Mio, min Mio – igen, igen

Vi læser “Mio, min Mio” for tredje gang i år. Jeg tog hul på den sammen med de tre ældste i aftes, og var henført fra første sætning. Børnene lå stille, helt ubevægelige, med drømmende øjne, mens historien om Bosse, som jo i virkeligheden hedder Mio, tog sin begyndelse. Jeg elsker at læse god litteratur højt. Både for børn og for voksne. Elsker lyden, følelsen af ordene i min mund, når de er så poetiske, at de får vinger. Når nogen har skrevet dem med en sådan omhu, at vi drager af sted, alle sammen, til det dér, historierne kommer fra. Jeg elsker at se fortællingen komme til live for mine egne øjne og i de oplevelser, børnene og jeg deler, når vi taler om bøgerne med hinanden.

Kristian og jeg læser en del med vores børn. I lange perioder har vi haft et mindre børnebibliotek ude på toilettet, og så sad vi der – skiftevis Kristian og jeg – og læste, når børnene var på toilettet. Det var nærmest komisk, og indimellem ikke ligefrem en luksuriøs fornemmelse, men det gav alligevel følelsen af at gribe litteraturen, og servere den for børnene, når de har tid og ro.

Der er ikke noget bedre end at læse historier for nogen, som lytter intenst, griner, gisper af spænding, sukker af lettelse. Sammen oplever vi ting, som vi ellers måtte drømme os til, og i fællesskabet vokser vi.

Da jeg var ung, sagde min mor til mig, at bøger er hurtigt indtjent livserfaring. Bøgerne viser os nye veje, puster til vores fantasi, løfter sløret for sandheder, vi måske ikke af os selv havde fået øje på.

Og nu er det så Mio, min Mio, vi læser herhjemme, og jeg elsker det. Jeg har ellers ikke dyrket Astrid Lindgren meget i mit liv, men de senere år, suger jeg hende til mig. Med børnene og for mig selv.

“Til Kongen,
Landet i det Fjerne.
Den, du så længe har søgt efter, er på vej. Han drager gennem dag og nat, og i sin hånd bærer han tegnet, det gyldne guldæble”

Jeg forstod ikke et ord. Men jeg frøs så underligt over hele kroppen. Jeg skyndte mig at putte postkortet i postkassen.
Hvem var det, der drog gennem dag og nat? Og hvem bar i sin hånd et guldæble?
I det samme kom jeg til at se på det æble, jeg havde fået af fru Lundin. Og æbler var af guld. Det var af guld, siger jeg. Jeg havde i min hånd et gyldent guldæble.”

– Og dét kender jeg. Det med at få gåsehud og vide det, aller inderst inde, når noget rigtigt er ved at ske. Når universet trækker os på rette vej.

Hvad læser I? Og hvornår?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

10 Kommentarer

  • SVAR

    Når jeg tænker nogle år tilbage – til den tid hvor vores børn var mindre – er noget af det jeg, med stor glæde, husker aller bedst de utallige timer hvor vi læste højt for dem. Vi har altid læst rigtig, rigtig meget for vores børn og har introduceret dem for rigtig mange forskellige genrer.

    For os er bøger magi og vores børn har taget kærligheden til det skrevne ord til sig.

    Den bedste serie vi nogensinde har læst højt for vores piger er “Pigerne fra Nordsletten” af Line Kyed Knudsen. Vi har læst den højt to gange for hvert barn og efterfølgende har de selv læst hele serien. Den handler om venskab, magi, eventyr, livsværdier, sammenhold, familie og forholdet mellem det gode og onde. Hovedpersonerne er piger, men jeg er helt sikker på, at dine drenge også vil finde stor glæde i denne serie, da den er meget spændende og eventyrlig. Vi læste den højt første gang da børnene var 6 år.

    • SVAR

      > Tak! Hvor vidunderligt med en helt oprigtig anbefaling. Mine børn er ikke meget drenge eller meget piger – de er meget sig selv, og de holder alle sammen af det indhold, du nævner. Jeg vil glæde mig til at læse Pigerne fra Nordsletten med dem (og hvor tit skal piger ikke lige høre historier om udelukkende drenge? ..Så det manglede da bare.)

  • SVAR

    Først: Jeg er lidt tilfældigt faldet over din blog inde på slyngebarn. Jeg nyder din fortællestil og får nogle nye perspektiver på mine egne tanker, så tak for det! Jeg er selv mor til 3 små børn, den ældste er 7 år. Her hitter Ole Lund Kirkegaards bøger, men også Astrid Lingren. Jeg tror helt sikkert snart vi skal læse mio min mio, den havde jeg helt glemt…

    • SVAR

      Først: Hurra! jeg bliver så glad for, at du har fundet lidt tilfældigt herind, og nyder det. Godt tip med Ole Lunk Kirkegaard. Han er gået lidt i glemmekassen herhjemme, men nu skriver jeg ham på juleønskelisten!

  • SVAR

    Hvor er det pudsigt! Vi er netop startet på “Mio, min Mio” herhjemme. Den er fantastisk! Vi læser mest om aftenen.
    Jeg vil bestemt tage anbefalingen om “Pigerne fra Nordsletten” til mig. Den lyder god!
    Jeg er lige begyndt at følge din blog – og hvor er den altså dejlig at læse! Gode refleksioner og virkelig velskrevet! Jeg har også fire børn på 8, 5 og tvillinger på 3, så jeg kan relatere til meget af det, du skriver 🙂

    • SVAR

      > Ej hvor sjovt. Mon der er Mio, min Mio i luften lige nu? Måske lidt, med bladene der falder, og sådan.
      Tak for at du læser med herinde – og dejligt med din store børneflok, som er næsten identisk med min 😉

  • SVAR

    Åh… der er SÅ meget godt børnelitteratur. Snøvsen, Alice i eventyrland, Peter Pan, Kaskelotternes sang, Nania… jeg kunne vidst blive ved.
    Og tak for en dejlig blog, der virkelig har sat gang i snakken om,
    hvilke drømme min lille familie og jeg har for fremtiden.

    • SVAR

      > Kære Line,
      Mange tak for din kommentar. Skønt at du læser med. Du mindede mig lige om til et par vidunderlige børnebogstitler – tak <3

  • SVAR

    Lige nu er vi igang med Pippi. Det er første gangs læsning for mig, selvom filmene har betydet rigtig meget for mig. Og Astrid skriver hende meget sjovere end hun er på film. Jeg ler indvendig i fryd når begge børnene klukker over Pippis udbrud og finurligheder.

    Brødrene løvehjerte er min yndlingsbørnebog men mine er vist ikke helt gamle nok til den endnu. Og jeg kan endnu ikke læse den højt uden at græde.
    Men jeg glæder mig til den dag jeg kan og til den dag de er klar til at suge den verden til sig som jeg gjorde

    • SVAR

      > Brødrene Løvehjerte er så uendeligt smuk. Storm og jeg læste den sidste vinter, og det var ikke et øjeblik for sent. Jeg glæder mig, til vi skal læse den igen sammen, han og jeg. Og til de andre kan hoppe på om 3-4 år. Jeg har faktisk skrevet lidt om min oplevelse med at læse den højt i et andet indlæg, som kommer senere.
      Og Pippi: Min yndlingshistorie er den om Spunken, tror jeg. Hun er så sjov.