“Mød et menneske” – denne tids fiskerkone

Det her er en historie om et menneske, der besidder en beundringsværdig ro og robusthed. Et måske lidt stille portræt af en kvinde, som på mange måder er af en anden tid, og som rummer dybder, hun ikke altid går og bryster sig af, men som hendes børn mærker hver dag. Hun er mor til fem, og når hendes mand er på havet tre uger af gangen, igen og igen året igennem, får hun uden den mindste tøven livet til at klappe for familien derhjemme.

Mød Louise: Mor, hustru, søster, datter, ærøbo – og loppefundsekspert, indretningsnørd og ganske snart butiksejer.

Louise Bisgaard Pelle, f. 1977
Ansat på Den Gamle Købmandsgård i Ærøskøbing
Gift med Jørgen, mor til Sofie, 16, Johanne, 13, Carl-Emil, 11, Magnus, 8, Bjørn-Anker, 1
Født og opvokset på Ærø

– Jørgen siger ofte: ”Sådan er det bare,” og det gør jeg nok også, nu jeg tænker over det. Det er en indstilling til livet om, at jeg i bund og grund accepterer mine omstændigheder, og får det bedste ud af dem. Jeg har i virkeligheden ikke så store krav, bare jeg er sammen med min familie.

Louise Pelle sidder ved spisebordet på den lysegrå gård på Ærø. Herfra har hun udsigt over havet, som i dag er blåt og kruset, og markerne er grønne, og der går heste derude, og den sorte hund ligger i entreen, og sover. Det er midt på dagen, og kun Bjørn på ét er hjemme hos sin mor. De kigger på hinanden over bordet, giner, og stikker hovederne sammen. Bjørn er den yngste i Louises børneflok på fem styk. Han er seks år yngre end den næsteyngste, og – indrømmet – ikke helt planlagt.

– Bjørn er et skæbnesbarn. Jeg ved jo, at en dag sidder jeg herhjemme alene, og den dag kommer hurtigt, for børnene herovre flytter typisk hjemmefra som sekstenårige. Men Bjørn har rykket grænsen for, hvornår jeg ikke har børn i hjemmet længere, og så kan jeg håbe, at til den tid, er Jørgen til gengæld kommet hjem.

Louise, som er høj, og har langt lyst hår, falder naturligt ind i de store lyse rum på gården med de håndplukkede møbler og vaser, billedrammer og skulpturer, og man tænker, at her hører hun til, og det føler hun stærkt. Her på Ærø; på sin og Jørgens gård, børnenes barndomshjem tæt på vandet, tæt på familien. Hun kører sin hånd over Bjørns lyse, bløde krøller, og trækker ham op på sit skød, hvor han falder ind i hulen mellem hendes skulder og bryst. Hun siger, lidt tøvende, at hun måske ikke vant til at sætte så mange ord på sig selv, men hun vil gerne gøre et forsøg.

Hvordan har du det med at være fiskerkone, og være den, der bliver hjemme hos alle børnene her i 2016?
– Jørgen var allerede fisker, da jeg mødte ham for tyve år siden, så jeg har altid vidst, at sådan var det. Og når nogen spørger, hvordan jeg klarer det, plejer jeg at svare, at børnene jo ikke er kommet på én gang. Men det kan selvfølgelig være hårdt, specielt de dage hvor der er fodboldtræning, så svømning og derimellem et arrangement på skolen, men det betyder ikke meget for mig, om jeg har tre eller fem børn med i bilen. De bliver ældre, lærer at gøre en masse ting selv, og de hjælper hinanden.

Hvad gør du, hvis de alle sammen er syge på én gang? De der aftener, hvor man løber fra det ene værelse til den andet med hostesaft ? Har du ikke nogle gange lyst til at råbe ”Neeeeej!” og bare skride?
– Jeg har ikke oplevet at have flere syge børn på én gang, tror jeg.

Ej, det passer jo ikke…
– Nja, måske er jeg god til at fortrænge det, men jeg synes ikke, jeg har prøvet sådan noget..

Louise drikker sin te, lader skuldrene falde. Hun sidder foran en enorm opslagstavle med billeder af alle fem børn fra de blev født til nu.

– Selvfølgelig er sårbarheden der; selvfølgelig kan jeg føle mig alene, men jeg synes, Jørgen og jeg er gode til at få snakket, og indimellem meget mere i telefonen, end når han er hjemme, for her fylder børnene meget.

Bliver du sur over, at han sejler rundt ude på vandet, mens du står her med så meget om ørerne?
– Nej, aldrig, siger Louise, og griner så. – Jo, det gør jeg da. Jeg har da været så sur. Jeg har tænkt, at han havde den nemme tjans, og jeg har følt mig snydt. Men det er ikke rigtigt; han går jo glip af tiden med børnene, og de bliver hurtigt store. Jo flere børn vi har fået, jo sværere er det for ham at være hjemmefra. Heldigvis er han glad for sit arbejde, han har lavet det samme i 30 år, og nyder det, og vi kan stadig være nyforelskede, fordi vi ikke altid er sammen.

Savner du ham, når han er væk?
– Jeg glæder mig, til han kommer hjem, men han skal på den anden side ikke ringe og sige, at han kommer tre dage før tid. Så bliver jeg lidt presset. Vi har jo vores hverdag herhjemme, børnene og jeg, som er uafhængig af ham, og som kører efter ret faste rutiner, hvor jeg ved, hvad vores planer er den næste uges tid. Det er ikke fordi, han ikke må være en del af det, men jeg arbejder ud fra en forestilling om, at jeg skal være alene.

Tænker du på dig selv som en gammeldags fiskerkone?
– Jeg sætter en ære i vores liv, men med årene har jeg også indset, at jeg nok er en hård negl. Alle spørger, hvordan jeg klarer det, men det er jo ikke noget, jeg lever højt på. For mig er det bare sådan, det er. Jeg vil ikke banke i bordet og sige, at Jørgen skal komme hjem. Vi skal jo tjene de penge, og hvad er alternativet? At vi begge arbejder fuldtid? Jeg har tit tænkt: Hvad er vigtigst? Og for mig er svaret, at én af os er sammen med børnene hver dag. Hvis vi begge var væk fra 8-16, skulle børnene død og pine i SFO, uanset om de ville eller ej, og de har altid helst ville hjem.

Louise ser frem for sig, puster til teen, og sætter Bjørn ned på gulvet, hvor han finder en legetøjsbil.

– De gange hvor jeg har haft lyst til at smide mig på gulvet og græde af selvmedlidenhed, kan tælles på én hånd, men jeg kan godt synes, at jeg er bagud med alting, og at det hele sejler. Så siger jeg fra – jeg vil hellere undvære en vagt på arbejdet end blive stresset, og jeg kan heldigvis mærke, når filmen er ved at knække, for så bliver jeg ked af det. Alligevel siger jeg indimellem til mine forældre, at jeg har brug for et kram, og så svarer min far: ”Du har altid været så god til at klare dig selv,” men jeg har alligevel behov for omsorg.

Føler du, at du lever på en andens præmisser?
– Nej, men jeg kan godt tænke, at hvis ikke jeg havde mødt Jørgen, jamen – hvordan var mit liv så indrettet? Og jeg kan også have den tanke, at hvis vi boede i Gilleleje, hvor han fisker, så ville vi se ham meget mere. Og vi har faktisk boet i Gilleleje, i fem år da Sofie var helt lille, men da hun skulle i skole, blev vi enige om at flytte til Ærø, fordi vi ville hjem til vores forældre. I Gilleleje læste jeg til sygeplejerske, og så kunne Jørgen fiske samtidig, men da vi fik Johanne, og jeg startede på studiet igen, kollapsede jeg af udmattelse den ene jul, og så droppede jeg studiet. Det var for hårdt, og jeg har aldrig fortrudt mit valg.

Hvornår tager du udgangspunkt i dine egne behov?
Jeg kan godt lide aftenerne. De der tre-fire timer med ro i huset, når børnene sover, dem nyder jeg. Jeg holder af at rykke rundt på møblerne, eller finde nogle gode antikviteter på nettet, og lige nu har jeg gang i min store drøm ude i stalden, hvor jeg åbner en butik, så snart lokalerne er klar. Det giver en masse god energi. Det har været min drøm at starte butik i 10-15 år, og jeg kommer til at sælge indretning, gode loppeeffekter, antikviteter, børnetøj og forkælelse til kvinder. Jeg fik tanken første gang, da jeg var på barsel med Johanne, men jeg fik ikke gjort noget ved det, og da jeg så var på barsel med Bjørn sidste år, indså jeg, at jeg skal give det en chance nu – ellers ender jeg som en bitter kone, der aldrig turde noget. Butikken er mit hjertebarn. Jeg brænder for interiør, hudpleje og loppefund, og jeg er glad for at kunne have det hele på adressen her, så jeg kan være i nærheden, når børnene er hjemme.

Jeg ville have taget nogle ordentlige billeder af Louises store butikslokale, som er under opbygning i stalden – med lagerrum, toilet og baglokale. Jeg ville have bedt hende stå foran udsigten, med vind i håret, så jeg kunne vise, hvor sej og smuk hun er. Men telefonen ringede, drengene skulle hentes fra skolebussen, og hun tog Bjørn på armen, løb i strømpebukser Og uden sko ud i den store bil, spændte ham fast, og kørte af sted. Og sådan er det jo netop i Louises liv: Hun har ikke altid tid til at stille sig med vind i håret for syns skyld; til gengæld kan hun sige med sikkerhed, at hun altid er der for sin familie.

Følg Louises instagramprofiler: @herremark og @louise.pelle

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

3 Kommentarer

  • SVAR

    Det er min seje arbejdskolega, en pige med hjertet på rette sted altid på farten og et smil på læben. Tid til pjat og pjank, men er også god til de mere alvorlige samtaler. Tak for du er dig

  • SVAR

    Dejlige kvinde 🙂
    Og så meget af det kender jeg jo selv, det med rutinen og at være alene mange uger ad gangen, og nyde både aleneheden og tosomheden og “familieheden”.
    Men også vældig nikke genkendende til det med at han ikke må komme hjem før tid. Det er lidt sjovt. At man i så høj grad mentalt indstiller sig på to forskellige slags liv og hverdag, en med ham og en uden ham 🙂
    Smukt som altid Maj.

  • SVAR

    […] Arkitekten, som slog rødder på øen Pippihusets ejerkvinde Den taknemmelige bonde Konfektmageren og hans hashvægt Denne tids fiskerkone […]