Mød et menneske – Marcel fra det meste af verden

Øjnene er sjælens spejl, og Marcel Keller må være ét af de varmeste mennesker, man kan støde på. Hans brune øjne vidner om tryghed og ro, og hans accent inviterer til samtaler.

Jeg kender Marcel, fordi han plejede at være bedste venner Celestine, som udover at være mor til min ældste søns skolekammerat, også er min dejlige, sjove, øko-fikserede veninde. For et halvt år siden spurgte hun Marcel, om ikke de skulle være kærester? Deres kærlighed er af den slags, hvor bølgerne går højt, når de diskuterer politik, og hvor vandet til gengæld lægger sig, spejlblankt, når de sidder ved siden af hinanden, og studerer sammen.
Om to år bliver de begge færdige som socialrådgivere. Marcel siger, at så har han alt, han kunne ønske sig.
Og det er store ord fra en mand, som på sine 33 år har oplevet mere end de fleste.

Mød Marcel: Schweizer-øbo, eks-amerikaner, superstuderende og deltidspostbud med adresse i Søby

Marcel Keller, socialrådgiverstuderende, venligheden selv, altid klar på en skarp meningsudveksling
Født 1983 i Schweiz
Bor i Søby med sin stedfar og i Skovby med sin kæreste og hendes to drenge

Hvor er du fra?
Jeg er fra Schweiz, hele min familie er schweizere. Der kan ikke spores andet end schweizerblod i mig, og det er der faktisk et ord for: ”Eidgenosse” hedder det. Men jeg har jo boet over det hele, og nu er jeg måske mest ærøbo.

Hvordan er du havnet i Danmark?
Jeg boede i Schweiz, indtil jeg var 13. Det var et almindeligt liv med skole og venner, og så blev min mor gift med min daværende stedfar, og sammen købte de et gammelt sejlskib, som lå i Odense Havn. Hendes mand var også schweizer og uddannet en slags skibstømrer, men jeg var for ung til helt at vide, hvad han lavede, og jeg kunne heller ikke samle mig om det. Han slog mig, og drak for meget, men de købte det der tomastede sejlskib fra Søværnet, og flyttede til Odense, fordi skibet skulle sættes i stand, og det var deres drøm at bo på det. I 1995 var vi oppe for at se på det, og i 1996 flyttede vi.

Hvad lavede du, da I boede i Odense?
Jeg var tilmeldt en tysk fjernskole, og fik hæfter og bøger med posten, og løste opgaver. Jeg lavede lektierne i en tom kontorbygning, som vi havde lejet os ind i. Det var også der, vi havde bad og toilet. Men man kan ikke bare give en trettenårig en stak bøger og sige: Klar det selv. Der var ingen motivation, ingen lyst. Jeg mødte nogle børn rundt omkring på havnen, og gik op i byen, og kiggede i comic book-shops. Men jeg havde ikke det store netværk, og jeg brugte enorme mænger tid på at fiske. Man kunne altid finde mig med hunden og en fiskestang nede på Odense havn.

Hvorfor kom du ikke på en dansk skole?
Måske fordi Schweiz ikke var en del af schengen-traktaten dengang? Måske fordi min mor forventede, at det var for hårdt for mig at skulle lære et helt nyt sprog?

Hvor længe boede I i Odense?
Da vi havde boet der i to år, blev min mor skilt, og jeg blev sendt til Canada, hvor min far boede på det tidspunkt, fordi min mor skulle rejse frem og tilbage mellem Danmark og Schweiz og tage sig af en masse papirarbejde omkring skilsmissen, og hun syntes, jeg skulle have en mere stabil dagligdag. Jeg var i Canada fra 1998 til 2000, og gik i high school dér, før jeg flyttede tilbage til Danmark, hvor min mor stadig boede på husbåden, som hun havde beholdt efter skilsmissen.

Hvad tænker du om dine mors beslutninger i forhold til, hvor du skulle bo?
Måske var hendes beslutninger ikke alle sammen lige fornuftige set i bakspejlet, men hun var sej, og hun fulgte sit hjerte, og da hun var blevet skilt, mødte hun en rigtig god mand, Henning, som hun var dybt forelsket i. Han døde desværre, da jeg var 18, men de boede på skibet sammen indtil da, og jeg flyttede hjem til dem, da jeg kom fra Canada. Efter Hennings død fandt min mor sammen med hans bekendte, Bjerne, som har været min stedfar lige siden. Han er som en far for mig, og jeg har boet hos ham, siden jeg kom til Ærø i sommeren 2013.

Hvad lavede du i årene fra du kom hjem fra Canada i 2000, til du rykkede til Ærø 13 år senere?
Jeg var i USA, fra jeg var 22 til 29. Jeg flyttede, fordi jeg mødte en kvinde, og vi besluttede at blive gift. Min mor var ikke imponeret, hun syntes, jeg skulle have en uddannelse, men jeg greb livet og uden at sige noget til nogen, købte jeg en flybillet, og fløj af sted dagen efter, min mor og Bjerne var taget på ferie. Og så kom jeg ikke hjem de næste syv år. Det var en handling på ren og skær mavefornemmelse, og min tid i USA gav mig svar på mange spørgsmål, som var uklare før: Hvor vil jeg hen med mit liv? Hvad skal jeg? I New Jersey arbejdede jeg femhundrede meter fra vores hus i en nærbutik, og jeg havde ansvar, og arbejdede mange timer, men tjente alligevel kun 10 dollars i timen. Derfor stod det klart for mig, da vi blev skilt, at jeg i stedet for at arbejde udelukkende for føden resten af mit liv, ville jeg lave noget, der gjorde en forskel. Min mor sagde: ”Det starter med en HF, og du kan bo hos os, mens du studerer,” så jeg tog til Ærø, hvor hun havde boet i Søby med Bjerne i nogle år. Jeg var lige knap 30, da jeg startede på HF. Det er den bedste beslutning i mit liv. Det var jo også dér, jeg mødte Cele.

Hvor har du hjemme?
Ja, hvad er hjemme? Jeg er Schweizer på papiret, Canada har jeg aldrig set som hjem, men det var godt at komme i skole dér. Min første tid i Odense gav mig ikke følelsen af hjem, men da jeg så vendte tilbage sidst i teenageårene, fik jeg mange venner, og jeg har stadig de samme venner, som jeg fik som 17-årig. Nu føler jeg mig mere dansk, end jeg nogensinde vil føle mig som schweizisk.

Hvordan har det været at blive dansker?
Det har indimellem været svært at vænne sig til dansk kultur. Dansk humor, hold nu op, det har været en lang proves. Min mor, stedfar og jeg blev tvangsindlagt af sejlklubben i Odense til at se “Marta”, og vi forstod ikke et hak. En eller anden skipper, som vælter rundt med en øl på dækket, og alle griner, men jeg kunne slet ikke gennemskue det. Og så er der janteloven, som er et princip, jeg skulle bruge lang tid på at forstå. Mange danskere er enormt ydmyge omkring alting, og det forstod jeg ikke i starten. Jeg mødte en kvinde, som havde lavet det mest fantastiske maleri, hun var i avisen og så videre, men man kunne ikke mærke hendes stolthed, så jeg spurgte, hvorfor hun ikke strålede af glæde. ”Jamen, man skal jo passe på,” sagde hun, og det var nyt for mig. Schweizere er meget mere direkte. Hvis du er en skide god kok i Schweiz, og folk siger det til dig, så er der ingen skam i at proklamere: ”Jeg er den bedste kok i området – kom og modbevis mig!” Man tør udfordre, tør være stolt, og det sætter gang i konkurrencen, hvilket jeg godt kan lide. Men der skal være plads til alle i Danmark, og vi er et mere socialistisk samfund, og det skaber rummelighed at være ydmyg, tror jeg. Jeg havde en oplevelse ved én af de afsluttende eksaminer på HF, hvor jeg trak lige netop det spørgsmål til matematikeksamen, som jeg helst ville have. Jeg vendte mig om mod mine medstuderende, som sad og ventede på at komme op, og sagde i sjov: ”Vi ses, når jeg har fået mit tolvtal!” Senere gik det op for mig, at det havde virket arrogant, men jeg forventede reelt at få et tolvtal, og jeg ville faktisk blive ked af det, hvis ikke det gik sådan. Men i tilbageblik var det ikke sjovt for de andre, som var dødnervøse.

Hvordan gik den eksamen?
Jeg fik tolv.

Hvordan har du det med eksaminer i det hele taget?
Jeg har virkelig høje forventinger til mig selv, måske fordi jeg altid har tvivlet på mig selv, altid tænkt at jeg ikke var god nok, at jeg ikke kunne det ene og det andet, men så erfarede jeg, at jeg har det okay med at gå til eksamen. Mit mål er altid et tolvtal, og så tager jeg det, der kommer. En klassekammerat spurgte, hvorfor jeg ikke satte målet på et syvtal i stedet, og blev begejstret, hvis jeg fik mere. Jeg svarede, at man spænder ben for sig selv ved at sigte lavere. Jeg sigter efter det højeste, og så giver jeg alt, jeg har, og jeg kan godt komme ud med et fire- eller syvtal, men så har jeg i det mindste gjort mit bedste.

Hvorfor har du tvivlet på dig selv?
Jeg har altid været den tykke dreng i skolen, og mit selvværd har ikke været stort. Når man for at vide så mange gange, at man er dum, for fed, klam, så tvivler man på sig selv.

Hvor er din mor nu?
Min mor fik en hjerneblødning i 2014. Hun satte kaffekoppen fra sig, og faldt om. Jeg var ved at afslutte mit første år på HF, og min mor sagde altid, at studiet er vigtigst, og hun ville ikke have mig til at bekymre sig om hende, så dagen efter hun fik hjerneblødningen, og var blevet indlagt i Odense, kom jeg hjem fra Odense, og tog i skole. Hun blev opereret, og Bjerne var der med hende hver dag. Pludselig, efter tre måneder i koma, vågnede hun, og Cele kørte mig til Silkeborg, hvor min mor var indlagt, og i det øjeblik, hun hørte min stemme, smilede hun. Vi snakkede i fem timer. Jeg viste hende mine førsteårskarakterer, med et gennemsnit på 11,7, og hun var så stolt, for jeg var jo udlænding. Hver gang jeg nævner det nu, er jeg ved at græde, for jeg kunne se, hun var stolt af mig, og det betyder noget, uanset hvor i livet man er, at ens mor er stolt. Jeg sagde til hende, at det ikke havde været nemt hele tiden, at jeg vidste, hun havde truffet nogle svære beslutninger undervejs, og jeg mindede hende om, at hun havde opdraget mig til at have tillid og til at klare mig, og hun skulle ikke bekymre sig for mig. Så tog jeg hjem, og jeg var så lettet over at have haft den samtale. En søndag i september, nogle måneder senere, hvor Cele og drengene og jeg var på vej ud af døren, ringede min telefon, og det var Bjerne. Jeg vidste godt, hvad det betød, når han ringede så tidligt, og rigtigt nok sagde han, at hun var død. Hun havde fået en hjerneblødning mere, og den kunne hun ikke klare. Og det er den hårdeste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Det slog mig fuldstændig ud. Hvis ikke det var for Cele, havde jeg haft lyst til at smide det hele overbord, men hun stod bag mig hele vejen, og gav mig plads til at bearbejde mine følelser. Mange, mange nætter har vi siddet og bare snakket, og jeg har gentaget de samme tusind ting tusind gange. Jeg ved, min mor ville være stolt af mig nu, og det føltes som et wakeup call, da hun døde. ”Velkommen til virkeligheden.” Men jeg har ingen fortrydelse. De ting jeg ville sige, fik jeg sagt, og hun forstod dem, og jeg er så taknemmelig over, at vi havde den snak, den sommer.

Hvordan er dit liv nu?
Nu er mit liv på en bane, som jeg er glad for. Jeg har alt, jeg drømmer om: Snart en uddannelse, jordens dejligste kvinde som kæreste. Jeg er lykkelig. Det eneste jeg skal nu, er at hænge ved. Jeg ved, at jeg bliver en god socialrådgiver, og om to år er jeg færdiguddannet, og den tid kommer til at føles som et minut.

Hvordan er din hverdag?
Jeg bor med min stedfar, Bjerne, som jeg ser som min rigtige far. Han har altid været der, hvis jeg malede mig selv op i et hjørne. Det var faktisk Bjerne, der solgte sejlskibet til min mor dengang, så jeg har kendt ham on and off, siden jeg var i Danmark første gang som tolvårig. Han er en god mand, som støtter mig. Han fylder 74 til februar, men han er skarp som en ørn. Ellers er jeg meget hos Cele og hendes drenge. Man kan sige, at jeg også har hjemme der.

Hvad har livet lært dig?
At man skal give plads for at få plads. At man skal vise respekt. Det er vigtigt for mig at respektere andre mennesker, også hvis jeg er fuldstændig uenig med dem. Jeg holder meget af det ærøske samfund, fordi vi er en tætknyttet gruppe og, ja, nogle gange flår ærøboerne hinanden i diskussionsgrupper på nettet, men når nogen kommer udefra, og prøver at tage noget fra os, som retfærdigvis er vores, så står hele samfundet sammen. Storbonden og hans modsætning: alle er der for at bakke op om øen, og jeg elsker det. Det føles som hjem. Målet er at blive her, også hvis jeg skal pendle af øen efter min uddannelse. Det giver mig tryghed at være her, hvor jeg er mere end bare et nummer. Her er jeg Marcel, postbudet, en kammerat, drengenes voksen, Celestines kæreste.

Hvad betyder det for dig at have Celestine i dit liv?
Cele er det første, jeg tænker på, når jeg vågner, og det sidste inden jeg falder i søvn. Sådan var det også, før vi blev kærester. Jeg ved, at uanset hvor mørkt det kan blive, så er der et lys. Hun giver mig håb. Vi er som sort og hvid i mange ting, men vi har en gensidig respekt for hinandens holdninger, og respekten er nøgleordet. Hun er økolog, elsker træer, og er gartner, og jeg er typen, som helst vil være indenfor, og som siger ”puha, det er koldt udenfor.” Vi inspirerer hinanden, hiver hinanden op.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

12 Kommentarer

  • SVAR

    Dejlig historie og dejlig mand 🙂

    • SVAR

      Tak – og ja! Han er skøn.

  • SVAR

    Åhr mand – nu føler jeg mig helt snydt, fordi jeg ikke kender Marcel 🙁
    Endnu et skønt portræt Maj – tak for det.
    Og tak til Marcel for så fint at sætte ord på noget af det, der gør Ærø livet så fantastisk. “Det giver mig tryghed at være her, hvor jeg er mere end bare et nummer. Her er jeg Marcel, postbudet, en kammerat, drengenes voksen, Celestines kæreste.” (Jeg blev forøvrigt også helt rørt over betegnelsen “drengenes voksen”) <3

    • SVAR

      Ham kan du nå at møde endnu. Han er simpelthen så dejlig. Ja, det er meget rørende, at “være nogens voksen”, og Marcel er en eksemplarisk voksen for de drenge.

  • SVAR

    Dejligt portræt af min fantastiske kæreste, Maj, jeg ville nyde at have dine ordgaver Men altså øko-fikseret… 😉 😉 😀 😀

    • SVAR

      Ja! Ha! Min grønneste veninde 😉 <3

  • SVAR

    Marcel har jeg mødt på Ærø flere fange og hver gang på den gode måde
    Maj du er fantastisk til at skrive! Tak for alle de input du giver os❤️❤️❤️

    • SVAR

      Marcel møder man nemlig på den gode måde 🙂 Tak for dine dejlige ord! <3

  • SVAR

    Rigtigt godt portræt. Kender kun Marcel som ham der leverer vores post :). Utrolig spændende livshistorie.

    • SVAR

      Ja, Marcel er spændende. Et godt menneske. Dejligt at du nu har mere end blot ansigt på postmanden 🙂 Tak for din kommentar.

  • SVAR

    Jeg kender ikk Marcel, men shit han lyder som den sødeste mand med meget livserfaring.
    Tak til ham og dig for en øjenåbner! Virkelig virkelig et godt indlæg! 🙂 ønsker ham kun det bedste fremover, lyder det dog som om han får – velfortjent 🙂

    • SVAR

      Kære Emilie, jeg ved, at Cele eller Marcel læser din kommentar, og viser den til den anden, og de glæder sig over den, ligesom jeg gør. Så tak. Og ja; han er alt det, du skriver. Jeg nyder at få lov til at beskrive mennesker, som ikke selv skilter med alt det, de bærer rundt på, og som fortjener en helt masse sol i ansigtet 🙂