MODBØLGEN #3

For en måned siden fik jeg den fineste mail fra Jeanette, som skrev, at hun følger min blog. Og at hun voksede op på Thurø udenfor Svendborg – og gik i folkeskoleklasse med Kristian. Jeg læste hvert af hendes ord som et fint og kærligt brev; hun skrev om eventyr, længsel og savn. Da jeg fik idéen til at starte min MODBØLGE her på bloggen, skrev jeg til Jeanette, om hun ville dele sin historie med alle jer andre også. Og det ville hun heldigvis.

Tag kærligt imod Jeanette og hendes fortælling om alt fra at være skrøbelig mor til at være den sejeste sygeplejerske, globetrotter  – og mor..

Navn og alder: Jeanette, 35

Hvad er mod? Egentlig? Det er sjovt, for ofte har jeg fået at vide, at jeg har gjort ting, som krævede meget mod. Fra mange mennesker. Gud, så modigt – turde du virkelig det? Men jeg kan ikke selv se, at det var særligt modigt. Måske kommer erkendelsen senere, men ikke i nuet. Jeg tænker, at mod er subjektivt: Noget, som kræver meget af den ene, kræver måske ikke så meget af andre. Min søster har sygt højdeskræk, så for hende er det modigt at stå på en stige. Jeg har sprunget faldskærm. Til gengæld går hun sin egen vej, vælger fra, og baner sin egen sti – det synes jeg er mod!

Hvad er det modigste, du har gjort? Som 22 årig pakkede jeg rygsækken, og rejste væk i et år. Det krævede mere mod af min mor, end af mig, har jeg som voksen konkluderet. Hun viste ikke på noget tidspunkt usikkerhed. Ikke før hun hentede mig i Kastrup, og åndede ud! På det år oplevede jeg meget: Jeg rejste uden ledsager rundt som backpacker; sov i hængekøjer, og spiste slanger. Jeg var modig, da jeg boede i den australske bush, sagde nogle. Dengang var der ikke sociale medier, og jeg havde heller ikke en mobil, for der var ikke netværk. Jeg fik livets øjenåbner, og lærte meget om mig selv og mennesker i det hele taget undervejs. Jeg måtte springe fra min seng midt om natten i Indonesien, da hele huset rystede af jordskælv. Der følte jeg mig ikke ret modig. Men jeg kom hel hjem igen fra mit eventyr: Vrælede hele vejen i flyet, og dehydrerede næsten i tårefloden over at have efterladt ”the one and only cowboy in the outback”. Sådan som kun en ung pige skudt ned af kærlighedssorger kan. Ungdomskærlighed glemmer man aldrig, og min mand og jeg har siddet og set på mange billeder og læst hinandens gamle kærestebreve, mens vi har fået latterkramper og begge – trods alt – har mange oplevelser i minderne, som altid vil blive der. Bare dér, i minderne. Det kan ingen tage fra os.

Hvad mere? Jamen, jeg havde netop stødt på en lækker sag, min mand, da jeg stod, og skulle til Grønland. Og ikke om han kunne komme i vejen for mine planer. I mit hoved gamblede jeg, for jeg vidste, at jeg havde skudt papegøjen, og samtidig kendte jeg ham jo ikke særlig godt? Han overraskede mig, da han sagde, at han da også ville til Grønland. Modigt, tænkte jeg! Vi rejste rundt i telt den første tid. Da vi kom ind til ”byen” mente folk, vi var modige. (Og gale!) At rejse i telt, uden riffel, PÅ GRØNLAND? Jeg er glad for, at vi gjorde det. At vi ikke tænkte nærmere over farene. Isbjørnene. Jeg synes, jeg var modig, fordi jeg tilbragte 13 dage i telt med en halvvejs fremmed person – uden at kunne bade andet end i vandet, som rislede i bækken, eller isen vi smeltede.

Hvor viser du mod i din hverdag? Jeg har de seneste syv år arbejdet med kræftpatienter i mit job som sygeplejerske. Mange mener, at det må kræve meget? Det gør det, men det giver så meget igen. Jeg har holdt mange i hånden, når de åndede ud. Det er trist, men det er ikke så forfærdeligt, som man tror. Det er smukt, virkelig. Det, der sker der, kan vi ikke gøre om. Og jeg har selv grædt. Patienten og de pårørende giver mig deres tillid. Det, som altid sætter sig dybt i mit sind, er de sidste ord. Og stort set alle siger: ”Gid jeg havde brugt mere tid med min familie. Gid jeg havde arbejdet mindre. Stresset mindre.” Jeg ved, at sådan er livet i perioder, men hjemme hos os – qua mit arbejde og min mands – minder vi ofte hinanden på dette, når tempoet går højt, eller humøret er lavt. ”Husk nu på hvad der er vigtigt her i livet” Vi ved altid, hvad det betyder, for vi har delt så mange tanker, oplevelser og patienters-sidste-rejse sammen. Han er læge, og vi arbejdede i felten sammen både på Grønland og Rigshospitalets kræftafdeling. Der har været fester, hvor jeg har bildt folk, ind at jeg er hospitalsklovn, fordi jeg ikke orker at snakke om det. Fordi jeg netop har sagt farvel til en patient. Ung eller gammel.

Hvornår kræver det ekstra meget mod? Jeg har fulgt patienter, som vi gav kemo, lige efter de havde født. Og gravide som har behov for behandling, men bliver nødt til at vente, til barnet er stort nok til at forløse. Vi finder en kemo til dem, som hjælper, og som ikke skader fosteret. Jeg synes, patienten er sej og modig. Jeg turde ikke – men de har ikke noget valg. Ligesom jeg ikke havde noget valg, da min dreng skulle have lavet ”lynlåsen i brystkassen”, som han selv kalder arret.

Vil du fortælle den historie? Min førstefødte blev født med hjertefejl. Det vidste vi ikke. Vi fik det af vide, da han netop var født, hormonerne stod højt, og stemningen blev lav. Han måtte hjerteopereres. Vi havde ikke noget valg. I en alder af 6 uger måtte hans hjerte stoppes i tre timer, mens de arbejdede. Vi var indlagt i flere uger, og så ham ligge helt selv, alene, og kunne ikke få lov at løfte ham op. Min mand var modig. Jeg følte mig uduelig. Vores søn overlevede, og han har det godt. Nogle tysser på deres børn – jeg glæder mig, hver gang han hopper højt, og løber stærkt. Da ved jeg, at hans hjerte er med os. Han klarede det. Vi klarede det. Da vi fik vores næste, indså vi, at vi slet ikke havde turde knytte os til vores første barn det første lange stykke tid. En forsvarsmekanisme gjorde, at jeg ikke turde blive helt forelskede i ham, for jeg var sikker på, at han døde fra mig.

Hvor bor I nu? Vi rejste fra Grønland til Norge. Det er fem år siden, og jeg  kan huske følelsen, da jeg satte kryds i ”EMIGRERET” rubrikken. Uh. Vi er glade her, men bor langt fra alle: Venner og familie er et stort savn, og der føler vi os ikke altid modige, men tværtimod vemodige, når hjemlængslen melder sig. Det sker sjældnere nu, for vi føler, vi er landet i en fase af livet, hvor toget ikke behøver køre så stærkt. Vi vil faktisk gerne bremse og nyde tiden. Med pseudotvillinger går dagene alt for stærkt. Men vi nyder hvert øjeblik: Vi holder 3 dages weekender, når vi kan, og tager på ture. Bare os. I telt. I fjeldet. Hiver ungerne op i Christiania-cyklen med kakao i vadsækken, og samler kogler, og plukker blåbær. Laver bål i sneen, og drømmer os væk til mange flere ture. Sammen. Forhåbentlig. Uden at tage livet for givet.

Hvordan har du det i livet nu? Jeg føler, vi er heldige. Jeg er stolt af min mand, som tog med mig til Grønland og jeg med ham til Norge. Jeg elsker vores beslutning. Men er vi i tvivl, snakker vi, og de-briefer. Men, det bliver ikke bedre end det her liv, og vi er taknemmelige for det hele: Hinanden, børnene, alle minderne. Livet. Jeg må gerne drømme, og indimellem drømmer jeg om, hvordan livet ville se ud, hvis jeg flyttede hjem. Flyttede hjem til den lille sydfynske ø, jeg kommer fra. Gå i bare tæer på rov i frugtplantagen. Men jeg tror ikke, livet bliver bedre af det, så jeg drømmer bare. Nu tænker jeg, at jeg er modig i hverdagen uden at tænke på det. Modig, når jeg tør tage en beslutning og bane vejen for mine børn, selvom de ikke er enige. For det sker! Men jeg ved, det er det bedste for dem. Det finder de også ud af en dag.

Hvad tør du ikke? Jeg tør ikke få mange børn. Jeg vil så gerne, men jeg er bange. Bange for at miste dem. MEGET bange. Bange for at dø fra dem, tidligt. Mit arbejde minder mig om det. Men jeg har lyst til mange børn; fem børn, ti børn, føler jeg, mit hjerte er stort nok til at rumme nogle gange. Det går bare ikke, for jeg vil have alt ud af de to, jeg har, og vil ikke gå slip af noget i deres liv. Jeg tør ikke løbe risikoen for at få et handicappet barn og ”miste” de to, jeg har allerede.

Hvem synes du er modig? Mennesker, som går deres egne veje. Som vælger at se bort fra, hvad andre tænker om dem. Som gør det, de synes, deres liv er dedikeret til. Uden at følge strømmen. Mennesker, som sætter livet på spil, og flygter fra krig. De er modige. De har ikke noget valg. De ved ikke, hvor de kommer frem, og hvem som tager imod dem. De mister hinanden undervejs, og skal leve videre.
Og så synes jeg, det kræver mod at være ung. Man må leve dér, for når man får børn, bliver man mindre modig. Mine børn skal ikke tænke på at rejse verden rundt som 22-årige, sove i telt blandt isbjørne, eller flytte permanent til udlandet! For da bliver jeg meget umodig….!

Hvad tænker I om Jeanettes historie? Vækker den genklang i jer? Kan I mærke en længsel efter eventyr, eller er det hendes behov for ro og tryghed, der rammer dybest?

Læs andre historier om mod her:
MODBØLGEN #1 – Liv

MODBØLGEN #2 – Karoline

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

9 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg ved ikke om Jeanettes historie vækker genklang i mig… Jeg synes hun er afsindigt modig, for hun lever det liv hun gerne vil (eller sådan læser jeg det i hvert fald) og holder fokus på sine prioriteter. Det er modigt i min verden, når man formår at sætte en kurs og holde sig til den – damn the consequences – så at sige…

    Jeg har aldrig haft en udlængsel, men selvfølgelig længes Jeg, det føles bare ikke helt som det samme…

    • SVAR

      Ja, det er modigt det med at holde sig til kursen. Andre gange kan det være endnu mere modigt at afvige fra den. Hver vores rejse.. <3

  • SVAR

    Jeg synes det er lidt sjovt at Jeannetes søn kalder hans ar efter hjerteoperationen lynlås – for det kaldte jeg også mit, da jeg var barn.

    Jeg har aldrig haft en udlængsel, men jeg kan genkende at man bliver mindre modig når man får barn – man bliver meget mere bevidst om alt det der kan gå galt. Og ikke udsætte sig selv eller dem for unødvendig fare.

    • SVAR

      Tillykke med at du også overlevede din lynlås. Og ja til det med mod og børn.. 🙂

  • SVAR

    Jeg tog to screenshot af hendes beretning. Det første af hendes skriv omkring hvad mennesker siger, når de skal herfra. En vigtig påmindelse til mig selv det sted jeg er i livet lige nu. Og det andet af deres forlængede weekendture – fordi det er noget af det jeg ønsker for min familie. Smuk og tankevækkende livsindblik

    • SVAR

      Åh, det gør mig glad. Og dit fokus minder mig om den der relativt nye beretning fra to norske hospicesygeplejersker, som fortæller, hvad døende siger. Hint: De taler ikke om karriere eller eksotiske rejser (derimod taler de om familie og mod).

    • SVAR

      Åh, det gør mig glad. Og dit fokus minder mig om den relativt nye beretning fra to norske hospicesygeplejersker, som fortæller, hvad døende siger. Hint: De taler ikke om karriere eller eksotiske rejser (derimod taler de om familie og mod).

  • SVAR

    Meget smuk beretning… synes virkelig at hun har mod. Og gode værdier… meget beundringsværdigt❤

    • SVAR

      Ja, det er en meget dejlig fortælling fra et ægte, levet liv.