Man må gerne sige nej, og så bare være derhjemme

For et par år siden læste jeg en opdatering på facebook, hvor en kvinde skrev noget i retning af:
“Når man har takket nej til en kaffeaftale, og så får den her sms: “Jeg er lige cyklet forbi jeres have, og kunne se, at du lå i solen, og slappede af. Du havde ellers sagt, at du havde for travlt til at ses.”

For det første er det selvfølgelig grænseoverskridende at føre den slags opsyn med andre mennesker, men pointen med mit indlæg er, at hende, der modtog sms’en rent faktisk var optaget – af at ligge i solen og slappe af.
Og det må man gerne.
Man må gerne sige nej til besøg og nej tak til invitationer, uanset hvor dejlige, velmente eller længeventede de er. Det må man gerne, uanset om man har andet, man skal eller ej. Ikke at skulle noget, er én af de vigtigste brikker i en verden, hvor travlhed er blevet synonym med succes (og ofte også med stress og faldende livsglæde).

Det er privilegeret at have mennesker, som vil én. Det er langt mere opslidende at være ensom.
Men det betyder ikke, at man for alt i verden skal pleje alle relationer til enhver tid.

Jeg tror, jeg har været i et mønster, hvor jeg ofte har sagt ja til aftaler uden at mærke efter først. Jeg har glemt at spørge mig selv, om jeg egentlig helst ville være sammen med andre eller være derhjemme, alene eller med min familie? Jeg har glemt at mærke efter, om vedkommende, som gerne vil ses, nu også var én, som jeg havde overskud til at se nu, eller om det måske passede bedre en anden dag? Nogle mennesker ville man måske helst vente længe med at se. Og det synes jeg, er helt okay. Der er også relationer, som jeg har valgt helt fra, fordi de var dysfunktionelle og skadelige for mig.

Man bliver nødt til at prioritere, hvem man bruger sin tid på, ligesom man helst skal prioritere hvad man bruger sin tid på. Det er sådan, vi ender med at kunne sige: “Jeg bruger min tid bevidst på dem og det, der nærer mig.”

Men det kan være svært at forestille sig en uge uden aftaler her, der og alle mulige vegne. Kalenderen bliver hurtigt fyldt af arbejde, venner, legeaftaler, skolemøder og networking. Bare fordi.
Der er så mange tilbud, som man kan få noget ud af. Så meget, man helst ikke vil gå glip af. Spørgsmålet er, hvor meget man får ud af noget som helst, hvis man er fyldt helt op på forhånd?

Når det kan være svært at sige nej til kaffeaftaler, møder og fødselsdagsinvitationer, handler det for mig blandt andet om, at der er mange mennesker, som jeg ville hygge mig med at se, hvis jeg havde al tid i verden. Og det er en proces at forstå, at det har jeg ikke, så det kan jeg ikke. Faktisk har jeg ikke ret meget tid, hvor jeg helst vil være sammen med andre mennesker. Faktisk vil jeg rigtig gerne være fokuseret omkring min familie de fleste dage, når jeg ikke arbejder. Når jeg har lyst til at se andre mennesker, er det rarest, at det kommer ud af et overskud, og så er det, at én plus én pludselig bliver til mere end to. Så er det, at samværet giver mening.

Fællesskabet kan være det mest givende i livet. Men vi skal nære os selv, før vi kan nære andre.

Der er også noget med de sociale medier og vores samfundsstruktur, som spiller ind: Man skal helst have mange venner, et stort netværk. Man skal være “well-connected”, pleje sine relationer, være noget for nogen og kunne vise hele verden at nogen er noget for én. Man skal helst en helt masse som ser godt ud på facebook, men som ikke nødvendigvis er det, man rent faktisk bliver glad af. Og hvad er det så værd?

I en konkurrencestat er det ikke kun landene, der er i konkurrence med hinanden, det er også menneskene, og derfor kan man få den indstilling, at alt vi foretager os, skal bære en form for frugt. Hver eneste aktivitet skal pege i retning af et mål, og medmindre vores alenetid er veldokumenteret og helst “mindfull”, har den ikke en egentlig værdi. Hvad har du skabt, mens du lå derude i solen?

For mig er svaret tydeligt: I søndags skrev jeg ikke har på bloggen. I stedet startede jeg dagen helt uden at være på nettet og uden at se på min telefon. Jeg var sammen med min familie uafbrudt. Havde små hænder i mine, og duftede blomsterne fra sommerens mange buske. Pludselig, om eftermiddagen, fik jeg en masse idéer til indlæg, jeg ville skrive: Jeg fandt et stykke papir, og noterede løs. Fire-fem idéer til blogindlæg, som jeg glæder mig til at få ud. Artikler, og kreative forløb. Jeg, som troede, at jeg måske var ved at løbe tør. Jeg trængte bare til en pause.

Jeg er lige så langsomt ved at lære det. Faktisk har jeg allerede kun ganske ganske få aftaler for mig selv. Det var noget, jeg vidste, da vi flyttede til Ærø: At jeg skulle gå varsomt frem med at danne en masse relationer, fordi jeg før har følt, at jeg skyldte mange mennesker mit nærvær.
Nu kan der gå halve år imellem deciderede kaffeaftaler for mit vedkommende. Måske endda mere end det. Som familie øver vi os i at sige nej tak, og det går bedre. Nu vælger vi de aftaler til, som vi kan rumme uden at miste roen og nærværet. Vi ser andre mennesker, når det er godt for os, og når vi er gode at være sammen med.

De sociale medier er sværere for mig at komme væk fra: Facebook har jeg været ved at slette en del gange de seneste fem år, men hver gang har netop “netværket” holdt mig tilbage. Der er så mange, som jeg kun kommunikerer med på facebook, og som jeg er glad for at være i kontakt med. Grupper, hvor jeg henter viden om nogle af de ting, der interesserer mig aller mest. Fællesskaber, som jeg lærer meget af. Og så er det jo der, jeg deler min blog, og når ud til rigtig mange af jer, der læser med. Og det vil jeg nødig undvære. Så jeg øver mig i ikke at være derinde, medmindre jeg har et formål (shit, det er svært).

Kender I det med at lave for mange aftaler? Man vil gerne se mennesker (men har faktisk måske mere brug for at være alene), og siger ja, og så fortryder man lidt? Eller: Man inviterer nogen, fordi man synes, man skylder dem det, og så står man, og tænker: “Men jeg skylder jo ikke nogen noget?” minutter inden, de ankommer. Kender I det? Og hvad gør I?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

18 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg kender det godt, og jeg har svært ved at navigere i en verden, hvor det synes at være normalen, at man altid har planer. Jeg har endda taget mig selv i at opfinde et svar, når folk spurgte “Hvad skal du så i aften”, fordi jeg følte, at ‘jeg kan jo ikke bare ligge derhjemme’…

    Jeg har desuden to nære veninder, som begge har planer nærmest hver dag, fordi det passer dem, og det har jeg i mange år forsøgt at leve op til, selvom det gjorde mig ked af det, og jeg aldrig nåede at glæde mig til vores aftaler, men snarere følte det som en pligt.
    Det var først sidste år, da jeg endte ud i en form for stress og angst, at jeg fik sagt fra over for dem og fortalte, at jeg altså hellere vil ses lidt mindre med dem, men så til gengæld være helt på hver gang.
    Det har de (selvfølgelig) taget så fint imod, og jeg oplever, at vores tid sammen er blevet kvalificeret, og jeg har oftere de dybe samtaler med dem, som jeg netop holder af og som giver mig noget.
    Min pointe er vel bare, at JA, jeg kender så godt til det, du beskriver. Og det kan virkelig svare sig at arbejde med det og stå fast på sine egne følelser og værdier.

    • SVAR

      Kvalitetstid er virkelig at foretrække fremfor mindre menigsfuldt samvær. Jeg kan faktisk næsten ikke fungere i det overfladiske, lidt tomme snakkeri. Jeg er introvert-ekstrovert, hvilket vil sige, at jeg fungerer rigtig godt socialt (altså, jeg evner det, og de fleste vil nok beskrive mig som ressourcestærk i det), men jeg nyder det kun, når jeg virkelig føler mig motiveret og tryg. For at tanke op skal jeg være alene (eller sammen med mine nærmeste). Det kan godt betale sig at være opmærksom på, hvordan man fungerer i den henseende – ifht det med navigationen i denne toptunede verden.

  • SVAR

    Jeg kender det kun alt for godt, og for mig bunder det i en følelse af at gøre det som andre forventer af mig. At være udadvendt, social og takke ja til fester og kaffe aftaler er blevet et alment ideal. Jeg øver mig nu på, for at undgå så mange stressfaktorer som muligt, at mærke efter, takke nej eller aflyse hvis lysten eller energien bare ikke er tilstede. De som kender mig allerbedst, ved at jeg nok skal være der igen når det hele falder i hak. Tak fordi du bringer det op, som de færreste italesætter i det daglige, og rigtig god sommer.

    • SVAR

      Hvor er det godt, at du øver dig. Jo mere du mærker efter, jo bedre kan du mærke, hvor dine grænser er. Jeg plejer at sige, at jeg passer på mig selv, fordi jeg har et stort ansvar overfor rigtig mange mennesker. Og hvis jeg først kører helt tør, så kan jeg ikke give til nogen. Det er en livslang øvelse at lære at mærke, hvornår man skal trække sig sige fra, takke nej. Mange hilsner, MM

  • SVAR

    Er så vild med dit skriv, for du har så ret!
    Jeg selv er altid bidt af dårlig samvittighed, hvis jeg siger nej til selv de mest fjerne relationers arrangementer. Samtidig er jeg selv meget glad for at invitere gæster, men er så ked af hvis folk siger ja men så ikke er i humør på dagen. For min skyld må man gerne melde fra- også på dagen.
    Blev engang ramt af høj feber på en aften hvor jeg skulle hjem til en veninde- hun blev virkelig vred på mig fordi jeg ringede med afbud. Det gav vores venskab et knæk og gør at jeg den dag i dag stadig føler mig presset til at sige ja til hendes invitationer. Hun er bestemt en dejlig pige, men hun har høje krav til veninder – og jeg stiller sjældent krav til mennesker i mit liv. Selv min mand ønsker jeg ikke skal blive sammen med mig af pligt. Vi skal have lyst til at være sammen… og det har vi heldigvis stadig efter snart 20 år som kærester.
    Men tak for dine kloge ord Maj. Jeg er rimelig ny følger, men har engang mødt dig og Kristian- på jeres første overnatning udrn Storm hvor I kiggede på min kravlende søn, mens I vist både savnede og nød lidt tid uden børn. Allerede dengang lagde jeg mærke til en ro hos dig, som jeg også kan mærke gennem dine skriverier. En ro jeg ønsker mig selv;-).

    • SVAR

      Kære Camilla, det er os selv, som skal sætte grænserne op. Vores respekt starter med selvrespekt, og jeg mener, at vi ved at vise andre, at vi passer på os selv, kan være med til at inspirere verden til omsorg i det hele taget. Dermed ikke sagt at vi ikke skal ofte os for andre, for selvfølgelig er næstekærligheden en forudsætning for et meningsfuldt liv, men det er ikke det samme som, at man skal sige ja til alle kaffeaftaler – eller have dårlig samvittighed over, at man aflyser med høj feber.. 🙂
      Og hvor er det sjovt, at du kan huske, at I mødte os. Kristian synes også, at han kan huske, der var et par med et lille barn. Tak fordi du nævnte det 🙂

  • SVAR

    jeg kender godt at have tusinde ting man skal – fra da jeg stadig var på arbejdsmarkedet og enlig mor til 4 med alt hvad det indebærer af renden til arrangementer o.l.

    Min kalender var ofte vanvittig – men det var gerne med nødvendige ting – jeg lærte hurtigt at sortere i arrangementer m.m. da vi nåede de der 3-4 børn. Ellers kunne jeg jo ikke lave andet.

    Jeg har aldrig gjort mig meget i pleje af sociale kontakter – når der var fester eller fredagscafe på hf eller seminariet tog jeg hjem og hyggede med min datter 🙂 – inden da tog jeg ud til mine bedsteforældre eller hen til mine små nevøer og niecer, når de andre tog i byen 🙂

    Så jeg har aldrig fået opbygget et stort netværk udenfor min familie – men har også en kæmpe familie.

    Som enlig og syg fandt jeg så ud af hvor få sociale kontakter jeg har fået plejet gennem årene – ikke familierelaterede er det faktisk kun min veninde fra barndomsårene jeg stadig ser indimellem.

    Jeg har så brugt fb et par gange til at få kontakt til gamle venner – for selv om jeg elsker alenetid – er det også rart at have lidt menneskelig kontakt indimellem 🙂

    Jeg har dog aldrig fortrudt jeg ikke tog mere til fest eller plejede venskaber noget mere tidligere – for jeg var hvor jeg skulle være dengang – hos min familie 🙂

    Kender endnu ikke det med at invitere over og fortryde – de få gange jeg har inviteret har jeg set frem til det – måske det kommer en dag 😉

    • SVAR

      Ja, det er jo virkelig en balancegang. For vi er ikke en ø; de fleste af os mennesker lever bedst i fællesskaber, men det kræver tid at finde ud af, hvor store fællesskaber, vi trives i – og hvor ofte vi skal være sammen med dem. Dit liv lyder dejligt fokuseret.

  • SVAR

    Jeg er enig i at bør og skyldfølelse aldrig har gjort noget godt for nogen, og at det er sundt at vælge ting fra, når man ikke har overskuddet. Men når det er sagt, er der også meget fokus på “mig” i din tekst.
    Nogen gange, ikke hele tiden, er det sundt at tænke på, hvad der ville glæde andre eller støtte op om andre. Vi skal passe på at balancen mellem at passe på os selv og være noget for vores omgivelser og relationer ikke tipper den forkerte vej, så vi kun dyrker os selv og vores egne behov hele tiden. Der er en tid til al ting, og nogle gange må man også sætte sig selv til side og stramme sig an, fordi det har betydning for et andet menneske. Man bliver også glad og rig af at give.

    • SVAR

      Kære Anne, jeg er helt enig: Både i at der er meget “mig” i mit indlæg, og i at det er berigende at være noget for et andet menneske.
      Jeg valgte alligevel at fokusere mit indlæg alene på det med at turde sige fra, fordi jeg synes, jeg kan have tendens til at perspektivere så meget, at pointen forsvinder. Med mit indlæg i dag har lyst til at formidle vigtigheden af pauserne – det med at turde trække sig og sige fra, selvom samfundet har så højt fart.
      Men selvfølgelig har du ret i, at det eget-hensyn ikke bør gælde, når et menneske har brug for os. Da synes jeg tværtimod, det er vores ansvar som medmennesker at sætte vores egne behov til side være noget for andre. Og ja; det er den mest berigende menneskelige oplevelse overhovedet, hvilket jeg vist også har skrevet en del om herinde i tidens løb.
      Men det er en evig balancegang; i hvert fald for os, som har tendens til at sætte andres behov meget højt: For hvis vi først løber tør, kan vi ikke være noget for nogen.

  • SVAR

    Jeg synes det er svært ikke at lande i det der limbo, hvor man gerne vil det hele, men simpelthen ikke har overskud til alle de ting man får sagt ja til… Og ofte står jeg på selve dagen for en aftale og fortryder ret meget, at jeg igen har sagt ja til noget jeg, når det kommer til stykket, ikke orker…

    Jeg bliver bedre til at sige nej, og sende den dårlige samvittighed væk, for jeg skylder netop ikke nogen at jeg ikke er 100% nærværende i nuet og hvis jeg ikke kan levere 100% fordi jeg får strukket mig selv for langt, så styrker det jo heller ikke relationen…

    Jeg siger nej, oftere og oftere, de fleste forstår godt at der bare ikke er overskuddet til at være noget for nogen uden for den umiddelbare familie og at jeg selv siger til når jeg rent faktisk har overskud og lyst til at ses…

    Det kommer nok på den korte bane til at betyde at nogle venskaber glider ud i sandet, men måske er det meget godt… Misforstå mig ret, selvfølgelig skal man ikke “bare” lade venskaber gå til grunde, men måske er man ikke samme sted i livet længere og så skal venskabet vel ikke holdes i gang, blot for venskabets skyld? Jeg ved det ikke, men jeg tænker klart, at der er venskaber som har en udløbsdato og det er ok…

    På den lange bane, tror jeg, at mit manglende nærvær i relationerne pt, vil betyde at de venskaber der er tilbage når jeg kommer ud på den anden side, er dem der faktisk for alvor betyder noget….

    Jeg ved det ikke, som altid er mine tanker rodede…

  • SVAR

    Det er så rigtigt, det, du siger med, at man ikke skal pleje alle relationer til enhver tid. Det er en sandhed, der ligger dybt i mig, men som jeg stadig skal mindes om engang imellem. Så tak for påmindelsen! Pudsigt nok gik der en sms fra en veninde ind på min telefon, da jeg læste dit indlæg. Hun ville gerne mødes, og jeg kunne mærke, at det nok ikke lige var nu, vi skulle mødes. Jeg ville faktisk hellere læse på din blog 🙂

    De venner og veninder, jeg er gladest for, er dem, hvor vi er enige om, at der ikke er nogen forventninger om, hvor tit eller sjældent, vi skal mødes eller tale sammen. Det er mennesker (ganske få faktisk), som jeg føler mig forbundet med på en måde, hvor tiden faktisk er ligegyldig. De kan ringe efter 8 år uden kontakt, og når vi så snakker sammen igen, føles det ikke som om, at noget er gået tabt.

    • SVAR

      Det er en gave at have relationer, som man kan hoppe direkte tilbage i selv efter års pause. Min ældste veninde, tilbage fra folkeskolen, ringede i går, og vi havde ikke talt sammen i ni måneder. Vi startede, hvor vi slap sidst, og snakkede en time. Det var en gave, og jeg følte mig let om hjertet efterfølgende. Samtidig magtede jeg knap nok sankt hans på stranden, fordi der var flere mennesker, end jeg kan slappe af omkring. Sådan skal vi lære os selv at kende og give plads til udvikling hele livet.

  • SVAR

    Ihhh, Maj My, du skriver så rammende, at det er helt uhyggeligt 🙂 Men hvor er det fedt når du på fineste vis sætter ord på dine følelser omkring det at sige Nej til andre, for bare at lave Ingenting/bare være, det er som at se mine egne tanker på skrift – du er blot bedre til at få det ned på papir, end jeg er.
    Jeg er 39 år, har to mindre børn og husbond, og er først i de sidste par år begyndt at lytte til mig selv og egne/familens behov, fremfor hele tiden at forsøge at opfylde andres forventninger til mig/os om hvad vi behøver deltage i.
    For mig er det enormt vigtigt at have dage hvor vi bare er hjemme, alene, uden familie, venner, eller legeaftaler. Hvor vi bare tuller rundt, og laver lidt praktiske ting og slapper af, og bare er sammen. Også selv om den gamle farmor måske rykker efter et besøg “for I skal jo ikke noget alligevel!”. Det er svært at sige nej, for man sårer følelserne hos dem man holder af, men det er også bare så vigtigt at jeg selv tanker overskud, og ikke bare giver og giver og er på og smiler løs hele tiden.
    Jeg har brug for ro og tid og til alenetid for at samle overskud, og ikke alle, heller ikke min mand, forstår det behov til fulde. Jeg er en så meget bedre udgave af mig selv/Mor/kone/you name it, når jeg får lov til at tanke lidt op, og det behov er jeg begyndt at tage alvorligt, så jeg ikke ender som en sur citron.
    I mine ferier forsøger jeg at slukke for Facebook – hvis der sker noget vigtigt, må de ringe, og det er en fed fornemmelse.
    Det hører vel med til det med at blive voksen, at man lærer at prioritere, også når det kommer til hvem man ønsker at bruge tid sammen. Man har kun så lidt tid, ved siden af arbejde og andre forpligtelser, og i den tid må man topprioritere. Jeg vælger mine børn, min mand, nogle gange vores nærmeste familie, og ret sjældent mine venner. De bedste venner forstår det godt, og har det heldigvis på samme måde.
    Så tak for de kloge ord, om det jeg selv tumler med, og prøver at navigere i, uden at fornærme for mange på vejen til at gøre mig selv glad/gøre noget for mig selv. Og tak for en spændende blog, jeg er en ret ny læser, med en barndom på Ærø og familie som stadig bor der. Du sætter nogle tanker i gang om hvordan mit/vores liv også kunne være… 🙂

  • SVAR

    Jeg er ved langsomt at trække mig ud af nogle årtigamle relationer herovre, mennesker som jeg aldrig rigtig har haft noget tilfælles med, eller som jeg i hvert fald ikke har længere, og det er svært at undgå at såre disse personer selvom man gør det følsomt og ærligt.
    Men det er nødvendigt.

    Håber du får en SKØN fødselsdag.
    Kram herfra

    • SVAR

      Det er så svært. Virkelig en sårbar process. Men flot at du gør det – og gør det med omtanke.

  • SVAR

    Hvor er jeg glad for at du skriver om den her ambivalens med Facebook, som person og ikke mindst som blogger. Jeg er selv lige startet med at blogge for et par måneder siden. Inden da havde jeg ca. en måned, hvor jeg holdt pause fra Facebook, og det var SÅ godt for mig. Jeg havde stadig messenger, så jeg kunne skrive direkte med folk. Det har stor betydning for mig, da jeg lever med sygdom og i over 2 år har levet det meste af mit liv fra sofaen. Så jeg kender den der ambivalens med at være glad for kontakten til folk, men blive suget ind i og overstimuleret af alt muligt derinde, der i virkeligheden slet ikke gør mig godt. Derudover kan det være lidt et slags hurtigt fix med de der online medier for mig. Jeg har faktisk skrevet lidt om det for nylig i et indlæg her: http://sofiessofa.dk/sociale-medier-livet-online-dopaminafhaengighed-shit/

    Mht. til det med at sige nej og have få aftaler, har jeg også været nødt til at skære alt helt fra pga. mit helbred. Jeg har simpelthen ikke haft noget valg og kroppen reagerer kraftigt og har behov for ekstra medicin og hvile for at undgå krise og indlæggelse, hvis jeg ikke respekterer den. Det gælder både fysisk og psykisk anstrengelse – også de gode og sjove. Så selvom det er trial and error, så er jeg efterhånden blevet ret skarp omkring den slags. Jeg kan dog mærke, at det er SÅ svært ligeså snart jeg har bare lidt mere fysisk og følelsesmæssig energi. Min lille pige på næsten 5 har været rigtig meget i institution, selvom det ikke var sådan, jeg havde tænkt det. Hun har det heldigvis rigtig godt og trives. Nogle gange tager omstændighederne nogle ting fra en, så må man finde andre veje. Jeg har SÅ meget at være taknemmelig for midt i alt!

    Som særligt sensitiv skal der heller ikke så meget til for mig for at nå et mætningspunkt og blive overstimuleret, fordi jeg bearbejder alle indtryk i dybde og tager detaljer ind andre slet ikke ligger mærke til. Det har hjulpet mig meget at lære om karaktertrækket og finde redskaber til at håndtere livet med en respekt og omsorg for mig selv, og hvordan jeg fungerer som person. Nogle gange er det nok bare lige at trække sig fra selskabet og gå en længere tur på toilettet, eller udenfor et øjeblik. Andre gange må jeg lade være med at deltage, eller jeg vælger at gøre det tidsbegrænset og ikke så lang tid ad gangen. Jeg har i hvert fald øvet mig i, at det er ok ikke at spørge andre, hvordan det går, selvom jeg virkelig gerne vil vide det.

    Og kalenderen, ja der er det – specielt i dag – helt utrolig vigtigt at planlægge tid ind, hvor man ikke skal noget. Ellers sker det bare ikke – i hvert fald ikke for de fleste jeg kender Og på den måde, så er man jo “optaget” sort på hvidt… selvom det er med at ligge i solen og slappe af. Måske var det det hun havde gjort. Lavet en date med sig selv og solen i sin kalender.

    Årh du ramte da vist lige en masse i mig der hva’ Men tak for, at du deler! Jeg føler mig mindre alene i bloggerens “online vs. nærvær”-kamp. Må vi finde en sund og rar balance og være ærlige omkring udfordringerne undervejs.❤️

    Kærligst Sofie

    PS: Har faktisk skriblet lidt om mod, efter jeg har læst lidt af historierne herinde… Det sender jeg til dig – hvis jeg tør… Ej ok jeg gør det uanset

    • SVAR

      Kære Sofie, jeg kan genkende så meget af det, du skriver om. Mange tak for din kommentar – og for din tekst om mod, som jeg glæder mig til at fordybe mig i snarest 🙂 <3