Må jeg holde jul, som det føles bedst for mig?

Jeg kan godt lide julen. Midt i den mørke tid trækker vi sagn om næstekærlighed og magi ind i vores stuer, vi tænder lys og gør os umage med maden. Vi køber gaver til hinanden valgt med omhu, og vi tager os tid til hinanden.
Jeg har ingen juletraumer, ingen sårbare barndomsminder eller sorg med mig ind i julen, sådan som jeg ved, at mange har.

Alligevel har jeg været i tvivl, om jeg skulle skrive det her indlæg. For det er så følsomt for mange, det med julen.
Men jeg tror ikke, jeg er alene med mine overvejelser, og måske kan mine refleksioner svinge ind i nogle af jeres, og måske kan vi på den måde blive klogere, sammen. For jeg er ikke færdig med at tænke.
Sagen er den, at juletraditionerne har fyldt i mine tanker de seneste dage. Jeg har mærket efter og vendt det hele med Kristian undervejs.
Jeg tror, det kom bag på mig, at vores jul føltes, som den gjorde i år. At den var så nem og lige til.

Det var virkelig en skøn oplevelse for mig. Det handler om, at vi har så små børn endnu, at huset er fuldt af energier, bare vi er os selv. Det handler ikke om, at jeg ikke elsker vores familie, eller at jeg ikke ønsker at tilbringe tid med dem, og den del er det vigtigt at understrege, fordi det her er ikke et udtryk for manglende kærlighed eller velvilje, men derimod om balance og om at vi er forskellige som mennesker.

Vores juleaften gjorde det tydeligt for mig, hvor meget det kræver af mine børn at være i julens spænding og magi, særligt når både børn og mor er nogle sensitive væsner, som det er tilfældet her hos os.
Så længe mine børn er små, synes jeg, det giver mening. Deres følelser vælter frem ganske pludseligt, og de trækker alle med sig, og fylder hele rummet. Deres tanker bliver som regel sagt højt uden varsel, og der er ikke altid plads til stramme rammer eller adskillige voksnes forventninger og justeringer. Der var selv i vores rolige og trygge omgivelser behov for pauser undervejs, fordi nogen havde behov for særlig opmærksomhed. Ikke fordi der var noget galt, men fordi al den opbyggede forventning (selv i et hjem hvor vi ikke har set julekalender/ikke har været til juletræsfest/ikke har været til julefrokost/ikke har shoppet julegaver i timevis med børnene) nemt kommer til udtryk som en øget følsomhed. Jeg tror, det er helt fint – jeg tror, vi alle sammen lærer noget af den tilstand, men den skal imødekommes med den største forståelse, hvis ikke det skal ende i en konflikt.

Allerede i løbet af juleaftensdag fornemmede jeg, at det at vi kun var os selv, efterlod mere rum til, at vi som familie kunne handle på vores indfald og fornemmelser. Det var mere enkelt og ubesværet.
Juleaften var en dag, som på mange måder lignede alle andre dage herhjemme, og på samme tid var fuldstændig forskellig fra dem. Det var noget med stemningen, sanseligheden, tiden, der adskilte den fra hverdagen. Der var en følelse af grundighed og sammenhold og velvilje, som skabte en særligt varm energi, og der var den ubeskrivelige stolthed og glæde, da børnene selv var med til at bære gaverne ind under træet, og undervejs arbejdede på at løse de bogstavkoder, som jeg havde skrevet på deres til- og fra kort.

Da Kristian og jeg sad alene i sofaen om aftenen, var jeg helt lykkelig indeni. Løftet op og rejst ind i julen til et sted, hvor jeg ikke kan mindes at have været før. En ro, fordybelse, skønhed.
Vi havde ikke taget et eneste foto undervejs, vi havde ikke set på vores telefoner, vi havde ikke været stressede eller distraherede.
Vi havde været forældre og familie, og børnene havde haft ro til at sige til og fra, ligesom vi voksne også følte, at vi havde været tilstede på vores egne præmisser.

Julen er et virkelig følsomt emne. Det ved alle. Der er så mange forestillinger og forventninger spundet ind i dagene omkring den 24., og juleaften er for mange sårbar og pålagt en masse betydning, som jeg ikke selv føler, nogen aften helt kan leve op til.

Derfor har jeg også følt mig forkert i årenes løb, når jeg indimellem har ønsket, at det kunne foregå anderledes. Når jeg har syntes, at kabalen ikke ville gå op, og når jeg har mærket, at det blev for overvældende for mig.

Når andre har sagt, at juleaften for dem handler om at samle familien – så mange som muligt – at det er hjerternes fest og “her skal ingen udelades”, er jeg blevet tung af skam og dårlig samvittighed.
Jeg har følt mig som et ukærligt og utilstrækkeligt menneske, og har tænkt, om jeg ville fortryde mine tanker om julen, når jeg blev ældre og klogere.

Men juleaftens nat, da Kristian og jeg var gået i seng, slog det mig, at sådan er det ikke. Jeg handler ikke ud af grådighed eller manglende omsorg. Jeg handler på, hvem jeg er, og hvem mine børn er.
Og jeg er et sensitivt menneske, i mangel af et bedre ord. Jeg er sådan én, som bruger rigtig meget energi på at være i sociale konstellationer, for jeg gør mig umage, og jeg vil gerne, at alle har det godt. Men jeg kan mærke alle omkring mig, ofte bedre end jeg kan mærke mig selv, blandt andet fordi jeg er vokset op i et hjem med en far, som var dybt utilregnelig, så jeg har lært at gå på æggeskaller men også at mærke andre menneskers følelser, før jeg identificerer mine egne.
Det er blevet bedre med tiden, men jeg er stadig sensitiv, og det kræver stadig meget af mig at navigere i en gruppe mennesker. Og lige præcis juleaften, hvor magien næsten flyder over, og hvor mine børn endnu ikke er gamle nok til at hvile i spændingen, vil jeg gerne kunne fokusere på dem.

Og her er det, at jeg vil forsøge at lytte til ét af de råd, jeg ofte selv giver mennesker, som søger mit input: “Vi må alle tage ansvar for vores egne følelser”. Mine følelser er mine, og dem skal ingen andre have ansvar for, ligesom jeg ikke vil tage ansvar for dine. Så længe ingen gør noget brutalt, eller sårer andre med fuldt overlæg, skal vi hver især tage ansvar for vores egne følelsesmæssige reaktioner.
Det mener jeg, er én af de vigtigste lektier for ethvert individ, fordi vi på den måde sætter både os selv og hinanden fri.

Det er selvfølgelig derfor, jeg beskæftiger mig så meget med de tanker om julen – fordi de går langt ud over denne tid på året. Fordi det handler om vores måde at være i verden på i det hele taget. Respekt, omsorg, ansvar.

I disse dage nyder vi vores bedsteforældre. I går kom farfar og bedstemor Sus i højt humør og med stor energi til at være sammen. Der er blevet læst bøger og delt gaver ud og én af gaverne fra en dampmaskine til Storm, som blev fuldkommen lykkelig. Den har han ønsket sige mere end noget andet. Og hvor var det godt, at han fik den i går og ikke den 24., for den maskine har krævet adskillige menneskers fulde opmærksomhed lige siden. Han faldt i søvn klokken 22 med hånden på den, og vågnede lidt over fem for at få den igang igen, og han er næsten manisk at være sammen med, fordi han er så spændt. Tænk hvis der skulle være plads til alle andres forventninger for juleaften oveni det.
Nej, dette er også jul – at mærke efter og finde hinanden, når der er balance.

Hvad tænker I om alt det her? Jeg håber, I har lyst til at dele jeres tanker..

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

16 Kommentarer

  • SVAR

    Julen i år har for mig været svær. Jeg har følt så mange forventninger fra alle omkring mig, og jeg har ikke kunnet indtil dem alle. Det går mere og mere op for mig, at kommunikationen med – især min mands familie – er mangelfuld og konfliktfyldt. Det giver mig lyst til at rejse væk juleaften – bare mig, min mand og vores 3-årige søn. Til en ødegård i Sverige med pejs, sne og nærvær. Væk fra konflikterne, forventningerne og stressen.
    Men det sværeste er, at min mand og jeg ønsker noget forskelligt af julen, og jeg ikke rigtig ved, hvordan vi kan finde en løsning, som vi begge har det godt med.
    Mit fokus ligger på at skabe en magisk jul for vores søn, en tid med nærvær og fordybelse. Min mands far er syg, og min mands fokus ligger på at have så mange juleaftner sammen med ham, som nu er muligt.
    Jeg ved ikke, hvor den lander, men jeg ved, at julen har været alt for stresset i år. Der har været alt for mange familiesammenkomster lige efter hinanden, og det har været alt for meget for os alle tre. Det må gøres anderledes næste år, men jeg ved ikke, hvordan endnu…
    tak for en fantastisk blog ❤️ Og glædelig jul til dig og dine

    • SVAR

      Jeg tænker, at I skal have en snak (på dit initiativ), hvor I taler til hinanden fra hjertet om jeres ønsker for julen. Fortæl ham, hvad du ønsker og hvorfor. Hvad det gør ved dig, når julen er som i år. Tal ud fra dig selv uden anklager eller bebrejdelser og bed ham gøre sit bedste for at komme over broen og møde dig, hvor du er. Gør så det samme for ham – lyt til ham og mind ham kærligt på at holde sig på sin egen banehalvdel, hvis han bliver anklagende.
      Det tager tid at finde en fælles rytme som familie ❤️

  • SVAR

    Jeg har aldrig brudt mig om julen. Heller ikke som barn. Det var for meget af alting og for overvældende. Jeg foretrak min hverdag, som var begivenhedsrig nok i forvejen.

    Jeg bryder mig ikke om konceptet – lad os samle hinanden og overøse hinanden med gaver, som vi egentligt ikke har brug for og som dybest set stresser os alle sammen mere end de giver glæde (hvad skal jeg købe til hvem, har vi råd til det, hvem bør jeg købe til, osv.)

    Det forekommer mig at vi var bedre tjent med at bruge mere tid på hinanden i løbet af året, end at fejre julen som vi gør.

    Jeg er selv ud af en skilsmisse familie og er vokset op med at julen altid krævede at vi rejste et eller andet sted hen for at se den familie man nu skulle holde jul med det år. Så da vi fik Annamai insisterede jeg på at holde jul hjemme hos os selv og så måtte dem, ser havde lyst komme til os. Over tid blev det til at vi kun var os selv og i starten frustrerede det mig at det var sådan. Men jeg kom hurtigt til at elske vores små, hjemlige juleaftener. Nu er Niels væk, det gør julen anderledes og trist for mig, mest fordi han døde 14 dage før jul. Min svigerfamilie ville gerne vi så kom hjem til jul, en sød og kærlig tanke. Men jeg takkede nej, både sidste år, hvor jeg bare ville gøre tingene så normalt som altid og vi stadig var i chokket efter tabet, og i år, hvor jeg gerne ville holde en jul der var rigtig for os.

    Vi var pigerne og jeg, Dean og min ældste veninde. Det var en aktiv jule aften, for Annamai skulle synge med kirkekoret for de ældre og senere i kirken. Men vi nåede det hele, vi nåede i skoven med hunden, vi fik lækker hjemmelavet julemad og ungerne hyggede. Der var gaver, selvfølgelig var der det. Men det handlede om samværet, det handlede om tiden.

    Sidste år lovede jeg mine piger at flytte fokus og at arbejde på at blive sundere. Jeg har gjort mit bedste for begge dele. I år lover jeg mine børn tid. Mere tid til samværet, mere tid til bare at være, bare mere tid.

    • SVAR

      Kære Ditte, du søde mor og ambitiøse menneske. Jeg er ked af, at julen for dig er et lavpunkt – på mange måder, tænker jeg. Måske I kan gøre det til en beskyttet boble af nærvær, lys og magi, hvis I beslutter jer for nogle ting, som altid gør jer glade, om som kan være jeres juletraditioner fremover. Måske ikke. Måske julen aldrig bliver den lovpriste lykkerus for dig, som mange higer efter, men de færreste måske i virkeligheden opnår. Kram til dig ❤️

  • SVAR

    Jeg har heller ikke juletraumer, og har endda – også som barn- været forskånet for de endeløse julefrokoster jeg kan høre andre render til i øst og vest i juledagene.
    Men jeg har efterhånden erfaret, at jeg bedst kan lide en stille, rolig og tryg jul.
    For 2 år siden holdt vi jul kun med os voksne og de to yngste børn og det var uden sammenligning vores bedste jul. I år havde vi planlagt det samme men omstændighederne gjorde, at vi alligevel fik besøg af mine svigerforældre og min svoger. Det var hyggeligt nok, ikke stressende, men det var alligevel som om den magi, du beskriver, manglede lidt.
    Så fremadrettet vil jeg holde fast i, at julen bare er os, jeg har brug for at vi samler os om hinanden, og jeg har brug for at kunne være helt til stede 🙂
    Glædelig jul <3

    • SVAR

      Kære Tine, det glæder mig, at jeres jul ikke var stressende. Det er trods alt det vigtigste i jeres liv lige nu. Og nu ved du så, at fremover vil I være alene juleaften. Nogle gange er det en stor hjælp at få noget slået godt og grundigt fast gennem gentagelser af gamle mønstre. Det kender jeg alt for godt 😉 ❤️

  • SVAR

    Kære MajMy

    Jeg har læst med et stykke tid. Har dog aldrig tidligere kommenteret dine skriv.
    Først vil jeg sige 1000 tak for en dejlig og spændende blog. Du får mig altid til at tænke en ekstra gang. Og du har nogle skønne reflektioner, som giver meget stof til eftertanke i mit eget liv.

    Her har vi også holdt jul hjemme for første gang. Var flere gange ved at fortryde lidt undervejs, da jeg synes der var så mange forberedelser undervejs. Og med en dejlig livlig dreng på 3 og en lille datter på 6 mdr. Så synes jeg ærlig talt, at jeg var ved at drukne lidt undervejs. Men da jeg endelig nåede til den erkendelse, at der ikke var nogen der blev mere lykkelig af, at alle flader var fri fra støv og alle hjørner fri for nullermænd og spindelvæv. Så kunne jeg slappe af. Og da juletræet blev pyntet til den smukke sang: juletræet med sin pynt, ja så blev det for alvor jul. Og jeg fortrød ikke vores beslutning et sekund. Vi havde så besøg af børnenes farmor og farfar, farbror og tante. Men stemningen var skøn. Vi kunne hygge stille og roligt herhjemme hele dagen med små gaver fra julemanden imens maden simrende stille og roligt. Der var plads til ro og nærvær og ved aften tid kom familien. Kunne ikke have ønsket mig en bedre jul. Det er bestemt ikke sidste gang vi holder jul hjemme. For nød virkelig at slippe for stress omkring at skulle være afsted til et bestemt tidspunkt og slæbe afsted med gaver, tøj, barnevogn mm.

    Så forstår til fulde din beslutning. Synes bestemt man skal gøre det, man har det bedst med. Synes det er flot du har modet til det. For ser kan virkelig være svært. Vi har selv en masse traditioner ved juletid. Flere u familien har fødselsdag og sammen med diverse julefrokoster kan det være svært at vælge fra og nå der hele. For hvem skal man skuffe.

    Ved ikke om det svarede på dit spørgsmål. Det var vel mere bare lidt tanker om det hele.

    Rigtig glædelig jul til dig og din familie og de bedste ønsker om et godt nytår.

    • SVAR

      Kære Connie – tak for at du deler dine tanker.
      Hvor er det rigtigt at droppe støvekludene og i stedet være sammen. Det er samværet, vi husker. Men det kan være så svært, jeg er selv meget påvirkelig ifht mine fysiske omgivelser, så jeg griber også støvsuger og oprydningskasketten ret ofte.
      Ja, hvem skal man skuffe? Det er jo egentlig netop det, der er min pointe: At via god kommunikation kan man forklare sine bevæggrunde og dernæst er det alene folks eget ansvar at varetage deres følelser.
      Du kan ikke tage ansvar for andres skuffelser, vrede eller sorg. Sådan helt firkantet, men ikke desto mindre min overbevisning.
      Det er heller ikke min nabos skyld, hvis jeg bliver ked af, at hun melder fra til en sammenkomst, fordi hun ganske enkelt ikke har overskuddet. Øv, ja. Men hvad er alternativet? At vi alle sammen presser os selv, til vi knækker. Det er der ingen, der får noget godt ud af.
      Godt nytår 🙂

  • SVAR

    Jeg valgte sidste år at sige, at nogle andre måtte stå for lillejuleaften, juleaften, første og anden juledag, fordi jeg vidste, at vi på det tidspunkt ville have en baby på ni måneder.

    Og jeg har set i bakspejlet fortrudt. For vi har styrtet rundt, været sammen med mange mennesker og især babyen har haft det hårdt.

    Næste år er vi bare hjemme.

    • SVAR

      Jeg ville have gjort det samme, og jeg ville også have ærgret mig, fordi man simpelthen ikke kan undgå at blive udkørt. Og slet ikke med en baby. Så hellere en stille og rolig menu og støv i hjørnerne. Vi bliver hele tiden klogere, heldigvis ❤️

  • SVAR

    I år har for os været en alt for hård jul.
    Vi har haft aktiviteter 4 dage i streg – med både fødselsdage, jul herhjemme og julefrokoster ved familien.
    Jeg er i forvejen et sted hvor jeg næsten ikke kan gå, vores søn har reageret voldsomt pga hans sensitivitet og min mand har oven i det hele arbejdet om natten.
    Nu har vi sagt stop. Vi er hjemme og trækker vejret, leger og er sammen. Verden må klare sig uden os nogle dage til vi igen er klar til at kigge ud.
    Og næste år skal der være pauser. Jeg skal “bare” lige lære det der med at vores familier selv skal tage ansvar for deres reaktioner. Det har allerede været et problem i år da vi har sagt nej til stor fest i min fars familie nytårsaften og valgt at slutte året af med ro og nærhed herhjemme. Og jeg får sådan lyst til at kunne sige noget til ham der gør at han kan forstå vores valg – men desværre har han valgt kun at fokusere på sin egen skuffelse – ligesom han altid gør. Så nu er det min reaktion på hans reaktion jeg vil arbejde med.
    Lidt rodet – og egentlig er der meget mere om det med andres følelsesmæssige reaktion jeg har lyst til at sige men det kognitive overskud forsvinder når min krop står af. Så nu bliver det sådan her og så håber jeg det giver en form for mening.

    • SVAR

      Hvor var det godt, I sagde stop. Og næste år har I forhåbentlig lært det. Jeg oplever, at det kan tage mange år – måske et helt liv for nogle – at komme dertil, hvor de gør tingene, som de helst vil, men hvis vi nu tør stole på, at vi gerne må leve, som det føles bedst for os, så tror jeg, vi alle sammen har det bedste. Også dem der i første omgang føler sig afvist. Det er alligevel ikke rart set på den lange bane at gennemtvinge sine ønsker.
      Godt nytår til dig og dine, Anne-Dorte ❤️

  • SVAR

    Jeg elsker at læse din blog, for jeg føler mig dejlig set og spejlet. Jeg er selvvalgt enlig mor til tre pragtfulde børn. Vi har ingen kontakt med min barndomsfamilie og det er jeg afklaret med. Da min ældste var lille holdt vi derfor jul hos gode venner, men som årene gik, blev det mere og mere tydeligt, hvor forskellige værdier, vi har. Bl.a. blev det materielle med stakkevis af gaver til
    vennernes børn for underligt, når jeg var i den modsatte grøft.
    Jeg tilbød derfor ældstebarnet et juleferie til Norge – men han ville hellere bare være hjemme. Os to. Det har vi så været siden 🙂 Jeg har fået yderligere to børn og vi nyder alle at kunne kapere dagen i vores tempo; med pauser til vores sensitive sjæle og med alles behov opfyldt.
    En yderligere bonus er, at vi kan lave det mad, vi hver især ønsker os, eftersom ingen af os er specielt begejstrede for den traditionelle danske julemad. I år fik vi således både tarteletter, pasta med pesto og flødestuvede kartofler. Gaverne deler vi ud hen over dagen og kl. 19 er det sengetid for de to yngste – som vanligt.
    Vi har en pragtfuld juleaften – og nytårsaften er efter samme model.
    Jeg er meget glad for at du sætter fokus på jeres jul, for folk i mine omgivelser føler medlidenhed med os stakler, der “bare” skal være alene hjemme. Mange tak for din skønne blog!

    • SVAR

      Kære Tanja – jeg synes, jeres jul lyder kærlig, stærk og som jeres egen, hvilket næsten må være det vigtigste, man kan give sig selv og sine børn: Modet til at leve livet, som man drømmer om. Så ingen medlidenhed herfra, blot en helt masse smil og kærlige ønsker

  • SVAR

    Tak for at dele dine spændende refleksioner. Min mand og vores to børn holdt jul hos mine forældre. Vi ankom den 22 og tog hjem igen den 27. For os giver det ekstra tid til nærvær med børnene, fordi vi er pludselig er 4 voksne i stedet for to. Vores børn er meget trygge og hviler i sig selv, når de er hos bedsteforældrene, som vi ofte sover hos, for dem er det er andet hjem med masser af frihed, dyr og udeliv, som vi ikke kan give dem i byen. Vi takker nej til alle julefrokoster og andre familiearrangementer, da det bliver alt for meget for os alle sammen. Nytår skal vi fejre med venner, men jeg kan mærke, at vi skal prøve at være alene til nytår næste år. Jeg har lyst til mere refleksion og fordybelse og mindre fest 🙂

    • SVAR

      Åh ja, det lyder så rart med den slags bedsteforældrebesøg. Og sådan kan det også være for os, heldigvis 🙂
      Jeg havde overset, at du skrev “mine forældre”, og tænkte efter at have læst din kommentar, at jeg ville spørge, om ikke det var dine forældre, I var hos? For jeg oplever, at mange familier har nemmest ved samværet med kvindens familie, måske fordi det generelt er kvinderne, der bærer det relationelle ansvar, og derfor foretrækker at være tæt på dem, som de er mest fortrolige med. Ydermere er dine forældre ikke skilt, hvilket igen simplificerer samværet, tænker jeg?
      Det lyder iøvrigt skønt med udeliv og dyr 🙂 Godt nytår!