Mød et menneske – Rikke: Fra selvstændig grafiker til kreativ Købmand

“Tror du virkelig, folk gider læse om mig?” har Rikke sagt flere gange, mens hun ruller med sine store øjne. “Ja,” svarer jeg igen og igen uden den mindste tvivl: “Dit drive er inspirerende.”
Fordi, det er sgu da fedt at tage springet fra succesfuld selvstændig grafiker til købmand. Ikke mindst når springet skyldes, at man bliver ramt af en uhelbredelig hovedpine.

Jeg kender Rikke af flere grunde. Vores to ældste går i klasse med hinanden, og med vores to yngste endte vi i den samme mødregruppe, som efterhånden blev et felt for kreativ sparring og faglige snakke. Men først og fremmest kender jeg til Rikke, fordi hun har været tilstede i Den Gamle Købmandsgaard på Torvet i Ærøskøbing, næsten hver gang Kristian og jeg har besøgt øen, inden vi flyttede herover, og det sidste år har hun pludselig ejet og drevet stedet sammen med sin kæreste, hvilket er så godt. Det er så godt, at det sted findes, og at så ambitiøse og frittænkende kræfter står bag det. Jeg kan uden at blinke sige, at Den Gamle Købmandsgaard var direkte medvirkende til, at vi turde blive andet end blot turister på Ærø. Det betyder alverden som tilflytter, at der er en café – et rum i byen – som byder velkommen året rundt, og som serverer god kaffe, udsøgt varm kakao, smagstætte kager og krydret suppe. Og alt det gør Den Gamle Købmandsgaard oveni salget af en helt masse specielle, skønne, håndlavede Ærøprodukter lige fra t-shirts og keramik til løgkompot og whisky.

Mød Rikke: Ukuelighed og kreativitet side om side med omsorg og virkelyst

Rikke Bisgaard Pelle, driver og ejer ”Den Gamle Købmandsgaard” i Ærøskøbing sammen med sin kæreste, Lennart Hansen.
Uddannet designmanager på Kolding Designskole
Født 1979 på Ærø
Mor til Anna, 7, og Buster, 1, og bonusmor til Olivia, 16

Hvem er du?
Jeg er ikke kun hende, der driver Den Gamle Købmandsgaard, og jeg er heller ikke kun husmor, ligesom jeg heller ikke kun er grafiker. Jeg er mange ting, og alligevel er jeg jo ikke noget særligt.

Hvad mener du med, at du ikke er noget særligt?
Det siger jeg måske, fordi jeg er blevet en mere offentlig person her på Ærø, efter vi overtog Den Gamle Købmandsgaard, og sådan ser jeg slet ikke mig selv. Jeg er jo bare Rikke, der går på arbejde, og sørger for, at tingene så vidt muligt kører, og at folk er glade for at komme her. Men i sådan et lille samfund betyder det noget, at man overtager et sted som Den Gamle Købmandsgaard midt i Ærøskøbing. Lennart og jeg er blevet mere tydelige i bybilledet, det var helt overvældende, da vi overtog stedet. Det var som om, jeg blev en del af byen på en ny måde, alle hilser pludselig, og jeg ved ikke nødvendigvis, hvem de er.

Hvornår overtog I Den Gamle Købmandsgaard?
For præcis et år siden gik vi rundt her i malertøj, og rev ting ud af væggene. Vi knoklede, og alle omkring os knoklede. Det her sted ville ikke findes uden vores familie og venner. Vi vidste, hvor vi ville hen; vi ville drive ånden fra foreningstiden videre, samtidig med at vi havde brug for at sætte vores eget præg og løfte det op på et højere niveau, hvilket der var alle muligheder for. Alle os, som havde været tilknyttet Købmandsgaarden, før Lennart og jeg købte den, havde afprøvet rigtig meget, så vi havde en stor viden om, hvad der var muligt. Men det er ikke nemmere af den grund, vores ambitionsniveau er bare højere, og ét er at have frivillig arbejdskraft, noget andet er at have ansatte. Man kan udvikle sig meget mere, fordi man kan kræve mere af hinanden. Da vi startede foreningen bag Den Gamle Købmandsgaard i 2012, var det drømmen om et indendørs fødevaremarked, der lige så godt kunne ligge i Berlin, som drev os. Vi ville konkurrere med alle andre fede steder, og sådan har vi det stadig.

Hvor kom den idé fra?
Idéen om Den Gamle Købmandsgaard var Louise Badinos og min. Det var os to, der snakkede om det, men Louise tog i første omgang roret. Vores venskab startede i sin tid ved, at vi sad på kontor sammen, og Louise, som er bryllupsarrangør, savnede i høj grad et sted, hvor hendes kunder kunne købe en kop kaffe og et stykke kage i byen året rundt. En dag var jeg i Spar Købmanden på Torvet, hvor der var ophørsudsalg, og jeg vendte tilbage til kontoret med favnen fuld af sakse og papir og alt andet, jeg kunne bruge. ”Ej, lukker de?” udbrød Louise. Alt lukkede på Ærø på det tidspunkt, og der var en depressiv fornemmelse i byen. ”Vi må gøre noget! Hvad kan vi gøre?” Louise og jeg så længe på hinanden. ”Tænk hvis vi kunne lave et sted, hvor vi samlede alle de fede ting.” Vi vidste, at der var mange superlækre produkter herovre, og Louise og jeg har altid begge to haft en kæmpe kærlighed for øen, så vi blev enige om, at vi ville vise alt det gode frem. Vi kan noget særligt herovre, og det har vi altid dyrket. Louises og mit venskab er ikke et, hvor vi sidder, og drikker et glas vin sammen. Det lykkes aldrig, vi ender altid med at gå og gøre rent eller bygge et eller andet i stedet, og fordi vi er sådan nogle, som gør ting, gik vi i gang med at omdanne den gamle Spar-købmand til det, der i dag hedder Den Gamle Købmandsgaard. Da vi overtog, lignede butikken noget, som ejerne var løbet skrigende bort fra. Alle reoler stod endnu, der var gamle varer over alt og en kæmpe køler midt på gulvet og lageret var efterladt med ting i kassevis. Og så skete der det, at folk bød ind for at hjælpe os. Nogle kom og malede; gårdspladsen var på et tidspunkt fyldt med rækker af stole, som blev malet i al hast, andre ryddede op, hamrede og bankede. Ærø Murerne var ude på en opgave på den anden side af gaden, så vi spurgte: ”Vil I please donere to timer til at mure en væg op?” og de gik i gang med det samme.

Hvordan bevægede Den Gamle Købmandsgaard sig fra at være en forening til at blive jeres?
Jeg var selv i bestyrelsen, indtil jeg blev ansat som daglig leder, og det blev jeg, fordi jeg kom til at lide af noget, der hedder Hortons Hovedpine, og skulle væk fra skærmen. Mit hjerte har hele tiden været i det her sted, men det med at være daglig leder var bare for en periode, sagde jeg til mig selv, indtil jeg fik styr på mine hovedpiner, og kunne genoptage min grafiske virksomhed, Aro Mekker. Samtidig havde det hele tiden været planen med Den Gamle Købmandsgaard, at når det blev bæredygtigt, så skulle det overgå til private hænder, og jeg havde selv været med til at skrive de vedtægter, men jeg havde aldrig tænkt, at det var mig og Lennart, der skulle overtage stedet. ”Nej, det tror jeg ikke,” svarede jeg, da jeg først blev spurgt, men så, da jeg kom hjem til Lennart, sagde han, at det havde han selv tænkt på, og så gik vi i gang med at planlægge det, og det var lige samtidig med, at jeg blev gravid.

Hvad tænkte du om det?
”Jamen, vi tager ham jo bare med på arbejde,” sagde vi til hinanden. ”Det er jo bare en baby, haha.” Men shit, det første år med en baby og en købmandsgård, altså. Det har været hårdt. Man er nødt til at være her hele tiden; der er så mange uforudsete ting, og Lennart har også sit andet job, som holder ham beskæftiget en god del af året.

Hvad har du lært af processen?
Alt. Det er jo helt vildt, hvad det kræver at drive en fødevarevirksomhed. Jeg tager hatten af for alle, der gør det. Det er ikke bare. Der er så mange regler, og jeg har sendt mange tanker til restaurationerne rundt om i byen, som har været truet i recessionen. Det kræver meget, og avancen er ikke ret stor i forhold til, hvad man lægger i. Vi startede i sommeren 2012, da vi erfarede, at man kan få dispensation fra fødevarestyrelsen til at holde åbent 10 uger om året for at teste et koncept, og vi åbnede i alle ferierne i 2012. Der var ål og øl og bageren bagte specialbrød og naboen bagte muffins. Alt var overdådigt, og alle skiftedes til at stå bag kassen. Shit, en opgave Louise må have haft med at lave vagtplan, tænker jeg nu, hvor det er mig, der sidder med den opgave. Til start stod der en Melissa kaffemaskine til 100 kroner og spruttede dagen lang, og kagerne bagte vi i Louise og Johns gamle ovn, og sådan har det hele udviklet sig løbende. En dag kom Lene ind af døren, og sagde: “Jeg elsker at bage, og jeg vil gerne hjælpe jer,” og hun er her stadig hver anden dag, og bager alle vores boller og kager ud fra opskrifter, som hun og jeg udvikler sammen. Hende kan vi ikke undvære. Jeg troede, jeg kom fra en hård branche i reklamebranchen, men det er jo ingenting sammenlignet med det her. Dørene skal åbnes hver morgen, man skal være klar, møde alle med et smil, og frokosten skal være god hver dag. Til gengæld har jeg fri, når jeg låser efter mig om aftenen, og vi snakker om arbejdet derhjemme, som man ville om et andet job, men ikke mere end at jeg bare synes, det er fedt, at vi er fælles om det, Lennart og jeg. Hvis ikke det var Den Gamle Købmandsgaard, havde vi fundet på noget andet, for vi elsker projekter. Når børnene sover, er jeg aller mest kreativ, så jeg sidder om aftenen, og søger inspiration, og lægger planer for 2017. Hvor vil jeg gerne have menukortet hen? Hvem kan hjælpe os med at få det til at lykkes? Hvilke nye varer drømmer jeg om, og hvordan skal jeg lave bryllupskagerne i morgen?

Hvordan arbejder du bedst?
Før klokken 12 synes jeg, alt er hårdt. Sådan har jeg altid haft det. Men så lige pludselig er der noget i mig, der vågner. ”Så kan vi også gøre sådan og sådan og sådan.” Jeg er ret nem at begejstre, og jeg har nemt ved at se muligheder, og når jeg så ser dem, skal der handles, og det skal gøres rigtigt. Jeg stopper ikke, før jeg er færdig, og det kan indimellem dræne mig. Mine forældre fortæller, at jeg helst ville gå til fire forskellige ting som barn, og altid havde mange venner, og så lige pludselig kom der en pige hjem, som var helt ked af det, og græd og græd, og kunne sove to-tre dage i træk, og det fik jeg lov til. Sådan er jeg stadig, siger de. Jeg er både stærk og sårbar. Jeg presser mig selv, for jeg vil gerne nå hurtigt og sikkert i mål, og jeg når ikke altid at mærke min grænse, før jeg løber tør for energi. Så får jeg brug for at være alene, og dem der kender mig, ved godt, at de ikke skal komme forbi. Der er Lennart helt modsat. Han er bare i gang fra morgenstunden. Det hele er dejligt og godt. ”Det bliver sådan en dejlig dag. Der er ikke nogen, der har det så godt som os. Er der virkelig andre, der har det?” Det siger han hver dag. Han er totalt A-menneske, men om aftenen er han færdig, og det er dér, det begynder at pible i mig, og den ro bruger jeg til at lave noget. Jeg elsker mit eget selskab, keder mig aldrig, eller bliver trist eller tænker, at nu skal jeg være sammen med nogen.

Har du altid boet på Ærø?
Nej, jeg tog på handelsskolen efter 10. klasse, og så boede jeg et år i København, før jeg blev uddannet i Kolding. Derefter boede jeg et års tid i London, og kom tilbage, og fik job i København, hvor jeg blev i fem år. Da jeg sagde mit job op, var det fordi, jeg var i tvivl, om jeg trængte til at skifte branche, og så var jeg hjemme på Ærø i sommerferien, og jeg kunne mærke, at her skulle jeg bo. Så jeg startede som selvstændig, og flyttede til Ærø, og tog mine store kunder med: Københavns kommune, Københavns Universitet og nogle andre. Jeg tænkte, at det var indstilling at få det til at lykkes. Det er jo bare en færge- og en togtur, og jeg har altid set færgeturen som en arbejdsplads. ”Hvis I ringer i morgen tidlig, kan jeg sagtens nå ind i løbet af dagen,” sagde jeg, og det fungerede fint. I starten havde jeg stadig en lejlighed i København, men så faldt jeg for et hus her i Ærøskøbing. Der var en enorm, vidunderlig rosenbusk i haven bagved, og min mor sagde, at hun altid havde haft noget særligt for det lille hus, og jeg tænkte, ”sikken et hjem man kan lave her,” selvom det var en totalt faldefærdig rønne. Dagen efter jeg havde set det, tog jeg på yogalejr, og så ringede jeg hjem derfra, og sagde til mægleren, at jeg gerne ville købe huset. Mine veninder troede, jeg havde fået en depression, men jeg har nok altid gerne villet langt ud på landet igen. Hvorfor købe en lejlighed i København og være semiglad? Min søster boede her allerede, og mine forældre, så hvorfor vente til jeg blev 50? Jeg fik et hus for det samme som en toværelseslejlighed koster i hovedstaden. Jeg var 27 år. Det er faktisk helt tosset at tænke på nu.

Hvorfor ville du hjem til Ærø?
Vi er et lille samfund, og det er meget forpligtende. Man lærer at hvile i sig selv og gå med morgenhår på gaden, for det bliver man sgu nødt til at kunne, samtidig med at man gør sit bedste, fordi vi er så afhængige af hinanden. Alle er en vigtig brik i det her spil, og jeg synes, det er så fantastisk, at vi er vidt forskellige aldre. Når vi holder Fredagsbar på Den Gamle Købmandsgaard kommer alle, fra 72 år til 27, og man kan lige så godt have siddet og snakket med Onkel Kjeld hele aftenen og have haft en fest. I København sidder man med dem, der ligner én, men her er vi nødt til at stå sammen, hvis vi vil have noget op at køre. Jeg er blevet meget glad for, at vi udnytter hinandens erfaringer. Når man er 70, har man jo trods alt prøvet nogle ting, hvor man som ung i storbyen nok ofte har det sådan, at man gerne vil gøre sig alle erfaringerne selv. Jeg har lært, at man kan drage så meget nytte af hinandens evner og erfaringer, og det optager mig meget, hvilket min vennekreds afspejler. Jeg har altid elsket at høre om folks liv og interesser; hvor de var før; hvor de har været undervejs; om eksmanden og  om rejserne. Jeg elsker det simpelthen. De der lag er så interessante. Det er dem, der gør et menneske. Jeg kan huske, at vi fik en ny nabo, da jeg var barn. Elizabeth hed hun, og hun var ung, men meget ældre end mig. Hver dag når hun kom hjem, ville jeg over og sidde og lytte til hende fortælle, og jeg sugede det til mig. Hun var 35, og en dag spurgte hun, om jeg undrede mig over, hvorfor hun ikke boede sammen med en mand? ”Næ.” ”Nå, men det er altså fordi, jeg er kærester med piger,” sagde hun, og jeg blev lidt nervøs og spurgte, om det betød, at hun blev forelsket i alle piger? Men hun grinede, og sagde ”bare rolig, Rikke.” Yes, jeg havde fået en lesbisk veninde! Det var mega sejt. Jeg havde sgu aldrig været på Mc Donalds eller i biografen eller været ude og flyve, men nu havde jeg mødt en lebbe. Jeg var så stolt.

Hvordan er det at vokse op på en lille ø?
Vi er fucked, hvis ikke vi søger ud. Her er mange intelligente mennesker, som søger viden til sig, og Ærøbørn som kommer på gymnasiet, får at vide, at de er mere modne. De flytter jo hjemmefra som sekstenårige, og skal klare sig selv. Jeg ved ikke, hvorfor vi bliver voksne hurtigere, selvom vi bor på en lille ø uden lyskryds. Måske er det fordi vi ved, at man skal holde sig orienteret. Man må ikke falde af på den. Jeg elsker at bo her, men ingen skal kunne kalde mig en bonderøv. Jeg vil vide, hvad livet handler om. Det kan også tænkes, at det er fordi, vi ikke får alle impulserne med det samme? Det gør vi jo ikke. Når jeg er i et storcenter tænker jeg tit på, om folk går rundt her hver lørdag? Hvordan sorterer de i det alt sammen? For mig er det vildt meget, og jeg kan sagtens nøjes med at være der to timer om året.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden
Mette som ved, hvad hun vil
Søren, filosof, lærermester, håbets fakkelbærer
Nissen fra Ærø

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

3 Kommentarer

  • SVAR

    Dejligt indlæg 🙂 Og selvfølgelig gider vi læse om dig Rikke. Det er helt fantastisk hvad I gør for Den gamle Købmandsgård. Det er så dejligt at vende hjem til et så sprudlende Ærø og ikke mindst i mine bedsteforældres gamle butik 🙂

  • SVAR

    Skønne smukke stærke sårbare kærlige inspirerende veninde 🙂

  • SVAR

    Åhhh så fint og dejlig læsning om min smukke, kærlige og helt igennem vidunderlige kusine og elsker elsker elsker Rikkes mange spm “men hvad sagde manden, vennen, kæresten etc.” Hahaha. Kommer helt til, at savne dig Rikke ved at læse dette fine fine indslag 🙂