Mit liv er ikke perfekt, og det vil jeg gerne fortælle

Det her kan godt gå hen og blive mit længste indlæg nogensinde, så bær lige over med mig og spring videre til noget andet, hvis I har travlt.

Sagen er den, at en læser i går (direkte adspurgt af mig), skrev i en kommentar, at mit liv her på bloggen indimellem kan fremstå lidt som et glansbillede. “På den gode måde,” skrev hun, og fortsatte: “Derudover har du sikkert også nogle etiske overvejelser om hvad der skal deles og hvad der ikke skal. De stunder hvor alt ikke er lutter idyl, er jo oftest også de mest sårbare, som man ikke har lyst til at dele med hele verden.”
Det tænkte jeg så over resten af dagen, mens jeg egentlig burde have fokuseret entydigt på mine børn, men det er en generel udfordring for mig: Jeg kan have svært ved at være fuldkommen nærværende over længere tid. Mine tanker flyver ligesom af sted. Men i går tænkte jeg mest af alt på, at min højeste ambition med bloggen fra dag ét har været ærlighed. Jeg vil fortælle sandheden. Altså, min sandhed – andres kender jeg jo ikke. Men min sandhed kender jeg, og før jeg skriver, mærker jeg altid efter; Jeg skræller lag af, konfronterer min forfængelighed, og ser angsten i øjnene, og så vidt muligt skriver jeg om det, jeg finder inde bag alt det: Derinde, hvor der er åbent og sårbart.

Nu er det ikke fordi, jeg har et ønske om at gengive mit liv 1:1 her på bloggen. Det ville blive voldsomt trivielt og meget lidt inspirerende, men jeg vil gerne være oprigtig.

Og jeg har skrevet om en del smertefulde og sårbare ting undervejs, særligt i forhold til mit moderskab, men måske oftere for nogle måneder siden end nu, ganske enkelt fordi Juno bliver ældre, og dermed letter presset på mig.
I efteråret skrev jeg om at være udkørt mor til en baby og om ikke at kunne være alene med mine børn. Der er også indlægget om, at jeg synes, fire børn er i overkanten, og ét om at blive mor til tvillinger. Og så var der min nytårstatus over 2016, som var mit hårdeste år endnu.
Jer, der læser med, ved, at jeg også skriver om tunge emner, og egentlig gør jeg det nok ret ofte set med blogger-øjne, men de indlæg er ikke altid med udgangspunkt i bekymringer eller sorger, som jeg selv lever med. Ofte er det mere generelle (eller filosofiske, om man vil?) overvejelser – for eksempel den om mødre til for tidligt fødte, den om alkoholisme og så det her lille skriv om, at verden ikke er helt håbløs trods alt det lort, der foregår. Der er også indlægget om den største sorg, og jeg har skrevet om frygten for, at jeg ikke nyder mit liv tilstrækkeligt.

Men det er ikke flertallet af mine mange indlæg, der blotter noget sårbart eller fortæller historien om et stresset liv. Hvorfor? Fordi mit liv har mere af det, der føles rigtigt. Ikke nemt, ubesværet eller smertefrit, men rigtigt. Den meste af min energi går til ting, som gør mig glad, fordi det giver mit liv mening.

De positive historier fylder på min blog, fordi de fylder i mit liv. Hvad vil jeg med det her sted på nettet? Jeg har skrevet det før, og gør det lige igen: Jeg vil inspirere andre til at tage ansvar for deres liv, fordi livet er meget sjovere, hvis man selv har planlagt det. Det er af samme grund, jeg har lyst til at afholde retreats.

“You could have won – but you were much too busy losing” som The Weepies synger i sangen “Crooked Smiles”.
De fleste af os har mange valg og uendelige muligheder. Dem vil jeg gerne åbne op for og skabe kontakt til.

Men der er selvfølgelig også en anden sandhed. Faktisk rigtig meget af den. Jeg kunne skrive 37 siders tætskrevne A4-ark om frustrationerne i mit liv indenfor den seneste måned. Sådan er det jo, livet er i nuancerne, læringen ligger i udfordringerne.

For eksempel det seneste døgn, hvor jeg har været alene med børnene. Det er sgu ikke lige kønt hele tiden. Jeg bliver altid ramt af en monumental afmagt mindst én gang eller to i løbet af sådan en eftermiddag og aften, hvor Kristian ikke er hjemme. Man er meget på. // To unger, som er på toilettet samtidig, og som begge helst vil snakke undervejs // mens Juno kravler op på en spinkel skammel for at vaske hænder, og jeg frygter, at hun glider, og smadrer tænderne ned i vasken // Så jeg løfter hende væk (hun skriger, og banker sit hoved ind i dørkarmen), jeg lukker døren til toilettet, og hun går direkte i kattebakken og dernæst i kattefoderet (mens jeg hænger en vask op fra dagen forinden) // Så jeg dropper vasketøjet, går op i køkkenet, og sætter mig for at trøste Live, der har slået sig, og imens åbner Juno køleskabet, og et tungt glas med smøreost falder ud, og rammer hende på de bittesmå tæer // Komplet nedbrud // Storm bliver stresset, Ilja reagerer ved at hoppe og råbe skældsord // Jeg trækker vejret dybt ind, kalder dem alle til mig // Vi krammer // Jeg er ved at smelte sammen indeni //

Bordet så forøvrigt sådan her ud efter aftensmaden, mens jeg smurte madpakker (og high five til mig for at ordne dem i aftes fremfor den efterfølgende morgen klokken 07:45). (Bemærk snotpapiret på kniven. Dén der pakke smør var fuld, før vi satte os til bordet..)

Det er Juno, der er tungen på vægtskålen, når jeg er alene med børnene for tiden. De tre andre er langt hen af vejen meget nemme at være sammen med. Indimellem tænker jeg, om hun altid kommer til at hænge dér i enden som en udfordring? Ikke at hun mest af alt er det nu, hun er virkelig et lys og en gave, men: Hvad så når hun er fem år, og de andre er otte, otte og elleve? Vil hun så være en del af flokken i alle sammenhænge?

Der er dén sandhed, for eksempel. Glemmer jeg at skrive om den? Ikke bevidst, i hvert fald. Jeg vil gerne fortælle om alt det, der er lidt grimt også. Jeg kan godt lide det grimme, det smertefulde, sorgen, frustrationen, kampen. Det er dér, vi vokser. “Kuren mod smerte er smerte”, som Rumi så fint skrev. Men jeg har nok en tilgang til livet, som er lidt mere filosofisk end den der facebook/blogger-klassiker i stil med: “shit mit liv er noget lort?” Det dur ikke for mig. Jeg er nødt til at brede det ud, hvis det skal føles rigtigt.

Nå, det blev jo vitterligt overdrevet langt. I morgen vil jeg enten skrive ingenting eller meget lidt. Det lover jeg.

Tak for input til Pernille som skrev kommentaren i går. Den satte en helt masse igang.

Hvad med jer? Er jeres liv instagram-fuldendt? Eller har I noget, I helst ikke deler om jer selv? Kan I bedst lide at læse om det, der er glædeligt, eller det der er svært? Hvilke indlæg gør størst indtryk på jer, og hvad håber I på at finde, når I tjekker jeres yndlingsblogs?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg tror meget af det, handler om, at på skrift lyder alting lidt pænere, selv når man skriver det værste. Når det ikke er vores eget liv et handler om, er følelsen af utilstrækkelighed hurtigere til at komme. Vi lever alle liv med op og ned ture, rigtige og forkerte valg. Og tager vi valg, der er markant anderledes end andre, kan det hurtigt virke “pænt” og “poleret”. Det er tanken om, at andre kan gøre ting, vi finder særlige, men ofte glemmer vi at kigge på de ting, der gør os selv særlige. De er der. Og alle har øjeblikke med utilstrækkelighed, for lidt tålmodighed og følelsen af opgivenhed og børn (eller moderen) der absolut ikke er til instagram.

    • SVAR

      Ja, det er rigtigt, at vi oftere føler os utilstrækkelige, når vi sammenligner os med andre. Det er i det hele taget noget, jeg øver mig i ikke at gøre, men indimellem er det svært. Tak for dine kloge ord – og god weekend

  • SVAR

    Kæreste Maj-My
    Din blog er på ingen måde et “glansbillede”.
    Jeg synes du formår at beskrive glæder, sorger og dagligdagen med alle dens udfordringer og vidunderlige lykkeglimt – ja livet – meget indsigtsfuldt og nuanceret.
    Din blog er fuld af ægte følelser og ægte beskrivelser og der er INTET opstillet over den.
    Jeg håber du også fremadrettet holder fast i at skrive, om det du synes er vigtigt.
    Jeg nyder meget at læse med herinde.
    Jeg synes det kunne være spændende, at høre om dine tanker i forhold til, at dine børn optræder på bloggen. Jeg nyder at læse om Jeres dagligdag og se billeder, men jeg tænker også, at børnene ikke længere er anonyme i forhold til børnehave, evt. skole og videre i livet. De mennesker som de møder i fremtiden har måske læst med herinde og danner sig helt automatisk et “billede” af børnene bygget op af små glimt her på bloggen.
    Efter at have læst med fra start, kan jeg kun sige, at jeg synes i er skønne og virker til at være en rigtig, rigtig dejlig familie og jeg nyder din ærlighed og de emner de skriver om – det er meget vedkommende.

    • SVAR

      Kære Eva, tak for dine ord om min blog. Jeg inddrager løbende børnene i det, jeg skriver på min blog. De ser billeder, inden jeg lægger dem op, og er med til at diskutere, hvad jeg skriver om, og hvordan det påvirker læserne osv. Men, din overvejelse er fuldkommen legitim, og jeg kan ikke afvise, at det vil blive en udfordring for mine børn senere, at mange kender dem her fra bloggen. De oplever allerede, at mange som de møder på deres vej, ved, hvad de laver, og hvad de hedder, ikke mindst. Når Storm med glæde har fortalt om sin nye pladespiller, er han mange gange blevet mødt med “Ja, det læste jeg om,” og det har irriteret ham lidt, at han ikke kunne komme med en nyhed. Samtidig tror jeg, de alle sammen er stolte af bloggen. De fornemmer, at mange læser med, og elsker at kigge på min “google-analytics” side, hvor man kan se, hvor mange læsere der er i et givet øjeblik.
      Men jeg har selv haft lignende overvejelser i forbindelse med andre, som eksponerer deres børn på tv eller blogs, og jeg er ikke ekspert, så jeg kan ikke give et entydigt svar. Indtil videre har jeg dog tillid til, at historien om vores livsvalg og vores tanker først og fremmest bidrager med meget godt; også til mine børns fremtid.
      Kh Maj My

  • SVAR

    Mt liv er bestemt ikke fuldendt – det er møghamrende hårdt indimellem – jeg deler gerne alt – undtagen det svære der ikke kun er mit – men det der vedrører andre mennesker end mig – og måske er mere deres end mit eller i hvert fald går ind på områder hvor jeg føler at det er deres og ikke noget jeg kan dele med hele verden.

    Jeg deler dog meget – og er meget ærlig omkring mit eget liv – jeg synes heller ikke jeg forsøger at undgå det knap så perfekte i mit liv – men jeg kan sagtens forestille mig at jeg i nogle tilfælde kommer til at lyde som om jeg lever det perfekte liv – fordi jeg jævnligt svæver på lyserøde skyer over hvor fedt livet er efter selvværd, accept og kærlighed til livet er blevet en del af mit liv – og jeg ofte pr. automatik ser alt det positive. Og det man focuserer på er muligvis også det der kommer tydeligst frem når man kommunikerer enten verbalt eller på skrift.

    Du har taget tunge emner op – har skrevet om de svære ting ved eksempelvis at kunne rumme sine børn – et emne ikke alle ville vove at skrive så åbent om.

    Generelt indgyder dine indlæg mig håb – elsker når mennesker forsøger at leve livet præcis som de ønsker – elsker når man finder sine drømme og går efter dem – elsker dine refleksionr omkring hvad det gode liv er for dig/jer. Og nyder også når du tager mere alvorlige emner op. Jeg ved ikke om der er bestemte indlæg som jeg nyder mest – jeg nyder at få håb ind i mit liv – især fordi meget andet i verden forsøger at stjæle mit håb og jeg ønsker aldrig at miste det. Men jeg nyder også når du sætter tanker eller refleksioner i gang i mig.

    Håbet kan også være derfor nogle måske tænker det ser meget rosenrødt ud – for selv når du beskriver nogle af de sværere ting – føler jeg aldrig at alt håb er ude eller det hele er håbløst.

    • SVAR

      Kære Bianca, disse ord gør mig så glad: “fordi jeg jævnligt svæver på lyserøde skyer over hvor fedt livet er efter selvværd, accept og kærlighed til livet er blevet en del af mit liv”. Tak fordi du deler – ærligt. Og for at du læser med her. Indtil videre har jeg altid håb, jeg ved ikke, om jeg er optimist, men jeg tror ganske enkelt på, at lys vinder over mørke. God weekend <3

  • SVAR

    […] Maj My er en virkelig inspirerende blogger. Jeg synes tit, hun tager spændende og dybsindige emner op. Så man skal have lidt tid, når man klikker sig ind og læser med. Men jeg elsker det, hun bidrager med her i blogverdenen, hvor det nemt kan bliver lidt hurtigt og overfladisk. Maj My har skrevet et rigtig godt indlæg om ikke at have et perfekt liv og at turde vise små flige af det på bloggen. Find indlægget HER. […]