Lærer de nok i hjemmeskolen?

Jeg bliver nødt til at fortælle jer, at de her forårsdage fylder mig med en lykkefølelse, som er så vidunderlig. Jeg ser ud af vinduet, og dér på græsset sidder mine børn rundt om et bål, de selv har startet, og koger græssuppe i en gammel gryde. De hopper på trampolin, og de hopper i sandalerne fra sidste år, og er så taknemmelige over, at de passer dem endnu en sæson.

At hjemmeskole mine børn er uden konkurrence det mest kontroversielle, jeg har gang i i mit liv.
Folk spørger, om jeg tænker over, at vi bor i udkantsdanmark? Nej, jeg skænker det ikke en tanke. Vi er efterhånden en del tilflyttere fra min årgang her på Ærø, og det virker så naturligt, så helt igennem normalt, at være bosat langt fra både provins og by. Når nogen kommenterer på min instagram, at de “næsten får lyst til også at flytte på landet, når de ser mine billeder”, tænker jeg per automatik: “hvorfor bor du ikke allerede på landet?”. Det føles med andre ord ikke særligt vildt at bo her, hvor vi bor.

Ja, hjemmeskolingen er klart det mest opsigtsvækkende, vi har gang i herhjemme, og det er også det mest nervepirrende. Fordi det er så ualmindeligt at tage ansvar for sit eget barns uddannelse, er det noget, jeg tænker over næsten dagligt: Lærer mine børn nok? På hvilke områder er de mon bagud i forhold til deres venner i skolen – og er der nogle punkter, hvor de er forud? I endnu højere grad overvejer jeg, om den slags tanker overhovedet har en mening? Hvordan er man forud eller bagud i livet?  For mig er målet med den måde, vi har indrettet os, at støtte mine børn til at blive velfungerende voksne, og midlet er en nærende, kærlig og helhjertet opvækst.
I min verden hænger et godt voksenliv ikke uløseligt sammen med den ene type viden fremfor den anden eller med en bestemt slags kundskaber eller væremåde. Det meningsfulde liv er et kludetæppe vævet af den mangfoldighed, som enhver skæbne består af.

På dage som i går, hvor vi stod tidligt op, men vågnede langsomt, og hvor vi læste fra morgenstunden, spiste sammen og dernæst gik udenfor, tænker jeg meget over værdien i det, vi får med fra at leve denne hverdag. Da vi kom ud i solen i går, besluttede vi at gå en tur hen til én af vores naboer, for hun har både geder og køer og høns, og lige nu også en del lam, og vi nyder at følge med i dyrelivet dér. Hun var i stalden, da vi kom: 75 år er hun og iklædt lange, møgede gummistøvler tog hun imod os med et smil. Hun gik med os ud på marken, hvor lammene sprang rundt i den lune vind langs en lille sø på marken. Hun fortalte om de vegetariske blisænder; om åkander, og om en film hun havde set i biografen aftenen forinden, som havde glædet hende. Det gjorde alt sammen indtryk på børnene.

Vi gik også forbi en mark, hvor smukke røde køer var lukket ud på græs dagen forinden, og dér midt i det grønne lå en død kalv med sin mor stående ved sin side. Vi stillede os på afstand, og kiggede lidt, og vi snakkede længe om liv og død og sorg, og mærkede tydeligt, at moderen ikke ville have, at vi kom nærmere. Kalven blev hentet af to landmænd (den ene kvinde), som aede kalven, og talte sagte til moderen, og der var så meget omsorg i den måde, de var blandt dyrene, at børnene blev glade igen. Genboen fældede en tåre, og vi vendte hjem.
Vi nåede knap indenfor, før Juno helt udmattet faldt i søvn, så vi andre kunne læse “Det lille hus på prærien”. Vi færdiggjorde bogen i én læsning, og levede i en form for boble resten af dagen; alle var vi optagede af historien om nybyggerne og lige dele af deres svære vilkår og den enorme, dragende frihed. Vi har talt meget om det med at bryde op og starte forfra og om indianere og om retten til at eje land. Vi har diskuteret nomadeliv og det modsatte og snakket om at leve uden hverken skole eller arbejde – næsten som os, men dog mere frit.
I dag tager vi hul på den næste bog i serien, og jeg glæder mig til at genlæse dem alle (det er tyve år siden sidst). Jeg er næsegrus imponeret over de menneskers evne til at klare sig – til at overkomme de største opgaver, sorger og nederlag. De kunne bygge huse med deres bare næver; dyrke jorden; fange dyr, lave skind, føde børn, rejse i månedsvis. Hjemmeskolere var de, indtil pigerne nåede teenagealderen, og alt klarede de ved hjælp af de evner, som de lærte helt per automatik ved at vokse op med deres forældre.

I går tænkte jeg også på bogen “Unscholing Rules”, som jeg har nævnt herinde før. Det er en hurtigt læst lille sag stopfuld af slående pointer om, hvad læring rent faktisk er – og hvad det ikke er. Jeg vil anbefale den til alle, som trænger til at blive mindet om, at testresultater og fødselsår ikke er alt, der betyder noget for, om ens barn har en lovende fremtid.
Bogen synliggør mange af vores fejlslutninger om uddannelse, og minder os på, hvad der reelt set betyder noget med sætninger som:
● Lær at være; lær at gøre; lær at vide
● Det, et menneske lærer i et klasseværelse, er at være et menneske i et klasseværelse
● Dyr er bedre end bøger om dyr
● Praktikperioder, lærepladser og spændende jobs overgår skoleopgaver, skolebøger og eksamen
● Det eneste bæredygtige svar til udfordringen med global uddannelse er alsidige tilgange
● Tests virker ikke. Kom over det. Kom videre

Dét er godt for mig at læse, når jeg bliver i tvivl.

I dag var der mange dyr, og det er bedre end bøger om dyr. Der var mange snakke, og det er bedre end det modsatte. Der var bål og eksperimenter med dåser og vandslanger, og det er bedre end så meget andet.

Jeg kan blive bekymret for, om vi er for uorganiserede; om vores børn lærer for lidt. Men når jeg prøver at se det ude fra: To voksne til børnenes rådighed næsten hver dag, dagen lang – samtaler, oprigtig interesse, læsning, leg og levet liv – så ser det ret fint ud. Fantastisk, faktisk.

Herhjemme har vi vores skole, og det tager tid at finde formen på den. Måske er vi formen; hver enkelt dag former vi skolen, og hver dag bliver vi klogere på den og klogere i det hele taget. Mine to femårige læser og regner og undersøger verden i ét væk. Den ene læser på 2. klasses niveau – bedre end sin tre år ældre storebror; til gengæld er det den ældste, vi kalder på, når der er et spørgsmål om elektronik, og han kan det periodiskesystem som en del af sit DNA. Sådan er vi så forskellige herhjemme, og derfor er vores dage og processer det også.
Jeg tror, det er lige, som det skal være – selvom det er både kontroversielt og nervepirrende…

 Tak til foråret for at være kommet

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

14 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg får lyst til at sige, at netop dén der frygt: “Lærer mit barn nok?” Den kan man også have, når man har sit barn i folkeskolen.
    Med de reformer og nedskæringer, folkeskolen er udsat for i disse år, kan jeg godt mærke, jeg ikke helt har tillid til, at det er godt nok. Kunne hun have lært meget mere, hvis hun var bedre støttet, bedre undervist, havde mere voksenkontakt gennem sin læring?
    Der er mange spørgsmål, som så afføder nye: Hvad er optimal støtte i undervisningen? Hvilke faktorer er vigtige for at kunne lære?
    For os ville hjemmeskoling ikke give mening – af forskellige årsager, som ikke kun handler om vi voksnes behov og ønsker, men også om, at vi har et meget ekstrovert og socialt anlagt barn, som er glad for at gå i skole. Tanken om privatskole kan dog af og til strejfe, når jeg hører, at hun har kedet sig bravt, fordi det bare var for nemt i dag i dansk… eller når jeg opdager, at hun stadig bytter rundt på b og d.
    Jeg er nødt frem til, at vores supplerende indsats herhjemme er af stor betydning. Og den kommer i mange former som bestemt ikke kun går ud på at terpe lektier. Vi snakker videre om forskellige emner, hun er optaget af eller har lært om i skolen. Vi diskuterer ting, deler ud af vores viden om ting, lytter til hendes tanker, og jeg tror på, at vi danner hende på en god måde.
    Noget, jeg faktisk ser som én af vores vigtigste opgaver i dén proces, det er at lade hende vide, at hun er god nok. Der sker så mange ting i den skole, som så nemt kan få børnene til at føle, de ikke gør det godt nok. Mens sandheden er, at langt de fleste af dem nok skal klare sig ganske fint. Det vil jeg gerne, at hun vokser op med en tro på, at hun kan. At hin lærer at se igennem sæt det bavl med at blive testet og at skulle formulere delmål for sin egen læsetræning i 2.klasse (I’m not kidding) og vide, at det ikke er vigtigt. Det er form uden indhold. Det, der er vigtigt, er hvad hun får med sig ud, og hun er rigtig godt på vej.
    Nå Maj, det, jeg gerne ville sige til dig, var, at jeg tror på ingen måde jeres børn nogensinde kommer til at sakke bagud med alt det gode og værdifulde, de får med sig fra jer, og jeg tror absolut ikke, der er grund til bekymring.
    Selvom jeg lever et meget anderledes liv end dig, er det altid inspirerende at læse med på din blog.

    • SVAR

      Kære Hanne – ja, det var jo netop den eventuelle følelse af mindreværd – af ikke at være god nok – som i sidste ende gav og skubbet til at trække vores børn ud af systemet og i særdeleshed Storm ud af skolen. Da hans bedste ven var u farezonen for at skulle gå en klasse om, og dermed måskeføle sig stigmatiseret resten af sit liv, på trods af at denne dreng er så vidunderlig, initiativrig, nysgerrig, kærlig og motiveret, så tænkte vi: Nej. Slut. Nok er nok. Og jeg tror, at de samtaler I har med jeres datter og den følelse, I klæder hende på med, når I tager jer tid, og underbygger hendes selvværd, gør en verden til forskel ❤

  • SVAR

    Dit indlæg og starten på Hannes kommentar herover fik mig til at tænke på tvivl. På vores – de flestes – eller i hvert fald mit eget forhold til tvivl. Jeg tror, jeg gør meget for at udrydde min tvivl. Samtidig ved jeg dybest set godt, at en del af livet er at være i tvivl. Om det ene og det andet. Store ting, små ting. Måske er det bla. tvivlen, der potentielt set kan holde os nysgerrige, ved ilden, vågne og bevidste. Jeg tænker ikke, tvivlen behøver at påvirke vores handlekraft, eller at det nødvendigvis betyder, vi ikke ved, hvad vi vil. Lige nu er jeg f.eks. i tvivl, om jeg skal sende denne kommentar, men det betyder ikke, at jeg ikke gør det 🙂

    I ser altså i øvrigt så integritetsfyldte ud alle sammen på de billeder, du lægger op. Hurra for integritet og autencitet! Så er der nemlig både plads til brændte småkager og flotte lagkager 🙂

    • SVAR

      Hvor er jeg enig – men jeg havde ikke tænkt på det i denne omgang: Tvivlen er nemlig også en drivkraft og en påmindelse og en måde at være i live på. Men hvorfor var du dog i tvivl, om du skulle sende denne kommentar? Du kan tro, jeg bliver glad, når jeg ser dit navn herinde ❤ Og tak for dine ord om billederne. Det gør mig meget stolt.

      • SVAR

        > Hvor er det sødt af dig at spørge til. Jeg tvivler, fordi en del af mig er bange for fordømmelse. Ikke af dig – du er altid så kærlig og varm i din modtagelse. Jeg er simpelthen bange for min egen fordømmelse af mig selv. En del af mig, vil helst holde mig selv nede – mere præcist holde mig usynlig. Ikke ses ikke høres. Det er den del, der får mig til at tvivle på, om jeg skal skrive en kommentar. Samtidig er der også en anden del, som holder så ubeskriveligt meget af den udveksling, som dit univers lægger op til – og det er den del, der oftest får ordet i sidste ende 🙂

        • SVAR

          > Hej Pia. Jeg bliver simpelthen nødt til lige at være med her, for jeg synes, at det du siger er så smukt. Du har lige sat ord på noget af det, der fylder rigtig meget hos mig, så tak for det – det er så rart at høre andre sige det man selv føler.
          Og jeg tror også, at der er noget godt i tvivlen eller som du siger så fint; holder os ved ilden. Jeg føler, at den bla tillader mig at sætte flere og flere perspektiver på livet. Men det kan være hårdt og ubehageligt for mig at være i. Hver gang jeg åbner min mund (og særligt online) tvivler jeg på, hvorvidt mine ord overhovedet vil værdsættes af andre. Men jeg gør det alligevel, og jeg opdager, at andre godt kan lide det jeg siger. Og så minder jeg mig selv på, at nok er tvivlen ubehagelig, men det betyder ikke, at den er dårlig, men i stedet oftere enormt lærerig

          • > Hej Anne, hvor blev jeg glad for at læse din kommentar! Du har lige opløftet mig med dit udtryk og meget personlige stemme – tusind tak 🙂

  • SVAR

    Så fint, så fint. Og jeg tror, at det er helt rigtigt, at det netop er jer, der er formen. Den tanke kan jeg godt lide; at vi hver især er formen på vores eget liv. Og at leve er jo netop det mest lærerige vi kan foretage os. Jeg læser også en del om unschooling – måske jeg skal have fat i den bog.
    Og jeg må indrømme, at gennem dine billeder lever en lille del af mig også på Ærø – bare lige indtil det bliver min tur til at flytte til så dejligt et sted 🙂

    • SVAR

      Hvor spændende at du også læser om unschooling. Hvad læser du? Vi unscholer egentlig ikke… men vi skoler heller ikke i traditionel forstand. Jeg er inspireret af unschooling i min tilgang til børnene generelt, og vil altid gerne høre om gode bøger eller blogs

      • SVAR

        > Pt. læser jeg Free to Learn af Peter Gray – jeg er kun nået en tredjedel, men den er allerede meget god. Og ja, jeg kan godt se, at I ikke unschooler fuldstændigt, men det synes jeg heller ikke er så vigtigt. For mig handler det mere om en slags grundindstilling til livet – det frie liv. Og ikke kun for vores børn, men også os voksne. Min datter er kun 13 måneder – vi ved med sikkerhed, at hun ikke skal i skole, men lige præcist, hvordan vi får det indrettet herhjemme er for tidligt at sige noget om. Jeg fandt for øvrigt din blog i sin tid ved at google unschooling 🙂

  • SVAR

    Hej Maj My, jeg ville tage det roligt mht læring. Vi har ikke hjemmeskoling, men vores datter på 12 år går på Ollerup Friskole med masser af musik, nærværende lærere og korte skoledage. I sidste uge kom hun hjem, og jeg boblede næsten over af lykke indeni oven på flg. fortælling:
    Mig: “Har du haft en god dag i skolen i dag?”
    Sophia: “Ja den var mega fed. Vi har bare den sejeste klasse. Til band gik Jesper (læreren) 5 min. og så lavede vi bare den vildeste jamsession. Ja akkorderne var de samme, men tonarter og rytmer var bare helt anderledes. Det var så fedt! Og så har vi lært om omregning af valutaer i matematik, og har læst Sam aus Amerika i tysk. I musik er Mona og jeg igang med at lære Beatles musik og historie at kende. Og i friluftsliv har vi bare leget indianer-stratego”.
    For Sophia var skoledagen een stor leg, og jeg er overbevist om, at hun også har lært en hel masse. Jeres børn får lov at lege og tage naturen og dyrene ind. De har jeres nærvær og jeres kreativitet at spejle sig i. De lærer rigeligt 🙂 Knus Susanne

    • SVAR

      Sikke et dejligt skoleliv Sophia har ❤ Tak for din kommentar.

  • SVAR

    Fra mit skrivebord lyder det som om, jeres børn får en dannelse ind, som ingen skole i Danmark er i stand til at levere.
    Udfordringen er ikke at lære multipel regression, udfordringens, som I udefra ser ud til at løse, er, hvordan får vi dannede mennesker ud i den anden ende af barndommen, som reflekterer over verden og deres ageren heri.

    Blot en tanke fra mit skrivebord…

    • SVAR

      Men en dejlig og klog tanke. Tak for den