Mine meget forskellige nytårsaftener

2016 startede ved lyden af Jack Johnsons rare melodier, hans betryggende stemme. Jeg vidste helt instinktivt, da Juno var nogle dage gammel, at jeg skulle høre musik, og jeg fik den tanke, at det skulle være Jack Johnson, som jeg ellers ikke har hørt meget før. Men hans “In Between Dreams” og “Jack Johnson and Friends”-albums blev soundtracket til de måneder, hvor jeg havde brug for at føle mig som på en svævende sky; jeg havde brug for at blive holdt om, og det gjorde den musik. Og så, her til morgen, da Juno og jeg vågnede tidligt med hoste og røde kinder, havde vi nok lidt brug for noget af det samme, så jeg tændte for Jack Johnson på anlægget i stuen, og vi genkendte straks begge to musikken, og så sad vi der med billedbøger, snotklude og appelsiner, og fik det bedste ud af at være alene i verden for en stund.
Da hun skulle sove, trillede jeg en tur med barnevognen, og det første stykke tid sad hun i vognen og kiggede. Vi kom forbi vores egen grund, og gik langs marked ved siden af, og pludselig lød der en høj lyd; som en bil der ræser af sted på et fladt dæk “flap – flap – flap” og med ét var himlen sort at store, mørke fugle, som havde siddet på marken, og som var lettet i det, vi nærmede os. Vi stod stille, og lyttede til deres vinger, så på det enorme virvar på den støvede himmel.

I aftes, da jeg sad for mig selv og slappede af i sofaen, tænkte jeg på mit livs nytårsaftener, som har været meget forskellige. Jeg husker mange af dem, sådan set. Jeg husker en nytårsaften som barn, hvor der gik ild i vores altankasse, og min far ikke ville tro mig, før jeg råbte, at han skulle se derover, og han satte i løb, så snart han så flammerne, som slikkede mod vinduet, og kort efter slukkede han forpustet branden ved hjælp af en vandkaraffel gennem køkkenvinduet.

Jeg husker nytåret i 2003; øjeblikket da mine søskende og jeg stod midt på Brooklyn Bridge klokken 00:00, og det gik op for os, at fyrværkeri var ulovligt i New York City. Jeg husker, hvordan vi skreg af grin, og gik tilbage over broen mod subwayen og tog hjem til min lejlighed i Brooklyn. Jeg husker hvilke frakker, mine søskende havde på, deres benovede blikke over den store by. De var 15 og 17 år, og vores forældre havde foræret dem billetterne til den to uger lange tur.

Jeg husker en nytårsaften i gymnasietiden, hvor min veninde, Marie, og jeg aftalte af være kontrære og gå i seng før midnat. Vi var nu altid kontrærere, hun og jeg, så det i sig selv var der intet overraskende i, men det var alligevel en anderledes fornemmelse at krybe under dynerne, i hver vores side af min seng, og falde i søvn – midt i Aarhus by – knap en time inden, fyrværkeriet for alvor tog fart.

Siden da har der været mange nytårsaftener: én med vores etårige Storm, som spiste så meget sushi, at man skulle tro, han ville revne. Det var dengang, vi boede i København, og lejligheden på 4. sal var fuld af gæster; mange af de venner, som vi kender endnu, men som vi ikke ser ofte, var der dengang. Der har været rolige nytåraftener med vat i børnenes ører; nytårsaftener med mine søskende, te, kransekage og brætspil og sidste år var vi bare os selv, her i huset på Ærø: en 13 dage gammel baby, de tre andre børn, Kristian og jeg.

I aftes var jeg hjemme med Juno, som var syg, mens resten af familien festede dagen lang på Sjælland i selskab med nogle af vores bedste venner. Og jeg nød stilheden, når nu det skulle være. Næst efter en nytårsaften med børnene, kunne jeg ønske mig sådan en stille aften, og det fik jeg. Køleskabet var tomt (vi skulle jo have været af sted alle sammen), så Juno og jeg kørte i Netto i Ærøskøbing og videre til Købmandsgården (efter gedeost og deres udsøgte løgkompot), og Rikke, som driver Den Gamle Købmandsgård, fik måske lidt ondt af de to forkølede væsener, som stod der foran disken med røde øjne, så hun rakte mig en luksus-romkugle fra montren, og sagde: “min nytårsgave til dig,” inde hun sendte os hjem med et kram.

Da vi var hjemme igen, og jeg havde pakket varerne ud med Juno på hoften, ringede vores gode venner, og fortalte, at de havde besluttet at rykke deres kæreste-nytårsaften hjem til Juno og jeg. “Vi kommer med mad og det hele,” tilbød de, og jeg kunne mærke deres omsorg og oprigtighed langt ind i hjertet. Men jeg takkede nej (og måtte endda være lidt stædig, for gode venner giver ikke lige sådan op). Jeg var for sløj til at have gæster, og tanken om ro var som en rensende kilde forude. Og så, klokken 18, så jeg billygter i gårdspladsen, og ud af bilen stod en anden kær ven bærende på en stor foliebakke med den fineste hjemmelavede sushi, en friskbagt bolle til min morgen-the i dag og et ønske om god bedring og et godt nytår. Og jeg gav ham et kys på kinden, han skyndte sig hjem til sin familie og deres gæster, og så snart Juno sov, satte jeg mig med det hele, og følte mig noget så heldig.

I går var ikke mit livs bedste nytåraften, heldigvis, tør jeg godt sige, men det var en rørende og varm aften; hvor er det rørende, at så mange er der for mig, det føles som den reneste livskvalitet, og da jeg lagde mig i seng klokken 22, sendte jeg alle i mit liv en varm tanke (og så var jeg iøvrigt taknemmelig for at bo så langt ude på landet, at jeg ikke hørte meget mere end en håndfuld raketter hele aftenen, så Juno sov uforstyrret uden vat i ørerne). Nu glæder jeg mig, til de andre fire kommer hjem senere i dag, og i aften får vi besøg fra USA: min kæreste veninde fra de fire år, jeg boede i New York, er i Danmark på sit årlige visit (og ja; det er virkelig dårligt planlagt, at hun kommer i forlængelse af en 14 dage lang juleferie med gæster og ture ud af huset, men når nogen ønsker at rejse fra Los Angeles helt til Ærø bare for at se mig og min familie, så står man klar med åbne arme).

Hvordan var jeres nytårsaften? Og er der noget nyt, som I skal tage hul på her i 2017?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

1 Kommentar

  • SVAR

    Af forskellige årsager, er jeg ikke vildt begejstret for denne aften, og har ofte et lavtvstemningsleje. Det mærkede jeg også i går, men i dag, efter en fornuftig søvn, er jeg stolt af mig selv. Som mor.
    Yngstesønnen havde nemlig plaget en aften….om jeg ikke ville tage ud af huset i aftes. Ham og vennerne manglede et sted til “forfest”. Og jeg sagde ja, yngstemanden var glad, og mere end det. Han tog ansvar.
    Jeg opstillede få regler, sendte det ud til drengene som skulle komme i huset, med besked på at vise det til deres forældre, som skulle svare tilbage. Det gjorde så halvdelen af flokken, hvilket faktisk var over min succesrate.
    Tilbage til yngstemanden. At mærke hans glæde og forventning i løbet af eftermiddagen og aftenen, at se hvordan han fjernede mors “juveler” fra hylden, i tilfælde af at nogle buldrede ind i den, og risikerede at smadre de fine glasting. Jamen, det var rørende.
    At møde de drenge, som man har kendt hele livet, at se, hvordan de havde klædt sig pænt på, at få en krammer i deres store bamsefavne, og få tak, fordi de måtte være i vores stue. Altså…det fylder mit hjerte med svimlende glæde. Og jeg føler mig som den “bedste mor i verden”. Også selvom jeg udstak ordensregler….for det hører også med i mit billede af “god-mor” rollen.
    Og så drak de selvfølgelig en masse af det ene og set andet. Og hoppede ned fra stolene. Men ikke de to bedste, for det dikterede yngstesønnen til flokken. De måtte ikke hoppes til pindebrænde.
    Det blev en dejlig aften for mig. En jeg også vil huske.
    God bedring til jer.