MODBØLGEN #6

Jeg har kendt Charlotte igennem et fælles forældreforum i snart et årti. Vi har skrevet om mange af de samme ting og haft en del fælles interesser. Og pludselig boede vi på hver vores ø: Hun på Christiansø – det østligste punkt i Danmark – og jeg her, på Ærø. Med hver vores børneflok på fire styks og på hver vores rejse gennem livet. En dag skrev Charlotte til mig i en tråd på facebook: “Jeg kan ikke forstå, hvordan Ærøboer føler, at I kender hinanden, når I er så mange?”

Læs Charlottes fortælling om, hvordan hendes familie endte på Christiansø, hor de udgør seks procent af befolkningen:

Navn og alder: Charlotte, 40 år

Hvad er det modigste du har gjort? For fire år siden tog min familie og jeg en beslutning om at flytte langt øst på. Faktisk så langt øst på som man kan komme i Danmark. Vi søgte en stilling på Christiansø, og for os var det en vild og stor beslutning. Vi anede ikke, hvad vi gik ind til; om børnene kunne trives med det, om vi selv kunne trives med det. Vi boede meget tæt på begge hold bedsteforældre, så vi var vant til at være en del af hinandens hverdag, og delte tit overvejelser med hinanden. Men den her beslutning holdt vi for os selv, indtil det hele var afgjort. Vi vidste, at bedsteforældrene ikke ville juble over det, så vi havde brug for at mærke efter hos os selv – hvad havde VI lyst til? Hvordan mente VI, at vores fremtid skulle se ud? Hvad troede VI, ville være bedst for VORES familie? Vi kunne mærke, at hvis vi ikke i det mindste søgte stillingen, så ville vi fortryde senere, at vi ikke gav det en chance. Vi kunne jo altid springe fra senere, hvis vi overhovedet blev kaldt til samtale.

Hvorfor krævede det mod? Det krævede mod, fordi vi ikke havde nogen mulighed for helt at forberede os på, hvilke konsekvenser det ville få for familien. Vi havde en fornemmelse af, at det ville være godt, men vi var virkelig ude i at, “det her måtte briste eller bære”. Det var jo ikke “bare” at flytte til en anden landsdel. Ingen af os havde været på Christiansø siden 7. klasse, hvilket vi ærligt talt ikke huskede ret meget af. Og hvem ved overhovedet, om familien kan trives i et lille ø-samfund med under 100 indbyggere, et sted hvor især vinden bestemmer, om der er sejlads? På det tidspunkt havde jeg tit ét bestemt citat i tankerne: “At turde, er at miste fodfæste for en tid. Ikke at turde, er at miste sig selv.” Som familie var vi et sted, hvor vi trængte til, at der skulle ske noget nyt. Vi havde få måneder forinden sat vores selvbyggede hus til salg. Vi troede, vi skulle flytte til nabobyen. Ikke et kæmpe ryk, men det ville være godt for os på flere områder. Og så kom det her stillingsopslag, og jo mere vi snakkede, og læste om øen, jo mere fik vi lyst til at hoppe ud af hamsterhjulet og prøve at få lidt mere ro på hverdagen. Så stillingen blev søgt, samtalerne overstået og efter at have været til samtale på øen, var tvivlen væk. Det var det, vi skulle på det tidspunkt i vores liv. Vi flyttede i august 2013.
Hvad var din største tvivl? Om vi kunne trives med det. Om vi ville få ø-kuller. Ikke kun os voksne, men også børnene. Og ikke kun mens de boede hjemme, men også når de i 8 klasse skulle flytte hjemmefra, fordi skolen ikke går længere. Hvordan ville forholdet til bedsteforældrene, resten af familien og vennerne klare det? Ville vi kunne finde ud af at være så meget sammen som familie, når vi var vant til at være væk fra hinanden fra morgen til eftermiddag? Selvom de voksne er på arbejde herovre, kan børnene altid lige kigge forbi, og i frokostpausen kommer alle hjem, og spiser.
Hvad fik jer til at gøre det? Min mand var selvstændig murer, jeg var nattevagt på et plejehjem, og vi har fire børn. Vi var hele tiden på vej til det næste, for at kunne følge med i job og fritidsaktiviteter, og jeg var ret engageret i gymnastikforeningen. Der var hele tiden planlægning, hvem gør hvad, hvornår har vi brug for hjælp for at enderne kan nå sammen, er det barnepige eller bedsteforældre der skal spørges? Hele tiden videre videre videre. Aldrig rigtig tid til at stoppe op og nyde nuet, hinanden og børnene. Vi trængte til at stoppe op og få mere tid til hinanden. Vi håbede, at roen på øen kunne give mere ro i familien.
Hvordan har du det med beslutningen nu? Der er ingen tvivl om, at det var den helt rigtige beslutning for os, at vi flyttede. Vi har travlt, meget mere travlt end vi havde forestillet os, men langt hen ad vejen er det med ting, som vi vælger til, og som er gode for os. Jeg er begyndt at vinterbade, hvilket jeg ALDRIG havde forestillet mig, men jeg nyder sammenholdet i vores lille vinterbadeklub. Vi har fået udvidet vores horisont, hvilket jo altid er godt. Da vi ikke er så mange mennesker på øen, bliver man mere åben overfor folk, som man måske ikke umiddelbart troede, at man havde ret meget til fælles med. På den konto har vi fået nye gode venner, som vi sætter stor pris på at være sammen med.
Hvornår er du modig i hverdagen? Er jeg modig? Hvad er modig? Jeg synes, det er svært at finde de der steder i hverdagen, hvor jeg er modig. Jeg synes, at jeg var vildt modig, da jeg begyndte at vinterbade. Når jeg om vinteren gik over til badebroen, og gik i det meget kolde vand sammen med de andre.
Om sommeren synes jeg stadig, at jeg er modig, når jeg har en guidning. Kan jeg fange de besøgende, får de noget ud af mine fortællinger, får de lyst til at komme igen?
Jeg er modig, når jeg går imod fagpersoner, og forsvarer mine børn. Jeg er ikke vild med konflikter, men jeg er nødt til at være mine børns advokat, og det kan godt være svært for mig. Men jeg øver mig, og bliver bedre og bedre til at være løvemor.
Hvad håber du på at have mod til at gøre en dag? Jeg håber, at jeg en dag er ligeglad med hvad andre tænker. Min ene dreng har autisme, og jeg har i mange år kunnet mærke folks øjne og tanker, når han fik en nedsmeltning på et offentligt sted. Så bliver jeg påvirket af andre folk i stedet for at lytte til min egen intuition om, hvad der er bedst at gøre i situationen. Jeg bliver hele tiden bedre, men de mange år, hvor folk mente, at det var opdragelsen, der var problemet sidder stadig i mig.

Hvad tænker I om et leve på en lille bitte ø? Ville I kunne bo der, og hvad skulle der til, før det blev muligt?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *