MODBØLGEN #1

Kan I huske, at jeg bad jer sende jeres historier om mod?
Og det gjorde I: Min mail sagde “pling, pling, pling”, og jeg fik mulighed for at læse den ene stærke, rørende, fine, modige historie efter den anden.

En læser, Pia, skrev, at hun gerne ville med på “modbølgen”, og jeg spurgte, om jeg måtte bruge den fine titel til hele serien. Heldigvis var det et ja: Jeg synes, ordet rummer det hele: En modbølge er en bølge imod det etablerede. Det er en bølge, som går imod det, man selv mener, er nemt og forventet. Det er en bølge af mod, og samtidig rummer ordet den modstand og tyngde, som der er i at turde: For alt, der er virkelig godt, kræver en indsats, og deri ligger modet ofte.

Jeg har besluttet at starte fra en ende af med jeres historier om mod. Der er altså ingen særlig eller kalkuleret rækkefølge, men jeg kan til gengæld love en stor alsidighed. Jeres historier er meget forskellige, og de er alle sammen gode. I er alle sammen modige. Mange af jer ved det ikke endnu, men når I pludselig kommer i tanke om, at også I er modige, så send jeres fortællinger til mig. De er så godt for os alle sammen at høre hinandens historier om at turde.

I dag skal I høre Livs historie om mod. Liv kender jeg lidt i forvejen, omend jeg er i tvivl, om vi har mødt hinanden ude i virkeligheden. Men vi har i hvert fald fulgt hinandens liv via et fælles internetforum for snart et årti siden, og nu læser hun min blog, og da hun kommenterede på det med mod, spurgte jeg hende direkte, om hun ville dele sin historie. Jeg ved nemlig, at hun for ikke så længe siden sprang ud i noget, som ville kræve lukkede øjne og krydsede fingre for de fleste af os. Og læs lige hvor godt det er gået – Tag godt imod Liv og sug til jer af det smittende livsmod:

Navn og alder: Liv, 42 år.

Hvad er det modigste, du har gjort? At starte selvstændig virksomhed sammen med min mand, som jeg kun havde været sammen med et år på det tidspunkt (og 4 måneder før havde vi købt hus sammen!) Vi er begge stærkstrømsingeniører, og har altid haft gode, trygge faste stillinger med pensionsopsparinger og feriepenge. Men der manglede noget; vi var stressede og uglade, og talte meget om, at det ikke var det liv, vi ønskede os. Vi brainstormede, og overmalede vores kæmpe whiteboard med mindmaps, hvor vi gav helt slip, og talte om, hvad vi ville, “hvis alt var muligt”. Hurtigt tegnede sig et billede af, at hvis alt var muligt, ville vi arbejde for en virksomhed, hvor lønnen var uafhængig af antal arbejdstimer; hvor ledelsen havde fokus på at vælge opgaver der udviklede medarbejderne fremfor indbragte mammon, og hvor firmaet brugte arbejdskraften på at arbejde for den grønne omstilling og lignende projekter. Det blev hurtigt klart for os, at den virksomhed ikke fandtes: Det gør den så nu. Vi har lige afsluttet første regnskabsår, og har doneret 25.000 kr af overskuddet til trampolinehouse. Vi har aldrig nogensinde arbejdet for en virksomhed, der kunne finde på at forære penge væk, for det er bare ikke særlig ingeniøragtigt.

Hvad var det sværeste ved at være modig? Det var vildt angstprovokerende, at vi begge sagde vores job op med nyt huskøb og barn og hvad har vi. Men jeg havde fuldt overblik over vores økonomi, og vi havde råd til at prøve et halvt år, og hvis det ikke gik, så havde vi tabt en masse penge, men så måtte jo finde jobs og betale gælden af. Det måtte prøves; jeg er sikker på, at jeg ellers som 80 årig ville have fortrudt.

Hvorfor krævede det mod? Hvis det ikke gik, ville vi dels være forgældet, og dels ville det være et hak i tuden – følelsen af ikke at være god nok. Og nok også følelsen af “hvorfor troede I at folk ville betale for det, I kan”. Lidt Jantelov måske.

Hvad var din største tvivl? Om jeg ville få opgaver. Om jeg er dygtig nok. Min mand er meget kendt i branchen, jeg var i tvivl, om det jeg kan, er godt nok. Det ville ikke være særlig rart, hvis det kun var ham, der fik opgaver.

Hvad fik dig til at gøre det? Brændende platform; jeg gik i stykker indeni af at arbejde for virksomhedder, som jeg ikke delte værdier med. Jeg var nødt til at gøre noget helt andet, end jeg plejede. Jeg prøvede virkelig at lade være, fordi jeg ikke turde, men lige meget hvad jeg prøvede at finde af løsninger, så vendte det altid tilbage til den eneste løsning: At starte for os selv.

Hvordan har du det med beslutningen nu? Rigtig godt! Det er gået så fint; vi har et meget roligere liv, som vi lever i overensstemmelse med vores værdier. Vi har tid til hinanden og de 3 sammenbragte børn. Jeg har aldrig oplevet så meget ro på mit arbejdsliv før. Jeg synes også, at hver gang jeg gør noget, jeg ikke tør, så bliver jeg lidt mindre bange for livet. Det hele skal nok gå, på den ene eller anden måde.

Hvornår er du modig i hverdagen? Jeg siger, hvad jeg tænker, og føler, når det er relevant. For eksempel siger jeg til mine kunder, hvis der er problemer med samarbejdet, og til min mand hvis der er mudder på linjen og så videre. Det har krævet meget træning, men min erfaring er, at selvom det føles “farligt”, inden man gør det, så er det altid rart bagefter.

Har du et (modigt) forbillede? Mig selv som 80 årig. Det er altid hende, jeg tænker på, når jeg er bange; hvad vil hun tænke om min situation? Vil hun ærgre sig over, at jeg ikke turde? Hun hjælper mig til at få perspektiv på mine udfordringer; de fleste ting ER jo glemt om 40 år.. Ja, bare om 1 år. Så tør jeg godt

Hvad håber du på at have mod til at gøre en dag? Tage et helt års orlov fra mit “rigtige” job og male, lave skulpturer, passe høns og avle hundehvalpe. Det er meget angstprovokerende, for jeg forestiller mig, at alle i min branche vil have glemt mig, og at jeg aldrig kan komme tilbage til ingeniørfaget, hvis jeg skulle ønske det. Og måske ville jeg gå fuldkommen i frø og blive en helt anden – selvom det jo netop er det, jeg gerne vil udforske, så er det også skræmmende.

Hvad er dit råd til andre, som har lyst til at være modige? Lav et realistisk budget. Jeg vidst på forhånd, hvornår vi skulle stoppe, hvis det ikke gik, og det gav stor ro, at jeg ikke hele tiden skulle vurdere det. Det er jo fedt at prøve ting af og være modig, men knap så fedt hvis det betyder at huset ryger på tvang. Så overblik over konsekvenserne. Derudover tror jeg, at mit råd er: Kast dig ud i det. Det går jo altid, ikke? “Everything works out in the end – if it hasn’t worked out yet, then it is not the end.” – Det motto hænger over mit arbejdsbord. Og nu hvor vi er ved klicheerne; “haters gonna hate, potatoes gonna potate.” Luk ørene for “velmente” råd, der i hvert fald i vores tilfælde mest var folks angst for hvor galt det helt sikkert ville gå os. Tal med dem der tror på dig og vær også realistisk.

*****

Kan I genkende Livs overvejelser og usikkerhed? Hendes længsel og tvivl? Og hvad tænker I hendes og mandens beslutning?

Jeg vil bare sige: Jubii! Hvor er I seje, Liv. Og tak af hjertet for jeres generøsitet, når I deler af overskuddet fra jeres forretning. DET er vejen frem.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    Åh hvor er det dejligt at høre lidt nyt fra dig Liv. Og hvor er i seje at i turde tage springet og udleve drømmen. Og hvor det glæder mig at det allerede har betydet overskud. Og så fint at i deler ud af det. Også at det har givet et roligere liv. Jeg indlæser også mere harmoni pga. At i nu lever et liv i overensstemmelse med jeres værdier. Det glæder mig for jer.

    Held og lykke fremover til jer Liv. Hilsen Bianca også kendt som Luna.

    • SVAR

      Dejligt at høre fra dig også Luna – jeg tænker jævnligt på dig når jeg lytter til Ajahn Brahm 🙂

      • SVAR

        Jeg sender også dig en tanke indimellem når jeg lytter til ham. Og altid hvis jeg kommer forbi loving your suffering. Men det glæder mig rigtig meget at høre at det går jer godt. >

  • SVAR

    Jeg tager mig lige sammen til at samle kæben op fra gulvet – det er noget af et spring Liv og hendes familie er hoppet ud og virkeligt modigt. Men det er vel også det, der skal til? At vi tager ejerskab for fællesskabet, deler vores overskud, det være sig emotionelt eller økonomisk.

    Jeg kan klart genkende længslen og tvivlen i mig selv… Jeg har endnu ikke taget springet, men overvejer det klart og nu mere end nogensinde før…

    Det er det, der skal til for at vi har noget at bygge videre på, både for os selv, men også som kultur og samfund… At nogle tør tage springet og tænke ud af boksen, gør tingene anderledes end vi hidtil har gjort det.

    Ellers går vi i stå…

    • SVAR

      Ja, ellers går vi i stå. Og det gør du vist ikke..

  • SVAR

    Helt igennem fin og inspirerende historie om mod. Simpelthen så godt gået af Liv og hendes mand. Jeg synes også, det er vildt forfriskende, at de er stærkstrømsingeniører. Bliver altid ret imponeret og fyldt med respekt, når nogen arbejder med noget, som jeg ikke har en pind forstand på, men som gør vores alle sammens hverdag bedre. Vejarbejdere, VVS-folk, elektrikere osv.

    Er det bare mig, eller er der ikke en cliffhanger i forhold til, om Liv kaster sig ud i sin et-års orlov :)?

    Og Maj My, du har virkelig et fint talent for at skabe en atmosfære af, at når-én-kan-så-kan-alle. Håber du forstår, hvad jeg mener. Både i indholdet på bloggen men også i kommentarfeltet. Så meget oprigtig interesse og støttende stemning uden selvforglemmelse. Dit hjerteblod er helt klart den røde tråd. Eller blå tråd… Anyway: Tak!

    • SVAR

      Jo, helt klart en cliffhanger. Vi hiver fat i hende igen om nogle måneder 😉 Og: TAK for dine dejlige dejlige ord om atmosfæren herinde. Jeg er så glad for, at mit budskab går rent igennem.