“Lad være med at få så mange børn..”

Jeg sendte en besked til min søster i aftes:

“alle ungerne hoster, og jeg sidder på børneværelset, og er ved at få et nervøst sammenbrud.
honey, lov mig at du får to børn og ikke ét mere?”

Men det er jo nemt nok at sige – at hun skal være bedre til at begrænse sig end mig – når man selv har sit på det tørre med alle de børn man kunne ønske sig (og mere end det, har jeg lyst til at tilføje – lige nu, i hvert fald). For jeg kan da sagtens råde alle mulige til ikke at få for mange børn (og jeg gør det). Men, hånden på hjertet: ville jeg vælge anderledes, hvis jeg fik muligheden? (svaret er et lille nej, som helt sikkert vokser sig større dag for dag).

Men shit, hvor ville jeg til gengæld gerne være fri for at føle mig så presset, som jeg indimellem gør, helt aktuelt. I aftes, for eksempel, hvor Kristian var væk (det er han indimellem – som regel på arbejde, og jeg kan næsten ikke lade være med at se opgivende på ham, når han rejser, selvom jeg jo godt ved, at det der arbejde både er nødvendigt og faktisk også meningsfuldt, men altså..) Tre af børnene er forkølede, og når vores børn er forkølede, hoster de. Astmatisk bronkitis hoste, non-stop. Frem med medicinen. Frisk luft. Dyyyb indånding (mig selv, også). Det kan fortsætte hele natten, de vækker hinanden på skift. I nat lå to af dem vågne til klokken 01:24. Det gjorde jeg også, og jeg hader hoste. Tror, det vil give mig myrekryb resten af mit liv.

(de grinede, jeg havde ondt af mig selv)

“Men, det er okay,” siger jeg til mig selv. O-K-A-Y. Fordi: Børn, som er mere end to-tre år, sover, når de sover. Ja, de snakker lidt i søvne. Ja, de vågner af hoste – men så falder de i søvn igen. Og en dag er alle mine børn jo mere end to-tre år.

Om to-tre år, altså..

Babyer, derimod, dem kan man ikke regne med. De er uforudsigelige. De er stadig kun ved at lande her på jorden. De har vinger, flakser rundt mellem det ene og det andet sted, og kan ligge lysvågne midt om natten i timevis, mens man er ved at slå en kolbøtte i sin krop af træthed.

Det er med andre ord den mindste, hende den nuttede baby med de tykke kinder, der får mig ud til kanten på aftener som i aftes, fordi uanset hvor mange gange de tre store skal have vand, tisse, afbryde højtlæsningen og skælde hinanden ud, så sover de klokken 20, cirka. Slut prut. Og selv hvis de hoster, eller kaster op, så ved jeg, at de finder ro igen på et tidspunkt – altså, hvis ikke det var for babyen, som holder alle vågne med sit høje humør..

Men, jeg skulle absolut have én mere. Selvfølgelig skulle jeg det. Én mere for at prøve at få bare en enkelt baby (ikke to) og samtidig have erfaringen fra de foregående. Jeg drømte om en tredje graviditet, en hjemmefødsel, et roligt ammeforløb, overskud og ro. Og jeg ér mere erfaren denne gang. Jeg har været mere rolig. Jeg takkede nej til sundhedsplejerskens besøg (fordi min baby hurtigt blev tyk, og jeg havde ikke tid alligevel). Og ja, jeg ved noget, men jeg ved ikke alt, og fire børn er sgu en håndfuld.

Og så er det, at jeg i desperation skriver til min søster: Stop før bægeret flyder over (selvom hun ikke har én eneste baby endnu, og hun bliver verdens bedste mor, ligesom hun er verdens bedste moster og jordemoder). Ikke fordi mit bæger er flydt over, men der triller indimellem en dråbe over kanten, og jeg føler, jeg har været heldig, at jeg ikke selv faldt i en gryde med ægte stress nogle måneder tilbage.

Min pointe gemt i alle disser ord er, at jeg glæder mig, til hosten går i sig selv; til jeg føler, jeg kan overskue vandene igen. Jeg glæder mig, til tiden går, samtidig med at jeg forsøger at nyde at være midt i den nu.

For jeg har det jo fint. Fantastisk, faktisk.
Jeg ved godt, at mine børn kunne være rigtigt syge. De kunne være døde (ja, det kunne de. Jeg kender forældre til døde børn, og det er ikke til at bære). Mine børn kunne være noget, jeg længtes efter, men aldrig fik. Men de er her, midt i mit liv, i mit hjerte, i min seng. Hostende, spruttende, lysvågne – nogle gange også om natten. Og jeg ved, at de her år, det her liv, alle disse smukke gaver, er som lysets bro til det uendelige land, og jeg går på den med solen i øjnene, men indimellem rammer skyggerne også her, og så er det godt at kunne skrive det ud.

Forresten, da jeg midt på natten stavrede op af trappen til soveværelset med panodil junior i den ene hånd og koldt vand i den anden, og netop var faldet over en pose på gulvet i køkkenet, og den mindste og den midterste sad i hver sin seng og græd og hostede – ja, der tænkte jeg, at det ikke ville have været en pind mindre stressende lige i det øjeblik, hvis jeg havde de to børn og ikke fire. Det er sgu hårdt uanset. Og godt.

Føler I nogensinde, at der er lige rigeligt at se til? Og spiser I også chokolade, når det sker? 😉

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

19 Kommentarer

  • SVAR

    Lige pludselig er de store <3 Så får man et helt andet overskud. Det er en fase (en meget lang fase) men der kommer en ny. I 10år var det babyer og børn og derudaf. Nu er der plads og tid, til en masse andet. De vokser sig store og selvstændige, til deres helt egne. Udfordringerne er anderledes (og på en måde hårdere)dog vinder tiden og overskuddet frem og når man ser den gave, som de har i hinanden så er glæden over de mange, stor. Chokolade?! Det hjælper altid 😉

    • SVAR

      Ha, ja chokolade hjælper altid 😉
      Tak for input, Bitten. Jeg ser det allerede så småt med Storm, som fylder otte: at selvom bekymringerne på nogle måder bliver tungere, dybere, mere hjerteskærende, så letter det praktiske pres og for mig helt personligt er det en enorm glæde. Så får jeg luft til at rumme alt det andet. Så kan jeg næsten alt.

  • SVAR

    Ja!!! jeg spiser også chokolade og slik og is og kage. Samtidig med at min indre stemme fortæller mig, at det i virkeligheden er egenomsorg jeg har brug for. Selvkærlighed, på den fede måde, er et must for at overleve de utroligt hårde småbørneår. Jeg tænker, at det dilemma er meget kendt for mange mødre og især hvis man samtidig er et fordybet og spirituelt menneske som både ønsker at være en god, nærværende, omsorgsfuld og støttende mor, samtidig med man jonglere med at skulle være en god rollemodel for sine børn. De spejler sig jo, irriterende ofte, i den måde vi håndterer pres, og takler udfordringer på,og også om vi er gode til at være gode mødre for os selv. Det er en presser synes jeg.❤️ Al mulighed kærlighed til dig Maj My❤️

    • SVAR

      Ja: ja! Det er jo netop det, Maria. Ambitionerne – både på egne og familiens vegne. Og det er fedt; Jeg elsker at være afhængig af fordybelsen i flere ting, men det er klart, at det også betyder, man skal gabe over mere. De fleste af os har godt af at finde ind til, hvad egenomsorg er for os. Og så dyrke det. For mig er det at skrive (uforstyrret, helst) og så tid alene – og med min mand. Lige om lidt, lige om lidt kommer det hele igen (og så kan det være, mine små spejle også falder til ro 😉 ) <3

  • SVAR

    Jeg har også fire børn – og især da de var små følte jeg ofte der var rigeligt at se til – nogen gange følte jeg egentlig også det var mere end jeg magtede.

    Den følelse har jeg sjældent i dag – selv om livet med større børn ( knap 9, 10,13 i næste uge og 19) heller ikke er problemfrit – Og livet indimellem udfordrer en.

    Jeg spiser dog stadig chokolade – som selvforkælelse – fordi det er lækkert.

    God bedring med dem.

    • SVAR

      Jeg stopper heller aldrig med chokoladen, tror jeg. Og det er okay.
      Og hvor er det dejligt at høre. at du klarede den, selvom den indimellem var lidt for meget 😉

  • SVAR

    Åh seje, kære Maj, hvor hårdt du ved, at færgen sejler ofte både til og fra Svendborg ❤️⭐️❤️❤️⭐️

  • SVAR

    ❤️ Knus og overskud til dig!!
    Jeg var alene med kun et dejligt barn i 18 år, og han blev nogengange syg når jeg skulle til eksamen på uni, og der var en gang jeg havde hjernerystelse og to bøjede riben hvor jeg ikke kunne klare mosten, og han måtte udskibes til pasning hos gode venner han ikke kendte da begge bedsteforældre var bortrejst… og der var nætter hvor mangel på søvn gjorde mig vanvittig 🙂 Og ja 😀 chokolade er sguda en helt okay selvmedicinering når det bare handler om at komme igennem natten – eller fåresygen, eller hvad der nu sker. Jeg kam slet ikke forestille mig 4 på en gang 🙂 men du kan 🙂 og I er to velsignet dejlige kærester om det, og derfor klarer du det. Ta’ en plade øko på 80 % og klap dig selv helt vildt på skulderen ❤️️

    • SVAR

      Tak tak <3 Der er udfordringer og styrker ved alle scenarier og det med at være 1:1 mor og barn er helt klart mindst lige så krævende som at være 2:4 😉 Man kan blive helt tosset af træthed, som du skriver, men heldigvis -lige pludselig - kommer søvnen igen 🙂 Kram til dig, kære Mai-britt og tak for at du læser med

  • SVAR

    Ved du hvad, vi begyndte først rigtigt at trække vejret, da Linus (yngst af fire) blev 3 år.
    I 3 (fucking lange) år, var vi nærmest i undtagelsestilstand. Det lyder frygteligt at skrive, men ikke desto mindre, så er det sandt, langt hen ad vejen.
    Havde det som du, vi skulle bare nyde den erfaring det giver, at få nummer fire, når nu man har prøvet det så rigeligt i forvejen.
    Jeg (vi, for det var os begge) var totalt i chok over, hvor hårdt det faktisk var.
    Hvor stor forskel der i grunden er, fra tre til fire …

    Men heldigvis var han så ønsket, og var – er – så helt igennem vidunderligt og fantastisk, at det naturligvis var alt det hårde værd.
    Vi manglede ham i vores familie. Og han ved det – “det var bare lige mig i ventede på, kun mig, og nu er vi her allesammen”.

    Det vender igen, pludselig vender det igen.

    Men lige nu, der er det fandme i orden at du er ved at segne.

    • SVAR

      Ej, Christina. Dig har jeg altså tænkt på så mange gange. Og jeg tror, jeres historie er en af årsagerne til, at vi var i tvivl, om vi skulle få Juno. Men så var vi jo slet ikke i tvivl alligevel – vi (eller hun) skulle bare være klar. Heldigvis er hun den utvivlsomt nemmeste af vores børn. Robust, mild, bare dejlig. Jeg har jo aldrig prøvet at have to, men jeg gad vide, hvad jeg havde syntes om det. Hvor er jeg forresten glad for, at du læser med. Jeg håber, du bliver hængende 🙂

    • SVAR

      @Christina: Hvor blev jeg rørt af den her: “det var bare lige mig i ventede på, kun mig, og nu er vi her allesammen”. Sikke et fantastisk lille menneske, du har dig der <3

  • SVAR

    De ved du jeg gør 😉
    Og husk du altid gerne må ringe, dag og nat, hvis du kan bruge en hånd!

    • SVAR

      > Tak, søde – det ved jeg. Men i de der situationer, er det kun rigtigt forældrene, der kan gøre en forskel. Og jeg klarer det jo, ligesom du gør 😉

  • SVAR

    Det er hårdt…. Fucking hårdt…. Jeg har gået hjemme i 5 år og vores 4 og yngste er lige blevet 2 år…. Det første år med ham i familien var horribelt, han var så sensitiv og skrigende (modsat de 3 andre) og storebror (nr 3) var så barsk ved ham. Det er først nu her de seneste mdr. at tågen er ved at lette…..
    Jeg har en mand der arbejder meget, sim i sindsygt meget…. Så kender godt de der aftener, dage, ja hele tiden hvor man bare er lige ved at kaste op over de der unger…
    Chokolade i rigelige mængder…. Det er nok nærmest det eneste man har energi til om aftenen!
    Men ved du hvad…. Jeg vil ikke bytte nogle af dem væk!
    Kh Camilla, mor til 4 på henholdsvis 7 1/2, 5, 4 og 2 år

  • SVAR

    Kornelhegnet 3

    • SVAR

      Vi har ‘kun’ 3 børn på 1,5 ; 7 ; 9 og to voksne med fuldtid jobs. og det trækker også tænder ud Nogengange men jeg prøver at nyde det og være i nuet. For den lille er vores sidste vi skal ikke have en 4. Vi er her alle sammen nu.

      Tak for din blog jeg nyder at læse den

  • SVAR

    Jeg startede dagen med at tænke “nu må det være slut med det der chokolade”. Jeg har lige spist en halv plade. 70 %+ dog… så er det vist kun halvt så kriminelt. Jeg husker at da snakken gik on/off omkring 3. barn “skal, skal-ikke”, sagde jeg flere gange til min mand (og andre): “Jeg vil hellere være en glad mor til to, end en træt og sur mor til 3”.
    Nu er jeg så en træt, sur og chokoladeafhængig mor – i joggingtøj – til 3.
    Heldigvis ikke hele tiden…. jo, altså mor til 3, men ikke de øvrige adjektiver.
    Jeg har ikke læst din blog før idag. Jeg tror det var meningen, at jeg skulle læse denne først… Tak for genkendeligheden 😉
    Jeg skynder mig at læse videre

    • SVAR

      Hej Charlotte,
      jeg kender det. Det med chokoladen og med følelsen af at være en ikke helt optimal mor til lidt for mange børn. Jeg tror, det opvejer meget, at de har hinanden – i hvert fald hvis vi forældre bliver ved med at gøre vores bedste. Uanset joggintøj og lidt surhed indimellem. Jeg er glad for, at du fandt min blog, og håber, du vil vende tilbage igen – mon ikke du kan genkende lidt i den her også: http://majmy.dk/paa-en-trappesten-med-sand-i-ansigtet/