Mine børns vokser op på landet, og jeg selv betragter det som et eventyr

Der var en situation i går, hvor alt stod stille, og jeg havde tid til at tage det hele ind – og jeg tænkte: Det her er perfekt. Hvis nogen delte et billede fra dette øjeblik på facebook eller instagram, ville jeg mærke et træk i hjertet. Jeg ville tænke: Det er sådan, jeg drømmer om at leve.

Solen skinnede; mine børn var i shorts og t-shirts, alt var grønt og saftigt, og græsset nåede dem til knæene, og mælkebøtterne på den lille eng stod i store, tætte klynger, som børnene trak op med fuld kraft for at fodre dem til naboens geder. De eneste lyde jeg kunne høre, var havet, fuglene, vinden og mine børn. Ellers er her som regel stille ude på landet: Når vi går tur, kan jeg pille lydene fra hinanden, og placere hver enkelt af dem med stor sikkerhed: En traktor, gøgen i træet, vinden i kornet. Den underliggende støj er ikke hverken biler eller snak. Den er stilhed.

I går så jeg det øjeblik udefra, det er noget, vi nok alle sammen gør med mellemrum: Betragter det liv, vi har skabt, og mærker, hvad det er, hvordan det er, om det er fremmed eller kendt. Jeg så mine børn i solen med gederne, det store grønne tæppe omkring deres ben, og selvom vores morgen havde været svær og med mange skænderier, så mærkede jeg den samme længsel, som et billede fra nogle andres liv kan give én: Følelsen af at ville have mere. Jeg lod mig gribe af det, og satte mig i græsset, trak livet helt ned i lungerne. Det var fem minutters oprigtig, vidunderlig væren fuld af alt det, jeg holder mest af, og som jeg vil strække mig meget langt for at holde ved: Frihed, natur, nærvær, tid.

Mine børn vokser op på landet.
Det slår mig indimellem som et ubegribeligt faktum. Stort og rørende og umuligt at forstå, fordi: Det gjorde jeg virkelig ikke. Jeg er fra en forstad, hvor jeg boede med min familie på en lille lukket villavej med naboer til alle sider. Mine børn ser køer, får, geder, heste og et utal af katte hver dag, og her er flere traktorer end biler, oftere fuglesang end menneskestemmer. Vi står stille, når vi hører nogen gå forbi ude på vejen: Vinker, smiler og ønsker en god dag.
For nylig sad vi i en parcelhushave, og spiste is. Det var den skønneste eftermiddag, og jeg tror, alle mennekser i hele Danmark, var trukket udenfor. Pludselig grinede et selskab i naboens have, hvortil én af mine seksårige udbrød: “Hør! En flok gæs!”, og vi kiggede alle straks mod himlen, før vi forstod sammenhængen, og brød ud i grin. Tænk at han ikke kender lyden af naboer. Han tror, de er gæs.

Jeg er vokset op i et rækkehus femten minutters cykeltur fra Aarhus. Der var vist nærmest ingen hæk mellem os og naboerne til begge sider, der var sikkert aldrig helt stille, og det var okay. Det var trygt og det var mit, det var så almindeligt, så velkendt, og jeg kendte ikke til andet, før jeg flyttede til København og senere New York.

Nu bor jeg på denne lille ø midt ude i det blå, og ofte observerer jeg mit eget liv lidt i strakt arm: “Se, en gård, en mark, nogle køer. Jeg bor på landet. Mmmm- duften af korn”. Sådan lyder mit tankespor, mens jeg bevæger mig rundt i det, der er hverdag, men som stadig føles  nyt. Jeg ser på mine børn for at finde ud af, om de har det som mig: Som om vi er på besøg i en verden, der er for fin til at være sand?

Mon man indimellem observerer sit liv udefra, uanset hvordan man lever? Jeg har altid holdt af at sætte mig i situationer, hvor jeg kan se det hele lidt som den fremmede, der står et skridt til siden, og betragter livets gang.
Sådan var det, da jeg boede i New York, men også i København, og særligt nu på Ærø. I går ved gederne overvejede jeg, om jeg mon ville fostre de samme overvejelser, hvis jeg boede i noget, der lignede min egen barndom? Ville jeg stadig betragte det for at finde ud af, hvad det var for en størrelse? Er alt i virkeligheden nyt, når vi bliver voksne? Det, der plejede at være stort, viser sig at være småt – og omvendt.

Jeg er så glad for, at min hverdag vækker en længsel efter mere af det samme i mig. Jeg er taknemmelig for, at vi har valgt dette liv, hvor den underliggende lyd er stilhed, og hvor duften er salt fra havet.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Rigtig god beskrivelse af en følelse jeg selv ofte går med. En følelse der giver mig lyst til at dele mit liv med nogen. At det ligesom er for godt til at det kun er mig der skal have glæde af det. Jeg har ofte sagt til min mand at jeg ville ønske at alle kunne få lov at prøve den følelse.
    Tak for masser af inspiration til at gøre det man har lyst til!

    • SVAR

      Ej hvor lyder det skønt – del din lykke med verden gennem din rummelighed, glæde og forståelse ❤ Så er vi langt.

  • SVAR

    Uh, det lyder som dejlig en oplevelse, der er gået helt ind i din sjæl. En af dem man nok tager med sig videre både helt bevidst – men måske også på det ubevidste plan.

    Jeg kender godt det med at se mit liv udefra og føle mig ekstremt heldig. Jeg er simpelthen så glad for at bo i det kvarter, vi bor i. Elsker de folk jeg er i kontakt med, den afslappede men engagerede stemning, jeg fornemmer i området, og at jeg kan cykle ind til en summende by på ca. 20 min – og væk derfra igen på samme tid 🙂 Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis har lyst til at bo her for evigt, men jeg elsker at bo her nu. Forleden dag, da jeg hængte vasketøj ud, følte jeg mig helt vildt heldig over at kunne mærke en lykke ved at være lige der, hvor jeg gerne ville være. Eller mere præcist havde jeg en følelse af, at jeg havde fået mere end jeg overhovedet havde turde håbe på. En stolthed over at være gået efter guldet og så have fået tonsvis af diamanter lige ned i turbanen. Agtigt 🙂

    • SVAR

      Den sætning gjorde mig bare SÅ glad: ” En stolthed over at være gået efter guldet og så have fået tonsvis af diamanter lige ned i turbanen. Agtigt.” TAK for dig, Pia.

  • SVAR

    Hvor er det sjovt, det du skriver i første afsnit – for det er netop sådan, jeg tænker, når jeg ser din Instagram og læser herinde. Ikke at jeg vil leve præcis dit liv, men jeg kan mærke det lille træk i hjertet, du beskriver. Der er nogle værdier, som på mange måder stemmer overens med mine.

    Jeg tror netop, det er det lille træk (og ind imellem en længsel), der gør, mange af os læser med. Fordi du, dine billeder og ord, minder os om hvilken retning, vi ønsker at bevæge os i.

    Samtidig er det også så skønt at læse om jeres opfattelse af at bo i Ærøs natur – for det er uden tvivl den, som jeg har taget med mig videre. Det er det forhold, man får til naturen og længslen efter den, der fylder, når nu man er flyttet til “storbyen”. Det gik op for mig, da jeg delte 5 barndomsminder, og da jeg i starten fik klaustrofobi af at bo her i Svendborg.

    Jeg håber, dine børn tager samme oplevelse med sig. Det er jo fantastisk at vide, at man kan opleve det smukkeste og største, når alle de små ting sker i naturen, lige meget hvor grå livet kan synes. Som da vi i weekende tog på picnic på den modsatte kyst af, hvor I bor, og mødte både rovfugle, en stork og så meget andet.

    Tak for at dele og lad os læse med samt minde os om, hvad der betyder noget.
    Jeg håber solen fortsat vil skinne på jeres familie.

    Smil til dig!
    Laura // LMinside<3

    • SVAR

      Kære Laura – sikke en vidunderlig kommentar. Tusind tak for dine ord om både de aktive livsvalg og om Ærø. Jeg bliver så glad, når jeg læser om alt det, du har taget med fra din opvækst her: det er jo netop derfor, vi er her. Fordi vi håber, at det sætter sine spor. Spor i kraft af en stærk relation til både naturen, menneskene og en selv. Mange kærlige hilsner til dig ❤

  • SVAR

    Jeg har gået og tygget lidt på dine ord på Instagram hele dagen. Det med at dele og det med at sætte pris på sit liv.

    Ieg j