MODBØLGEN #5

 Siff skrev til mig, at hun gerne vil dele sin historie om mod: For to år siden sprang hun ud på dybt vand, da hun droppede sit job, og satsede på en karriere som billedkunstner. Helt uden uddannelse, helt uden et netværk indenfor den verden.
Jeg kender alt til behovet for at udtrykke sig gennem kunsten. Den indre længsel, som er så stærk, at man må gøre det – må give det alt sit bedste.
Og det gør Siff i høj grad: Hun giver kunsten alt, hun kan, og hun gør det, velvidende at man aldrig er bedre end sit seneste værk, sin seneste udstilling.
Læs om Siffs modige spring og om den medvind, som hun har mødt undervejs:
Navn og alder: Siff, 38
Hvad er det modigste, du har gjort? Noget af det modigste og vigtigste, jeg har gjort, er at beslutte mig for at leve af at være billedkunstner. Helt uden at være uddannet på noget Kunstakademi og helt uden nogen særlig erfaring eller netværk fra branchen. Det føltes virkelig som et stort spring.
Hvorfor krævede det mod? Det krævede mod, fordi jeg ikke havde andet end drømmen om at leve et liv fyldt med kunst at forholde mig til. Jeg anede i virkeligheden ikke, hvor jeg skulle starte. Som mor til to havde jeg heller ikke kun mig selv at tænke på: Det modige består ikke kun i selve det at springe ud som selvstændig med en usikker økonomi som følge. Det virkeligt svære, og derfor det mest krævende, er at prøve at leve af det, jeg elsker allermest – at male. Dengang det var en drøm, som lå ude i fremtiden, var risikoen for at fejle også fjern. Nu er den pludselig nærværende, hver dag. Hvis jeg ikke lykkes med at male de billeder, jeg gerne vil, og der ikke er nok, som vil købe dem, er det ikke blot et spørgsmål om at finde noget andet at leve af. Nej, så er det min største drøm, og alt hvad jeg er, der “ikke dur”. Det er enormt sårbart. Fordi kunst er så meget en del af én selv, og fordi mine billeder er et dybt personligt udtryk, gør muligheden for afvisning mig ret sårbar.
Det kræver også mod at gør noget, som i omgivelsernes øjne kan virke uforståeligt. Man skal forberede sig på mange forskellige reaktioner. Af én eller anden grund bliver nogle mennesker provokerede, når andre vælger en anderledes vej. Og at vælge at være kunstner, kan virke som et både dumt og egoistisk selvrealiseringsprojekt. Det kan være svært at forsvare, både overfor mine omgivelser, men i virkeligheden mest overfor mig selv.
Hvornår har du været i tvivl? Min største tvivl var, hvordan jeg rent praktisk skulle gribe livet som selvstændig an. Alt det lavpraktiske som følger med. Det er også stadig noget af det, der driller. At lave en fed hjemmeside? At lave momsregnskab? At nå ud til mine kunder? Sammensætte en udstilling? Der er så mange kasketter, og jeg kan stadig komme i tvivl, om jeg nogensinde lærer at mestre især de markedsføringsmæssige aspekter. Og hvis ikke – vil det så taget livet af mit projekt?
Hvad fik dig til at turde gøre det? Helt praktisk, så var jeg, i forbindelse med en sygemelding efter et trafikuheld, i tre måneders praktik på et galleri. Her følte jeg, at jeg endelig var kommet hjem. Det var en kæmpe øjenåbner, og kort efter traf jeg beslutningen.
Hvorfor turde du pludselig? I virkeligheden handlede det ikke kun om at være modig. Det handlede også om at være bange.  Jeg var angst for at spilde mere af mit liv med noget, der ikke gør mig glad. Jeg var bange for at dø (ja sgu!) uden at kunne sige til mig selv: “jeg prøvede!”. Jeg var bange for, hvad der ville ske med mig, hvis jeg ikke omsider fandt modet til at følge mit hjerte. Hvem ville jeg blive som mor, som kæreste og menneske?
Hvad krævede det at tage springet? Jeg havde ikke kunne springe ud i det her liv, uden opsparing og sikkerhedsnet, hvis ikke vi havde været mere end én voksen på mit hold. Min mand har støttet mig hele vejen, og var med på at vi (to voksne og to børn ) i en periode skulle leve af hans løn. Han er pædagog, så det er bestemt ikke, fordi vi lever fedt. Vi flyttede fra en dyr lejebolig til noget mindre og billigere. Vi går på kompromis med både det daglige forbrug (som er skåret ind til benet), og med større ting som ferier og restaurantbesøg (som bare er skåret helt fra).
Vi har et godt netværk, som er positive omkring vores livsvalg. Èn af de vigtigste er alletiders mormor, som sørger for ekstra forkælelse til vores børn, så de stadig kommer på ture, og får en masse af de oplevelser, som koster penge. Og så har vi besluttet, at de vigtigste værdier i vores familie er at vi har tid sammen. At jeg er her, når børnene kommer hjem. At der er nærvær i vores fælles liv. Ikke om vi kan komme på skiferie. Det husker jeg på når jeg (igen) må sige nej til børnene omkring noget materielt. (De er forøvrigt mega seje, og støttende, mine unger).
Hvordan har du det med beslutningen nu? Jeg har ikke et sekund fortrudt min beslutning. Der brænder en lille, sejlivet flamme i mig. Den flamme er min tro på, at jeg er, og skal være, kunstner. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra, men den er der, og får mig til stadig at tro på mit projekt, også når det går op ad bakke. Og jo, jeg har dage, hvor jeg tvivler. Men tvivlen får aldrig rigtig bidt sig fast. Selvom jeg kun lige er begyndt det her liv, er der sket så meget på de to år, som bekræfter mig i mit valg.
Hvornår er du modig i hverdagen? Det er jeg generelt ikke. Jeg føler mig som alt andet end et modigt menneske. Men som selvstændig må man jo sende sit produkt ud i verden uden vished for, hvordan det bliver modtaget. Jeg sender uanede mængder mails afsted til kunstforeninger, og der er mange afslag imellem. Dét er vel en slags mod – man ruster sig, og bliver ved på trods af “nej’erne” , fordi “ja’erne” er det hele værd. Og heldigvis ER der jo masser af “ja’er også.
Har du et (modigt) forbillede? Mit forbillede er min stærke mor, fordi hun har lært mig ikke at være autoritetstro. Hun har lært mig værdien af at stå fast på egne værdier og idealer. Hun har lært mig at være modig nok til at turde den ensomhed der kan følge med, når man insisterer på sin egen vej. I mine øjne er integritet vigtigere end popularitet.  Jeg finder også forbilleder i billedkunstens verden. F.eks. Anne Juul Christoffersen, som er en nutidig kvindelig dansk billedkunstner, der som autodidakt har formået at kæmpe sig til tops på den danske kunstscene. Dét er inspirerende.
Hvad håber du på nu? Jeg håber på at få mod til at slippe tvivlen på mine egne evner og turde tro på, at mit bidrag til verden har en værdi.
Hvis I vil se Siffs kunst, kan I kigge med på hendes facebook
Er der mon nogen af jer, der kender det, Siff beskriver? Og som har lyst til at tage sammen spring?
(Og wow – jeg synes, hendes billeder er gode!)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Smukt indlæg. Jeg elsker Siffs kunst og den rammer mig lige hvor jeg er nu. Tak

  • SVAR

    Dejligt at du deler denne historie om mod med os❤️

    • SVAR
    • SVAR

      <3

  • SVAR

    Elsker din historie Siff. Du er mega sej og jeg håber jeres liv kun bliver dejligere for hver dag der går

    Håber du kan inspirerer en masse unge mennesker med din smukke historie❤️

    Jeg vil skynde mig at læse de andre historier i serien

    Tak fordi du deler Tak fordi i allesammen deler

    • SVAR

      Tusind tak! Det kan være grænseoverskridende at fortælle om sit liv helt tæt på, men jeg synes det er vigtigt at vi tør gøre det engang imellem. Vi kan jo faktisk bruge hinanden, vi mennesker 😉 (Det er også derfor jeg synes din blog er så fin Maj My).
      Og selvom det hurtigt kan virke som en opremsning af alt det der er svært, når man skal fortælle om sin opstart som selvstændig, så er det et skønt og priviligeret liv at følge sin drøm. Det kan anbefales