“Mød et menneske” – mød Minna

Det er mandag, og det er tid til mandagsportrættet.
Jeg talt med Minna, som driver og ejer børnehaven Pippihuset her på Ærø, og som har så utroligt meget på hjerte. Hun ved besked om livet som nummer otte i en søskendeflok på ti; hun kender til at miste, og at få mere igen. Hun ved, at man bliver nødt til at satse og dernæst stole på at livet sender os det, vi skal have.

Minna Henriksen, f., 1954 som nummer otte i en søskendeflok på ti
Pædagog og ejer af børnehaven Pippihuset, Ærø
Gift med Tange, tre børn og fem børnebørn

Dér sidder Minna Henriksen ved spisebordet i det gule hus med sit sølvhår, brillerne, den karakteristiske halsklud. Der er turkise fliser over komfuret og turkise vægge bag de mange bogreoler. Information tårner sig op på spisebordet side om side med Kristeligt Dagblad og Weekendavisen, og Minnas mand, Tange, sidder ved det åbne vindue mod haven med en hjemmerullet cigaret mellem fingrene. Han ser ud over markerne, og så – pludselig – kigger de overrasket på hinanden, og skraldgriner.

“Nej, det mener du ikke, vel?!”

Det er kun sekunder siden, jeg satte mig overfor dem med min computer, og sagde: ”Jeg indleder altid et interview med at spørge, om vedkommende har været danmarksmester i noget.” Og så var det, at Minna og Tange grinede højt, indtil hun tav, og så vantro på mig.

”Ja, altså, jeg har været danmarksmester i bordtennis, – men, spørger du virkelig altid om det?”

”Nej. Men der går jo rygter om dine evner.”

”Gør der?”

Og ja, det gør der. Minna er kendt af de fleste på Ærø. Siden hun kom til øen tyve år tilbage, har hun engageret sig i politik og frivilligt arbejde, og så har hun startet børnehaven Pippihuset. Hun er sådan én, der kan hundredevis af salmer og sange på rygraden, og som synger højt og klart, og holder taler, når det skal til. Hun er en kvinde med ben i næsen, ja, og med kraft i hænderne, vel og mærke.

Så, du har været danmarksmester i bordtennis?
Ja, tilbage i 1968 og 1969.

Fortæl lige den historie
Min familie og jeg boede på landet uden for Ringe, og der skete ikke så meget, men der lå en folkeskole i nærheden. På et tidspunkt var der nogle gutter fra Ringe, der ville spille bordtennis, og de fik lov til at låne hallen på skolen, som var i gåafstand fra mit barndomshjem. Hurtigt begyndte vi børn fra området at spille, og jeg spillede og spillede og spillede. Når jeg ikke var i klubben, stod jeg med battet i hånden, og spillede bolden op af væggen derhjemme. Jeg kunne ikke lade være. På et tidspunkt fik vi et hold i 1. division i damerækken, og der var jeg. Jeg startede som ni-ti årig, og vandt danmarksmesterskabet første gang som fjortenårig og igen året efter. Jeg har også vundet DM i damedouble, i 1970 tror jeg, men så blev jeg opmærksom på drenge, og bordtennis havde ikke nær så høj prioritet længere.

Hvad synes du generelt om konkurrencer?
Jeg spiller for at vinde. Det der ”tab og vind med samme sind” ved jeg ikke, hvem der har fundet på. Det er noget forfærdeligt vrøvl. ”Tab og vind med samme sind?” Nej! Det ér da ærgerligt at stå med en sølvmedalje, den vinder man jo ikke, man taber derimod en guldmedalje. Når vi spiller kort herhjemme, vil jeg da også vinde. Jeg bliver ikke sur, hvis jeg taber i kortspil, men jeg har været vred på mig selv i bordtenniskampe. Jeg har stampet i gulvet og sagt nogle lyde, men jeg har dog aldrig smadret et bat.

Lykkes du som regel med det, du vil?
Jeg sætter mig noget for, og ja, så lykkes det som regel. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg tænker, at det skal det nok ske. Det, du tænker i dag, bliver virkeligheden i morgen. Eller, som Grundtvig sagde: ”Ordet skaber, hvad det nævner.” Hvis jeg grubler over noget, ved jeg godt inderst inde, at det nok skal løse sig. Det, der skal komme, kommer til os, og jeg kan ikke altid selv se svaret på forhånd. Jeg er kommet frem til, at det er godt at tage sig god tid til nogle beslutninger. Ofte dukker der noget op, og vi tænker: ”Det havde jeg ikke lige set komme.” Det synes jeg, er fantastisk.

Hvordan blev Pippihuset til?
Pippihuset var absolut en handling fra hjertet. Jeg kunne jo ikke forudse alle de hurdler, der ville opstå i den forbindelse, men det lykkedes, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det skulle gøres. Jeg var 45, og kunne mærke, at jeg havde mange års arbejdsliv foran mig, og jeg var nødt til at gøre et eller andet, hvis ikke jeg skulle køre tør for brændstof. Pippihuset skulle inddrage børnene for at give dem en stemme og skabe et bedre børneliv og dermed en bedre arbejdsplads.

Hvordan er det gået dig og Pippihuset?
Jeg synes, det er lykkedes. Vi har eksisteret i sytten år, og jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, da jeg begyndte, men jeg havde i hvert fald ikke tænkt over, hvor længe børnehaven skulle være der. Jeg har lagt rigtig mange kræfter i det, og Pippihuset er mit livsværk. Der har gået mange børn i Pippihuset efterhånden, og mange af dem er jo voksne nu. Så ringer de, og vil i erhvervspraktik, og det kommer altid bag på mig, at de også har gået i Pippihuset.

Var det risikabelt at lave en børnehave?
Det var i hvert fald et kæmpe sats! Jeg lånte vildt mange penge, og når nogen spurgte: ”Er Pippihuset dit?” svarede jeg: ”Nej, det er sparekassens.” Jeg var heldig, at der var nogen, som troede på mig, og ville låne mig pengene.

Hvad er Pippihuset?
Jeg havde nogle tanker om, hvad der er et godt børneliv. Et liv, hvor ikke alt er lagt i skema, eller kører efter en snor. Mit eget liv har aldrig været firkantet, og jeg tænkte, at det måtte være muligt at skabe en ramme, der mindede om det, jeg selv forbinder med barndommensgade. Den gade findes jo ikke i virkeligheden mere, men så må vi kreere den i daginstitutionerne. Mine søskende og jeg gik hjemme med vores mor, indtil vi startede i skole, og vi mødtes hver dag med nabobørnene, og legede sammen. Vi spillede bold, og kravlede i halmstakke, eller legede kronegemme, og det var fantastisk berigende at være én af de mindste i en stor gruppe børn, der bid for bid indtog verden. Dét vil jeg gerne give børnene i Pippihuset. Følelsen af at være en del af et børneliv; at være trygge og frie.

Minna rejser sig, og de tre hunde springer, danser, med ud i haven.

“Jeg kommer selv fra en søskendeflok med et fantastisk sammenhold.Vi ses jævnligt, og det er en kæmpe hjælp at være sammen om livet. På den måde har jeg stadig en åbning til min egen barndommensgade.”

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Åh, hvor skønt at se Minna igen.
    Tange og Minna er bare sådan nogen hjertevarme personer-gi’ dem et kæmpe kram og en kopfuld øl fra mig.
    Kh Henriette

    • SVAR

      > Det kan du tro, jeg vil. Vi er meget taknemmelig for at have lært dem at kende.

  • SVAR

    Dejlige Minna 🙂

  • SVAR

    […] som slog rødder på øen Pippihusets ejerkvinde Den taknemmelige bonde Konfektmageren og hans hashvægt Denne tids […]

  • SVAR

    […] andre mennesker på bloggen: Arkitekten, som slog rødder på øen Pippihusets ejerkvinde Den taknemmelige bonde Konfektmageren og hans hashvægt Denne tids fiskerkone Jordemødrenes […]

  • SVAR

    […] andre mennesker på bloggen: Arkitekten, som slog rødder på øen Pippihusets ejerkvinde Den taknemmelige bonde Konfektmageren og hans hashvægt Denne tids fiskerkone Jordemødrenes […]