Mød et menneske – Mette: Selvsikker, stålsat og tryg ved fravalg

Da jeg tidligere på ugen parkerede den store familiebil på Ærøfærgen med slutdestination ”Børnemodtagelsen”, var det bag en anden familiebil næsten magen til vores. Og ud af den stod Mette, og hun tog lille Laurits på armen, og få sekunder efter stod vi overfor hinanden på dækket, med hvert vores syge barn, og snakkede om, hvorfor vi hver især var på vej til OUH. For Mette og Laurits havde samme kurs som os, og vi endte med at tilbringe mange timer sammen den dag. Først på færgen og dernæst i venteværelserne på OUH, hvor de to små legede, mens vi kunne snakke og opmuntre og hente vand til hinanden. Og det var lidt af et sammentræf, for lige netop dagen inden havde Mette og jeg for første gang snakket rigtigt sammen, da jeg interviewede hende til dette portræt. Vi havde siddet overfor hinanden i køkkenet i hendes og Jens’ og deres fem børn og nevøs hjem i landsbyen Leby, og hun havde fortalt om sin barndom og om deres liv, og jeg havde glædet mig til at komme hjem og skrive om hende. Imens hun fortalte, trissede Laurits lige så stille rundt, indimellem drak han lidt te, indimellem kravlede han op på en stol, og så på os, og han lignede på en prik Mettes andre fire børn, som jeg kender fra børnehaven Pippihuset, hvor tre af dem de går sammen med mine to mellemste.

Men jeg fik ikke skrevet mandag aften, for der opdagede jeg, at Juno var syg, og nu er der gået et par dage mere, og både Mette og jeg har haft rigeligt at se til, men jeg kender hende endnu bedre nu, så det er godt. Tirsdag aften fik hun og Laurits lov at køre hjem fra hospitalet, og jeg tror, noget af det første hun gjorde fra færgen, var at skrive til mig ”Vi nåede færgen klokken 22,” skrev hun. ”Hvordan går det? Jeg tænker på jer.” Og sådan indkapslede vores fælles tur til OUH så fint, hvad det betyder at bo på en ø: Omsorg, kendskab, fællesskab. Men nu er det Mette, det skal handle om, og det er hun sådan set ikke vant til. ”Samtaler plejer jo ikke at være envejs,” sagde hun flere gange, mens jeg interviewede hende. ”Det er helt mærkeligt bare at snakke om mig selv.”
Mette er et dejligt menneske; Et menneske med helt klare prioriteter i livet, og som hver dag træffer valg, der kan være svære for de fleste af os, fordi der følger nogle fravalg med, som efterhånden er blevet vigtigere end livsglæden selv i verden anno 2016.

Mød Mette: Mor med stort M, livsnyder, optimist, altid hjælpsom, altid opmærksom på hvad hun vil med sit liv.

Mette Ingrid Thygesen, født 1982 i Holstebro.
Lidt snedker, lidt bygningskonstruktør, lidt kok – altid hårdtarbejdende, altid mor.
Gift med Jens.
Mor til: Anders, 7, Sofie, 5, Rasmus, 4, Claus, 3, Laurits, 1.

Hvordan er du havnet på Ærø?
Jeg kom hertil som tiårig med mine forældre, fordi min 13 år ældre søster, Elizabeth, var kommet tilbage til Danmark efter to år i Australien, og havde fået arbejde som fodermester på øen. Mine forældre fandt et hus, som de sendte min søster ud at se på, og det købte de. Jeg tror, vi havde været her to gange på besøg inden da, men nu var min søster jo kommet hjem, og så kunne vi være sammen som familie igen. Min far havde været syg i mange år, og livet skulle leves.

Bor din familie stadig på Ærø?
Mine forældre er døde, men Elizabeth bor her, og min ældste storesøster, Caroline. Hun flyttede hertil efter at have boet ni år i Stockholm. Vi har også en bror, som bor udenfor Holstebro.

Hvem bor her på gården?
Jens, jeg og vores børn – og  Tobias.

Hvem er Tobias?
Tobias er min nevø på 17, som har været i netværkspleje hos os, siden han var 11. Han var endt på et opholdssted, og da det gik op for Jens og mig, at han var røget af sted, kiggede vi på hinanden, og sagde: ”Han skal da bo hos os, den lille dreng.” Det kunne vi slet ikke have. Man får ikke løn, men man har heller ikke de vilde udgifter forbundet med netværkspleje. Det skal ikke være økonomien, der afgør, om man bliver godkendt eller ej. Netværkspleje er ikke arbejde, det er en aflastning. Jeg tror faktisk ikke, jeg har psyken til at tage deciderede plejebørn. Tobias er familie og begge forældre og alle bedsteforældrene er med hele vejen.

Hvor gamle var I på det tidspunkt?
Jeg var vel 26, og Jens er fem år yngre end jeg.

Hvordan endte din nevø hos to så unge mennesker?
Jamen, vi havde et familiemøde med bedsteforældrene, Tobias’ far og Tobias selv, hvor vi spurgte ham, hvad han helst ville? Hvor han gerne ville bo. Han ville bo hos os, det var han sikker på. Dengang boede Jens og jeg i mit barndomshjem, og Tobias været meget knyttet til min mor, så der havde han måske de bedste minder fra. Da han kom hjem til os, havde han allerede fået et lille knæk; det er ikke nemt at være anbragt, og systemet kan være hårdt. Men nu går det fint. Han er en sej dreng.

Hvordan var din barndom?
Den var meget speciel, fordi min far var så syg. Egentlig var mine forældre selvstændige, men de valgte de at leje en gård udenfor Holstebro, da min far blev syg, og han blev førtidspensionist, min mor tog kørekort, og arbejdede deltid i en børnehave, og ellers passede hun ham – og mig. De havde ingen penge, men det lægger man ikke mærke til, når man er barn. Da jeg blev voksen, gik det op for mig, at min mor brugte to år på at tage det kørekort, og hun var oppe ti gange, og det kostede dem en formue, men jeg kan ikke huske, at de har beklaget sig. Hun bagte altid selv brød, og lavede pandekager – de der billige ting, fordi man altid har æg og mælk, når man bor på landet, men det er jo de ting, man synes, er lækre. Men de gjorde det lidt af nød. Mine forældre var enige om at prioritere tiden sammen. Lægerne lagde ud med at sige, at min far ville leve ét år, men han levede 15, og han havde dæleme ondt, så han var mest vågen om natten.

Hvad har du lært af din barndom?
Mine forældre var der jo altid, ligesom Jens og jeg er. Jeg har 35 fætre og kusiner, og der var altid nogen på besøg hos os, fordi mine forældre gik hjemme. Og det passede mig rigtig godt, for jeg er efternøler, så mine søskende var flyttet hjemmefra, og alligevel var min barndom fuld af børn. Jeg husker de mange heste og haven og min mor, som gik og bagte boller, men set i bakspejlet var det et underligt valg midt i firserne at leve sådan et liv, og det har smittet meget af på den måde, jeg gerne vil have, mine børn vokser op. Jeg lagde aldrig mærke til, at der ikke var penge, før vi flyttede ind til byen, men derinde var der sgu heller ikke nogen, der havde penge. Vi gik rundt i Bilka-tøj alle sammen, og lignede noget, der var løgn. Vi havde ikke fjernsyn, men vi havde altid besøg, og så gik vi over til naboen i 1992, og så fodbold. Fjernsynet var valgt fra, fordi vi ikke havde så lang tid tilbage sammen. I stedet spillede vi kort, og legede alle mulige børnelege.

Hvad har det lært dig?
Min far havde været forsikringssælger, og hele hans familie arbejder i Codan. De havde store villaer, og min far købte biler kontant i 70’erne, og havde mobiltelefon som den første, og min mor havde en virksomhed, hvor hun solgte bevillinger til vognmænd, men de ville noget andet, derfor købte de en stor gård. Men så, inden de nåede at overtage den, fik de at vide, at min far var alvorligt syg, og de lod handlen gå tilbage, og lejede i stedet gården, som jeg voksede op på, og min far fik en kæmpe nedtur, drak en flaske om dagen, men jeg var hans grund til at leve, hans store hobby, og jeg var meget forkælet med opmærksomhed. Jeg har altid følt mig heldig, og det er vigtigt at få med, for jeg har en klar følelse af, hvad mine børn skal tænkte tilbage på, og så længe de er små, så er det absolut ikke, hvad der står i tøjet, eller hvilken bil vi kører rundt i, det tæller. Det er nærvær, og på det punkt er jeg fuldkommen afklaret. Det står klokkeklart, fordi jeg har de erfaringer fra min egen barndom. Det sker jo, når livet bliver sat på en spids: ”Hvad er egentlig vigtigt?” Det har mine forældre bruge meget energi på at lære mig. De læste meget filosofi, og underlige bøger som Tor Nørretranders ”Mærk verden”, som jeg aldrig har fattet, og min mor tog filosofikurser.

Hvad har Jens og dig valgt fra for at leve det her liv?
Vi har gjort alting omvendt. Da vi blev kærester, startede vi med en stor gæld fra et entreprenørfirma, som han havde overtaget efter sin far som 18 årig. Vi startede med et stort pres på det plan, og sagde: ”Jamen, det er bare penge, vi skal nok overleve, og så må vi bide i det sure æble de næste 10-15 år,” og når man er der, hvor man er enige om noget så elementært, som at penge ikke er vigtigt, så er man meget langt. Vi har siddet i tarvelige situationer, men vi er glade for hinanden, og den er vigtig, den der, for når jeg tænker tilbage på mit liv, så er nogle af de lykkeligste stunder, når jeg har været mest fattig. Som ung og studerende i Svendborg havde jeg da ikke en krone, når først jeg havde betalt huslejen, men jeg havde det godt. Jeg havde det skønt og sjovt, og det er fedt, at man møder én senere i livet, der har samme værdier.

Ville du ønske, du havde flere penge?
Nej, det ved jeg såmænd ikke. Nu har vi endelig fået lov til at købe gården. Man skal virkelig forsvare, hvorfor man lever sådan et underligt liv med en masse børn, og hvorfor man ikke vil bo i et parcelhus i et villakvarter, og det er skræmmende, at der er en holdning fra kreditforeningen til, at man helst skal bo på en bestemt måde. Det er så stereotypt. Tænk at vi er nået dertil i vores samfund, at så velovervejede mennesker, som vi er, kan have svært ved at få lov til at købe det hjem, som vi har lejet i tre år.

Hvordan opfatter folk omkring jer jeres valg?
Der er generelt mange ærøboer, som prioriterer nærvær og tid, og jeg snakker med mange, som synes, at det er fint, uanset om man er hjemmegående eller knokler løs, bare man er glad. Det er den generelle positive indstilling til hinanden. Men det er nok ikke lige normalen i en forstad til København eller Aarhus? Det med at bo på en gammel nedslidt bondegård med fem børn. Jeg ved ikke, hvad alle andre tænker, men det tænker jeg til gengæld ikke så meget på. Jeg er født med en gennemsyrende optimisme. Hvis der er noget, som er surt, kan jeg altid se det fra en anden vinkel. Hvis jeg taber en spand kartofler i køleskabet, er jeg bare glad for, at et ikke er kartoffelsuppe. Jeg kan allerede mærke på Anders, vores ældste, at hvis én af de andre ødelægger hans legetøj, så siger han: ”Det går nok.” Empati og optimisme er vigtige egenskaber.

Er du nogensinde i tvivl?
Nej, jeg har en selvsikkerhed i, at det liv her er 100 procent rigtigt for mig, og det giver selvtillid, at man er så sikker på, at man gør det rigtige. Men vi har også perioder, hvor vi knokler helt vildt. I høstsæsonen er Jens væk det meste af døgnet og i de samme måneder er der travlt i restaurationsbranchen, så der kan vi godt være pressede. Glæden ligger i måden, vi er sammen på. Når vi sidder nede på stranden med kaffe og Asti, og kigger ud over havet, tænker jeg altid: ”Her skal vi da være.” Og sådan har jeg det også, når vi er i haven, eller går en tur med hestene og ungerne, eller sår kartofler. Det giver så god mening at være sammen på den der normale måde – helt usnobbet, bare sammen.

Er I altid enige, dig og Jens?
Vi er fuldstændig enige om det her liv, og det er en FED fornemmelse, at vi aldrig skal diskutere noget. Hvis jeg kommer slæbende med en ny pony, siger han: ”ej hvor skønt!” Der er ikke ret meget ”det synes jeg ikke” mellem os. Vi har virkelig den fælles der forståelse af livet, og Jens er enestående. Han gør så meget for at gøre mig glad. Jeg kan godt komme hjem fra en 12 timers vagt og være enormt træt, og alligevel gå glad i seng, fordi det er så forstærkende at have den uselviske kærlighed helt tæt på. Automatisk giver man mere, jo mere man får.

Hvad lavede du, inden du mødte Jens?
Jeg flyttede til Svendborg, da jeg var færdig i folkeskolen, og kom i lære som snedker, og det var vildt godt. Men jeg var blevet opereret i fødderne i 10. klasse, og skulle opereres igen, og studievejlederen og lægen rådede mig til at finde et stillesiddende job. ”Nå,” tænkte jeg så. Hvad søren skulle jeg gøre? Jeg tog et år på Svendborg Gymnasium og et år på Aarhus Akademi og derefter et supplerende adgangskursus på Aarhus Ingeniørhøjskole med henblik på at læse enten medicin eller til bygningsingeniør. Jeg begyndte på bygningsingeniøruddannelsen, og mens jeg studerede, gjorde jeg rent i et vestjysk firma, hvor jeg knoklede løs, og da inspektøren stoppede, var jeg den eneste, der kendte så mange af kunderne, så jeg blev inspektør. Jeg kørte 6000 kilometer hver måned, havde to firmabiler, og var 22 år. I et par år knoklede jeg helt afsindigt; Lavede kvalitetsrapporter, sørgede for tøj og rengøringsmidler, løn og kundeplaner, og når der var for mange syge, skulle jeg selv af sted og gøre rent. I hele Østjylland, og Nordjylland og på Fyn, alle Silvanbutikkerne, blandt andet, og jeg var måske nok for ung til den stilling, men det var skægt. Dengang var jeg gift med min ungdomskæreste, og han ville til Ærø og læse det sidste halvandet år af styrmandsuddannelsen, så jeg tog med, og sagde til mig selv, at jeg ville rejse væk igen og studere senere. Men jeg blev skilt, og mødte Jens.

Hvordan mødte i hinanden?
Jeg havde mange jobs, inden jeg fik børn, jeg har altid været lidt en arbejdsnarkoman. På det tidspunkt, for otte år siden, arbejdede jeg i Søby Bodega, hvor jeg var bodegatrisse. Det var en rigtig bodega dengang, og Inge Lise, som havde haft den i 25 år, stod stadig i baren. Og dér kom alle bonderøvsdrengene, alle ungkarlene – også de gamle ungkarle, og vi sad en flok veninder sammen, og kiggede på de der 40 årige, og tænkte: ”snart er de tres”, men så var der en flok unge bonderøve på 19-20 år, og vi var en håndfuld veninder, som fandt sådan én hver. Jeg er 5 år ældre end Jens, så det tog lidt tid at finde sammen. Jeg er nok lidt sindrig og jysk i det, og han var meget forsigtig, men jeg var ikke i tvivl om, at han var interesseret. Til gengæld var jeg i tvivl, om han var den rigtige. Han er meget speciel, Jens, og jeg er hans første kæreste. Han er et meget følsomt og ærligt menneske. Han lyver aldrig, det hverken kan eller vil han, og alt han gør, gør han for andre. Alt han rører ved, er uden egoistiske bagtanker, og det fandt jeg hurtigt ud af; at han ikke er ikke én, man laver sjov med. Han bejlede rundt efter mig i et års tid, og så slog det mig en dag: “Selvfølgelig er det ham! – og selvfølgelig skal vi leve et bonderøvsliv sammen,” og jeg var jeg ikke i tvivl. Ikke et sekund. Vi fandt sammen i foråret, og jeg blev gravid i august, og jeg vidste, at det var os for altid. Vi elsker at være udenfor, og kan lide at gøre en masse ting for andre, og moralsk minder vi meget om hinanden. Jeg tænker, det er sjældent at finde en mand, hvis fritidsaktiviteter er at lave mad og passe mine fritidsaktiviteter, altså dyrene, men han synes, det er hyggeligt at rode rundt i de der veterantraktorer, og det passer jo godt med foder.

Hvorfor har I så mange børn?
Vi vidste, at vi ville have mange børn, da vi mødte hinanden, og indtil vi fik Laurits for halvandet år siden, har jeg haft det sådan, at der manglede nogen. Vi ville have dem forholdsvis tæt, så de har glæde af hinanden – måske fordi vi selv er efternølere. Jeg tror, vi er her alle sammen nu, men man skal ikke love den slags.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

3 Kommentarer

  • SVAR

    Kan kun sige, SKØNT! 🙂

    • SVAR

      Ja, ikke? Hun er skøn! 🙂

  • SVAR

    […] Maj My skriver levende om livet som øbo. Især er jeg faldet for serien “Mød et menneske”. I denne uge har hun skrevet om Mette. Alle indlæg i blogserien er interessante, men denne uges findes lige her. […]