Midt i et fremmed land

Så står jeg her i dette fremmede land, og har skabt mig et liv og nogle rammer, som er helt anderledes end det, der engang var mit. Her fra bloggen fortæller jeg jer alle sammen om vores hverdag; om marken og havet og fiskene og de nøgne kroppe i det klare vand og om hindbærbusken og naboer som kommer forbi med frisklagte æg. Jeg fortæller om processen fra børnehave til hjemmeskoling og om det sure med det søde; om konflikter og salte sår.

Og jeg føler mig både meget ny og hjemme i alt det her. Føler, at her bor jeg, og sådan lever jeg mit liv. Men ofte ser jeg mig også omkring, og tænker: “Er det virkelig min virkelighed?” – “Er det virkelig sandt, at vi står, og plukker æbler, og jeg har født fire raske børn, som løber rundt på marker dér?”
Måske tænker jeg sådan, fordi det næsten er for godt til at være sandt. Men også fordi det er så anderledes fra det liv, jeg ellers har levet.

Der er langt fra den Aarhus-forstad, hvor jeg voksede op, til den yderste udkant på Ærø, hvor mine børn lever deres barndom.
Der er langt fra de kaotiske tilstande i mit indre liv, da jeg boede i New York, til den stilhed og rytme, som er i mit liv nu.
Der er langt fra det billede jeg havde af mig selv, til den jeg møder, når jeg ser indad i dag.

Så da jeg i aftes gik ned mod huset efter en aftenbadetur med hele min familie, og to af børnene løb nøgne foran mig, mens Kristian gik ved min side med den mindste på armen, og den ældste holdt min hånd, kunne jeg næsten ikke tro det. Vi kunne høre køer og får, dufte græsset og se solen forsvinde hurtigt bag det blikstille hav. Vi gik ind, og  spiste æblegrød rundt om bordet, og børnene lætse højt for mig, før de faldt i søvn.
Nogle gange ved jeg, at jeg ikke vil skrive om de øjeblikke herinde. Som om det så risikerer at gå i stykker. Eller som om det lyder for godt til at være sandt.

Ikke fordi det var perfekt. (Intet er perfekt.) Men det var smukt, og det var virkeligheden, og det er mit liv.

Det, jeg vil sige er, at jeg tror, vi kan ændre rigtig meget (alt, faktisk) ved at ændre rammerne omkring vores liv. Jeg tror, det sætter dybe bevægelser igang, når vi flytter os – fysisk, altså. Der var helt klart en bevægelse igang i mig, før vi rykkede til Ærø. Og inden det, da vi flyttede til Svendborg. Men bevægelsen var langt mere subtil og ubevidst, end den er nu. Det at være i disse omgivelser kan være både det ene og det andet: for nogle bliver stilheden larmende og mørket for mørkt, og for andre bliver det måske begyndelsen på en livslang rejse. Sådan har det været for mig de seneste to år: Hver dag kommer jeg et skridt dybere ind i det, der føles rigtigt. Mere naturligt, ubesværet. Smukt.

Hvad stræber jeg efter? Ikke så meget mere, måske. Og dog: Jeg ser Astrid Lindgrens smålandske fortællinger fra en svunden tid for mig, når jeg står på marken i eftermiddagsluften, og mærker, at det liv vi lever her, heldigvis rummer elementer af den samme nærhed og fordybelse. Her er tid til det helt små, tid til at følge hinandens rytme og til at fordybe sig i alt det, som resten af verden lader til at have glemt.
Jeg læser igen og igen de samme brudstykker af bogen “Home Grown” af Ben Hewitt, og selvom man ikke kan sige, at én bog definitivt er den, der har betydet mest, når man efterhånden har læst mange gode, så er den i hvert fald en berigende del af min rejse lige nu. Ben Hewitt bor på et stort landsted i Vermont sammen med sin hustru og deres to sønner, som er hjemmepassede og hjemmeskolede (altså “home grown”), og som bruger alt deres tid i naturen langt fra konventionelle forventninger og fastlåste læringsplaner. Bogen er en beskeden, hudløst ærlig, poetisk og inspirerende beskrivelse af et liv, som jeg føler mig dybt forbundet med. Hvis jeg stræber efter noget, er det endnu mere af det, som jeg hver dag mestrer bedre end før.

Så står jeg her i dette fremmede land, og føler mig pludselig hjemme.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Fantastisk beskrivelse. Jeg sluger hvert et ord råt. Og drømmer om at turde mere …

  • SVAR

    Hvor er det dejligt at høre…… altså jeg synes også at Ærø er noget helt specielt…..noget for sig selv….det minder ikke om noget andet . Men jeg kan lige se det billede for mig, hvor I trasker hjem fra havet …… fuldstændigt vidunderligt….. ❤️