Mød et menneske – Merian: ildsjæl, råstyrke, fugl fønix

De seneste dage har jeg gået og tænkt: ”Hvad jeg skal jeg gøre for at få alle til at læse om Merian?”
Jeg har overvejet fængende overskrifter, sponserede indlæg og alt muligt andet, men i virkeligheden ved jeg jo godt, at dem der skal læse det, de læser det, uanset om jeg fægter med armene eller ej. For sådan hænger verden sammen (og alligevel har jeg lyst til at råbe: hvis du kun skal læse én ting på min side nogensinde, så lad det være dette!)

Merian og jeg kender hinanden, fordi vores mænd skatede sammen i ungdommen, og siden havnede vi alle fire med hvert vores sæt tvillinger i Svendborg, og så lå det jo lige for, det med venskabet. Nu var det snart et år siden, vi havde set hinanden, men så i sidste uge kom Merian med færgen til Ærø, og vi snakkede løs, og vi kunne være fortsat i dagevis. På et tidspunkt spurgte jeg, om jeg måtte stille hende nogle spørgsmål til min blog.
”Ja,” svarede Merian. ”Hvad skal vi snakke om?”

Vi skulle snakke om hendes barndom, viste det sig. Eller, det vidste jeg godt lidt på forhånd – men ikke mere præcist end det, for jeg kendte ikke så meget til hendes historie andet end noget med en død mor, en narkomanfar, en plejefamilie og nu – som et mirakel – et lykkeligt liv med smukke børn, en altid kærlig ægtemand og to sæt henrykte bedsteforældre.
Jeg stillede spørgsmål, og Merian svarede direkte, uden omsvøb, lige fra hjertet, og min beundring voksede for hvert ord fra hendes mund. Jeg synes, Merian fortæller den vigtigste historie, der findes: Hun fortæller historien om, at vi ikke er vores udfordringer, men derimod vores måde at tackle dem på. Vi er ikke vores problemer, vi er vores løsninger. Hun fortæller historien om at vende modgang til styrke, mørke til lys og om at gribe livet og holde fast.

Mød Merian: Ildsjæl, råstyrke, fugl fønix – mor, hustru, menneske af livet

Merian Iris Larsen, uddannet sociolog, arbejder i socialstyrelsen på Center for børn, unge og familier i team “børn i risiko”.
Mor til Karl og Gry på fire, gift med Thomas.
Født 1985, opvokset på Langeland og i Svendborg, og flyttede i 2012 tilbage til Svendborg efter en årrække i København.

Hvem er du?
Lige nu er jeg familiemenneske, veninde og arbejdende, og så er jeg ved at lære at tage en taxa, når det er dårligt vejr. Jeg øver mig i at passe på mig selv, i stedet for kun at passe på andre. Det er noget nyt for mig, det med ikke at have dårlig samvittighed over at gøre tingene nemt, og det gælder selvfølgelig ikke alt. Jeg luger stadig med glæde ukrudt i haven fremfor at sprede gift, så det er ikke dovenskab, jeg er blevet ramt af, og det er ikke et tab af værdier, det er energiøkonomi. Når jeg er i haven med børnene, giver det mening, men det giver ikke altid mening at blive sjaskvåd af regn om morgenen på vej på arbejde.

Hvorfor øver du dig i det?
Jeg har altid brugt meget energi på at vise, at jeg kan selv. Det kommer måske af at være afhængig af et system, forsørget af andre og afhængig af mennesker, som jeg ikke har bedt om at være afhængig af, og nu arbejder jeg på at slippe min forestilling om, at det nødvendigvis er dårligt at være afhængig af andre. Jeg er jo afhængig af Thomas, min mand, og det er en afhængighed, der gør mig glad. Jeg vil gerne lære at sige ja, når mine forældre spørger, om vi skal spise sammen, i stedet for at have travlt med at vise, at jeg kan selv.

Hvem er dine forældre?
Det er mine plejeforældre. De har altid heddet mor og far, for de havde hjemmeboende børn, da min lillebror og jeg flyttede ind, så det hed de i forvejen, og det har altid været en værdi for dem, at vi var en familie. Men de har også accepteret, at vi havde en anden mor og far, og dem måtte vi også kalde det.

Hvor er din biologiske familie?
Min mor døde for ti år siden. Hun drak så meget, at hendes lever satte ud. Min far er i Svendborg. Jeg tror, han sælger stoffer. Min lillebror er tømrer, og han trives bedst i kaos – det er nok ret klassisk.

Hvorfor trives du ikke bedst i kaos?
Jeg kan godt lide forudsigelighed, og var meget optaget af at finde en kæreste, som jeg havde lyst til at være sammen med længe. Jeg ville have noget trygt, som jeg kunne sige farvel til uden at være nervøs for, at det skulle forsvinde. Det er vigtigt for mig, at har vi har styr på alting, Thomas og jeg, og at der er ryddet op i vores hjem. Det var der ikke, da jeg var barn.

Hvad kommer Thomas fra?
Han er min modsætning fra en kærlig og omsorgsfuld familie med en masse stabilitet, ro og nærvær, men vi kan godt forstå hinanden. Jeg tror, det kan virke fjernt for Thomas, at nogen har levet et liv, som jeg har det med min lillebror; At nogen svigter deres børn, glemmer dem, drikker, mens de er sammen med dem – ér sådan, og han kan ikke begribe det. Nogle gange, hvis vi har snakket om min barndom, kan han få det helt dårligt, mens, jamen, jeg tænker jo ikke selv: ”Hvor er det synd for mig,” eller: ”jeg har haft en hård barndom”. Men han bliver ked af det.

Hvad har du selv tænkt om din barndom?
Jeg har aldrig haft ondt af mig selv. Når man vokser op i det, så er det jo virkeligheden, og det er først senere, man finder ud af, at det kan være anderledes. At venindernes forældre var anderledes. Den der duft af hjem, af tryghed, den kendte jeg ikke. Jeg kom fra et kaos, hvor der blev røget – sådan helt tætrøget, – og jeg kan huske, at min mor sad i stuen med en tåge omkring sig dagen lang.

Hvor boede du som barn?
Jeg kan ikke helt gennemskue mit livsforløb, og selvom jeg har fået aktindsigt, har jeg ikke det fulde overblik. Men jeg mener, at jeg boede hjemme, fra jeg var nul til tre-fire år, og dernæst kom min lillebror og jeg i pleje. Da plejefamilien fik en dreng selv, blev jeg hjemgivet til min far, men han var stadig narkoman, og min lillebror havde nogle vanskeligheder, som gjorde, at han blev boende hos plejefamilien. Senere fik plejeforældrene trillinger, og så måtte min bror også flytte, og han endte hos vores plejeforældre, Jørgen og Anne Marie, altså dem vi kalder mor og far nu. Og jeg tror, det var godt nok, at det blev sådan. De første plejeforældre var ikke gode. De slog os, og jeg kan huske en dag, hvor jeg havde plukket en masse store stikkelsbær, en hel kande fuld, fordi jeg elskede dem, og jeg gik stolt gik ind, og viste det til plejemoren, som blev sur, fordi bærene ikke var helt modne, og så skulle jeg sidde i køkkenet og spise dem alle sammen, og jeg fik så ondt i maven. Derefter boede jeg nogle år hos mine forældre på skift.

Hvad vil det sige, at du boede hos dem på skift?
Når min mor var fuld, var der ikke styr på tingene. ”Merian, jeg går lige ned og køber noget mad” sagde hun klokken 14, og så klokken 22 var hun stadig ikke hjemme, og jeg lagde mig til at sove. Så gik jeg over til min far dagen efter, men han tog stoffer, så det var en anden misbrugsproblematik, og så gik jeg tilbage til min mor igen efter noget tid. Man kan sige, at jeg skiftede frem og tilbage på eget initiativ. Sådan var det, fra jeg var cirka syv til ti år.

Hvor langt boede de fra hinanden, dine forældre?
Det var en tyve minutters gåtur. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg havde det med at gå alene. Jeg kan ikke huske ret meget, i det hele taget, og jeg har ikke brugt meget energi på at huske mere. De gode ting bruger jeg som en styrke, de dårlige bruger jeg ikke energi på at grave frem.

Var der ingen, der slog alarm?
Der er lidt noter fra skolen om, at man var bekymret, men hvis man så på mig som socialt udsat barn, var jeg i trivsel. I papirerne står der blandt andet: ”Glad og fagligt over niveau,” men der var ikke madpakker, og, ja, mit tøj kunne have vækket bekymring, men det var på Langeland, så på en eller anden måde har jeg nok ikke skilt mig ud som én af dem, der havde det værst. Min mor sagde hver morgen: ”Vil du i skole, eller bliver hjemme med mig?”, og jeg sprang ud af døren, og løb ned til bussen, og ville gerne være i skole så længe som muligt. Jeg tænkte nogle gange, at hun ville helst have, at jeg blev hjemme, for jeg tror, hun var ensom.

Hvornår kom du hjem til dine plejeforældre?
Mon ikke det har været lige slemt hos mine forældre hele tiden, men på et tidspunkt var der alligevel nogen, der råbte op, og jeg har læst i min sag, at en hjælper mente, at min mor var skadelig for mig, fordi hun var sur, og skældte mig ud. Sådan husker jeg slet ikke min mor, men selvfølgelig har hun været sådan, hun var sikkert ubehagelig hele tiden, hun var jo alkoholiker. Hjælperen skrev, at hun mente, det alene var grundet vores far, at min bror og jeg havde klaret det. Det synes jeg alligevel, er vildt. Hjælperen var bekymret for, at min mor ikke havde overskud til mig, og på det tidspunkt havde min far en ny kæreste og to børn mere, og derfor endte det med, at jeg begyndte at besøge min lillebror i weekenderne. Så en sommer, da jeg var 10-11 år, spurgte mine plejeforældre, om jeg ville holde sommerferie hos dem, og det ville jeg mega gerne. De har en datter, Maria, som er to år ældre end jeg, og som jeg legede rigtig godt med, så det var perfekt. Hun er et fantastisk menneske, Maria; tænk at hun ville dele sit hjem og sine forældre med mig og min lillebror. Jeg har altid haft stor respekt for mine plejeforældres biologiske børn, der ligesom Jørgen og Anne Marie, har åbnet deres hjem og hjerte for os. Og jeg kom aldrig hjem fra den sommerferie, så der er formentlig sket det, at jeg blev anbragt frivillig udenfor hjemmet.

Hvad tænkte du om dine muligheder, da du var barn?
I den slags barndom tror jeg ikke, man har energi til at tænke over, hvad fremtiden bringer. Man er mere fokuseret på overlevelse. Er der nogen hjemme? Er der mad? Hvorfor er stemingen sådan? Er de glade eller kede af det, sure eller fulde? Jeg tror først, fremtiden begyndte at eksistere, da jeg flyttede ind hos min plejefamilie, og fik ro, og ikke behøvede at være en lille voksen mere. Så kunne jeg drømme og tænke. Hvem er jeg? Hvad vil jeg?, og jeg var meget bevidst om, at jeg ikke skulle være som mine forældre, så jeg reflekterede over, hvad det ville kræve, og kom frem til at jeg skulle gå i skole, have en uddannelse og finde nogle gode venner.

Følte du, at du var i større fare for at komme på afveje end dine kammerater?
Nej, jeg har aldrig følt, at jeg havde en social arv, jeg har bare vidst, at jeg skulle noget andet end mine forældre. Jeg har været gennemsyret af at blive selvstændig, og jeg kan huske, at jeg som tolvårig var så frustreret over, at jeg ikke måtte komme i arbejde endnu.

Hvem er din familie nu?
Jeg ser min plejefamilie som min familie. De har jo taget sig af mig og min lillebror på en måde som ligger ud over, hvad der er forventet af en plejefamilie. Vi var med til festerne, med på billederne, og hvis de andre fik en gave, gjorde vi også.

Kunne du selv finde på at få plejebørn?
Det har jeg tit tænkt på, fordi jeg gerne vil give det videre, som jeg selv har fået. Men jeg tror ikke, at vi kommer til det, for jeg har brug for, at vores liv har den stabilitet og de rammer, som vi har skabt.

Hvad er din passion?
Min historie har været styrende for min interesse for udsatte børn, og jeg tror, jeg er meget optaget af, hvad der sker, når man bliver anbragt udenfor hjemmet. Mange har spurgt, hvorfor jeg har klaret mig, som jeg har: Kaldt mig mælkebøttebarn, eller mønsterbryder, men det kan jeg ikke lide, for det ligger op til, at barnet selv er ansvarligt, og jeg mener, det er systemet omkring, barnet, der skal løfte opgaven.

Hvad har du lært af dit liv?
I teenageårene ville jeg bare være ligesom de andre, og jeg brugte meget energi på ikke at skille mig ud. Senere er det blevet en styrke. Det har ikke været ødelæggende at se den side af et samfund med mine egne øjne, det har været interessant. Hvad betyder det at bo hos en misbrugsfamilie? Det kan man som akademiker bruge årevis på at finde ud af, men jeg har været der.

Hvordan er din baggrund en styrke?
Jeg har en tro på, at når jeg går til noget, så skal det nok lykkes, og jeg ved, at jeg kan overkomme mange ting.

Hvad tænker folk omkring dig om din historie?
Jeg tror egentlig, at dem, som kender min historie, har stor respekt for mig. Men jeg nævner det sjældent, og nedtoner det nok lidt, fordi det ikke betyder så meget for, hvor jeg er nu. Det er mere som at sige: ”så skiftede jeg skole i 4. klasse, og det var traumatisk.” Alle har en historie, og på et tispunkt giver man slip på den.

Hvornår gav du slip på din historie?
Nogle år efter min mor døde. Måske lidt senere. Det begyndte det lige så stille at forsvinde som en del af min fortælling, og det gik rigtig hurtigt, efter jeg selv blev mor. I dag fylder min barndom næsten ingenting.

Nu hvor du selv er mor, hvad tænker du så om dine forældre?
Mange spørger, om jeg er vred på dem, men det er jeg ikke. Jeg tænker nærmere, at de har haft det rigtig svært, og har haft meget med i bagagen. De har jo ikke ønsket at være de forældre, de var. Jeg synes, mine børn har det rigtig godt, og det giver mig en enorm glæde, og det er en kæmpe bevidsthed for mig, at det ikke kommer af sig selv. Jeg har aldrig været vred på min mor og far, men jeg har haft virkelig ondt af dem. Mine forældre har været i den der onde cirkel, hvor de drak, fordi de drak, og drak fordi de svigtede, og allerede som barn tænkte jeg, at det var et hårdt liv, for dem. Jeg har ikke tænkt, at det var synd for mig, jeg havde jo mange muligheder, men jeg synes stadig, det er synd, at det gik dem, som det gjorde. At de tilsynelandende ikke havde andre muligheder.

 

Merian er det sidste mandagsportræt i denne omgang – fremover vil jeg lægge mine portrætter på om onsdagen.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

  • SVAR

    Fantastisk portræt, af en fantastisk kvinde, og meget kær veninde… Jeg håber der kommer en part 2, for Merian er så inspirerende og spændende <3

    Jeg glædes tit over din blog, som jeg iøvrigt opdagede fordi Merian likede din FB side. Jeg glædes over at læse om virkeligheden, det gør mig tryg og glad – dine tanker og skriv er inspirerende!

    Ønsker dig en dejlig dag…

    • SVAR

      Kære Stine,
      Tak for din kommentar – Ja, Merian er så fantastisk. Jeg er glad for, at du læser med herinde. Kh MM

  • SVAR

    <3

  • SVAR

    Hvor er det dejligt at høre, at du har det så godt merian. Jeg har nu aldrig , efter du blev anbragt, været i tvivl om at du ville klare dig. Jeg kan bl.a. Huske din 8 eller 9 års fødselsdag hos din mor.

  • SVAR

    Smukt

    • SVAR

      Hun er et smukt menneske, Merian.