“Mød et menneske” – manden med konfektfabrikken

Det er en lidt tung og grå oktoberdag. Jette står i stalden i sin regnjakke, og muger ud hos to heste og en håndfuld får. Claus står nogle meter derfra på gårdspladsen med en fletkurv over armen på vej ned til sin café i Ærøskøbing for at lave lakridskonfekt. Lakridskonfekt i lange baner, i stakkevis, læssevis. Tusindevis. Endelig kører det dernede, der er gang i produktionen; Isbutikken er lukket for sæsonen, og lakridskoden er knækket. Kunderne venter – i hobetal.

Han sætter sig i bilen, og Jette kommer hen, og rækker hånden frem. ”Man skal kysse sin kone farvel,” siger hun med et smil gennem det nedrullede vindue, mens hun planter greben i jorden ved sin side. ”Ja, også selvom hun lugter af lort!” råber han, og ruller vinduet op i en fart. Han skraldgriner, og hun ryster på hovedet, mens han kører af sted mod den seks timer lange vagt, som han har planlagt for sig selv og sin medarbejder, Louise, på denne søndag.

Mød Claus Hattesen; ismand, café-veteran, kok, sejler, handyman, husbond, far, foreningsmenneske – og, ikke mindst, lakridskonfektmager.

Claus Hattesen, f. 1957 i Tønder. Kom til Ærø i 1996
Gift med Jette Iversen, sygeplejerske, og har tre piger
Indehaver af Café Aroma, Ærøskøbing. Formand for turist- og erhvervsrådet

– Lugter det ikke lidt af succes, spørger jeg, da Claus Hattesen og jeg går rundt i Café Aromas lokaler på havnen i Ærøskøbing, selvom jeg egentlig mest af alt kan dufte lakridskonfekten. Frugt, chokolade, lakrids.

– Jo, det lugter rigtig meget af succes, svarer han roligt, og åbner døren til tørrerummet bagerst i de lokaler, hvor han normalt driver fiskerestaurant i højsæsonen. Lakridsfabrikken er rykket ind over alt. I dag er det de gule, hvide og orange stykker, der skal pakkes. Lakridskonfekten kommer i tre forskellige pakker og ni smagsvarianter i alt. De små firkanter udvindes med præcision på Hattesens egen konfekt-skærer-maskine. Der ligger en helt masse forarbejde i hvert eneste stykke.

– Det startede for knap tre år siden, fortæller han, og sætter sig på en stol i Café Aroma, som er det eneste sted i bygningen, der ikke er mærket af det nye konfektkapitel. Her står alt som i sommer; Menukort, sugerør og farveblyanter til børnene. Kun duften af slik trænger ind gennem døren.

– Jeg sad med min pose lakridskonfekt i julen 2013, og tænkte, at det var helt forkert, at jeg ikke kunne smage forskel på farverne. Den eneste der skilte sig lidt ud, var den brune med kakao. Den næste jul lavede vi de første forsøg hjemme i køkkenet. Det var i mellemdagene, hvor vi spiste rester, og forberedte nytårsaften, og da vi havde lavet én med mokka, tænkte vi: “Hvorfor er den aldrig lavet før? Den smager jo fuldstændig forrygende!” Det gentog sig med de næste varianter, og så kunne jeg ikke stoppe igen.

Det har været en rejse med omveje, højdedrag og nedture for Hattesens Konfektfabrik i de to år, der er gået siden. Men også med succeser. Lakridskonfekten skulle genopfindes; ingen andre laver den som han, og alt er fremstillet af rene råvarer fra bunden. Nu er de kantede smagssymfonier endelig på vej til Løgismose, Konnerup, Politiken Plus, Salling og Kontra Coffee, og om hjørnet venter flere ivrige kunder. Det er lige før, han ikke kan følge med.

Hvorfor gøre det? Kunne du ikke bare være tilfreds med din café-succes eller lave en ny is?
– Jamen, jeg har jo stået her før. Caféen startede også som en idé, der blev vendt og modelleret i mit hoved, og pludselig var der et klart billede af slutproduktet. Derefter er det sådan set bare at få det ført ud i livet. Det eneste problem har været, at jeg ikke anede, hvordan man fremstiller lakridskonfekt, og det var der heller ikke andre, der gjorde. Jeg købte sådan et sæt, som man kan lave med ungerne derhjemme, men den opskrift kunne jeg ikke overføre til større skala, og slet ikke da jeg besluttede, at min konfekt skulle være både glutenfri, vegetarisk og mælkefri. Der er jo ingen grund til at komme let til det.

Han griner varmt og tørt, og kører hånden over sin pande.
– Der er med andre ord ingen døde grise i, og jeg har arbejdet utallige timer på at udvikle opskriften. Utallige. Smagen var sådan set nem nok, den kender jeg jo fra min is, men konsistensen har krævet mere.

Hvad betyder penge i det her?
Der kom én den anden dag, og sagde: “Nå, så det er lakridskonfekten, I skal være millionærer på.”
Men det er det ikke. Vi er allerede rige. Vi har et tag, der skal gøres færdigt, og det er vores eneste hængeparti. Det er ikke et spørgsmål om penge eller rigdom, for jeg har virkelig svært ved at gå ud og købe nyt. Jeg har ønsket mig en motorcykel meget længe, og nu kunne jeg sådan set sagtens anskaffe én, men så har jeg købt mig et vandhul ude på vores mark i stedet, og jeg er rigtig glad for mit vandhul. Jeg drømmer om frøer, planter og måske fisk derude.

Vil du så stadig have en motorcykel?
Nej.

Tror du, konfektfabrikken bliver en kæmpe succes?
Jeg kan godt tænke: Er vi igang med at lave en Bülow? Har vi en giga omsætning om otte år? Men jeg tror det ikke, for jeg har set, hvad prisen er. Det kan tage livet af én, at skulle løbe så stærkt. Mit håb er at skabe en lille produktionsvirksomhed på Ærø, hvor vi laver noget fra bunden, som smager fantastisk.

Og I bliver på Ærø?
Når folk spørger om det, svarer jeg altid: “Men, hvorfor ikke?” Jette plejede at tage på hjemmebesøg hos de gamle, da vi kom hertil for tyve år siden, og mange af dem havde stort set aldrig været af øen. “Hvad har de da derovre, som vi ikke har her?”, indvendte de, og jeg er stort set enig. Vi har ikke det Kongelige teater, nej, men vi har en fantastisk sammenhængskraft, og den er vigtig, når ét af ens korthuse af en eller anden grund vælter sammen. Og det gør de indimellem for os alle sammen.

Hvornår vidste du, at nu var der ingen vej tilbage med konfekten?
For et år siden kiggede jeg Jette dybest i øjnene, og sagde: Jeg tror altså, det skal være nu, og hun svarede: Tror du, det er nødvendigt?

Han trækker et smil gennem det rødblonde skæg, og læner sig tilbage i stolen.

– Fordi, nu gik det lige så godt. Nu var jeg lige faldet lidt til ro. Men hun er fantastisk, Jette. Hun åd den jo. Jeg ved ikke, om hun også elsker det her nye eventyr, men næsten ligemeget hvad, så støtter hun mig. Til gengæld har jeg det på den måde, at så må Claus Hattesen løbe den hjem, så jeg sætter alle sejl til. Jeg føler mig forpligtet til at lykkes. Det er også hendes liv og hendes rammer, der vælter, hvis jeg ikke kommer i mål.
Hvordan har det været at starte forfra?
Jeg har tænkt: Hvorfor kan du ikke lade være? Hvorfor kan du ikke bare sidde stille? Men når der bliver stille omkring mig (– han trommer med fingrene mod bordpladen), ja, jeg ved det sgu ikke. Det er enormt spændende. Jeg har haft aftener, hvor jeg gik grædefærdig hjem, fordi jeg havde tænkt, at jeg havde en lakridsopskrift på plads, og så duede den ikke alligevel.

Hvad gør du så?
Da jeg havde den største nedsmeltning, rakte jeg ud til mit netværk, og fik kontakt til Kenneth, som er på konditorlandsholdet, og arbejder på La Glace. Han sagde: ”Du skal købe en hashvægt, for hele forskellen ligger i det halve gram,” og det lærte jeg så. Jeg har en god aftale med Vor Herre om, at jeg får et vink med en vognstang, hvis jeg skal skrue ned for hastigheden, og jeg har fuld tillid til livets gang. Tingene skal nok komme til at hænge sammen, også selvom man indimellem kan sidde under bordet og græde. “Det her kommer aldrig til at lykkes,” tænker man, men så to sekunder efter kommer man i tanke om, at det aldrig ikke er lykkedes.

Hvorfor er det aldrig ikke-lykkedes?
Fordi jeg ikke sætter mig ind under bordet og græder.

Han griner. Det slanke ansigt åbner sig i en beskeden latter, og han rejser sig. Skubber stolen ind under bordet, og går ind til Louise, som står og pakker lakridskonfekt i små, runde kasser. 125-135 gram per pakke. Alle stykker er snorlige. Seje, bløde, elastiske, smagfulde. Den ene mundfuld varer længe, udvikler sig, hver gang man gumler. Der ligger dynger af lakridskanter, som ikke skal sælges, og jeg får en kasse kanter med hjem. Jeg sidder i bilen, hører høj musik, smiler over livsglæden, og skal beherske mig for ikke at spise det hele. Jeg troede ikke, jeg kunne lide lakridskonfekt. Det kan jeg godt. Mine børn bliver glade for, at jeg har lært at beherske mig.

Man kan se forhandlere og mere info på Hattesens Konfektfabrik her og en 7 minutters video om herligheden her

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    Spændende og inspirerende. Vi sidder i dette øjeblik og nyder en æske af Hattesens konfekt, den er fantastisk. Ved tredje forsøg var vi heldige, at Den gamle købmandsgård havde Hattesens konfekt på lager. ❤️

  • SVAR

    Hvornår kommer denne himmerigsmundfuld til udkantsdanmark? (= Sjælland!)

    • SVAR

      UH! Ja, dem skal du have, Mary-Ann. De kan købes i Politiken Plus-butikken ved Rådhuspladsen, i Kontra Coffee på Østerbro. Bon appetit! (og hvis du tager til Aarhus for at spise burgers, kan du få lakridskonfekten i Salling 😉 )

  • SVAR

    Det dejligste indlæg ever. Har den største respekt for Claus både som menneske og iværksætter. Tænk hvad mennesker kan når de tør 🙂

    • SVAR

      > Tusind tak, søde Camilla. Vi bliver grænseløse, når vi er frygtløse. Så kan vi alt.

  • SVAR

    Jeg bor i odense og holder meget af lakridskonfekt.
    Hvor kan jeg købe produktet

    • SVAR

      Hej Frits,
      Du kan se en forhandlerliste her, desværre ser det ikke ud som om, der pt. er en forhandler i Odense: http://www.konfektfabrikken.dk/
      Det smager forresten fantastisk.