Livet er

Jeg er ikke glad hele tiden, og jeg tror heller ikke, det er det, livet handler om. Jeg tror, livet handler om at føle samhørighed med den jord, vi bor på og at finde vores egen vej.
Jeg ved, at jeg ikke kan eller skal være glad altid. At jeg ikke forstår livets dybde, hvis jeg påstår, at jeg er det.
Der er jo alt det andet, som gør den flygtige glæde til netop det: Glædesfuld – og flygtig: Der er sorgen, tvivlen, angsten og vildfarelsen. Livet, med andre ord.

Glæden er en forbigående belysning af en følelse, som vi ikke kan basere vores eksistens på. Derfor ønsker jeg ikke først og fremmest glæde for mine børn. Ej heller succes. Jeg ønsker mere end noget andet, at de skal føle sig trygge og forbundne til denne jord; til sig selv og deres liv. Jeg ønsker, at de skal have tillid til den dybere mening med det, livet byder os. Jeg ønsker, at de – ligesom jeg – skal fornemme, at der er en større plan, et højere niveau, en dybere forståelse af det alt sammen, også når livet gør ondt, når noget synes uoverkommeligt eller forvirrende.

Men når det er sagt, er jeg rent faktisk grundlæggende glad. I disse år, i hvert fald. Ikke euforisk, lykkelig eller bekymringsfri, men fyldt af en følelse af, at “vores liv er godt”. Vi gør noget rigtigt. Mine dage giver mening, dybest set.
Hvis jeg kunne ændre noget nu? Jeg vil fortsætte ad samme spor og se, hvor det fører os hen. Jeg vil ikke tilbage til før og heller ikke ud i fremtiden til en anden tid, som venter. Jeg vil følge den udvikling, som er i gang i dens eget tempo, fordi den nærer min familie og mig. Fordi alt i mig kalder på mere af det samme, mere fokus, mere mening.
Jeg ville jeg ikke være bange for noget som helst i denne proces. Jeg ville stole på, at selvom vi ikke gør det perfekt, så gør vi det godt nok. At vi, ligesom alle andre forældre, hele tiden lærer nyt, men aldrig bliver færdige.

Når man hele tiden er der, hvor man helst vil være, smelter alting ligesom sammen. Jeg har svært ved at skille læring fra afslapning og arbejde fra fritid. Det er omtrent det samme, det hele: Fællesskab, nærvær og fokus.

Jeg ved ikke, hvad mine børn lærte i går, på en helt almindelig søndag i vores liv, hvor vi har taget skolen hjem, og selv tager ansvar for deres uddannelse: Jeg kan ikke sige, at der var matematik, engelsk eller dansk på skemaet. Jeg ved, at vi var på en legeaftale om formiddagen, hvor børnene byggede LEGO, og lavede perleplader, mens vi to mødre indimellem sad et øjeblik i solen på terrassen, og snakkede om vigtige ting. Om viden og ansvar og om at leve det liv, man synes er rigtigt og ikke dømme andre for det liv, de har valgt.

Om eftermiddagen kom vores venner uanmeldt forbi, lige før vi fik et andet besøg, og det var så godt, at de bare lige kom, for ellers kan der gå alt for lang tid imellem, og vi endte med at være sammen hele eftermiddagen, seks voksne og otte børn, og til sidst smed jeg en masse spagetti i en gryde, og så spiste vi ude i solen til lyden af græshopperne og en kæmpe mejetærsker på naboens mark.

“Sådan kunne det da godt være hver dag,” sagde Kristian glad, da gæsterne var kørt, og alle kartofler sideløbende var taget op af jorden og båret ned i kartoffelkælderen i store sække. Kristian var glad, fordi dagen i går viste os, at vi er en del af et fællesskab: at stadig vi er nogle, man har lyst til at besøge – også uanmeldt – selvom vi har trukket os fra de sammenhænge, hvor en del af vores familiekultur ellers udspiller sig.

Da vi igen var alene tilbage, lagde Storm sig ned i sin seng, og hørte en Silas-lydbog, til han faldt i søvn; Live byggede et LEGO fly, og Ilja, Juno og Kristian tog et brusebad side om side. Lyset forsvandt efterhånden, og jeg stod i køkkenet, og rørte en dej til peanutbutter cookies, som jeg bagte, da børnene sov, og vi spiste dem sammen, Kristian og jeg, mens vi læste i vores bøger, og snakkede om alt mellem himmel og jord, sådan som vi heldigvis ofte gør. Så arbejdede vi hver især i en times tid, mens vi lyttede til Arvo Pärts “Johannes Passionen” (som er på Spotify, blandt andet), og om den vil jeg sige dette: Den er så smukt, så rørende og vidtrækkende, at jeg føler, musikken taler til min sjæl, mit aller inderste, mit evige væsen.

Så gik jeg i seng, og sov side om side med mine børn. Med Kristian. Med mig selv midt mit liv. Mit liv, som også er så mange andres.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Kommentar

  • SVAR

    Det er edderma’me sjovt. Lige præcis de der cookies bagte jeg også i går:)