Los Angeles er landet midt i vores liv

Der er virkelig langt fra Los Angeles til Ærø. Faktisk har jeg lyst til at skrive, at det er omtrent verdens længste rejse, men det er nu alligevel ikke helt rigtigt. Langt er der dog; fra en toværelses lejlighed med en stribet cat på sofaen i Hollywood til det her gamle husmandssted med seks mennesker og en stribet kat på gårdspladsen på Ærø. Fly fra L.A. til NYC så videre med Norweigan til Island og dernæst Kastrup Lufthavn og så med tog til Odense og derfra tog til Svendborg. Til sidst færgen, men når man sidder på den, er man her praktisk taget allerede, og som min besøgende veninde, Katie, siger, så ville hun ønske, at den sidste del af rejsen foregik på æselryg “det ville passe til konceptet.”

Katie ankom i mandags, med tre store kufferter og en masse gode historier, og bliver i en uge, og hun har gjort det før. Lige netop det med færgen har hun dog kun gjort en enkelt gang før, det var sidste år, da vi havde boet på Ærø i nogle måneder, men før da var hun i Svendborg en del gange og før da København. Hun er med andre ord en fast gæst her i huset, og egentlig er der nok ikke mange mennesker, som vi ser så mange timer årligt, fordi det jo trods alt er de færreste, der bor her i en uge.

Katie synes, Danmark er helt fantastisk – og helt fantastisk underligt. Hun og jeg har kendt hinanden så længe nu, omtrent halvdelen af vores liv, at hun ikke undrer sig over mig eller mit liv mere, men der er alligevel adskillige gange hver dag, hvor noget kommer bag på hende. Som da hun stod op i formiddag, og vi fortalte, at Juno lå ude i sin barnevogn, og sov. Den virker hver gang: hun griner højt, og løber ud for at fotografere det. “Ingen derhjemme tror på, at I lader jeres børn sove ude i kulden.” For nogle år tilbage var hun med mig nede og hente Storm i vuggestuen, hvor de havde et krybberum til børnenes barnevogne. Hun var oprigtigt chokeret over konceptet. Og det er godt. Det er bevidsthedsudvidende, og hun tager det til sig, og integrerer bidder hist og her i hendes liv langt borte.

Katie og jeg mødte hinanden, da vi begge boede i New York, og arbejdede side om side på en hjemmeside, som var en af frontløberne for facebook. Hun fortæller altid, at hun hadede mig først, og hun siger, at det var fordi, jeg var flot, og altid gik i catsuits, og stod på rulleskøjter på arbejde og spiste chokolade med kinesiske pinde, men det kan jeg ikke huske noget af. Jeg kan til gengæld huske, at hun var sjov og hurtigtsnakkende, og jeg ville ønske, vi kunne være veninder, og en dag lykkedes det på trods af hendes forbehold. Det viste sig, at vi boede et par hundrede meter fra hinanden, og så kunne hun ikke slippe for at snakke med mig. Derefter var vi uadskillige i tre-fire år, indtil min mor ringede, og sagde, at min bror havde fået kræft, og 24 timer efter var jeg fløjet. Jeg efterlod de fleste af mine ting hos Katie, som følte, at hendes liv også faldt fra hinanden, og kort efter flyttede hun til L.A. Jeg besøgte hende en del gange siden, både i New York og L.A., men hun har efterhånden besøgt mig mest, og i hvert fald siden jeg blev mor. Jeg har kun været i New York to gange på de otte år, og nu bor hun så i Los Angeles, og det er aldrig dér, jeg har lyst til at tage hen, når vi tager ud i verden som familie. Der er andre ting, jeg hellere vil, både fordi jeg har tilbragt en del tid i USA allerede, men også fordi jeg ikke synes, det er hverken afslappende eller sjovt at tage til den slags by med små børn.

Heldigvis kommer hen gerne den anden vej med alle sine L.A. historier og alle sin kram og gaver til børnene, og de flokkes om hende, og lægger puslespil med hende, og hun er med i børnehaven og med på legeaftaler og med i Brugsen, og hun er efterhånden fuldkommen integreret i det hele, og så er hun sådan én, som man bare skal stille et spørgsmål, og så kommer resten af sig selv. Hun fortæller gerne om sin familie i Florida og om alle årene i New York. Hun fortæller om sit job på Netflix, om sin kat, sin pilatestræner, vennerne, kollegaerne, Hollywood, filmene, det hele. Men om aftenen er jeg som regel fyldt op til at kunne rumme så mange ord, som hun gerne vil sige, så i aftes så Kristian, Katie og jeg den nyeste Werner Herzog om vulkaner, og måske genser vi de sidste afsnit af den nye serie “The OA”, som Katie ikke har set endnu (begge dele er på Netflix, og begge dele er gode). Shhhh, siger min hjerne. Jeg kan godt snakke om aftenen, men ikke så meget. Og slet ikke når vi stadig har syge børn herhjemme.

I weekenden tager Katie og jeg til København en enkelt overnatning, før hun flyver hjem fra Kastrup, men inden da stiller jeg hende nogle spørgsmål, og lægger dem op her på bloggen. Det er altid interessant at få nogle flere helt anderledes input fra en verden, som indimellem er næsten en kontrast til vores liv her i “verdens ende”,  som Katie kalder Ærø…og Danmark i det hele taget.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

3 Kommentarer

  • SVAR

    Det lyder som om alle burde have en ‘Katie’ i deres liv.

  • SVAR

    Hun er bare så sød hende Katie☀️Så vidt jeg husker , var hun også med til jeres bryllup på Ærø ♥️

    • SVAR

      Du har da ret! Så er det jo hendes tredje gang på Ærø 🙂