Med fælleskab kan vi skabe alt

Vores camp er ved at nå sin ende: klokken 11:35 sejler færgen fra Ærø til Svendborg, og med den følger de unge, som har været med os på den første af seks camps siden torsdag. Jeg sejler også med, for de skal have en ordentlig afsked og forældre og pædagoger på den anden side skal have en god overlevering. Vi har så meget godt at fortælle. Mest af alt håber jeg, de unge smiler – indeni, i hvert fald. Det kan være svært at dele en ny del af verden, som ingen af dem derhjemme kender til. En isoleret boble og måske en helt anden side af en selv, som er dukket frem.

Det har været en rigtig god camp, og jeg glæder mig allerede til den næste. I mellemtiden skal vi mødes en del eftermiddage og på en enkelt heldagstur ud i landet. Hvad er målet med det hele? Målet er at fylde gode oplevelser i de huller, som mange bærer rundt på, særligt i ungdommen, men også som voksne hvis ingen lapper dem, hvis ingen er der for én. Vi prøver at finde meningen; se lyset; mærke os selv og blive opmærksomme på de kompetencer, som vi bærer rundt på. Kan udfordringer vendes til styrker? Ja, men det kan være svært at gøre alene. Derfor er vi her.

Jeg blev så glad i aftes: Vi sad sammen i fællesstuen, og spiste frugtsalat med råcreme, og havde været en tur nede ved stranden for at se fuldmånen, som oplyste hvert eneste sandskorn og forundringer på vores ansigter, og alt var blåligt og sølverfarvet. Vi havde set mod himlen, da vi gik gennem skoven hjem, og deroppe i trækronerne flaksede sorte fugle mellem de runde, mørke reder. Vi snakkede om vareulve og om magi, og så sad vi der omkring sofabordet med vores dessert, og alle de der skærme som lyste; mobiltelefoner og computere – alle er afhængige, de fleste af os kan slet ikke give slip bare et øjeblik – men jeg bad de unge prøve i fem minutter: “Prøv at være sammen med os i dette rum og ingen andre bare lige i fem minutter,” og det var som om, det egentlig var rart for alle, selvom det også var svært. Nogle fik lyst til at tegne, så vi hentede blokke og tuscher, og jeg spurgte, hvad der havde været godt ved campen. “Fællesskabet!” udbrød en pige højlydt og en dreng sagde: “De her aftener.” Det var alle enige om. For i dagtimerne har vi hygget os, snakket, spillet bold, lagt puslespil og spist god mad. Men om aftenen rykker man ligesom tættere sammen; vi har indspillet vokaler i de sene timer, og vi har skiftedes til at være DJs på anlægget, snakket og spillet spil. Alt har virket trygt, og det har føltes som en lille evighed, som en tidslomme i livet. Her har vi kendt hinanden. Her har vi været kloge og gode og stærke og seje.

I får lige en masse billeder fra vores fire dage herovre. Det af fuldmånen tog den ene af pigerne, da vi stod på stranden i aftes.

Rettet: Jeg har fået adskillige henvendelser fra forældre til unge, som også gerne vil på camp. Pt. har vi desværre ikke mulighed for at lave forløb for unge, som ikke er henvist gennem en kommune.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.