Mit motto om at døden kommer (og ingen ved hvornår). Indtil da vil jeg leve

Hvis jeg har et motto, så er det, at jeg ikke ved, hvornår jeg dør, men jeg ved til gengæld, at en dag så gør jeg det.

Indtil da vil jeg leve.

Det er eneste vi alle sammen ved er, at vi skal dø. Og at indtil da er vi i live.

Jeg er ikke bange for døden. I mit verdensbillede er døden blot åbningen til endnu en meningsfuld verden; endnu et aspekt af liv. Men derfor vil jeg alligevel have mest muligt ud af dette liv, og jeg er klar til at kæmpe for mit hjerteslag længe endnu.

Fordi jeg ikke ved, hvornår jeg skal herfra, prøver jeg på ikke at udskyde det, der betyder noget for mig. Ja, man kan planlægge ting langt ude i fremtiden, men hvem ved, om ens ønsker ændrer sig, inden planen rulles ud, og hvem ved, om vi når der til?

Jeg tror på at leve, mens vi lever, og jeg prøver at huske mig selv på, hvad der virkelig betyder noget.

En gang sidste år læste jeg et mindeord om en kvinde midt i trediverne, som var død af kræft, og havde efterladt sig tre små børn. Hvis hendes død skal give mening på nogen måde, er det igennem de ord, hun også lod tilbage. Hun havde sagt i ugerne op til sin død, at hun ville ønske, hun havde levet mere. Grebet flere af sine drømme og gjort dem til virkelighed; udlevet noget af det, som måske var lidt vovet og lidt ufornuftige, men som ikke desto mindre var det, hun havde lyst til at bruge sin tid på. Nu var hendes tid udløbet, og hendes sidste ønske var at minde alle os andre om, at vi ikke ved, hvornår den dag kommer for os.

Jeg prøver at leve, så jeg har færrest mulige fortrydelser i mit liv. Det handler ikke om at være perfekt, jeg fortryder ting jeg gør ofte: ting, jeg siger til mine børn, mest af alt, men de store linjer gør jeg mig meget umage med. Jeg øver mig i at gøre det, der gør mig glad; som giver mening.
For mig at det at bruge min tid på dem, der betyder mest for mig. Jeg vil omgive mig med mennesker, som jeg holder af og med natur, som inspirerer mig, og nærer min sjæl. Jeg vil turde gøre mig umage men også turde sige nej og springe over hvor gærdet er lavest, når det giver bedst mening. Jeg vil forbedre min intuition ved at tage den alvorligt og lade den fremfor min tillærte fornuft vise vej. Jeg vil have tillid til de små tegn fra universet, og jeg vil stole på kærligheden, også når livet er hårdt. Når jeg skal herfra, håber jeg, at jeg kan sige til mig selv, at jeg brugte min energi på dem og det, som giver mening. Den sidste skjorte har ingen lommer, så først og fremmest skal livet sanses: Jeg vil lytte, danse, føle, røre, smage, se, trække vejret dybt.

Jeg kunne sagtens finde på at spare sammen til en drømmerejse gennem nogle år. Lige nu læser børnene og jeg “Det lille hus på prærien”, og jeg har lyst til at køre tværs gennem USA i en autocamper med dem. Dét kunne jeg finde på at spare sammen til, men aldrig på en måde så det holdt mig fra at gribe nuet, tage af sted på de eventyr, der byder sig til dag for dag. Hvis vi skal af sted på vores drømmerejse, så kommer vi det. Og hvis vi ikke kommer af sted, var det fordi, vi gjorde noget andet.

Vent ikke på livet og tro ikke at livet venter på dig.
Det er måske i virkeligheden mit motto. Det, og så det der med døden. Den kommer, og vi ved ikke hvornår. Når den dag kommer, håber jeg, at jeg kan tænke tilbage på et liv fuldt af mod og varme, vilje og frie valg.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

14 Kommentarer

  • SVAR

    Dette vækker så stor genklang hos mig. Jeg er også meget bevidst om døden, og om at intet varer evigt – at alt kunne være forandret i morgen. Egentlig er det nok forbundet med noget angst i mig, men i takt med at jeg er blevet ældre, har jeg lært at vende det til noget positivt. Hvor jeg før blev lammet af angst i perioder – over at jeg selv eller dem jeg elsker – kan dø, fylder det mig i dag med taknemmelighed hver eneste dag det IKKE sker. Tænk – i morgen kunne alt være slut, lys forvandlet til mørke – men lige nu er vi i live, sunde og raske, og vi har hinanden. Og den tid, der er gået godt, kan ingen tage fra os.

    • SVAR

      Man går på en fin line mellem angst og det modsatte, og måske netop den balancegang er, hvad holder det hele i live? ❤

  • SVAR

    Kunne du ikke holde et internat for regeringen, eller måske snarere folketinget? (Gerne i hele den vestlige verden..) Bare et forslag 😉
    Med stor tak for din evne til at formulere essens så enkelt og vedkommende.

    • SVAR

      Ha! Hvor er du dejlig. Flere og flere hiver i mig for foredrag, og jeg begynder at føle, at jeg har “materiale” nok til at kunne gøre det. Så jo, måske 😉 ❤

  • SVAR

    jeg er helt med dig her.

    Det handler om at gribe og få det bedste ud af livet mens vi har det 🙂

    Jeg er meget bevidst om at livet kan slutte om et splitsekund både mit og andres. Så jeg værdsætter både livet og familien og andre på et andet niveau end jeg gjorde tidligere.

    Og når livet rammer mig med noget negativt fyldes jeg ofte af taknemlighed over at det ikke var værre end det. Det virker måske lidt makabert på nogle når bevidstheden om livet slutter, man kan rammes af tragedie m.m. er så stor, men min erfaring er en anden – den øgede bevidsthed giver mig meget mere glæde, meget mere glæde over det jeg har og gør at jeg i højere grad lever mit liv i overensstemmelse med det liv jeg ønsker 🙂 Så jeg kan kun anbefale det 🙂

    • SVAR

      Helt enig. Tak for at du deler din visdom ❤

  • SVAR

    Vintermånederne her i rækkehuset har været lidt strenge ved mig, og jeg ville sådan ønske at dit motto kunne fæstne sig helt og aldeles i mig.
    Jeg skulle jo, om nogen “kunne” nyde hver dag i live.
    Men måtte alligevel bruge tid på forleden at italesætte det. At jeg ikke blev dødeligt ramt, den dag “lynet slog ned”.
    At jeg åbner øjnene hver morgen – og idag har nydt en halv time i solens varme, udendørs og pakket i tæpper.
    Jeg ser frem til at forårets komme lysner over alles agre – også min

    • SVAR

      Kære Lisbeth, det er ikke alle forundt at kunne se livet i det taknemmelige skær, som jeg oplever i disse år. Jeg har ikke altid kunnet det, og hvem ved, hvad livet har i vente. Og tildels blev du dødeligt ramt, da lynet slog ned – både første og anden gang. Og det må du gerne anerkende og give dig selv i evigt stor portion egenomsorg og tilgivelse for ❤

  • SVAR

    Genkendeligt i den grad. Hvis vi har et motto herhjemme, så må det være noget a la at lade de store beslutninger træffe dem selv. Jeg har altid været bevidst om at lade min mavefornemmelse, min intuition og kærlighed lede mig på vej – og jeg kan forsikre enhver, at det har bragt mig langt. Det er faktisk fuldstændigt umuligt for mig ikke at lytte til mit allerinderste. Jeg kan bare ikke ignorere, hvad mit hjerte siger til mig. En anden lille leveregel jeg har er aldrig nogensinde at undlade at gøre noget blot fordi jeg er bange. Jeg er overbevist om, at det er den rette vej til lykke – lykke der ikke bare opstår momentvis, men lykke som min grundfølelse.

    • SVAR

      Det gør mig så glad. Hvis alle mennesker lærte at lytte til deres hjerte, tror jeg, verden ville være et helt andet sted.

  • SVAR

    Det du skriver er virkelig værd at huske på. Jeg synes også at det kunne være spændende at høre dine tanker om livet efter døden, hvis du har lyst til at dele dem?

  • SVAR

    SÅ nåede jeg med – efter nogle måneder hvor jeg har læst din blog fra første indlæg, så snart jeg havde ro til det. Du skriver helt helt fantastisk, om helt helt aldeles vigtige og vedkommende emner. Så TAK! Jeg har flere gange tænkt at hvis dine blogindlæg var en bog, havde jeg købt og læst den på stedet.
    Jeg håber inderligt at du bliver ved med at dele, selvom jeg kan tænke at det næsten er uretfærdigt at forvente/håbe på flere indlæg, med alle de vigtige ting der fylder din tid – læs; jeg mor til et barn kan næsten ikke begribe hvordan du finder tid ;-). Men af hjertet tak for din tid, tak for alt du deler.

    • SVAR

      Kære Bianca, det gør mig stolt og glad, at du har læst din vej igennem de hundredevis af indlæg, og jeg er så taknemmelig for de kommentarer, du lader falde undervejs. Tak for din ærlighed og opbakning ❤