Mød et menneske – Peter: Ærøs nissefar og ustoppelige idébank

Da jeg kom hjem fra at have interviewet Peter Kiær i sidste uge, satte jeg mig, og skrev spørgsmål ind mellem hans udtalelser. Spørgsmål, som jeg ikke nåede at stille, mens vi sad overfor hinanden i hans og Bjørgs køkken med udsigt til Vesterbro i Ærøskøbing og med potter og pander på væggen, lokal keramik på bordet og Hattesens lakridskonfekt indenfor rækkevidde. Spørgsmål, som jeg ikke behøvede stille, fordi Peter talte af egen drift næsten uden pause, fra han åbnede døren, til jeg gik igen, og selvom jeg efterhånden har lært, hvornår man skal bryde ind og dreje en samtale tilbage på sporet, var det ikke rigtigt nødvendigt på noget tidspunkt, for, ja, han sprang lidt i emnerne (fra sit gode ægteskab over barndommen på Ærø til hjemmelavede hundekiks og hans dobbeltliv som nisse), var der en rød tråd hele vejen, og alt sammen var nyt og sjovt og inspirerende, og den røde tråd var Peters liv, og det er jo ham, det skal handle om i dag.

Mød Peter Kiær: Nisse, underviser, opfinder, iværksætter og lykkeligt gift bådbygger med et flydende hotel under opbygning.

Peter Kiær, født 1969 på Ærø.
Uddannet bådbygger og erhvervspædagog med speciale i autisme. Underviser på Ærø Efterskole og dedikeret nisse
Gift med Bjørg, far til tre voksne børn

Hvor kommer du fra?
Jamen, min mor er fra Svensk Congo, altså Bornholm, og min far er fra Tysklandsodde, altså Jylland. Jeg er født og opvokset her på øen, og ligesom mine piger er nu, var jeg på kost-gymnasiet i Nyborg efter folkeskolen. Derfra tog jeg ud og sejle, det var jeg vant til. Jeg har ikke gået i 1., 3. eller 7. klasse i min skoletid, fordi jeg sejlede med min familie de år. Min far var kaptajn på en coaster, min mor var skibskok, og så blev vi børn undervist ombord. Det var dengang, de sejlede med krudt og kugler, så jeg har været i Sydafrika, Haiti, Libyen, Argentina – alle steder, hvor der var militærkup. Mine forældre tog os med for at være sammen som familie, fordi min far sejlede seks til otte måneder ad gangen hele min barndom, så de ture var det meste tid, vi havde. På et tidspunkt blev min mor maniodepressiv, og hun var indlagt i længere perioder, og i de perioder boede vi børn egentlig hjemme, men så kom der nogle og hjalp os. Vi var lidt sådan nogle Pippi Langstrømpe-børn med en kaptajn-far og en mor, som ikke var der.

Hvordan er dit liv nu?
Det er godt, Bjørg og jeg lever et liv med familien i centrum, og så har vi altid gang i rigtig mange ting. Mange parforhold går i stykker, fordi man kører død i hverdagen og alle opgaverne, og jeg tænker, at man skal huske sig selv og prioritere at være tilstede sammen. Hvad med lige at stikke fingeren i jorden og trække vejret dybt? Bjørg og jeg står op ved femtiden hver morgen, og har et ritual, hvor vi sætter os sammen en time, og taler den kommende dag igennem. Den tid er et frirum, som betyder, at der er ro resten af dagen. Til gengæld går vi som regel kold klokken 21:30, og det har jeg det fint med. Det er vigtigt, at man følger årstiderne, og jeg begynder at være af den overbevisning, at man skal sænke sine forventinger til det sociale liv udenfor hjemmets fire vægge og i stedet mødes uformelt, når det lige passer. Bjørg har en veninde, som indimellem kommer forbi, og så sidder vi alle tre og snakker lidt, og hun siger, at hun kun vil have kaffe, hvis der er noget på kanden i forvejen, men vi laver en frisk kande alligevel, og tit bliver hun og spiser med, men vi laver ikke noget særligt, vi er bare sammen, og så kører hun igen, og det synes jeg, er en god måde at være sammen på.

Hvad er det, der gør dit og Bjørgs ægteskab godt?
Da jeg i sin tid fortalte min far, at jeg havde mødt en pige, som hed Bjørg, spurgte han: ”Er hun Islænding?” ”Nej, Færing,” svarede jeg. ”Færinger er sværere at komme af med en tatoveringer,” sagde han så. Heldigvis. Bjørg og jeg er gode sparringspartnere, og jeg kan ikke undvære hende i de ting, jeg laver. Vi gør ting. Der er ikke ret langt fra: ”Kunne det ikke være skægt at..?” til vi handler på det. Vi har lavet alt fra hundekiks til t-shirts. Hundekiksene var en kæmpe succes, undtagen hos terrierne, de kunne ikke lide dem, og det var et fælles projekt med vores børn, som selv solgte de håndpakkende kiks på havnen til turisternes hunde og lokale på gåtur. På den måde finansierede børnene deres sommerferie. Vores børn er i det hele taget meget selvstændige, og de ved hvad de vil, og så er de arbejdsomme, og sådan ser vi også os selv, Bjørg og jeg.

Hvad holder du dig i gang med?
Jeg har altid taget initiativer; trommet folk sammen og sat gang i ting, når jeg følte, at det manglede. De fleste projekter trækker jeg mig fra igen, når der er kommet gang hjulene, men nisseoptoget og vores væltepetercykler har jeg holdt ved, for det kan jeg huske, fra jeg var barn her på øen. Vi er et multietnisk samfund på Ærø; her er altid kommet folk udefra, og vi har aldrig været bange for nye, det så vi også med asylanterne, som kom hertil sidste år, og blev varmt modtaget. Vi plejede at være en søfartsnation, og de ærøske traditioner har været med til at definere os, derfor synes jeg, vi skal værne meget om dem, og derfor har jeg også bragt morgenvækningen på fastelavnsmorgen til live igen, efter den var forsvundet. Jeg husker det tydeligt, fra jeg selv var barn, hvordan vi gik rundt i hele Ærøskøbing og sang, og slog på grydelåg og larmede med rasler, og når man nåede til lærerens hus, så skulle der rigtig vækkes med tromme og fløjter.

Du er også nisse. Hvad går det ud på?
Det er en stor del af mig, og det er ikke bare julerier. Jeg er nok efterhånden kendt som øens nisse, og jeg har selv kørt rundt i kane, da jeg var barn, og kunne mærke hvor vigtigt det var med nisserne og julefællesskabet, og for ti år siden fornemmede jeg en metaltræthed i gruppen, og blev spurgt, om jeg ville være nisse. Man starter som kravlenisse; det er dem, der bliver løftet op i kanen, og kører med rundt. Lømmelnisserne løber omkring med nissemor i hælene, og hvis man er dygtig, bliver man dørnisse efterfølgende – i gamle dage betød det, at man stod i butikkerne, og åbnede døre til op til jul. Der var mange butikker i byen dengang: To slagtere, to bagere, en urmager og en sadelmager. Men det er også hårdt at være nisse, der er nok at se til de tre dage, hvor vi har nisseoptog i Ærøskøbing, og bagefter skal man rundt – og lad mig bare sige, at man ikke dør af tørst undervejs.

Hvad lavede du som barn i Ærøskøbing?
Jeg var en udfordring i skolen, og da jeg gik ud af 9. klasse, havde jeg 17 eftersidningstimer, som jeg måtte arbejde af nede i lærerinde Milles have efterfølgende. Jeg kunne have fået mange flere eftersidninger, men jeg var bydreng hos købmand Nils Lauritzen hver anden uge, og han var verdens bedste arbejdsgiver. Jeg kørte ud med varer fra butikken på hans long john, og han kunne finde på at ringe til skoleinspektøren og sige: ”Peter får simpelthen så travlt her hos mig i dag, så I må ikke give ham eftersidning, jeg skal nok sørge for at holde ham i gang,” og så – når jeg mødte op efter skole – tog han en pakke Karen Volf småkager, og trykkede den lidt i stykker med sin tommelfinger, og udbrød: ”hov, den er jo i stykker! – tag lige en sodavand med fra køleskabet også. Nå, Peter, hvad har du lavet i dag af narrestreger?” Og ja, hvad havde jeg så lavet? Jamen, det blev opdaget, at det var mig, der puttede pastiller med blåsyre i min lærers gajolpakke, så hun havde blå mund i to dage, og det gjorde hende lidt ked af det, så de måtte kalde en vikar ind. Men det var til gengæld ikke mig, der fjernede tyskbåndende fra skolen i sommerferien inden syvende klasse, og cyklede igennem byen efterfølgende, og trak dem ud over vejen. De kunne i hvert fald ikke bevise det. Når jeg ikke arbejdede, spillede vi bold, og løb hundrede-meter, og jeg har også gået til boksning, og det var kun, når det regnede, at vi måtte vi blive hjemme. Så havde vi hver vores sæk med legoklodser, og den tog vi med hjem til hinanden, og der sad vi og byggede, mens regnen silede, og så kunne vi bare trække i snorene, og slynge sækken på ryggen, når vi skulle hjem.

Har du adhd?
Nej, jeg laver tingene færdig, og det er forskellen. Men jeg har krudt i røven. Det er derfor, jeg arbejder på efterskolen – mit hjerte ligger hos dem, der ikke kan forsvare sig selv, og de unge på vores skole er dem, der sidder bagest i klassen. Dem, de andre ikke vil lege med, og som er lidt ved siden af. På et tidspunkt tog jeg en bachelor i erhverspædagogik med speciale i autisme, og nu er jeg udelukkende værkstedslærer, fordi det giver mig ro til at koncentrere mig om relationen, som er det, jeg er god til. Mit arbejde er først og fremmest at få de unge til at fungere socialt. De kan ikke begå sig, fordi de kommer fra udsatte hjem. Lige nu går vi ind i den værste tid, julen, som halvdelen glæder sig helt sindssygt til, mens de andre frygter det inderligt. Derfor iværksætter jeg en helt masse fede, nye aktiviteter, som giver dem nogle gode input, og får dem til at se muligheder.

Hvornår blev din mor syg?
Til min konfirmation. Hun var med i løbet af dagen, men hun blev hentet og indlagt, før gæsterne gik hjem. Hun havde sovet meget i tiden op til, og vi troede, det var stress, men så viste det sig, at hun var maniodepressiv, og det har hun været lige siden. I dag er jeg værge for hende, og jeg har indlagt hende to gange i år. Hun har gode dage og dårlige dage, flest dårlige, og jeg kommer forbi med mellemrum, og ryger en smøg med hende, og så går jeg igen. Så kan ingen af os mere. Jeg har ikke lyst, og hun kan ikke rumme det.

Hvordan ændrede livet sig, da hun blev syg?
Vi børn blev boende hjemme, og så kom vores mors veninder og hjalp os med at få mad og komme ud af døren. Jeg var jo bydreng, så jeg handlede, og fik sendt regningen. Men jeg nød at have det hele for mig selv. Jeg var vildt aktiv, og savnede ikke min mor, hun var gledet væk for længst. Min far sejlede videre nogle år, men der var stor aldersforskel på dem, så på et tidspunkt gik han i lang, og sejlede derefter mest om sommeren.

Hvad er det med de der væltepetercykler?
Vi har jo Vesterbro Væltepeterudlejning, Bjørg og jeg, og det kom sig af, at jeg for mange år siden fik lov til at køre på museets helt gamle væltepeter, og det var fandme skægt, så sådan én drømte jeg om længe. Nu har jeg nogle stykker, og jeg lukker lidt luft ud af dækkende, og så kører jeg en tur, og det passer i bybilledet. Folk bliver også sådan lidt ”hold da op,” når jeg kommer kørende på havnen. Vi udlejer dem for 30 kroner i timen eller 100 kroner for tre timer, og hvis nogen regner den dårlige pris ud, får de en lakridspibe. Vores slogan er: ”Spænd hjelmen og hold lakridspiben lige i munden,” og vi kan godt finde på at løbe vi efter kunderne og stikke en lakridspibe i munden på dem, når de har fået gang i cyklen.

Er det rigtigt, at du er ved at bygge et flydende hotel?
Ja! “Flotellet” hedder det. I sommer sad Bjørg og jeg i vores båd, og fik et glas rødvin og nød solnedgangen ved Vestre Strand, og så kom en mand fra Singapore hen, og sagde: ”Ved I, at Ærø har nøjagtig samme areal som Singapore, men der bor 5,5 millioner mennesker flere der. I Singapore gælder det om at bo ved vandet, men en bådeplads koster flere hundredetusinde kroner, så det kan de færreste komme i nærheden af.” Han spurgte, om man kunne leje en båd og overnatte i den. ”Du kan leje en båd og sejle den,” sagde jeg, men han kunne ikke sejle. ”Jeg kunne godt tænke mig at sidde, ligesom I sidder nu,” var hans svar, og jeg syntes, at det var en sjov tanke. Sådan startede flotellet; som et indre billede af en mobilenhed, man kunne overnatte på, men det greb selvfølgelig om sig: Så skulle den være selvforsynende, så blev den off grid, og så studerede jeg tiny houses, og jeg er endt med et koncept, der kan ombygges og indrettes i det uendelige. Konstruktionen er selvbærende, og i første omgang skal vi have vores første Flotel ned og ligge på vandet ud for Ærøskøbing, men tanken er, at de kan bruges som ungdomsboliger i havne, eller som flydende sommerhuse eller til klimaflygtninge eller andre der mangler et sted at bo. Den kan flyttes på en trailer, uden at det er en specialtransport, og den er fuldstændig fladbundet, som en papkasse, hvilket gør den ganske håndterbar.

Stopper du nogensinde med at få idéer og lave nyt?
Det håber jeg ikke.

Læs mere om Peters flotel HER

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden
Mette som ved, hvad hun vil
Søren, filosof, lærermester, håbets fakkelbærer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.