“I dag er jeg blottet for angst for bare at være mig,” Linda Abildgren fra bloggen Blogsbjerg om at blive ældre

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.
I forbindelse med min ferie, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Linda Abildgren skriver bloggen Blogsbjerg, som er så gammel, at jeg føler mig decideret umoden som blogger i sammenligning. Det passer meget godt med, hvordan jeg blev opmærksom på Linda Abildgren: Hun kontaktede mig for nøjagtig et år siden, og spurgte, om der mon var problemer med mit spamfilter? Hun havde skrevet nogle kommentarer, som ikke gik igennem, og undrede sig – på den helt kærlige, kloge måde som er kendetegnende for Lindas væren (jeg tjekkede i øvrigt de forskellige indstillinger, og fandt 50 glemte kommentarer, og har haft en rutine med at tjekke ofte siden da.)
Blogsbjerg” er en blog, som rigtigt mange andre bloggere anbefaler, fordi Linda skriver ærligt, godt og SÅ sjovt. Det er også en blog med et helt vildt aktivt kommentarspor: Hendes læsere er loyale (mange på 10. år), og vi føler alle sammen, at vi kender kvinden bag. Jeg er altid nærmest skamfuld over at indrømme, at jeg ikke selv læser blogs, fordi jeg sætter pris på hver eneste af mine egne læsere, men lige præcis Blogsbjerg tjekker jeg næsten ugentligt – fortællingerne fra Lindas liv er altid enten tankevækkende eller grin-med-lyd-morsomme. Eller begge dele.

“Freedom’s just another word for nothing (left) to lose.”
Maj My spurgte for et par dage siden, om jeg havde lyst til at skrive et indlæg til hendes gæster-blogger-føljeton med temaet Mod.  Jeg har undervejs læst de andre indlæg i kategorien, og er hver gang blevet slået af hvor stærk og ukuelig en konstruktion, mennesket egentlig er.
Min første tanke var, at det eneste modige, jeg har gjort i mit liv – sådan rigtigt – er at få børn alene. To fantastiske eksemplarer af slagsen, og egentlig tror jeg, at det mest var 2. gang, det krævede mod, fordi jeg denne gang vidste, hvad jeg gik ind til.
Men jeg kan mærke, at jeg synes, at den historie efterhånden er fortalt. Dels fordi jeg over årene har fået taletid på flere forskellige platforme, og dels fordi det i dag er langt mere almindeligt, at kvinder vælger at få børn alene, og de fleste derfor kender en selvvalgt alenemor og dermed mange af de vilkår, der knytter sig til det valg.
Alligevel har jeg lyst til at skrive lidt om mod, fordi det er noget, der også optager mig.

Måske er det tidsånden, måske er det noget, der sker for kvinder, når de er omkring de 40 – i hvert fald synes jeg, at jeg og mange omkring mig lader til at være på en rejse indadtil, hvor vi ser på os selv og vores liv med nye, mere modne øjne – og måske også med større overbærenhed.

I takt med at jeg bliver ældre, får livet flere nuancer, ganske enkelt fordi jeg får mere med i rygsækken for hvert eneste skridt, jeg tager. Og med nuancer kommer forståelse, som jeg ikke var belemret med, dengang det hele var sort og hvidt.

Netop her har jeg tænkt en del over begrebet ‘mod’ fordi jeg synes, at det er gået fra, i mine unge år, at være noget, jeg havde brug for i forhold til det indre, til at være noget der, her i midt-livet, er blevet mere behov for i det ydre.

Da jeg var yngre, krævede det mod at gå imod strømmen, og min ungdom var karakteriseret af en flokmentalitet, der gjorde, at jeg ikke en gang altid stoppede op, og mærkede efter, hvad *jeg* gerne ville: Jeg accepterde de valg, andre lagde for fødderne af mig, og tog min beslutning ud fra dét. Særligt i mine helt unge år var jeg mere bange for konsekvenserne af at stå udenfor gruppen, end de selvsamme ved at overhøre stemmen i mig selv.

Til gengæld var der ikke så meget slinger i valsen, når det gjaldt de ydre omstændigheder, der stod til at forme min livsbane. Hverken da jeg valgte uddannelse, eller da jeg flyttede til Aarhus uden på forhånd at have hverken arbejde eller opsparing eller nogen ide om, om jeg kom ind på det eneste studie, jeg havde søgt ind på.

Når jeg ser tilbage på min egen adfærd, forbløffes jeg over min blinde tillid til, at livet ville gribe mig. Det gør det jo, det ved jeg i dag, men det *anede* jeg ikke dengang, og den frygtløshed tror jeg, er ungdommen forundt, fordi man ikke har det levede liv, og dermed de sår, ar og erfaringer det giver, med sig i lommen. Man har ikke mærket på egen krop, hvor meget smerte det kan koste at blive slået til jorden, og hvor meget arbejde det kan kræve at rejse sig igen. Man er – for manges vedkommende – velsignet fri for bevidstheden om kroppens begrænsninger, og angsten for at miste nogen eller noget, er fjern og difus.

Sådan er det ikke længere, og når jeg observerer de unge i dag, bliver jeg opfyldt af ærefrygt over, hvor modige, de er. Jeg kan få åndenød ved tanken om, at man som 18-årig skal træffe en beslutning om, hvad man vil med resten af sit (arbejdsliv)liv; jeg ville aldrig nå længere end til at sætte nøglen i tændingen, hvis jeg skulle lære at køre bil i dag, og jeg ville under ingen omstændigheder turde flytte til en anden by uden den fjerneste flig af en Plan B. De gør det hele, uden at ryste på hånden.

Det, man til gengæld har fået med sig, når man er blevet ældre, er sig selv. Man har lært, at de grupper, man på et tidspunkt var så ivrig efter at føle samhørighed med, skifter, opløses og dannes på ny, med nye udgangspunkter og i nye konstellationer, og man ved, at det kan være en befrielse at træde ud af noget, man ikke længere passer ind i – også uden nødvendigvis på forhånd at vide, hvad man skal sætte i stedet.

I dag er jeg blottet for angst for bare at være mig. Det kræver ikke længere mod at stå hverken foran eller uden for gruppen – eller at løbe alene. Det kan være ensomt og hårdt, men jeg er ikke det mindste bange for det, fordi jeg har lært, at det har langt større konsekvenser at give slip på mig selv, end at give slip på andre.

Jeg er umådelig taknemmlig over at være nået til et sted i livet, hvor dét at stå ved, hvem og hvad jeg er, ikke længere er noget, jeg behøver at tænke over, eller noget, jeg skal turde. Men jeg ønsker somme tider, at den ro og balance, der kommer af at finde hjem i sig selv, ikke fulgtes med erkendelsen af, hvor meget vi har at miste.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

5 Kommentarer

  • SVAR

    Tak for endnu et inspirerende skriv, Linda.
    Jeg glæder mig til,at jeg kan have det mod, du har, til fuldstændig at være mig selv. Som 29-årig synes jeg stadig der er svært. Men første skridt er måske at blive bevidst om, at der er noget, jeg gerne vil forandre?

    • SVAR

      Selv tak, Johanne

      • SVAR

        hov – resten af min kommentar forsvandt. Nå, men jeg ville egentlig bare sige, at det for mig var en udvikling, der tog fart op igennem mine 30’ere, så måske du står lige på kanten af det?

        Kh

        Linda>

  • SVAR

    Wow! Det er jo vildt godt skrevet!

    • SVAR

      Det er jeg virkelig glad for, at du synes:)>