er det. Vi skælder også ud, men prioriterer højt at sige undskyld. For det er så vigtigt at lære at vi alle kan begå fejl og at det er okay at være ærlig om det. At lære at han har værdi og at hans følelser gælder.
    Jeg håber han vokser op med det syn på andre mennesker – at vi alle er forskellige og at vi alle har værdi.

    • SVAR

      De synes jeg, er så værdifuldt: Det med at man er sammen med sine børn igennem det hele, både trøst og grin. Jeg er for øvrigt helt enig i det med konflikterne: Det er en gave at kunne sige til og fra og ikke involvere sig i alt (eller ingenting). Her handler det igen om prioriteter 🙂

  • SVAR

    Kvalitetstid var i en årrække paniktid for mig.
    Jeg var meget udearbejdende og så ofte ikke mine tre børn i op til 14 dage i træk.
    Nå jeg så endelig var sammen med dem igen skulle der jo hygges i hvert minut vi var sammen, ja jeg havde nærmest lavet den der “hyggeliste” med alle mulige oplevelser vi skulle nå mens jeg var hjemme.
    Jeg blev jo nærmest skuffet eller sur hvis de ikke havde lyst til at have den kvalitetstid på kommando med mig, eller hvis de brugte alt for lang tid på at komme ud af sengen og få spist deres morgenmad i weekenden, så vi kunne komme afsted. Afsted og ud og få krydset af på den liste jeg havde brugt tid på at lave.
    I dag har jeg fået mig et 8-16 job og ser nu hvert sekund med familien som kvalitetstid. Det kan være lige fra de små og store skænderier, lektie tiden, madlavningen, cyklen der skal lappes, opvaskeren der skal tømmes, turen ud af huset, sove længe i weekenden.
    Alt er i dag kvalitetstid for mig og jeg lærte den lektie at bare fordi man selv ser det som kvalitetstid, så kan du ikke stjæle andre mennesker’s tid og påsætte en label “kvalitetstid” på den.
    De har deres egen labels til deres tid.

    • SVAR

      Jeg kunne ikke være mere enig: Vi kan ikke bestemme, hvad tiden er for andre. Det glæder mig meget, at du lærte af dine erfaringer, og sadlede om i tide.

  • SVAR

    Igen genkender jeg de ting, du skriver om. Og igen er det befriende så ærligt, du skriver. Jeg tror faktisk, at ikke alene sætter du dig selv fri gennem din ærlighed, men også mange af os andre. Når én tør, tør alle.

    Det kræver mere end mandsmod at stå ved vores menneskelige morads. Vi har nok alle vores variant af, hvad det er. Skænderier, rod, junkfood, raserianfald, løgn og den slags festlige indslag. Og vores umiddelbare impuls vil være at skubbe det væk – ikke forholde os til det – fordi det er besværligt, upassende, ikke kønt. Men du ser på det. Sårbart og med en sjælden sød selvindsigt. Bruger endda tid på at dele det med verden. Det mod, den prioritering af tid og den indsats skal du altså have et godt gammeldags skulderklap for. Samt kærlige tanker i tillæg.

  • SVAR

    Tak! Bare tak! Tak for at sætte ord på.
    Jeg bliver virkelig inspireret af at læse din blog. Og det her med kvalitetstid rammer fuldstændig ned i vores hverdag og sætter det hele lidt mere i perspektiv. Nogle gange glemmer vi, at konflikterne er en del af livet og også er læring. Det vil jeg være bedre til at huske, når børnene igen-igen tager en tur.

    • SVAR

      Tusind tak for din kommentar. Det betyder så meget.