“Mød et menneske” – mød Christen Albert Christensen

Christen stod på taget af sit skur, og plukkede pærer fra et enormt træ, da jeg kom forbi for at tage billeder den anden dag. ”Der er så mange, men de hænger meget højt,” sagde han på vej ned af stigen i træsko og overalls og med en lang frugtplukker i den ene hånd. “Men jeg vil have fat i dem.”
”Hvor skal vi tage billedet? Har du et yndlingssted?” spurgte jeg. ”Ja, derovre – på stenblokken med udsigt til vandet.”
Således. Mød Christen Albert Christensen, den dejligste nabo man kan tænke sig.

Processed with VSCO with a7 presetChristen Albert Christensen, f. 1941
Landmand, aktiv foreningsmand
Gift med Bente, to børn og elleve børnebørn

Christen og Bente sidder i køkkenet på den hvidkalkede gård, “Skoldbjerg.” Her har de boet i mere end 50 år; knap 200 meter fra Christens barndomshjem og med den samme udsigt til vandet ud for Vester Bregninge på Ærø, som han er vokset op med. Hver dag året rundt går Bente og Christen og vores fælles nabo Kirsten ned af grusvejen “Endeløs” til stranden. Og indtil for godt og en uge siden hoppede Christen hver eftermiddag ind i sit lille skur, trak i sine badeshorts – og sprang så i vandet.

“Men damerne bliver på stranden,” siger han, og griner sit lidt forsigtige grin med de stærke hænder placeret på voksdugen foran sig. “De vil hellere stå med hunden i tørvejr.”
Når Bente og Christen går hjemmefra, hænger de et skilt på døren. “Vi er på stranden”, står der. Der er noget trygt ved gentagelsen og noget smukt i tilliden til vores medmennesker.

Det er fredag, klokken er 10:30, og Bente, som oprindeligt er fra Nordjylland, sidder på sin stol i køkkenet, og våger over en plade gulerodsboller, der bager i ovnen, mens Christen har sat sig overfor mig ved bordet. Jeg ved, at når jeg siger farvel til dem begge om en times tid, så går der ikke længe, før de sover middagslur.

Hvorfor sover I til middag?
“Jeg har sovet til middag, siden jeg kom ud at tjene. Dengang var det nødvendigt, nu er det en vane. I mine unge dage stod vi op klokken fem, og malkede, og så klokken halv syv kom mælkevognen. Vi havde fyraften ved sekstiden.”

Hvor gammel var du, da du flyttede hjemmefra?
“Det var efter konfirmationen. Jeg fik et klædeskab med til mit tøj, og det blev stillet op i karlekammeret. (“Det er jo derfor, det hedder et karlekammerskab,” indskyder Bente, og ser på mig med et løftet øjenbryn), og derinde boede jeg og min husbond,” fortsætter Christen. “Han var ungkarl, og inde i huset boede hans to søskende, som han ejede gården med, men han ville helst bo ude i stalden. Og vi boede virkelig midt i stalden: Værelset var bygget ind mellem dyrene, så vi havde køer på den ene side, ungdyr på den anden og kalve bagved, og døren var så utæt, at man kunne se halerne svinge igennem den. Men min madras var af langhalm, hvilket var pragtfuldt lunt at ligge i. Den eneste gene var, at musene skramlede så meget derinde, og det var ikke altid til at sove for.”

Hvad gjorde du så?
Ja, så måtte man lige snuppe dem, og smide dem udenfor.

Hvor stort var kammeret?
Det var nok en håndfuld kvadratmeter. Sengen var to gange 170 centimeter i længden med et bræt som skillerum ved fødderne. Så lå vi, husbonden og jeg, i forlængelse med fodsålerne mod hinanden.

Du har jo levet i mange tider: Som karl på en gård, dernæst som selvstændig landmand og nu med e-mailadresse og mobiltelefon. Hvilken tid føler du, at du kommer fra?
“Jeg bekender mig til den tid, som jeg er født og opvokset i. Man kørte med heste i marken, trak køerne ind, og malkemaskinerne var primitive. Det er det, jeg husker. Traktorerne er kommet til, efter jeg var soldat, og det føles ikke som om, jeg har levet længere med traktorerne end uden. Udviklingen er gået så hurtigt, at mange af de tekniske fremskridt er lukket ned igen. Vi byggede en topmoderne kostald i 1972, men den er for længst fuldkommen passé.”

Hvad synes du om udviklingen?
“Jeg er jo nødt til at være i denne her tid, og jeg trives udmærket med det. Grundtvig skrev: “Et jævnt og muntert, virksomt liv” og jeg plejer at tilføje: “især virksomt.”

Hvad er vigtigt for et godt liv?
Man skal være tilfreds med det man har, og med det man gør, og så skal man have nogle gode naboer.

Er det simpelthen et krav, det med naboerne?
Ja, det er det da. Det er vigtigt med gode naboer, siger Christen som den største selvfølge, og så må jeg lige sætte pause på og fortælle jer en ting: Da min familie og jeg havde boet i vores hus i 48 timer, bankede det på døren, og dér stod Christen og Bente med en buket blomster og en invitation til deres guldbryllup tre måneder senere. “Kristian og Maj” stod der i kursiv indeni guldkortet, og stolte og glade satte vi et stort kryds i kalenderen. Tre måneder senere satte vi os til bords med et udpluk af de dejligste mennesker fra øen, og vi følte os meget heldige at være havnet tæt på lige netop Bente og Christen. Tænk at lande så trygt og godt på vores nye ø, omringet af så varme væsener.

Er der ikke andet, man skal bruge for at have et godt liv?
Jeg synes da egentlig, det er meget at bede om, og jeg har ikke behov for meget andet end lidt at spise, tøj på kroppen og så at leve mit liv på stedet her med Bente.

Hvorfor er stedet vigtigt?
Jeg er som en plante, der har stået længe, og hvis du fjerner mig, vil jeg aldrig trives lige så godt igen. Jeg slog rod her i 1962, fire år, før jeg mødte Bente, og det blev prakket mig på, rent ud sagt. Men jeg havde ingen planer, og på det tidspunkt havde jeg tjent i fire år på to gårde, og havde svoret, at jeg aldrig skulle være landmand. Det var simpelthen for hårdt. Landmændene arbejdede 12 timer hver dag, og havde kun fri hver anden søndag, og først efter de havde malket. Men så en dag kom svigersønnen fra gården her hen til mine forældre, de boede jo lige rundt om hjørnet, og vi sad i køkkenet, og snakkede, og det kom frem, at gården skulle sælges. “Var det ikke noget for dig?” spurgte han. “Nåå, det ved jeg ikke”, svarede jeg, men det var jo ideelt. Jorden lå udenom mine forældres, så vi kunne drive det sammen, og så blev der forhandlet, og det lykkedes at skrabe pengene sammen med mine forældres hjælp.

Hvordan føltes det?
Det tiltalte mig at have mit eget, og at skulle stable det på benene fra ny. Gården var kørt helt ned: Her var to gamle heste og nogle redskaber, som man ikke kunne bruge til noget, så jeg lånte en traktor af min morbror, og hurtigt fik jeg købt en brugt én selv og en harve og en plov, og så startede vi ellers sammen, min far og jeg. Han havde ingen traktor, men han havde en hest, så jeg harvede med traktoren, og så kørte han bagefter med hesten og såede.

Kan du nævne noget fra dit liv, som har været med til at forme dig?
Det har sat sine dybe spor, at jeg blev etableret her på ejendommen. Så havde jeg en linje at gå efter. Nu om dage er det slut med at kunne leve af de gamle ejendomme, men vi har aldrig tjent penge på andet.

Hvor meget har I selv produceret til husholdningen?
Vi har så vidt muligt været selvforsynende, og det går vi stærkt op i: At have vores egne grøntsager, æbler, æg, kød og mælk.

Har I følt jer fattige?
Nja, men et år var landbrugskonsulenten her, og han sagde, at vi ikke kunne leve for så lidt, når vi havde børn. “Der skal jo da købes bananer og sådan noget,” men jeg svarede, at gulerødder da er lige så godt.
Christen griner lidt, og jeg griner med, for jeg husker tydeligt, at Bente og Christens ene søn, Bjarne, i sin tale ved deres guldbryllup nævnte netop den historie, og jeg husker også den stolthed, han fortalte det med og de grin og den respekt, anekdoten affødte i salen. For ja, gulerødder er lige så sunde og nej, man behøver ikke bananer for at leve en god barndom. Der er en beskedenhed og nøjsomhed bag Christens ord, som min generation indimellem længes efter, tror jeg. En bekræftelse af noget vi ved dybt inde, men som vi ofte føler os bedøvet fra. Nemlig at penge ikke er lykken, kort sagt.

Hvad gjorde I, da han sagde sådan?
Jamen, han mente jo, at vi skulle ud på arbejdsmarkedet, men det ville vi ikke, og hvad gør man så? Man bliver jo stædig. Der blev lukket for alle ventiler, sparet hvor der kunne, og vi byggede kostalden om til tredive køer. Heldigvis var det dengang, priserne på alle landbrugsprodukter steg.

Var du nervøs?
Både og. Jeg overvejede ikke at droppe gården. Vi havde haft ejendommen i ti år, og der var lidt stil over det, ærligt talt. Markerne ydede mere end før, og vi havde fået nye redskaber, så det skulle han i hvert fald ikke bestemme. Men det var godt, at han var realistisk, så vi ikke risikerede at ende i hullet som den forrige ejer.

Hvad så nu?
Jeg vil fortsætte med at lave så meget, som jeg kan her på gården, men jeg føler, at det er op ad bakke efterhånden. Det sker gradvist, at jeg ikke når så meget, som jeg gjorde engang. Det er som at gå op af en stejl bakke, og man bliver mere træt, jo højere man kommer op.

Tror du på gud?
Ja, som en udefinerbar størrelse, der styrer det hele. Der er en mening med livet, og meningen med mit liv er, at jeg skal være her på stedet sammen med Bente. Jeg har aldrig følt andet.

I går ringede Kristian til Christen klokken 9. Vi var i Aarhus, og blev i tvivl, om vores kattekilling var blevet fodret lørdag af en anden bekendt eller ej. Christen svarede sin mobil fra laden, hvor han var ved at valse korn. Det larmede, og han råbte, at det ville han selvfølgelig gerne. Da vi kom hjem, var katten glad og mæt, og der stod en bakke æg på det lille bord i entréen. Sådan er Christen – og Bente, i høj grad. Store mennesker som evner at gribe det store i det små, dag efter dag.

Processed with VSCO with a7 preset

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

11 Kommentarer

  • SVAR

    Dejlig nabo ☀️

  • SVAR

    Super godt portræt…nøjagtigt som han er

  • SVAR

    Jeg kan simpelthen ikke få nok af dine skriverier. Jeg glæder mig allerede Helt Vildt til næste mandag!

  • SVAR

    Dejligt portræt af din gode nabo, som virkelig forstår at vride det gode ud af livet.

  • SVAR

    Dejligt portræt, og interview du har skrevet af nogle dejlige og hjælpsomme mennesker. De gør Ærø til et bedre sted at leve.
    Hilsen Carsten

  • SVAR

    Bedre kunde de smukke mennesker ikke beskrives.

  • SVAR

    Inspirerende dejlig mand. Nogle gange ved jeg ikke hvad jeg har så travlt med, og hvorfor jeg absolut skal rejse verden rundt og opbygge et firma og tjene 50.000 om måneden for at føle mig succesrig. Smukt portræt!

  • SVAR

    […] som slog rødder på øen Pippihusets ejerkvinde Den taknemmelige bonde Konfektmageren og hans hashvægt Denne tids […]

  • SVAR

    […] mange nye, lyse, livsglade grene igen. Af himlen og havet, køerne der gumlede, mine børn og af Christen. Jeg er ikke foto-dame, jeg er skrive-dame, først og fremmest, men billeder kan alligevel […]

  • SVAR

    […] andre mennesker på bloggen: Arkitekten, som slog rødder på øen Pippihusets ejerkvinde Den taknemmelige bonde Konfektmageren og hans hashvægt Denne tids fiskerkone Jordemødrenes […]

  • SVAR

    […] andre mennesker på bloggen: Arkitekten, som slog rødder på øen Pippihusets ejerkvinde Den taknemmelige bonde Konfektmageren og hans hashvægt Denne tids fiskerkone Jordemødrenes bosskvinde Den vigtigste […]