Min søn har knækket læsekoden helt uden pres

Storm på otte går i første klasse, og i den forgangne uge knækkede han læsekoden. Helt af egen drift, vel og mærke, hvilket jeg synes, er det aller bedste ved den sag.

Faktisk havde både Kristian og jeg glemt, at mange danske skolebørn kan læse, når de kommer om på den anden side af juleferien i 1. klasse. Måske er der også skoler, hvor de lægger vægt på, at man kan læse tidligere end det?
Men vi har ikke bekymret os. Da han ikke viste interesse for at læse med os herhjemme, de første gange vi spurgte, stoppede vi med at spørge. Vi har ikke undret os, eller forholdt os til, om hans klassekammerater læser mere eller mindre end ham. Vi aner det ganske enkelt ikke.

I stedet har vi sådan set bare været sammen med ham, der hvor han var. Ikke på sådan en uopnåelig måde som evigt nærværende forældre med derimod på en helt almindelig måde. Vi har diskuteret med ham, leget med ham, været irriterede på ham, og puttet med ham om natten i vores familieseng. Alt sammen helt uden at tænke på det med læsningen, som han ikke har vist den mindste interesse for, før engang i sidste uge. Til gengæld har han hele tiden interesseret sig for meget andet, eksempelvis vedvarende energi og liv efter døden, og så dimser han rundt med en masse elektronik, som han piller fra hinanden, og forbinder igen. Han dyrker musik fra 70’erne og 80’erne, og drømmer om at opfinde solcelledrevne biler, “Som alle har råd til. Er ti kroner en god pris, mor?”

Der er med andre ord ikke noget at være bekymret for, uanset om Storm kan læse eller ej. Han er et barn, som øver sig i at lære, hvilket efter min mening er omtrent det eneste, man skal have fokus på at lære de første mange år af et liv.

Men jeg ved godt, at mange andre steder var den ikke gået, og selvom jeg har lyst til at ignorere det faktum, bliver jeg nødt til at kommentere på det her. Vores børnesyn skaber vores fremtid. Vores menneskesyn definerer vores liv. Og der er noget galt, noget grundlæggende er kørt af sporet, når vi er så fikserede på, hvornår man kan det ene og det andet. Som om vores fødselsdato er det mest afgørende for, hvem vi er.
Virkeligheden om vores læringsmani ramte mig for flere år siden, alligevel sprang skrævvridningen mig i øjnene tidligere på ugen, da jeg tjekkede ind på et stort netforum, hvor jeg har skrevet en del før i tiden.

Jeg faldt over en tråd, hvor en bruger skrev, at hun sammen med de øvrige forældre i sit barns klasse havde modtaget en utilfreds besked fra klasselæreren. Læreren ærgrede sig over resultatet af den ugentlige staveprøve om fredagen, hvor hun havde lovet eleverne en belønning, som de ikke havde gjort sig fortjent til alligevel.

Jeg skal lige huske at nævne, at de omtalte elever går i første klasse.

Brugeren skrev videre, at hun blev noget forstemt over beskeden, og ville høre, om hun var urimelig?

Jeg hoppede ind i tråden med nogle dages forsinkelse, og kunne konstatere, at mange var enige i håndteringen af sagen – og det kom virkelig bag på mig. På den der måde, hvor man bliver helt desorienteret. Ikke fordi jeg følte mig forrådt af læreren, men fordi jeg blev overrasket over den tilsyneladende accept af hendes undervisning.

Jeg skrev en kommentar: “Jeg sidder her med følelsen af at befinde mig på en anden planet. Tænk at man laver staveprøver (og så i 1. klasse), og at man bruger belønning (og så i 1. klasse).
Jeg bliver faktisk lidt paf over, at man stadig anvender den slags undervisning. Er jeg den eneste?
Mailen fra læreren kan jeg ikke forholde mig objektivt til da hele præmissen for mig at se er så skæv.”

Da jeg tjekkede tråden den efterfølgende dag, kunne jeg se, at jeg ikke var helt alene. Andre havde tænkt det samme som jeg.

En bruger skrev, at jeg ikke behøvede være chokeret. Den slags undervisning er helt almindelig i udlandet, hvor hun bor med sin familie, skrev hun: “I den internationale skole vores søn gik på, var belønninger MEGET brugt og han havde også “spelling test” (…) Han elskede alle klistermærkerne og stamps og awards.”

Jeg svarede: Hvis ikke man kan fange sine elevers opmærksomhed og inspirere dem til at dygtiggøre sig uden belønning, har man for mig at se spillet fallit.
Hvis vi skal have et klistermærke for at gøre os umage, er der noget galt. Så er den egentlige drivkraft fraværende, Hvor er indre motor, som driver ethvert menneske i trivsel til at ville lære mere, gøre mere, vide mere.
Jeg mener, at børn skal lære i deres eget tempo og primært drevet af deres egne interesser, som vi andre bakker op om ved at inspirere og gå foran. Jeg mener ikke, at noget er rigtigt, blot fordi det praktiseres i resten af verden.
Selvfølgelig elsker børnene enhver belønning, så længe den er indenfor rækkevidde. Vi har det alle i os: Lysten til ros og klistermærker. Men er det sådan, vi lærer at mærke os selv? Er det sådan, vi lærer at tage initiativ?
For mig at se handler enhver grundskole i sin essens om at lære at lære.
Hvis man har lært, hvordan man opsøger viden kritisk, anvender- og udvikler den, så kan man det, man skal kunne for at bidrage til verdens gang.

(Og: Hvis man er vant til at få et klistermærke, et tolvtal eller et skulderklap, hver gang man gør det, andre synes, man skal, så er der for mig at se en række mulige udfordringer om hjørnet: Hvordan føles det, når man som 18-årig står ude i den virkelig verden, og pludselig ikke får en belønning, for at gøre det forventede? Hvordan lærer man at tænke selvstændigt, hvis den ultimative succes er at gøre præcis det, de andre også forventes at gøre? Hvordan bevarer man kontakten til sine egne, oprigtige passioner/interesser, hvis man bliver belønnet for at lære noget udenad, som man måske ikke er motiveret for på netop det tidspunkt? Hvordan lærer man at stille sig kritisk overfor indlæring? Og, måske vigtigere end noget andet: Hvad gør det ved et menneskes selvværd at få eller ikke få belønninger for den slags præstationer?)

Mit svar afstedkom en ny vinkel på diskussionen, og en tredje bruger (som er lærer), skrev: Jer, der taler imod at man skal ting man ikke selv er indre motiveret for…gør I virkelig aldrig ting I ikke er motiverede for lige nu? Som i ALDRIG?!

Det blev jeg nødt til også at svare på, for det er noget, som ligger mig meget på sinde. Det der med at bruge sin energi på ting, som man kan se meningen med. Så jeg tænkte lidt, og svarede: Helt ærligt; nej, jeg gør sjældent noget, som jeg ikke er motiveret for.
Så er der jo diskussionen om ydre og indre motivation, og det gør blot det hele mere komplekst, men jeg vil sige det således: Jeg tror ikke på, at arbejde skal være hårdt.
Lad os ikke forveksle det at synes, “noget er sjovt” med indre motivation. Jeg er motiveret for at tømme opvaskemaskinen, fordi det giver mening. Ikke fordi jeg griner imens. Resultatet er tilfredsstillende og alternativet er det modsatte. Jeg er motiveret for at vaske tøj, lægge det sammen og få det på plads af de samme grunde. Jeg er motiveret for at arbejde, fordi jeg har arrangeret mit liv således, at mit arbejde er meningsfuldt for mig.
Jeg har bevidst fravalgt arbejde, som jeg ikke er motiveret for. Jeg har bevidst fravalgt sociale aktiviteter og andet, som jeg ikke er motiveret for.
Jeg mener, vi mangler meningsfuldhed i vores samtid. Vi tjener penge for at købe ting, som vi smider ud kort efter. Sat på spidsen, selvfølgelig.

Det betyder ikke, at jeg er doven eller uproduktiv. Jeg drømmer stort, og realiserer de fleste af mine drømme. Jeg gør mig umage, og giver ikke sådan bare lige op. Jeg klør på, dygtiggør mig. Det kan jeg, uden at synes, det er surt, fordi jeg gør det indenfor områder, som jeg finder mening i.

Alt det, jeg har lært udenad, fordi andre sagde jeg skulle, og uden at jeg selv havde et drive på det, har jeg glemt igen.
Al udenadslære, som ikke vækkede genklang i mig, er væk.
Til gengæld kan jeg den hovedregning, som jeg har erfaret, er nyttig.

Jeg kan alt det, som jeg synes, jeg har brug for at kunne nu. Hele tiden lærer jeg mere, fordi jeg er motiveret for det.

Jeg er enig i, at der er nogle ting, som man skal kunne for at have muligheder her i verden. For mig at se er det: Den mest basale matematik og at læse og skrive.
That’s it.
Men betyder det, at jeg synes, man skal have lært de færdigheder i en bestemt alder, på en bestemt måde? Nej.
Jeg mener stadig, at det skal komme fra en indre motivation. Langt de fleste velfungerende børn vil på et tidspunkt indenfor en overskuelig aldersramme selv blive motiverede for at kunne de ting.

Er det vigtigt at lære en helt masse andet fag-fagligt? Nej, ikke hvis man ikke er motiveret for det. Hvis man helst vi øve sig i at bygge broer eller tegne eller lege rollelege, er det nok fordi, det er dér ens passion ligger på det tidspunkt. Det skal man efter min mening have mulighed for at fordybe sig i. Det, vi brænder for, er det, vi har mulighed for at udmærke os indenfor. Hvad skal vi helst med vores liv? Tilegne os en helt masse paratviden eller være eksperter på én enkelt eller to områder?

Som voksen er jeg pludselig fri til at være virkelig dygtig til et par ting fremfor at kunne lidt af det hele. Vores børn derimod bedømmes på en lang række fag, og de bliver præget af en forventning om, at de helst skal være ret gode til det hele.
Sandheden? Jeg er ikke god til halvdelen af de fag. Jeg er til gengæld virkelig dygtig til et par af dem, og det er dem, jeg elsker, det er dem, jeg lever af – både økononomisk og åndeligt.

Hvis man har lært at lære, kan man lære alt, når man får behov for det. Man kan rejse til Spanien og lære spansk på nogle måneder, hvis man brænder for det.

Jeg tror, vores liv kan være godt uden udenadslære. Jeg tror, vi kan være glade og bidrage til en bedre verden uden at føle, vi tager en sur tjans. Det handler, som det meste andet, om vores forventning og indstilling.

Med alle disse mange ord vil jeg egentlig bare sige dette: Min søn har knækket læsekoden helt uden pres eller tests eller klistermærker eller den mindste smule følelse af at være forkert eller forsinket eller noget som helst andet. Han har lært bogstaver i skolen og set sine klassekammerater tage hul på læsningen i forskelligt, individuelt tempo. Han har oplevet opbakning fra sine lærere og fra os, men aldrig et pres eller en skuffelse.

Nu læser Storm højt for os hver aften, og han er så rolig og stolt omkring det, at jeg kan blive helt rørt. Hans søskende sidder mussestille, og lytter, og han tager bogen ét ord af gangen. Jeg er glad og taknemmelig over, at vi har modet til at gøre det på den måde. Nu fik han lyst til at læse, og så lærte han det på ingen tid, sådan som jeg altid render rundt, og påstår, at al læring bør foregå. Alle børn er videbegærlige, hvis de føler sig trygge, og er omgivet af nærende og anerkendende mennesker.

Her den anden aften, da Storm sad og læste for sine søskende, læste han ét af ordene forkert, og så kiggede han lidt genert op, hvortil hans lillebror stolt sagde: “Jeg har aldrig før hørt én på otte læse så fint.”

Har du lyst til lidt mere inspiration om det der med at lære i sit eget tempo?

Så se lige den her:

Og den her:

læs det om hvorfor jeg har været nervøs for at sende mine børn i skole.

Hvad tænker I om alt det her? Kan man lære uden at føle sig forkert? Kan belønninger være okay (det tror jeg, hvis man bruger dem velovervejet).

Og hey – god weekend!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

19 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj, jeg plejer jo ikke at skrive her på din blog – vi kan jo snakke om det når vi ses, men jeg vil gøre en undtagelse. Først vil jeg sige at intet er sort eller hvidt og mange folkeskole (og friskoler) fungere fint uden test og præmier! Ja, der er da eksempler på at det ikke fungere, men det er et mindretal. For det andet skal man nok også være opmærksom på den omverden den enkelte elev har udenfor skolen. Den omverden som Storm har betyder jo at der er 100% støtte, hjælp, omsorg og overskud, men det er desværre ikke tilfældet i alle danske familier.
    Kh
    John(son)

    • SVAR

      Hej Johnson, tak for din kommentar, som havde gemt sig sammen med en del andre. Jeg er enig i, at ikke alle børn har et godt netværk, og det har selvfølgelig indflydelse på, hvad de har af muligheder i livet. Kram til dig

  • SVAR

    Læring har altid lagt mig meget på sinde – det er også det jeg har uddannet mig indenfor.

    Jeg har gang på gang oplevet børn, unge og voksne miste gejsten for at lære noget nyt fordi krav og deadlines var eneste fokus. Læring skal ikke hastes og presses igennem hvis det skal hænge fast, det skal være en proces der rummer den enkelte. Og ja det kræver meget af et uddannelsessystem men jeg synes faktisk vi som mennesker er det værd!

    På trods af min søn er 1.5 oplever jeg ugentligt at han sammenlignes og vurderes i forhold til de andre i dagplejen. Min søn er “på” både fysisk og sprogligt, han udforsker sin verden på den måde der er den rette for ham. Han skal ikke sammenlignes med de andre drenge – for deres måde er en anden og det skal den have lov til at være. Og når der så kommer en mor og siger “ej kan han allerede det” eller “ja min søn kan jo…” bliver jeg simpelthen ked af det – man må gerne være stolt af sine børn men hvem vinder noget af den evindelige konkurrence?

    I vores hjem er belønninger at solsikkerne vokser op efter vi såede frøene. At tålmodighed har ført til at katten nu gerne hilser på med næsedut selvom man som 1.5 årig er “lidt” voldsom. Belønninger er ting i vores hverdag der gør os glade fordi vi har arbejdet for det – og ja det kan også være at man må få dessert eller sin livret fordi man har lavet noget man er stolt af. Men belønninger der skal uddeles hver gang man lever op til andres krav ser jeg ikke noget formål i – det bør være en selv man gør stolt ved det man selv vægter højt i livet…

    • SVAR

      Åh, jeres hjem lyder godt. Gid alle måtte opleve belønning i form af solsikker, der vokser op. Tak for påmindelsen om den konstante sammenligning og “han kan, hun kan bla bla.” Det skal jeg have større fokus på.

    • SVAR

      Åh, jeres hjem lyder godt. Gid alle måtte opleve belønning i form af solsikker, der vokser op. Tak for påmindelsen om den konstante sammenligning og “han kan, hun kan bla bla.” Det skal jeg have større fokus på.

  • SVAR

    Jeg misser efterhånden ikke nogen lejlighed til at anbefale denne bog:
    http://www.freetolearnbook.com/

    • SVAR

      Tak! Den lyder meget spændende.

  • SVAR

    Sikke et suverænt indlæg 🙂 Jeg siger bare ja ja ja.
    Børn lærer det, de har brug for at lærer, når de har brug for det, og det kommer indefra, hvis vi giver dem lov. En tryg base og gode omgivelser er udgangspunktet. Jeg er har tillid til mine børns egen læringsprocess. Det vil sige…. de går heller ikke i skole endnu og det bliver i folkeskolen til den tid. Jeg håber de formår at være overbærende overfor de test de skal igennem og vide at de er ligegyldige (i hvert fald i følge deres mor).
    God aften 🙂 -Lærke

    • SVAR

      Kære Lærke, tak for din kommentar. Det bliver spændende at få jeres børn i skole og forhåbentlig står folkeskolen overfor en helt masse udvikling i de kommende år. Kh og god aften – MM

  • SVAR

    Super godt indlæg. Og jeg er faktisk meget enig.
    Selv har vi valgt en meget boglig skole, hvor presset på børnene er højt læringsmæssigt. Det var kompromiset fordi vores børn ikke trives i den store folkeskole, så vi var vi nødt til at vælge noget andet…
    vores børn trives tilsyneladende i den boglige skole.
    Det er dog ikke det samme som at det er godt og fornuftigt med den høje forventninger til læringen…
    jeg ved ikke hvad den høje boglighed gør på sigt, og om den skader. Det gør den måske, men til gengæld er børnene mere trygge på den lille skole hvor forventninger er meget klare…
    Men jeg havde gerne set at der var et andet forløb ift det læringspres som er fulgt med…
    Og det er noget jeg tænker en del over…
    Hilsen Mette

    • SVAR

      Tak for din kommentar. Det glæder mig, at du løbende forholder dig til læringsprocesser og skolegang. Det er sådan, vi ændrer verden: Ved at turde mærke efter og reagere på det, vi oplever. KH MM

  • SVAR

    Jeg er ikke vild med test – har altid klaret mig godt i den slags og det har mine piger også – og ja så kan det være motiverende – men hvad med alle dem der ikke klarer sig godt i test, hvad mon det gør ved motivationen ? For ikke at snakke om hvorledes det kan påvirke at få det banket i negative resultater i hovedet igen og igen ? Rosenthaleffekten kan vel ikke være et fuldstændigt ukendt begreb for politikere eller – jeg ved det ikke – hvis de havde vidst eller gået op i hvad der virker havde de vel heller ikke lavet heldagsskolen, men set på hvad der virker. Men det virker som om det ofte er vigtigere for dem at sende signaler end at ændre noget til noget positivt og bedre.

    I mine øjne ville en skolereform der gik op i at motivere og fange børn hvor de var og arbejde ud fra deres motivation meget mere oplagt. Introducere dem for forskellige læringsmetoder, så alle fik bedre vilkår for at finde en eller flere metoder, der gav mening for dem og man dermed ikke tabte så mange på gulvet, fordi de har svært ved at lære ved tavleundervisning, der efter min mening stadig bruges alt for ofte.

    Du har derud over sat en masse tanker i gang omkring motivation – jeg ved ikke helt om jeg tror på at man altid kan finde motivation – især ikke hvis man er barn og ikke kan se hensigten med det, man skal.
    Men du har da helt sikkert ret i at det vil være smart at arbejde mere på at fange børns motivation end via belønning.

    Jeg har selv som udgangspunkt været imod belønning ( som jeg dog stadig anså som bedre end straf ) men jeg er blevet mere og mere i tvivl med alderen. Og som mor til 4, der ikke alle er skruet ligedan sammen og som pædagog indenfor specialområdet.

    Jeg tror især indenfor specialområdet, kan belønning være den motivation, der skal til for at det ikke ender i hårdknude. Indre motivation vil jeg påstå i visse tilfælde umulig at finde hos visse mennesker med hjerneskade eller fysisk eller psykisk udviklingsforstyrrelse.

    Men du har også sat tanker i gang omkring – skal vi indenfor normalområdet kun være motivationsstyret ? Lærer man så at tackle modgang vi ikke kan styre – og som man helt sikkert støder ind i – død, sygdom m.m. Som jeg jo i forvejen, er alt for dårlige til at tackle. Kan det kombineres ? At lade sin indre motivation få stor indflydelse på ens liv og man samtidig får redskaber til at tacke alt det lort vi vil støde ind i. – jeg tror det – men helt sikkert noget jeg vil kigge nærmere ind på. Men jeg tror på det fordi – jeg er blevet meget bedre til at gøre det jeg har lyst til – efter jeg Har ÆGTE indset at man bør acceptere og slippe det man ikke kan ændre. På en eller anden måde har det gjort at jeg meget bedre kan se – alle de ting vi reelt kan ændre hvis vi tør og vil – Og gå efter det jeg vil. Livet er kort – vi kan ikke styre alt – men ud fra det vi har mulighed for at styre, er det med at springe til – så vi får netop det liv vi ønsker ( og det er muligt med de rammer vi ikke kan styre)

    Så umiddelbart tror jeg det i høj grad handler om at lære vores børn at se forskellen på det man kan styre og det man ikke kan. Og lære dem at acceptere det vi ikke kan kontrollere – og få mest muligt ud af det vi kan.

    • SVAR

      “Gud give mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan forandre,
      mod til at forandre det, jeg faktisk kan forandre,
      og visdom til at se forskellen.”

      🙂 – Maj My

      • SVAR

        Jeps den lever jeg efter. Bortset fra at jeg ikke blander gud ind i det. :)>

        • SVAR

          Den er god. For mig er gud ikke noget personligt, men derimod alting, så jeg har ikke noget imod begrebet, så længe jeg ikke behøver behæfte det med en specifik religion/guru eller andet.

  • SVAR

    Du er og blir fantastisk.
    Tak for endnu et godt indlæg. Puha hvor jeg håber jeg også kan være så rolig når min søn skal starte i skolen 🙂
    Tak for dig og din blog 😀

    • SVAR

      Åh hvor er du dejlig. Tusind tusind tak.

  • SVAR

    Kære Maj My,
    Jeg faldte tilfældigt over din artikel i Kristligt Dagblad og klikkede mig derfor ind på din blog… WOW hvor er det dejligt at falde over en blog jeg har lyst til at BINGE læse, sådan helt oprigtigt fordi det gør mig glad og fordi jeg kan se at vi deler så mange værdier.
    Min søn er 2,5 år og har ham hjemme fordi det giver mening for os, og vi taler allerede nu om læring… Sir Ken Robinson blev min mand introduceret for på Universitetet og det var faktisk det der gjorde han stoppede op, meldte sig ud og nu arbejder freelance for DR. Af hjertet TAK for at kunne læse dine tanker og overvejelser. <3 Hmmm måske vi også skal flytte til et lille ø-samfund når vi flytter tilbage til DK fra Norge i løbet af sommeren? 😉
    Rigtig god dag til dig og dine.
    KH Fie

    • SVAR

      Kære Fie, TAK for din kommentar, som gør mig så glad. Vildt glad. Hvor er det dejligt, at du fandt min blog. Og heldige døn søn med så bevidste forældre. Det er, hvad verden har brug for. Kh Maj My