MODBØLGEN #2

Karoline skrev hurtigt til mig, da jeg efterlyste historier om mod. “Mod føles jo nemlig specielt,” skrev hun. “Det føles ikke altid så modigt som… nødvendigt. Sådan har jeg det i hvert fald, når folk siger, at det er modigt, at jeg tør dele min sorg over min mors pludselige død med Gud og hvermand på en offentlig blog. Men for mig er det ikke mod, der driver teksterne – det er ikke muligt for mig at lade være.”

Og så skyndte jeg mig ind på hendes blog, icarriedawatermelon, og begyndte at læse. Det er en meget fin blog, hvor Karoline skriver ærligt og sårbart men aldrig banalt eller overfortalt om sorg og bekymringer, hverdag og moderskab.

Læs om Karolines største mod her, nemlig talen til hendes mors bisættelse:

Navn og alder: Karoline, 32

Hvad er det modigste, du har gjort? Det mod, jeg mønstrede i oktober for et halvt år siden, er det, der lige nu står klarest. Det var den dag, jeg holdt tale til min mors bisættelse. Hun var død pludseligt en uge inden, så jeg, der har et nærmest fobisk forhold til taler, havde ikke kunnet vænne mig til tanken. 

Hvorfor krævede det mod? Tanken om at rejse mig, og sige ord i forsamlinger, kan som få ting få mit blod til at isne. Det har holdt mig fra at holde tale til min konfirmation, til min søsters bryllup, til min fars bryllup, til min mors sidste, runde fødselsdag, og det har forhindret flere jobchancer, fordi oplæg og taler var en del af pakken. Selv om jeg faktisk gerne ville. Men modet svigtede. Jeg er skrift, ikke tale.

Hvad var din største tvivl? Jeg frygter, at min stemme svigter, at alle tænker på hvordan jeg ser ud (i stedet for at lytte), at mine pointer falder til jorden, at nogen har indvendinger, at jeg har noget mad siddende i mundvigen, som ingen nænner at gøre opmærksom på. Eller at jeg simpelthen begynder at tude. Det er mine frygtpunkter ved »almindelige« taler, optrædener og oplæg: Her gjaldt det min mors bisættelse, hvor frygt blev til panik, og især det sidste punkt – tuderiet, en gråd, der sætter sig fast i halsen og blokerer for ordene, tiden, der går i stå med alles øjne hvilende på mig – blev ret realistisk.

Hvad fik dig til at gøre det? Min søsters mod. Der skulle siges nogle ord til arrangementet efter kirkeritualet, og hun sagde, at hvis ikke vi kunne gøre det sammen – for hun kendte godt min frygt – så ville hun gerne have lov at gøre det alene. Selv om også hun frygtede, at det ville blive en farce af hiksten og usammenhængende ord, der var mere akavet end værdig. At det ville gøre en smuk afsked pinlig. Og det tilbud om fripas havde jeg simpelthen ikke lyst til at tage imod (okay, tanken strejfede mig, kh lillesøsteren). Leden ved at hun måske skulle stå deroppe alene, var større end frygten for alt det, der kunne gå galt.

I dagevis forberedte vi os, og skrev talen igennem sammen. Hvem skulle sige hvad og hvornår. Frygten voksede og voksede, og jeg planlagde indtil sidste sekund at springe fra. Folk ville sikkert have forstået det, tænkte jeg, min mor var jo lige død. Jeg kan ikke sige, at det gav mere ro at forholde sig til talen så heftigt og hele tiden, men tiden mellem et dødsfald og et bisættelse er meget ejendommelig. Der er jo kun én chance for at tage gode beslutninger, så de bliver meget vigtige. Vi valgte en form med anekdoter, der vekslede mellem humor og alvor, for sådan var vores mor, og det føltes som et sats, at ville have folk til at grine på så traurig en dag, men det føltes også som noget, vi sprang ud i sammen. Turde sammen.

Det gik heldigvis godt. Selvfølgelig gjorde det det. Publikum var vores familier og venner, der ville os det bedste; de grinede de rette steder, og fik tårer i øjnene de rette steder. Det var også gået godt, selv om vi havde vrælet, og var snottet til, og havde bedt om vand og holdt inde før tid. Men det er jo sådan noget, man først ved med sikkerhed bagefter.

Hvordan har du det med beslutningen nu? Godt! Det var så vigtigt og stærkt, at hendes to piger sendte hende af sted på den måde. At vi gjorde det. Jeg kan ikke sige, at jeg nu har overvundet min frygt for at tale i forsamlinger. Det kræver samme mod som sidst. Men jeg vil sige til mit fremtidige jeg og til andre, der frygter: Hold den tale, hvis lejligheden føles vigtig. Også selv om der findes en vej ud (i form af en venlig søster eller en forståelse for, at du ikke behøver). Gør det. Bare gør det.

Hvad har det betydet for dig, at du gjorde det? At jeg for eksempel tør blogge, selv om jeg frygter, at folk sidder derude bag skærmene, og griner og mener, at jeg burde lukke ned for den åreladning af følelser, jeg vælter ud i tekstform. Blogging om blandt andet min mors død føles lige så nødvendigt for, at jeg kan komme gennem den her tid, som talen føltes vigtig for, at jeg kunne få et godt minde om bisættelsen.

Har du et (modigt) forbillede? Min søster. Det virker ikke som om, hun tænker så meget over mod som over »det her skal jeg«, og »det her skal jeg ikke«. Jeg kan godt lide hendes kompas for, hvornår en indsats er nødvendig, og at det ikke er påvirket af, om hun tør eller ej.

Hvad håber du på at have mod til at gøre en dag? At påtage mig opgaver, hvor oplæg og optrædener er en del af pakken. Jeg har nemlig på fornemmelsen, at hvis man først får hul på at kunne det, så er det en kilde til energi, og ikke noget, der tapper én for energi. Det gad jeg godt prøve.

Hvad skriver du om på din blog?  Jeg skriver om moderskab og datterskab, hverdag, sorg og arbejde. Og alt det andet, der sker i mit lille hjørne af verden – fra en adresse på Nørrebro i København.

Hvorfor kræver det mod at dele? Det kræver mod at blogge af mange grunde, men de fleste forbehold kommer fra mig selv. Især er jeg meget splittet, når det kommer til mit behov for at dele og skrive offentligt, når jeg tilhører et segment af ressourcestærke, kreative, fortrinsvis journalistuddannede bymennesker, hvor det at være offline er meget oppe i tiden (selv om ingen af os tilsyneladende rigtigt er det – altså offline). Men jeg får det bedre at skrive og dele, det har jeg altid gjort, tankerne falder på plads, når jeg lader dem falde ind i hinanden, kan skære det overflødige bort, og til sidst finder frem til hvad-handler-det-her-egentlig-om. Teksterne er dage og uger undervejs.

Hvem håber du, læser med? Mine læsere er kvinder som mig selv. Mødre i trediverne. En lille del af mig ville ønske, at ikke kun kvinder fandt mine ord interessante, men jeg øver mig i at være glad for det, jeg har, ikke det, jeg godt gad have. Hver dag kigger flere og flere forbi, og jeg er totalt ligeglad med om det er kvinder eller mænd, teenagere eller pensionister, brune, hvide eller blå. Bare det, at nogen er med mig, giver mig lyst til at få formidlet hverdagsglimtene præcis som jeg oplever dem, og ikke bare så de lyder spændende eller flot formuleret. Det skal være rigtigt, ord for ord skal vendes og vejes; for det forpligter, at folk læser med og takker mig for at sætte ord på noget, der ikke var faldet på plads inde i dem selv før nu. Det forpligter virkelig.

Følg Karoline her:

Bloggen og facebook

Kender I til frygten for at stille sig frem og tale offentligt?
Og har I oplevet en sorg, som I var nødt til at dele med andre, før den gav mening for jer?

Læs andre historier om mod her:
MODBØLGEN #1 – Liv

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Nu har jeg læst det her indlæg om Karoline og hendes mod nogle gange. Hendes mod gør noget ved mig, det rører mig, det vækker en genklang i mig. Hvor er det dog fantastisk at du fremhæver disse mennesker.

    Tak for en fantastisk blog.

    • SVAR

      Tak for dine fantastiske kommentarer og dit store livsmod trods modgang.

    • SVAR

      >Tak for ordene, Ditte!

  • SVAR

    Karoline er så god – og har været modig så mange gange i sit liv. Hun har tidligere rørt mig og ramt ned i noget jeg har brug for at tage til efterretning. Denne gang gør hun det igen. Tak for det!

    • SVAR

      Hvor er det dejligt, at du følger hende. Skøn blog og modigt menneske 🙂

    • SVAR

      > Wow, Anne-Dorte, sikken fin besked at finde her. Tak for den og fordi du (stadig) læser med 🙂