Lærer jeg det nogensinde?

Jeg har på det seneste skrevet om, at her begynder at indfinde sig en ro i vores familie.
Jeg har skrevet, at vi mærker en anden energi i vores hjem nu.
Jeg har skrevet, at det kan betale sig, men det tager tid.

Vi har været hjemme i snart fire måneder – fra sommerferien startede. Og det er cirka tre måneder siden, vi besluttede, at her vil vi blive. Vores familie-tribe tager form. Måske er det her et hjørne, som man runder, og på den anden side gemmer sig en ny virkelighed?

For nogle måneder siden var vi på en naturlegeplads i Svendborg med en familie, som altid har været hjemme sammen. De fortalte, at de kender mange, der har taget børnene ud af institutioner/skole for at gå hjemme og så, efter to måneder, har de afleveret børnene igen med et lettelsens suk – og: “De har tydeligvis brug for andre input, for derhjemme var de konstant i konflikt”.
Faderen i den hjemmegående familie, så med lidt udfordrende på mig, da han fortalte om de betragtninger, han har gjort sig gennem tiden. “Det tager mere end to måneder at komme tæt på hinanden og finde en rytme i familien,” sagde han, og jeg så på hans sammenflettede børneflok, som løb rundt i den fineste synergi dagen lang. Jeg fik næsten følelsen af, at han bare ventede på, at vi ville gå samme vej som de andre.
Men jeg vidste, at det ville vi ikke. At vi er i det her for det lange træk. Også selvom det utvivlsomt bliver sejt.
Kristian siger indimellem: “Livet skal ikke først og fremmest være nemt,” og det har han jo  ret i. Der er måske bare sket det i vores samfund, at vi gerne vil have det nemmest muligt, fordi vi generelt er pressede. Fordi vi arbejder, holder hus, dyrker fitness, spiser sundt, plejer netværk og så videre – alt sammen gør vi alene, på hver vores matrikel, uden en landsby til at bakke os op. Og dét er en stor opgave. Det er måske endda for stor en opgave for de fleste.
Livet skal først og fremmest leves, og det gør jeg bedst ved at stille spørgsmålstegn ved alt, se dybt i sprækkerne og leve med kærlighed. Derfor er vi her endnu – i denne alternative version af et familieliv, trods det at ikke hver dag er en ubekymret glædesboble.

Nej, vi giver ikke op, Kristian og jeg. Det er vores projekt – måske vores livsprojekt – at være sammen som familie, og vi er nogle stædige typer.
Men jeg vidste godt, hvad han mente, ham faderen på legepladsen, som snakkede om, at de første måneder er hårde, og jeg refererede essensen af samtalen til Kristian, så snart vi sad i bilen hjem. “Phew,” sagde vi til hinanden. “Så er det ikke kun os, der synes, det er hårdt.” Så vi bed tænderne sammen, og fortsatte den deschooling, som det her helt sikkert er: Det kan vist tage et helt liv at afvikle alle de systemiske tanker og forventninger, som en barndom på skolebænken installerer i én.

Her har været mange konflikter og mange lange dage siden sommerferiens begyndelse. Vi har haft mange bekymringer, og rigtig mange gange har jeg tænkt: “Gør vi det godt nok?”
Men jeg har ikke været i tvivl.

Og nu er der noget, der letter. Nu begynder vi at falde på plads; vi er efterhånden mere symbiotiske, mere forbundne med hinanden.

Min veninde skrev til mig, at hun afleverer sin ældste datter i børnehave, mens hun er på barsel derhjemme for at lade op til familietiden. “Men jeg vil meget gerne nå til et sted, hvor jeg ikke behøver lade op til familietid,” skrev hun.

Jeg ved præcis, hvad hun mener. Og jeg tror, jeg har lært, at det sted kommer man kun til, hvis man tager sig tid til at være i de krævende måneder, som går forud for den mere symbiotiske nærvær, der venter på den anden side.

Sådan er det jo bare: Man har mere tid sammen med sine børn, når man går hjemme, end når man også går på arbejde. Det er et faktum, som bærer både en masse lettelse og en masse udfordringer med sig.
Intet kommer uden afsavn. Det er det, vi må gøre op med os selv: Hvilket valg og hvilke fravalg kan vi nemmest acceptere?

Måske er konklusionen, at det ikke behøver være så kompliceret? Livet er ikke altid hverken smukt eller nemt, men det kan faktisk være ret simpelt, tror jeg. Jeg arbejder på at vælge den simple vej.

Sådan prøver jeg at gøre med madlavning og med oprydning og med sociale aftaler, og efterhånden lykkes det indimellem. For eksempel er vi blevet ret gode til ikke at lave for mange aftaler – det kan simpelthen ikke svare sig at have aftaler fem dage i træk, uanset hvor gode de aftaler måtte være. Børnene kører tør for energi, de bliver sure, og pludselig sidder vi, og tænker: “Hvad har vi gang i?”

Det skete faktisk i går. Drengene var til rollespil sammen med Kristian og Juno fra klokken 12-15, og i de timer hyggede Live og jeg herhjemme med at bygge Briobaner og spise ostemadder (og åh, det var så fedt).
Drengene kom hjem, glade men trætte, og så kom vores venner på besøg – bare lige en kop kaffe. De har en pige på under et år, så de er en rolig flok, og vi elsker dem, og de kommer altid med ro og glæde. Men alt sejlede alligevel – alt var totalt kaotisk. Børnene sloges, de råbte og skreg, og vi måtte sige hurtigt farvel til vores gæster. Børnene havde tydeligvis brug for at vende alle deres oplevelser med os uden afbrydelser, så vi spiste aftensmad i en energi præget af træthed, og dernæst så børnene 15 minutters togfilm på DR, før de gik tidligt i seng.

Og jeg tænkte: Lærer jeg det mon nogensinde? Lærer jeg en dag, at blot fordi det lige går godt, og vi føler, vi har overskud, så skal vi alligevel (eller måske netop) passe på ikke at få overbalance..?

Kender I det?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

14 Kommentarer

  • SVAR

    Kristian har ret. Livet skal ikke være nemt, der er ikke noget godt i livet, der bare er nemt og lige til. Uden udfordringer og konflikter, lærer vi ikke os selv at kende eller kan genkende det gode, hvis ikke vi også har stiftet bekendtskab med det dårlige.

    Som med alting er det spændingsfeltet imellem de to poler vi bevæger os i og der livet for alvor kan leves. Men også der, der nemt kommer ubalance i det.

    Jeg fokuserer meget på begrænsningen kunst og jeg tror faktisk mine piger nogle gange er bedre til det end mig. Jeg har planlagt en tætpakket efterårsferie af oplevelser. Mine piger tog jo til Ærø i søndags og skulle komme hjem i går. Jeg er på arbejde, da der tikker en besked ind fra Annamai “må vi gerne blive her en dag længere?”, vi skulle i Legoland i dag, så jeg ringer til hende og siger at det må de jo i og for sig godt, men om de havde glemt vi skulle i Legoland? – det havde de, men de ville hellere blive hos deres onkel og tante. Det fik de lov til.

    Først da jeg læste dine tanker her, slog det mig at de havde brug for ro lige nu og at selvom de ELSKER at være i Legoland, så var programmet for ugen måske en for stor mundfuld for os…

    De kommer hjem i aften og jeg glæder mig, jeg mangler mine kram og deres lattermilde stemmer…

    (Hvor stort er det lige at min angste pige, selv vælger at blive væk hjemmefra en dag længere? – mor er stolt og kneb en lille tåre, endelig går det den rigtige vej for hende)

    • SVAR

      Jeg kender så meget det med at komme til at arrangere en helt masse fede ting, som man ender med helst at ville trække i land igen, fordi det bare bliver for meget. For mig er det nok konflikten mellem den ekstroverte/idé-søgende side og så min mere indadvendte og reflekterende side, som begge skal have plads, for at jeg kan trives.
      Jeg håber, du har fået to glade piger hjem – og så flot at hun sov ude en ekstra nat!

      • SVAR

        Jeg endte faktisk med at skrue ambitionsniveauet ned.

        Jeg hentede dem i går aftes og de havde haft det fantastisk, det var sent så vi snuppede burger king på vej hjem og midt i det hele brød min store skønne pige sammen – hun var træt (meget træt) og savnet ramte hende, efter far og realisationen af at hun faktisk havde savnet mig ret meget… Vi krænkede og krænkede og så var alt godt igen…

        I dag har de været hjemme sammen med Dean og ryddet op, mens jeg var på arbejde. I morgen er ugens sidste rigtige aktivitet – vi tager i den gamle by i Århus, som planlagt – de glæder sig, jeg glæder mig og deres bedsteforældre glæder sig…

        Jeg er SÅ stolt af dem begge. Både for at vælge en ekstra dag til, og for at de mærker deres følelser og lukker dem ud…

  • SVAR

    Ja.
    Ja, er der korte svar. Det kender jeg. Og jeg kender skuffelsen over ikke at evne at få vendt alle konflikter på en konstruktiv måde, men ende med også at være den sure trætte mor. Og når jeg læser dine ærlige skriverier om jeres liv, så bliver jeg glad på jeres vegne, men også lettet over, at du ikke kun skriver en fortælling om harmoni og lykke, men om det hårde arbejde det er at nå til en højere grad af harmoni. Måske er det ligesom sorgspiralen? Hvor man starter i dyb sorg, så letter det lidt, inden man igen ramler ind i det sorgfyldte rum, men det er, næsten umærkeligt, en lille smule mindre smertefuldt at være i – og sådan bliver det ved. Er det mon sådan – med omvendt fortegn: En harmonispiral. Dage med harmoni, så konflikt (her tænker jeg f.eks. et par dage inde i en ferie), så atter harmoni og derpå konflikt, som måske er nemmere at håndtere osv osv måned efter måned, indtil man er inde i en gænge af at det er meget meget nemmere at imødekomme og få øje på konflikten inden den eskalerer?

    En helt anden ting jeg tænker på, når jeg læser din blog, er, om man mon kan magte det der – alene? Uden den anden voksne. Når jeg tænker på, hvor ensom jeg føler mig i mine ferier alene med mine børn. Og i øvrigt ensom i hverdagen. Jeg tror simpelthen jeg ville blive bims. Når den ene kommer og skal have hjælp til noget, når jeg er midt i at ordne noget andet og jeg ikke kan sige: prøv lige at høre far om han kan gøre det? Eller når de små sover og de store sidder og skyper med vennerne og spiller computer online med dem eller et taget ud for at drikke en øl – og jeg, igen, sidder alene om aftenen. Hver aften. Fordi alle mine venner bor for langt væk og/eller også sidder alene i et hus med sovende børn…

    Og så er der økonomien. Hvis jeg nu tog bare den yngste hjem, ham på 7, som ikke er ret glad for at gå i skole, synes der er for meget larm og har svært ved at holde fokus i timerne, når der hele tiden sker noget i alle kroge – tog ham hjem. Hvordan sikrer jeg, når jeg også skal tjene nok penge til at leve (jeg bor billigt i et solidt hus, men det skal jo passes og opvarmes og dét koster. Der skal betales for vand, el, ejendomsskat osv osv) –
    noget skal jo ind og jeg får ikke en billigere bolig her i området, hvor jeg er stavnsbundet fordi børnenes far er her (og fordi den ene dreng har en diagnose og får hjælp via kommunen til den, og alle der ved noget om den slags siger, at man ikke skal flytte kommune, fordi de starter sagen forfra og man risikerer ikke at få den rette hjælp i et år eller mere) – alt i alt: det er her jeg er.
    Hvordan skal jeg få TID til min søn, hele dagen herhjemme, hvis jeg skal tjene penge. Lige nu passer jeg jo andres børn herhjemme, 48 t om ugen, og min søn er ikke ret begejstret for den uro fra fire halvandet-årige når han kommer hjem om eftermiddagen. Så skal han hjem, så skal det ikke være dét job jeg har. Jeg kan heller ikke vende tilbage til mit jordemoderjob, for så er jeg jo netop ikke hjemme. Og jeg kan simpelthen ikke få øje på, hvad jeg skal få bare nok indtægt af, til at holde huset kørende og mad på bordet og tøj på ungerne…? Og tænk, dét et faktisk den største udfordring for mig, i forhold til at tage ham hjem. Selvom jeg bor billigt (I et hus der kun kostede 1 mio.) Jeg har på ingen måde ekstravagante vaner 😉 eller dyre hobbyer. Og jeg synes slet ikke det er nemt at få øje på, hvordan man lige gør det der er det helt rigtige her.

    Nå! Igang med dagen. Det var strøtanker og tankemylder.

    Knus til dig

    • SVAR

      Tak for din kommentar, søde gode Malene,
      Jeg ville ikke gøre det alene. Ikke nu, med fire så små børn. Jeg ville, når de bliver større, hvis jeg var alene i det. Men ikke nu – og ikke uanset hvem mine børn var, vel? Qua vores udveksling den anden dag, så handler det også meget om børnenes behov og om mine egne. Men nej, det liv som jeg lever lige nu, kunne jeg på ingen måde fungere i uden en ligeværdig partner. Ikke en gang i en uge. Fordi børnene har mange behov lige nu.
      Når det er sagt, så oplever jeg i meget høj grad, at jeg har flere ressourcer og mere overskud nu, end nogensinde før. Fordi jeg pludselig er fokuseret/nærværende i familielivet på en måde, som jeg må sande, jeg ikke har været før. Jeg har nok troet, at jeg var tilstede, men jeg var faktisk altid på vej videre. Når jeg lykkes med ikke at være det, kan jeg rumme langt mere, og så virker det slet ikke så overvældende at være sammen med børnene hele tiden. Det frisætter desuden en masse energi, at børnene ikke skal ud og ind og forholde sig til en helt masse. Jeg synes næsten, at begrebet “ulvetime” er forsvundet herhjemme. Som om det trods alt ikke er et biologisk betinget forhold, men derimod noget samfundsskabt..

      Og det med ensomheden er jo netop problemet: At vi ikke længere har noget, der bare minder om en landsby. At vi sidder i hver vores hytte og passer os selv. Det er trist og ødelæggende for meget, tror jeg.

      Mht. økonomi – jeg kan ikke svare på det, men hvis du virkelig gerne vil have ham hjem – for en periode i hvert fald – så lad os brainstorme. Der er et svar derude, det er jeg sikker på.

    • SVAR

      Åh hvor kan jeg se mig selv i dit skriv.
      Hvordan skal jeg få pengene til at række med kun mig, hvis børnene skal hjem – eller bare være afsted i et minimum.
      Jeg er dog hverken bundet af hus, ex eller diagnosebarn, men har familie her og især mine forældre er højt elsker af begge børn.
      >

      • SVAR

        Ja, hvordan gør man? Jeg kender til mange, som arbejder nat, og jeg ved, at en del arbejder 15-timers vagter, eks. som personlige plejere for handicappede, men det hjælper jo ikke meget, hvis ungerne så skal være alene de mange timer. Den bedste løsning er jo ikke hjemmeskoling, medmindre det fungerer for alle parter og på alle måder ❤️ Men jeg forstår frustrationen over ikke at være helt fri til bare at vælge, og jeg genkender den fra min fraskilte veninde, som gerne vil hjemmeskole, men hvis man slet ikke er åben overfor det.

        • SVAR

          Netop. De er 2 og 6 år, så alene er ikke en mulighed.
          Tænker egentlig heller ikke Mitra skal hjemmeundervises. Hun er for det første alt for social og udadvendt til at blive en succes og for det andet går hun på en friskole lige efter mit hoved. En skole hvis fokus ligger på personen frem for viden (den er feks eksamens- og karakterfri).
          Men jeg synes det er røv at vi er væk fra hinanden 37-40 timer/uge for sølle 10.500 kr udbetalt.
          >

  • SVAR

    Konflikter mellem søskende og mellem forældre og børn er en gave ( ja det er det selvom det ikke føles sådan når man står i det;-))
    Det er vores mulighed for at øve os i at have/løse konflikter i et rum hvor vi bliver elsket alligevel uanset hvor hæsligt vi opfører os. Derfor tror jeg ikke man nødvendigvis skal stræbe efter en hverdag helt uden konflikter.
    Der er også læring i for børnene at lære og løse en konflikt med bror eller søster uden at mor/far eller andre tager over. Der er også læring i for børnene at mærke på egen krop hvornår de har nok af aktiviteter og har brug for ro.
    Så svaret på dit overskrift må være:
    Forhåbentligt lærer du det aldrig helt,
    At planlægge hverdagen så I helt undgår konflikter eller en hverdag uden for mange aktiviteter så ingen i familien “ får for meget”
    Det vil være en hverdag uden læring på det område.

    • SVAR

      Kære Gitte, du har fuldstændig ret – og tak for påmindelsen. Jeg er lige for nylig blevet opmærksom på værdien i, at børnene får lov til at vid udstrækning selv at løse (eller bare komme ud af) deres konflikter. Også selvom den store lidt for ofte vinder og de små indimellem bruger stride kneb – men fordi de skal teste verden, og her hos os sker det i trygge rammer, hvor alle elsker hinanden. Tak for dine vise ord. Knus

  • SVAR

    Tak
    Det er bare svært at se når man står midt i det. Ligesom når den gamle dame kigger på ens små og siger “ husk nu at nyde det mens de er små”
    Ja siger man og tænker “ det har jeg da ikke helt tid til”
    Ofte når der er konflikter i familien har “ man jo ikke lige tid” og orker det måske ikke. Vælger måske de lette løsninger eller råber for højt.
    Refleksionen kommer for mange( sådan har det ihvertfald været for mig) først bagefter. Så jeg nyder at læse om jeres Overvejelser og refleksioner NU hvor I står i det. Det er der det kræver allermest mod at reflektere over det man gør.

    • SVAR

      Jeg snakkede i dag med min kære veninde, som netop står midt i en svær beslutning, som hun reflekterer over midt i det hele. Og det er så givende. Og enormt sårbart. Og derfor meget udviklende. Nogle ting forstår vi baglæns, andre kommer heldigvis til os, før løbet er kørt

  • SVAR

    Du har lavet en stave fejl (træt)

    • SVAR

      Men på én eller anden måde passer det perfekt ind i konteksten.. 😉 Det er rettet. Tak.