MODBØLGEN #4

Pia læser med på min blog, og ofte kommenterer hun. Jeg bliver altid glad, når jeg ser, at der er en kommentar fra hende. For hendes ord er reflekterede, afbalancerede, fine, derfor glædede det mig også at høre fra hende, da jeg startede min serie om mod. Pia skrev, at hun gerne ville dele sin historie om ikke at føle sig modig. Hun havde lyst til at fortælle om mod med omvendt fortegn.

Jeg læste Pias historie med kuldegysninger på armene, fordi jeg så tydeligt kan mærke det fine menneske bag ordene. Og fordi jeg synes, hun er så modig, hende Pia. Både i at hun deler sin frygt, men også i høj grad i de modige livsvalg, som hun har truffet undervejs.

Tag godt imod Pias historie om mod og om nogle gange ikke at turde ret meget, måske.

Navn og alder: Pia, 43

Hvad er mod? Mod er, når jeg går efter det, jeg vil, selvom det betyder, at jeg – med mere eller mindre frygt og usikkerhed – skal rykke mig ud af min comfort zone. Jeg tror, vi alle sammen øver os i at være modige på det plan, hvor vi føler os mest hjemme. Det kan være handlingsplanet, det fysiske plan, det følelsesmæssige, det relationelle plan osv. Jeg kender en del mennesker, som er mere optagede af det fysiske, end jeg er. De kunne måske foreslå, at vi skulle prøve vores mod af ved at springe ud med faldskærm. For mig ville det ikke være reelt mod. Det ville bare være dumdristigt. Jeg har ikke lyst til at spilde mine kræfter på mod, når der ikke er én eller anden form for lyst, nysgerrighed eller drivkraft involveret. Jeg siger ikke, at elastikspring ikke kan være godt eller måske ligefrem bevidsthedsudvidende for nogen, jeg siger bare, at hvis jeg selv gjorde det, ville det kun være for at kunne prale af at have gjort det. Så vil jeg hellere bruge kræfterne på at gøre noget af det, jeg virkelig brænder for, og har lyst – men ikke mod nok – til.

Hvad ville du ønske, du havde mod til? Jeg drømmer om at turde lade min lyst til at få erfaringer være mere styrende end min angst for at fejle. Jeg har tendens til at lade det mentale (dvs. alle mulige andres erfaringer og råd) være det, der bestemmer, hvad jeg skal spise, fremfor min egen fornemmelse og erfaring. Jeg kan læse, at gluten ikke er godt og så være bange for at fejle ved at spise gluten i stedet for at mærke efter i min krop, hvilken kost der er bedst for mig. Det kan også være, jeg har lyst til at lege med farver eller gå til mavedans. Hverken for at blive maler eller mavedanser, men for at have prøvet mavedans og maling. Det kan også være frygten for at udtrykke min mening, selvom jeg forventer, at den ikke bliver godt modtaget. Eller sælge bilen og købe el-cykler til hele familien i stedet. Ubetinget succes er ikke målet, men derimod at få så mange erfaringer som muligt med ting, som tiltaler mig.
Hvorfor kræver det mod? Fordi jeg er så bange for at fejle. Jeg er så pokkers bange for at gøre noget forkert, at jeg nogle gange bliver helt handlingslammet. Og det er jo ret dumt. Ikke dumt på nu-må-jeg-hellere-slå-mig-selv-i-hovedet måden. Mere på sådan en lidt trist måde. Det er bare spild af liv.
Det handler bl.a. om, at jeg er bange for at gøre noget, jeg fortryder. Noget, der vil have en fatal dårlig konsekvens i mit liv.  Det handler også om, at jeg er bange for at træde andre over tæerne – såre dem, fornærme dem. Derfor holder jeg mig tit i min komfortable zone. Ganske enkelt fordi jeg er nervøs for at volde skade på mig selv eller andre. Hellere sidde helt stille i et hjørne som bænkevarmer end at træde ud på dansegulvet, hvor man jo – nå ja – kan træde andre over tæerne i sin udfoldelse.
Er du modig i andre sammenhænge? Jeg er vist efterhånden forholdsvis modig, når det kommer til at stå ved min særheder. Det startede lige efter konfirmationsalderen, hvor jeg farvede mit taljelange lyse hår i en farvenuance, som min onkel meget præcist beskrev som trykimprægneret. Det mørkegrønne hår fik følgeskab af alt for store herrejakker fra genbrugsbutikker – påsat en badge med teksten “Improve your image – be seen with me”. Jeg var selvfølgelig lige så usikker på mig selv og mit udseende som enhver anden teenager, så teksten skulle selvsagt ikke opfattes alvorligt, men det blev den. Jeg blev derfor set skævt til i folkeskolen, og både jævnaldrende og voksne kom uopfordret hen til mig og kommenterede negativt på mit tøjvalg. Men jeg var for det meste ret ligeglad, og legede videre med mit udseende.
Jeg var også modig, da jeg lige inden, jeg skulle starte på et drømmejob, ringede til min (måske) kommende chef og fortalte ham, at jeg var gravid. I det kvarter der gik, fra han afsluttede samtalen med: “Det må jeg lige tænke over”, til han ringede mig op igen, var jeg hundeangst. Heldigvis var hans melding, at jeg fint kunne starte, selvom jeg var gravid. Jeg var modig igen cirka halvandet år efter, da jeg skulle starte på jobbet efter min barsel og bad om at arbejde på nedsat tid. Mere præcist 20 timer om ugen på et reklamebureau. Da jeg luftede tanken for andre i mit netværk, sagde de fleste: “Det kommer aldrig til at ske i den branche. Hvis du beder om det, bliver du sikkert bare fyret.” Der var faktisk absolut ingen, der aktivt bakkede mig op. Så jeg gik ind til min chef med en blanding af nervøsitet og skråsikkerhed, og gik derfra med aftalen om at arbejde på halv tid. Plus en lønforhøjelse.
Efter et par år kaldte andre mig modig (de mente vist dum), da jeg sagde jobbet op, inden vi skulle have barn nummer to. Jeg var egentlig glad for jobbet og mine kollegaer, så det var på ingen måde fornuftigt i gængs forstand. Der var også en del, der rystede på hovedet over min timing, og spurgte mig, hvorfor jeg dog ikke bare beholdt jobbet og ventede med at sige op, til jeg havde været på barsel. Men hele mit system sendte signaler om, at jeg havde brug for en graviditet, hvor jeg ikke var stresset, og så føltes det faktisk heller ikke fair overfor verdens bedste chef, som jo havde ansat mig, da jeg var gravid. Så jeg sagde jobbet op 1. december og fandt ud af, at jeg var gravid midt i januar. Helt perfekt på sin uperfekte måde. Ni måneder efter fødte jeg den mest milde, rolige og glade dreng.
Har du et (modigt) forbillede?
Ét af mine modige forbilleder er min søn på 13 år. Jeg oplever ham som modig, når jeg ser, hvordan han mange gange står ved, hvem han er, og hvad han vil. Ikke på en dramatisk eller demonstrativ måde. Mere som en selvfølgelighed. Da han var tre år, tegnede han en figur, som havde kæmpestore og knaldrøde armmuskler. “Ham her… han hedder Doctor Der Wii. Han har mod og devildeste kræfter”, sagde han. Jeg har gemt tegningen og kigger på den, når jeg har brug for at mærke mod og kraft.
 
Kender I den; frygten for at gøre noget, som andre bliver trætte af, provokerede over eller sure på?
Og kender I følelsen af, at man spilder sin tid, når man lader frygten diktere ens handlinger gennem livet?
Hvad har I lyst til at sige til Pia, som så modigt deler sin historie her?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

1 Kommentar

  • SVAR

    jeg genkender angsten for at fejle – den har haft stor magt over mig i mange, mange år. Men den styrer meget sjældent efter jeg fik lært at acceptere mig selv 🙂

    Men jeg har også nu en angst, der jævnligt styrer mit liv – angsten for smerte – der skal jeg virkelig være opmærksom for ikke at lade den styre mit liv.

    Men angst skal ikke styre mit liv, det skal min mavefornemmelse 🙂

    Det læser jeg også Pia gør – og jeg synes det er så fedt at læse – både at hun siger til den nye chef at hun er gravid – og at hun vælger at sige op på det tidspunkt – hun gjorde det der føltes rigtigt – ikke det der var “fornuftigt i andres øjne” – og det synes jeg er så sejt gået. Og så meget i min ånd 🙂