Mød et menneske – Søren: Med sandheden som ledetråd gennem dette liv og de næste

Søren Hauge blev en del af min verden, da Kristian for fire år siden kom slæbende hjem med Sørens godt og vel 700 sider lange mursten af et hovedværk “Levende Visdom”. I ugerne efter læste Kristian næsten uafbrudt. Han læste brudstykker højt for mig om dagen, lå vågen under natlampen om natten, og sad krumbøjet over den tunge bog, så snart der var ro omkring ham. For hver side Kristian vendte, lod han til at tage et skridt dybere ind i noget, der gjorde ham mere bevidst og glad.

Måske oplever nogle Sørens verdensbillede som lidt fjernt, måske endda uforståeligt, men for mig er hans måde at opfatte livet på både tryg og ligetil. I hans tolkning af verden finder en genklang i mit inderste selv, som jeg ikke støder på ude i hverdagen, og som gør mig let om hjertet.

Jeg har skrevet dette portræt af Søren, fordi jeg mener, han taler ud fra den samme sandhed, som jeg selv forsøger at tage udgangspunkt i, når jeg skriver, når jeg tænker, når jeg føler, når jeg er. Det er en sandhed, som der findes mange sprog for, og som de fleste af os kan nikke genkendende til på et eller andet plan, uanset om den er lidt ubekendt og måske føles langt væk lige nu. Jeg har skrevet dette portræt af Søren Hauge, fordi han er et menneske, der altid handler ud fra det sted, hvor lyset brænder, og det er et sted, som jeg tror, vi alle har godt af at være i berøring med.

Mød Søren Hauge: Filosof, livsvejleder, forfatter; konstant skrivende, konstant tænkende, altid i virke – altid i bevægelse.

Søren Hauge, født 1961 i Aarhus
Spirituel underviser, forfatter og coach. Uddannet magister i idéhistorie og filosofi.
Gift med Jette, far til to voksne døtre.
Bosat i Højbjerg udenfor Aarhus.

Hvad er dit forhold til naturen?
For mig er naturen på sin vis at være hjemme. Jeg oplever, at jeg hører til, når jeg er der. Da jeg var ti år, tog jeg min notesblok, og gik udenfor, og skrev digte. De handlede om solopgangen og om skønheden, og i virkeligheden forsøgte jeg at beskrive min religiøsitet. Jeg ville sætte ord på, at der er en mening i alting, og den mening mærker jeg tydeligere, når jeg er tæt på naturen. Det var også derude, at min spiritualitet vågnede. Jeg mærkede det første gang, da jeg som femårig var med min familie på sommerferie i Sydtyskland, og så kongeørne svæve højt, højt oppe. Det var en fuldstændig overvældende oplevelse, og i mange år troede jeg, at jeg skulle være ornitolog. Fuglene er for mig både et symbol på naturen og indbegrebet af den. De er konkrete væsner, men de kan lette.

Fik du kærligheden til naturen med fra dit barndomshjem?
Min far var jæger, så jeg mødte naturen fra det perspektiv, selvom jeg egentlig ikke egner mig til at se noget miste livet. Som 15 årig fik jeg jagttegn, det var en helt naturlig del af opvæksten i vores hjem, og jeg var utroligt stolt. Min første jagt var med min far og bror, og det var en sønderknusende oplevelse. Jeg stod, og så fascineret på et egern, der hoppede rundt i en trækrone, indtil jeg skød, og egernet faldt ned, og landede lige for mine fødder, og i det øjeblik gik min verden itu. Det er så smukt et væsen; dets klør er næsten som menneskehænder, og efter den dag skød jeg aldrig igen på noget levende. Jeg opdagede, at så længe dyret var i trætoppen, var det en prik, der skulle rammes, men da det landede på jorden, så jeg hvor sårbart livet er, og at jeg havde frataget noget det.

Når du er så glad for naturen, hvorfor bor du så tæt på byen?
Nu kommer paradokset, eller, dobbeltheden i mig: Jeg har en lige så stor kærlighed til byen som til naturen. Byen er også natur. Den er ikke fremmed. Ja, vi kan gøre en by til noget fremmed, til betonklodser og usmarte konstruktioner, men dér hvor en by lever, og har sin puls, oplever jeg, at den er et landskab, den har sin ret, og jeg kan lide at være en del af den, ligesom jeg holder af at sidde i hulen – på en café, for eksempel – mens jeg er midt i den. Jeg har ikke knækket koden til, om jeg skal bo længere ude i naturen eller tæt på byen, men jeg vil gerne på sigt bruge mere tid i naturen. I perioder løber jeg, og der er det en gave, at bo på kanten af Aarhus, for når jeg har løbet i fem minutter, er jeg ude på landet, og tit stopper jeg, og sidder bare.

Hvordan var din opvækst?
Jeg har altid følt mig som en afstikker i familien. Min far var en stor teknisk begavelse, han var pionér indenfor tyverialarmer, og da jeg begyndte at tale om spiritualitet i teenageårene, var det ikke noget, mine forældre deltog i. Jeg følte mig lidt som en gæst i familien, og oplevede ikke at have et indre slægtskab med dem. Jeg vil mene, det er noget, mange kan nikke genkendende til, og måske også til følelsen af at være alene i sin indre verden. Sådan var det også i skolen, hvor mine kammerater gav mig tilnavnet “dybe kaj,” fordi de syntes, det var helt godnat, det jeg gik og tænkte på. På et tidspunkt måtte jeg jo finde mit fællesskab, og det gjorde jeg, da jeg var 17.

Hvor fandt du det?
Min egentlige oplevelse af familie var at møde et fællesskab, hvor jeg kunne tale frit, og hvor vi havde en fælles forståelse. For mig var det i teosofien, og derfra har resten af min rejse taget sit udspring. Jeg oplever et enormt fletværk af mennesker ind og ud og på kryds og tværs over hele jorden, og det har vist sig, at fletværket af spirituelt engagerede er uendeligt stort.

Hvordan var det at møde de mennesker?
Berusende. Lykkeligt. Det var ganske enkelt utroligt, at de fandtes, og jeg svævede på en sky. Jeg mødte den første del af min nye familie på et sommerkursus i 1979, som mine forældre havde foræret mig i 18 års fødselsdagsgave. Jeg havde lige stødt på teosofien, og set at der var et sommerkursus, og man kan sige, at de afleverede én ung mand og fik en anden hjem. Ud tog en kødspiser, hjem kom en vegetar. Ud tog en søgende, ensom fyr, hjem kom en ung mand besluttet på at arbejde for sit fællesskab og hellige sig det fuldstændig. Med ét kom relationerne og visdommen – og genkendelsen, mest af alt. Jeg mærkede en dyb genklang i det livssyn, som teosofien rummede, og det var ikke sådan en: ”Nåå, ja det er da interessant…”, eller: ”Hmm, det skal jeg tænke over..,” Nej, det var: ”BANG! Det kender jeg godt, det der!” og: “Ja! Det er rigtigt!” Modningstiden fra jeg forpuppede mig i min nye spirituelle identitet, til jeg sprang ud, var sindssygt kort. Der gik ikke mere end godt et år, før jeg begyndte at undervise, og det har jeg gjort uafbrudt lige siden.

Hvilken visdom var det, du stødte på?
At døden er en illusion. At vi er her mange gange, og at universet er fyldt med alle mulige andre energier og tilstande end dem, vi kan se. At der er mening med alting. At vi ikke er kaotiske brikker i et meningsløst spil; vi er blade på universets træ. Det hele er én stor levende organisme, og jeg er en mikroorganisme deri, og det har jeg altid opfattet som fuldstændig fast og sikkert. Der er en mening med alting.

Hvad er meningen?
Overordnet har jeg en oplevelse af, at vi hører sammen, og at vi er her i verden for at vores hjerter skal banke frit og lyset skal stråle uhindret, og sammen skal vi finde ud af, hvordan den her jord kan blive et harmonisk hjem for os alle.

Tror du på, at jorden kan blive harmonisk?
Desto større konflikter vi har, desto dybere forsoninger og læreprocesser bliver vi beriget med efterfølgende. Hvis vi ser på et parforhold eller venskab, så er det jo fantastisk, hvad man kan lære af at komme på kant med hinanden, hvis man vil relationen. Det er vildt, hvor meget det kan rykke, at man kæmper sig tilbage fra en konflikt, og da vi jo alle sammen tilhører den samme familie her på jorden, og da vi kun lige er i barnefasen af, hvad det vil sige at være globale borgere, så er det også nu, vi har de største kriser og fremmedgørelser, og desto større bliver forsoningen, når vi opdager, at vi ér familie, og vi vil hinanden. Men det er en meget meget hård start, og jeg vil ikke være naiv: Vi  er alvorligt udfordrede, og løsningen kommer ikke af, at vi lægger os, og sover. Men jeg ser den gode udvikling mange steder. Tag bare Standing Rock; den hjerteskærende proces med mennesker, som har fået frataget deres land for flere hundrede år siden, og alligevel vælger en konsekvent ikkevoldelig tilgang. Der er utallige eksempler på, hvad vi kan i verden i dag, men der sker ikke en skid, hvis vi bare sidder på vores røv, og tager imod de nyheder, der bliver serveret. Mainstream er domineret af økonomi, seertal, politisk tænkning, dinosaur-idéer, og det er er først, når vi selv tænker, at vi bliver vækket fra at være slappe passagerer. Vi vågner, når vi opdager, at vi selv skal finde vejen – at den er der. Der er mange flere gode nyheder, end vi drømmer om, og vi har en kæmpe indflydelse på verden, men vi er verdensmestre i at undervurdere vores indflydelse. Ét menneske har potentiale til at skabe enorme kædereaktioner, når det handler om at forandre verdens gang.

Hvorfor hører vi ikke mere om de gode nyheder?
Mennesker har mange skønne oplevelser, men vi deler kun få af dem. Når vi har den smukke oplevelse af at blive set og hørt af et andet menneske, så er det ikke altid, vi får det sagt. ”Hvor er det fedt, at du forstår mig,” eller: ”Tak for din opmærksomhed.” I stedet gærer det i os i årevis, og så kommer det ud, og vi siger: ”Du forandrede min livsbane,” eller, ”Det betød så meget, at du så mig dengang.” Måske skal vi gøre det trendy at dele med hinanden – uden forsinkelse. Det er reformerende på den fede måde, når vi er rundhåndede med den slags.

Hvorfor er det vigtigt, at vi forstår, hvor stor indflydelse vi har?
Nogle af de ting jeg er vidne til med menneskers udvikling, er mirakuløse. Det lys folk stråler med og den ærlighed og det livsmod der udfolder sig, er utroligt. Mange får med ét modet til at træde ud af dødvandesituationer, som har været deres liv i årtier, og pludselig kan de trække vejret helt ned i maven. De får lyst til at være her. Mennesker, som har været på vej væk fra livet i lang tid, fordi de ikke havde modet til at ændre deres omstændigheder, vågner op. Det er elementært, men det er ikke banalt. Det er fundamentskabende. Når det går op for os, at vi er kaptajn på vores eget skib, pibler det ud med god energi. Når vi forstår, at den matrikel vi bor på, skal æres for alt det, den rummer og ikke være en undskyldning for os, så bliver livet anderledes glædesfuldt. Det er mirakuløst at komme hjem i sig selv, for der er ikke noget mere værdifuldt sted at befinde sig, end lige der hvor man står i dette øjeblik, og den saft og kraft som vi får ud af at være tilstede i vores liv, smitter. Den vækker det bedste i andre, og giver dem lov til at stå i deres eget lys. “Det, som jeg giver mig selv lov til, giver jeg også andre lov til.” Selvomsorg kan aldrig blive selvoptaget, fordi det smitter. Vi kan vise andre, hvor værdifulde de er ved at vise os selv det samme.

Hvad kan vi gøre for at påvirke verden positivt?
Hvad kan vi ikke gøre? Vi kan gøre alt. Der er ingen grænser for, hvad vi kan påvirke. Én af de helt store illusioner er, at vi ikke påvirker verdens gang. Når et menneske begynder at handle, så igangsætter det en stille, fredfyldt tsunami i omgivelserne. Vi kan være forbrugere med omsorg for verden, vi kan købe den tandpasta, som ikke er fyldt med mikroplast. Vi kan prioritere vores tid til det, som tænder lyset i vores øjne, og så kan vi tage det modige opgør med alle skyggerne i os selv, når de bliver utrygge, og rasler med lænkerne, fordi vi truer med at slippe status quo. Vi kan kigge på skyggerne med kærlige øjne og sige: ”Du skal også elskes. Jeg kan godt forstå du er bange, men det skal nok gå.”

Hvordan vil du beskrive dit liv?
Livet bevæger sig konstant, og jeg insisterer på at følge med. Det betyder, at jeg står ansigt til ansigt med mit livs smerte, når den kommer, og den kommer hurtigt og uden forsinkelse, når jeg bryder med gamle vaner, og tager nye sandheder til mig. Man får ikke et Panodilliv ud af at sige ja til det mirakuløse, det foranderlige. Nej, når de sider i mig, som har været fuldstændig frosset ned, begynder at smelte, kommer der også frygt og frustrationer og hjælpeløshed til syne, og det viser sig som reaktioner indeni. ”Går det? Kan du klare det?” Alle status quo stemmerne taler i munden på hinanden: ”Skal vi ikke bare blive her? Det er godt nok ikke det fedeste sted at være, men det er sikkert bedre end så meget andet.”

Hvordan oplever man tabet af sine nærmeste, når man tror på uendeligt liv?
Det er et hypotetisk spørgsmål, for jeg har ikke stået i den situation, og jeg har erfaret, at man ikke kan forudsige den slags. Men jeg vil sige, at jeg håber, jeg vil være i stand til at gå ind i al den sårbarhed og magtesløshed, som ville opstå og give mig selv lov til at være med sorgen. Der er mindst to etager i fortællingen om det evige liv. På den ene, lad os kalde den stueetagen, er der sorg, fordi den, man var sammen med, er gået bort, og aldrig kommer tilbage i den form, det udtryk, med den hud, fremtoning, historik og det liv, som man kendte og elskede. Det liv er forbi, og det er vigtigt at turde lade sig selv sørge igennem og gerne dele sorgen med andre, hvilket vi kan have svært ved i vores dødstabuiserede kultur. Og så er der for mig derudover loftsetagen med udsigt til stjernerne, og derfra ser jeg, at essensen af mennesket rejser videre. At det hjerte, jeg holder af, det lys, jeg kender, fortsætter sin rejse, og tager en anden form på et andet tidspunkt, og fordi vi har knyttet tråde i dette liv, gør vi det nok igen, og de lys vi er inderst inde, vil altid være forbundne.

Læs mere om Sørens arbejde her:www.sorenhauge.com

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden
Mette som ved, hvad hun vil

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj,
    Det er 1. gang jeg er her på din blog – og dine ord her får mig til at smile & føle den inderlige lettelse, genkendelse giver. Dit sidste spørgsmål til Søren Hauge her ovenfor får mig på banen her. Tro er som jeg oplever det, meget mere end en mental opfattelse eller en mental sammenhæng, man opfatter verden og livet igennem. Sådan kan tro godt være og sådan er det for nogen, hvis man lever og er opvokset i en kultur med stærke moral-kodeks og regler, for hvad man skal gøre og ikke gøre. Som ofte også er ladet hvad der er tilladt og hvad er forbudt. De regler er skabt af mennesker, som holder andre mennesker fast i dem. Det er ofte ydre styring i Guds navn. Som ikke har med gud eller det guddommelige at gøre men har med hvordan mennesker styrer mennesker at gøre.
    Gud eller det guddommelige er ikke et ydre væsen, det er en indre virkelighed. Af samme årsag hænger det ikke sammen med moral-kodeks, men med hjertets etik. Oplevelsen af det guddommelige er mulig for os mennesker i vores hjerter. Lidt mange ord for at sige, at tro er indre viden. Gennem mange oplevelser med både andre mennesker og mig selv i regressive tilstande, ved jeg, at andre livsoplevelser end denne, vi er i her og nu, er reele.
    Når det kommer til døden, så har jeg oplevet at miste en hund, jeg elskede inderligt, som jeg dag senere fik lov at møde i en drøm. Min far døde da jeg var ung og ham fik jeg lov til også at tage afsked med i en drøm – de daværende ydre omstændigheder var sådan, at jeg ikke kunne komme til hans begravelse i et andet land. De oplevelser jeg har haft, også med andre mennesker, der er døde er, at jeg efterfølgende både har fået gaver og indsigt, også selv om den måske har været svær. Erfaringsmæssigt er der altid mulighed for en indre åbning, hvis man finder modet og den rette støtte til at turde den. Det har jeg set både i andres liv og i mit eget.
    Selv om jeg ikke egentlig ser mig selv som buddhist, har jeg lyst til at citere dem for et sted at have en saying om, at sorg kan knække os, eller gøre os til dybere mennesker. Denne saying rammer hvordan jeg har erfaret døden indtil nu, jeg har været velsignet med at have fået hjælpen og indsigten til, at turde åbne mit hjerte mere og blive dybere. Ja, Maj, det blev en lidt lang, spontan kommentar, men jeg kunne ikke lade være.
    Oprindeligt blev jeg uddannet jurist, men har arbejdet i mange år som psykoterapeut og healer.
    Mange hilsner til dig og dine & tak for et inspirerende input med dit interview af Søren Hauge idag!

  • SVAR

    Det er altså nogle skønne, levende og berigende portrætter du bringer!
    Nu bliver det så lige som en kommentar til dette, men det gælder faktisk dem alle
    Tak for disse indblik i så mange forskellige menneskers forskellige liv og tanker <3

    • SVAR

      Tusind tak! Jeg elsker at skrive dem, og har helt fået lyst til at lave en bog med Ærøportrætter, i første omgang.

      • SVAR

        Med risiko for at overbefolke yndlingsøen
        Jeg er vist ikke den eneste som får lysten til at befinde mig permanent på øen, når Ærøbo-portrætterne folder sig ud

        • SVAR

          Du er mere end velkommen <3

          • Tak! For mere end det <3