Selvforsyner og poetry slammer Lasse Nyholm Jensen: “Jeg har ikke energi til at være i opposition til alting”

Jeg holder sommerferie, og derfor har jeg skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, klæder sommeren særligt godt (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.
I forbindelse med min ferie har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog.
Skribenterne har fået en håndfuld spørgsmål (ansporet af hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.
Dette er det sidste gæsteindlæg for nu – næste gang der kommer nyt herinde, bliver det fra mig.

Jeg har læst med på Lasse Nyholm Jensens facebook i nogle år. Her deler han poetiske tekster og billedcollager fra et enkelt og æstetisk liv på sit lille landsted på Fyn. Hans ord og billeder efterlader mig ofte med en følelse af at ville vide mere: Hvem er dette menneske – tidligere eneboer, selvforsynende – og boede han ikke engang i de svenske skove med Andrea Hejlskovs slæng?
Her er den så: Historien om en mand, der hurtigt gik sin egen vej, og som i årevis var så hård mod sig selv, at intet nogensinde ville blive godt nok. Lige indtil han rejste hjem til sit hus på Fyn, og for første gang hørte fuglene synge.

Lige nu sidder jeg ved min computer, og skriver. Kigger jeg op over skærmen, kan jeg se ud af vinduet på min køkkenhave og seks håndøksede stykker tømmer, der ligger på seks sten i græsset, og illustrerer, hvor en lille sekskantet hytte skal stå en dag. I går sad min kæreste og jeg lige der ,og lavede yoga og mediterede (hun er kundalini-instruktør ved siden af sit børnebogsforfatter-virke), før vi satte os i køkkendøren, og så tordenvejret lyse aften- og nattehimlen op. I dag blæser det, og efter godt tre måneders tørke regner det også med mellemrum. Barometeret på væggen siger ‘foranderligt’. Det er nok det tætteste, jeg kommer på en beskrivelse af, hvor jeg er i mit liv, og måske også hvor jeg er på vej hen.

For nogle år siden var billedet skarpere. Jeg boede her alene (efter min daværende kone var flyttet); selvvalgt fattig selvforsyner, gør-det-selv-mand og poetry slammer på et gammelt husmandssted i udkanten af en lille landsby på østfyn. Med årene stadigt mere selvforsynende med grøntsager, bær, frugt o.lign. Tomater mm. fra selvbygget trædrivhus, æg og kød fra et lille hønsehold i selvbygget hønsehus. År for år omdannende stedets græsarealer til køkkenhave og bærbede.

I starten mest fordi ‘man kan da ikke bo på landet uden at have en køkkenhave’, siden fordi haveinteressen blomstrede, og greb om sig; friskheden i grøntsagerne til de daglige måltider fristede, udfordringen i at konservere og lagre afgrøderne til vinteren vækkede lysten til læring og nysgerrigheden efter at se, hvad der kan dyrkes under disse himmelstrøg og hvor selvforsynende man kunne blive på de små femtenhundrede kvadratmeter matriklen her er, voksede, og talte til mig.

Det, der startede som et forholdsvist stilfærdigt haveprojekt og en drøm om at leve billigt, uden at skulle arbejde fra ni til fire, udviklede sig altså siden til en mere omsiggribende livsstil og også efterhånden til en hverdagspolitisk protest. En protest mod vækst- og forbrugssamfundet, stress- og konkurrencestaten samt industrilandbruget og den miljø- og klima-nedbrydende fødevareproduktion. Emner, som også var omdrejningspunktet i mine tekster og optrædender som poetry slammer, når jeg var væk hjemmefra.

Sideløbende med at jeg vendte ryggen til flere og flere samfundsnormer, hvad angik arbejdsliv, indtægtsbehov, forbrugsforventning mv., udviklede sig umærkeligt et omfangsrigt sæt selvpåførte regler og dogmer, som jeg forsøgte at leve op til efter bedste evne. Om at gøre så meget som muligt fra bunden, om helt at undgå at købe diverse produkter, om at skære ned på forbruget af vand, el og brænde til opvarmning o.lign. Imens voksede i mig både en opposition mod den destruktive samfundsnorm, et åg af forventning om at skulle redde verden og et pres om hele tiden at gøre noget mere selv – skære mere fra, mere ned og mere til. Som det næste logiske skridt flyttede jeg i foråret 2015 væk fra Fyn og op i en skov i Värmland (hvor jeg kendte Andrea Hejlskov og Jeppe Juul samt deres nabo Maja Elverkilde fra nogle besøg året forinden) for at se om selvforsyningen og lavforbrugstilværelsen kunne komme endnu længere dér; omgivet af træer og natur og afskåret fra el, vand og andre forsyningslinjer. Om dogmelivet kunne gøres endnu skarpere.

Det kunne det på sin vis godt. Skovlivet var grundlæggende dejligt og dejligt behovsstyret. Der var vand, der skulle hentes, træer der skulle fældes, brænde der skulle hugges og stables, grøntsager der skulle dyrkes og passes og så videre for at henholdsvis tørsten kunne slukkes, varmen kunne sikres og sulten kunne stilles. Der var en gruppe af ligesindede til at holde én med selskab – og der var et væld af timer i døgnet, frigjort fra internet, nyheder og distraktioner. Timer, som i stedet kunne bruges på ovenstående nødvendige og derfor meningsfulde gøremål, samt timer nok derudover til at lære nyt og opøve nye færdigheder, såsom at strikke, spinde garn, økse tømmer, bygge et brændeskur af forhåndenværende og selvtilvirkede materialer, snitte skeer mm.
Men de danske årstider sad dybere i mig, end jeg vidste af, og de Värmlandske var stressende; dyrkningssæsonen var kortere, foråret travlt og hektisk, sommeren lang og insektplaget, efteråret igen hektisk og vinteren lang og mørk. Da Jeppe og Andrea besluttede sig for at flytte sydpå, og mit eget forhold til Maja samtidig brød sammen i vinterens løb, besluttede jeg at flytte tilbage til Fyn, til det samme hus, som nu stod tomt og til salg, og var klar til en ny start.

Efter hjemkomsten dukkede en serie erkendelser op:
– Jeg kan godt lide at lære nye ting, opøve nye færdigheder, opnå nye og flere evner, og jeg finder en form for tryghed i at kunne mange forskellige ting, at være generalist fremfor specialist.
– Jeg har ikke energi til at være i opposition til alting, men vil i stedet forsøge at gøre mit eget og i den udstrækning jeg har overskud til det, vise det frem som eksempel på at man kan leve på en anden måde end samfundsnormen foreslår.
– Jeg orker ikke længere forsøge at redde verden, men vil i stedet ‘nøjes med’ ikke at ødelægge den.

Førstnævnte erkendelse har altid præget mit liv og mine valg. Det var den, der bl.a. gjorde grøntsagsdyrkningen interessant; alle de ting, der skulle læres i forbindelse med dyrkning, pasning, høst, konservering mv.

Den anden erkendelse lettede mit syn på folk omkring mig, gjorde mig mindre fordømmende, mindre pessimistisk, og mindre dystopisk i mit blik på fremtiden.

Den tredje erkendelse var muligvis den mest frisættende. Med den slap jeg åget og vægten af mit frelserkompleks og dettes tilhørende umulige succeskriterie, som i stedet blev erstattet af et i dagligdagen oftere opnåeligt ét af slagsen; ‘jeg tror ikke jeg har ødelagt verden i dag’.

Herefter begyndte jeg at se verden anderledes. Hvor mit blik tidligere havde været rettet bredt ud i verden, spejdende efter alverdens problemer, som skulle løses, før der var noget at glædes over, kunne jeg i stedet begynde at se det, der foregik foran næsen på mig – og glædes over det. For første gang i de små ti år jeg havde boet hér, begyndte jeg at få øje på fuglene i haven. Siden jeg kom hjem fra Sverige for to og et halvt år siden, har jeg set 60-70 forskellige fuglearter i min have og nærmeste omegn.

Med dette skift i verdenssyn kom også en fornemmelse af forbindelse til verden, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på, omend den vel nok altid har været der. Jeg giver den en del af æren for, at jeg (dengang vi) efter endt uddannelse valgte at springe af ‘den slagne vej’ og i stedet flytte på landet, ligesom jeg giver den æren for at have sat gang i køkkenhaven og dermed selvforsyningen og hvad deraf fulgte, og jeg giver den æren for at sende mig i skoven og retur med nye erkendelser. Det er en forbindelse, som går gennem hjertet, og giver dette en stemme, som til tider altså har talt højt nok til, at jeg har lyttet og fulgt den, uden egentlig at have været opmærksom på den.

Efter jeg er vendt tilbage, har jeg forsøgt at lytte til den – og svare efter bedste evne. Velvidende om min tendens til sortsyn, har jeg forfattet en morgenbøn, som dagligt minder mig om, hvordan jeg ønsker at se verden, hvilken mand jeg gerne vil være, hvad der er vigtigt, og hvad der giver mening for mig. Kodeordet er kærlighed, kan jeg godt afsløre. Kærlighed til verden, til min kvinde, til dem og dét, der er omkring mig.
Uanset hvad dagen ellers bringer, starter den dér. Med morgenbønnen og genopfriskningen af min forbindelse til verdensaltet – et løfte om at gå dagen i møde med hjertet forrest, og om at svare som der kaldes.
Hvad der kalder og på hvilke måder er forskelligt fra dag til dag, ligesom det er forskelligt hvad svaret er.

En efterårsdag for et par år siden var det en trafikdræbt ræv i vejkanten, som kaldte på mig. Havde jeg været i bil, var jeg nok bare kørt forbi, havde jeg været i bus, havde jeg nok ikke set den, men lige dén dag var jeg på cykel til Nyborg, fordi jeg skulle optræde i Århus om aftenen, og ikke kunne nå tilbage tidsnok til den sidste bus hjem fra stationen. Da jeg vendte hjem samme aften, lå ræven der stadig, så jeg samlede den op, og tog den med hjem på bagagebæreren, og dagen efter lærte jeg, hvordan man flår en ræv og garver et skind.

Nogle måneder forinden havde jeg for første gang set en natugle siddende på taget af mit hus. Dagen efter byggede jeg en natuglekasse, og satte den op bag et hul i gavlen i håb om, at uglen måske ville flytte ind. Dette forår blev en dunet natugleunge ruget ud deroppe, og fra den fløj fra reden sidst i maj, har det været en daglig aktivitet at følge den på sin vej ud i verden, rundt i de forskellige små skove i området. Jeg har brugt timer på at gå og kigge op i trækronerne for at finde den, og indtil for en måneds tid siden havde jeg held med det de fleste dage. Siden har jeg kun fundet den om natten, når den har siddet, og kaldt på sin mor. Sidst jeg så den, var ved måneformørkelsen for et par uger siden, siddende på et vejskilt i nærheden, næsten lige så stor og voksen, som den første jeg så. Den lærte mig at være opmærksom og tilstede.

En aften i skoven i Värmland snittede jeg, i stedet for en ske, en ufunktionel spiralformet træfigur – et spor, der deler sig i to via en hjerteagtig form i midten. Eller to spor, der samler sig til ét via hjertet i midten. Den har, siden jeg flyttede tilbage, ligget fremme og jeg har gentagne gange snittet den samme grundform i forskellige varianter. En dag i foråret 2017 lagde jeg et billede ud, halvgemt i en billedcollage-statusopdatering på facebook. En kvinde kommenterede, at den var fantastisk, så jeg snittede én mere, og sendte til hende. Nogle måneder senere kom hun på besøg, og vi har været sammen lige siden.

I morges sendte jeg hende afsted til København og sit liv dér, men da vi var lidt sent på den, måtte jeg finde en gammel cykel til hende frem fra skuret, så vi kunne nå bussen i tide. Undervejs i den manøvre væltede mit løgtørringssystem, så hele årets løghøst landede i en bunke på gulvet. Da jeg senere gik i værkstedet for at finde en høstkurv at samle løgene op i, fik jeg i stedet øje på mit hjemmelavede arbejdsbord, hvis understel med lidt ombygning kan blive til et par solide arbejdsbukke, som jeg har gået og manglet til det projekt, der startede med en flok træstammer i indkørslen i vinters, og snart skal blive til en sekskantet hytte ude bag ruden. Så fremfor at samle løg op, gik jeg i gang med at save de stykker, der skal til, for at arbejdsbordet bliver til et par brugbare arbejdsbukke i stedet. Da løgene siden blev samlet op, viste de sig endda at være så tørre, at de kan flettes til løgranker ved lejlighed. Og undervejs fra skuret så jeg at regnvandstønden stod fuld efter nattens regnvejr og dagens byger, så tomaterne i drivhuset kunne blive vandet i samme omgang. Imellem alt dette har jeg siddet, og skrevet ovenstående tekst, og lige straks er dagen gået ligeså fint og varieret, som jeg kunne ønske mig.

Det kan godt være, at billedet stod skarpere før; en mand, der er træt af verden, melder sig ud af det hele, gør alting selv og fra bunden, og lever efter sine egne regler. Det nuværende billede er måske nok mere mudret, men også mere levende, varieret, kærlighedsfyldt og tillidsfuldt. Og mindst ligeså meningsfuldt.

Hverdagen er til tider årstidsbestemt, andre gange behovsbestemt eller stedsbestemt; sommetider er der jord, der skal vendes, grøntsagsrækker der skal luges, eller bær der skal plukkes, sommetider er der brænde, der skal kløves, stables eller flyttes, sommetider er der en stedsøn, som skal leges med, papir der skal foldes til traner og frøer eller Lego-huse der skal bygges.

Alle dage er der mulighed for at skabe, lære og vokse.
Og uanset hvad dagen fyldes af; om det er dårlige nyheder om verdens tilstand, dogmeregler for éns egen livsførelse, timeløs kiggen efter ugler med eller uden held, snitning af funktionsløse træspiraler, eller hvad det måtte være, så virker det til, for mig ihvertfald, at dét du tildeler værdi, får værdi, dét du tillægger betydning får betydning, og dét du tilskriver mening, giver mening. Og du vælger langt henad vejen selv.

Lasse Nyholm Jensen er født og opvokset i Svendborg, uddannet arkitekt (Cand. Arch.) fra Kunstakademiets arkitektskole 2006. Bosat i Vormark på østfyn siden 2007. Har konkurreret, undervist og underholdt med poetry slam siden 2006 – var danmarksmester 2015 og 2017.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Sikke dog en vidunderligt håbefuld fortælling; “there and back again” som et menneske klogere på sig selv og verden. Kan man ønske sig mere? Jeg tror det ikke, så tak for inspirationen 🙂

  • SVAR

    Dejlige ord fuld af kærlighed til livet.

  • SVAR

    Dejlig historie om frihed, væren og mening 🙂

  • SVAR

    Tak for et spejl på mit eget rodnet af tendens til sortsyn, Lasse. Og dejligt at læse din ærlige, lyse, håbefulde og nærværende tekst!