Langsomme morgener

Juno vågnede klokken 7, og jeg stod op med hende. Vi delte et stykke af den citronmåne, som min søster bagte i går, og drak en kop te. Så læste vi i en bog om dyr, mens de andre børn og Kristian kom dryssende i løbet af den næste halve time.
To ville smage kagen, og vi sad omkring spisebordet, og så på billeder af Thomas Dambo’s smukke kæmpefigurer, fordi vi skal ud og bygge med ham senere i dag som en del af et kulturprojekt her på Ærø.
Jeg tror aldrig, vi har givet børnene kage til morgenmad før, men det virkede rigtigt, når nu de ikke fik smagt den i aftes, da den kom ud af ovnen.

Nu er klokken lidt over otte, og Storm er gået tilbage på sit værelse for at høre Harry Potter på lydbog. Ilja læser om 2. Verdenskrig sammen med Kristian. Han er meget optaget af befrielsen. Min søster kalder vores nye liv for “Iljas befrielse”; han er er så glad og rolig og bare sig selv, måske. Som om vi har hevet ham ud af en sammenhæng, der hæmmede ham, og nu folder han sig ud; finder sin plads i verden.

Da Live stod op som den sidste, løb Juno ud, og lagde sit hoved mod hendes knæ, som hun sad dér på trappen, og vågnede. Så hentede de deres dukker, og skyndte sig op i den store seng for at lege. De tog deres tøj af, og tændte for musikken. Nu danser de rundt i underbukser og bare maver.

Det er de langsomme morgener. De milde, varme, trygge morgener. Vores børn er altid vågnet virkelig tidligt – altid før seks. Næsten altid før halv seks. I lange perioder omkring klokken fem. Nu sover de pludselig til halv syv-syv hver morgen. Jeg har tænkt over hvorfor. Måske fordi vi ikke skal ud af døren om morgenen? Og fordi de selv har indflydelse på, hvornår de falder i søvn om aftenen. De læser bøger, hører lydbøger, leger, snakker, og sover klokken cirka 21. Og de sover godt hele natten.

Jeg tror ikke på, at man skal forberede sig på et hårdt liv. Jeg tror ikke, at det er det mest rigtige at foregribe en barsk virkelighed. Jeg vil ikke klæde mine børn på til et liv dikteret af andre menneskers mål og krav. Det er jo ikke sådan, jeg lever selv. Det er nyt for mig at unschoole mine børn, men jeg har jo selv “unworket” i mange år: Jeg laver ikke noget, som ikke giver mening for mig.
Betyder det, at jeg ikke kan arbejde hårdt, at jeg helst foretager mig mindst muligt?
Nej, langt fra. Jeg vil gerne knokle løs, og jeg gør sjældent noget halvt. Jeg sigterne efter månen, og ender som regel et sted mellem stjernerne. Mit liv er godt.
Men jeg har også kendt til sorg og skuffelse og krævende arbejde samt lange, svære læreperioder. Jeg ved, at det kræver en indsats at lykkes med sin drøm. I tilbageblik kan jeg se, at det er de perioder, hvor jeg har arbejdet dedikeret på noget, som jeg brændte for, der har lært mig mest. Også som barn og ung; også når det har krævet blod, sved og tårer. Hvorimod de læringsprocesser, som jeg ikke var motiveret for, sjældent er gået godt.
Man bliver ikke doven af at følge sit hjerte. Man bliver fokuseret og motiveret.

I aften skal jeg se dokumentarfilmen “Barndom” i biografen i Svendborg sammen med min søster. Den handler om et roligt børneliv i en Steinerbørnehave i Norge, og traileren alene er så smuk, at jeg glæder mig, samtidig med at den efterlader mig med en følelse af uro: Skal kunsten nu til at fremstille institutionslivet som den smukkeste (og eneste mulige) barndom? Jeg læste en dansk anmeldelse, hvor der stod “Den minder os om, hvordan en rigtig barndom er.” Altså, jeg kan godt se, at en god børnehave er langt at foretrække fremfor en dårlig, men…alligevel..?
Den kan ses over alt i landet de næste par uger – tjek din lokale biograf for tider.

Hvordan ville I tilbringe jeres morgener, hvis I ikke skulle ud af døren på noget bestemt tidspunkt?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

10 Kommentarer

  • SVAR

    Nogle gange er det som om dine indlæg er skrevet direkte til mig Måske også fordi mange områder i mit liv i øjeblikket er “oppe til forhandling” og mange ting flytter rundt i mit hoved. Men tak for dine fine tanker og din evne til altid at ramme og inspirere mig ❤️

    • SVAR

      Mange tak for din dejlige kommentar <3

  • SVAR

    Jeg arbejder i en biograf og så “barndom” for et par uger siden til pr. Jeg græd og græd og græd, fordi den er smuk, fordi de voksne er så anerkendende og lyttende og værende, og fordi det er noget alle bærn burde have, men som er SÅ langt fra det, de fleste børn bliver proppet ind i.
    Åhhh, den var god. Jeg har anbefalet den til alle! Håber også du kan lide den

    • SVAR

      Kære Thea,
      jeg blev også meget ramt af al skønheden og nærværet, og jeg ville ønske, at alle institutioner var lige sådan. Samtidig blev jeg skubbet ind i mine egne følelser, og jeg blev lidt ked af, at jeg ikke tidligere har lyttet til kaldet i mit hjerte om at være mere sammen med mine børn.

  • SVAR

    Vores morgener ville blive tilbragt nogenlunde som du har beskrevet, i en utopisk verden, hvor vi ikke lå under for de rammer et dansk skoleliv typisk sætter.

    Men jeg forsøger at gøre vores morgener så afslappede og rolige som muligt og give os alle sammen plads til at vågne i vores eget tempo (indimellem lykkes det faktisk)…

    I weekenderne kører det faktisk stort set sådan at Emmeli står op et sted mellem 5 og 8, tager sin morgenmad i fred for os andre og går op og leger – yderst sjældent vækker hun os andre. Dernæst står Annamai op og går ned og siger godmorgen til os, spiser sin morgenmad og tusser som regel op i seng med enten sin telefon eller en bog eller leger med sin søster og så når vi som regel det punkt, hvor hunden hopper op i hovedet på os og insisterer på at vi står op, så den kan komme ud på morgentur… De morgener gør bare alting nemmere synes jer…

    Det er som om, at det at starte dagen i sit helt eget tempo, bare giver et helt enormt overskud til alt det andet, der skal klares i løbet af en dag…

  • SVAR

    vores morgener i ferien forløb således langt de fleste dage Noah Vågner tidligt ( ca.6 ) han finder sin telefon og ser noget på den senere slutter lillebror sig til ham – På et tidspunkt vågner jeg og hører dem ad om de har taget morgenmad – har de laver jeg morgenmad til mig selv, har de ikke laver jeg morgenmad til os alle. Og kalder på dem og vi spiser sammen. Lucca står vildt sent op og laver selv en omelet, havregrød eller en af hendes egne mærkværdige eksperimenter.

    Selv om vi står alt for tidligt op efter de fleste af os mening, har vi nogle okay hyggelige morgener. For det meste. Jeg står først op – siger godmorgen til Noah, der er vågen eller ved at vågne, jeg siger til Lucca og Jannik de skal til at op, jeg går ned smører madpakker, stiller mælk,smør m.m. på bordet, sætter mine koldhævede boller i ovnen, laver havegrød, bananpandekager e.l.

    Noah kommer ned – hvis jeg er heldig kommer Jannik kort efter – ellers går jeg ovenpå for at tjekke hvor langt han er og fortæller Lucca hvad kl. er og at hun skal til at op. Spiser med drengene og Lucca hvis hun når ned til at spise med os andre. Total curlingmorgener – men jeg synes det er hyggeligt og synes det er vigtigt med en god start på dagen. Og måske fordi jeg er syg er det så rart at hygge det om dem jeg kan, når der nu er så meget jeg ikke kan.

    • SVAR

      Det lyder som nogle skønne morgener – og jeg tror ikke på curling-begrebet 😉

  • SVAR

    Vi er heldigvis stået af morgenræset for nogle måneder siden. I starten troede vi alle, at vi skulle fortsætte i samme gear, så selvom vi ikke skulle nå noget, så fandt vi på noget at nå. Eller også gik børnene rundt om mig i søgende cirkler, og hev i blusen, som for at spørge; hvad skal vi nu gøre med os selv? Åh, jeg mærker sådan at mine børn ikke har lært bare at være, men mest at følge med. Så det råder vi heldigvis bod på nu. Vi lærer at kede os og være med den følelse. Lige nu vågner vi langsomt i hinandens arme på én gang. Putter og varmer os og snakker om nattens drømme, eller det som fylder eller undrer os. Dejlige morgensnakke. Måske læser vi bog, pt. Sigurds Danmarkshitori-bog. Herefter ræser vi ud på toilettet for at nå at tisse først, og skuler til den der vandt løbet.
    Mens jeg laver grød, går de sikket igang med at lege med Lego. Eller varmer sig ved brændeovnen. Nogle dage kommer de gamle strofer frem igen… især fra storebror. “Jeg ved ikke hvad jeg skal lave”… Men endelig kan jeg sige med ro, at det er helt okay. Der er nemlig tid nok til at finde ud af det. 🙂
    Hvor er jeg vild med den formulering; ikke at forberede sig på et hårdt liv. Noget jeg har forsøgt at forklare mange gange, når jeg har valgt at “beskytte” mine børn fra ét eller andet, jeg vurderede unødvendigt. Det er en god måde at vende ordene på. Tak! 🙂

    • SVAR

      Ja, netop det med at lære at være. Der har vi også noget at indhente her. Tak <3