Når børn leger krig

I går eftermiddag løb mine børn rundt på 1. salen med maskingeværer og proppistoler, og forsvarede sig mod hinanden. De var frihedskæmpere og nazister, de var jøder og officerer. Børn og voksne.
Rollerne skiftede løbende, mens de klædte om, fandt nye gemmesteder, brugte svenske, tyske og franske gloser i én pærevælling.

Det har stået på i mere end en måned nu.
Faktisk startede det i det små væsentligt tidligere, da de begyndte at spørge til Adolf Hitler.
Måske havde vi nævnt ham, Kristian og jeg, i én af børnenes mange spørgsmålsrækker om ondskab. Vi har nok sagt noget i retning af: “Men, hvem bestemmer, hvem der er onde, og hvem der er gode?” og “Hvordan ved du, at fjenden er ond, og at du er god”, og så er Hitler på én eller anden måde kommet ind som den der “han var mildt sagt et røvhul”-karakter, hvor man ikke behøver være i tvivl: Han gjorde onde ting.
Længe har børnene spurgte til den slags. Nok fordi de synes, at det gode og det onde er spændende. Modsætningerne. Og fordi kontrasten til deres eget liv pirrer noget i dem.

En dag faldt vi over en fransk animationsserie på Netflix, som blev starten på en fuldkommen overvældende interesse for de tre ældste af børnene. “Den lange, lange ferie hedder den” (hvis den skal ses på Netflix, hedder den “The long, long holiday”), og det er en virkelig fin, nuanceret og velfortalt historie om to søskende, som ender med at bo hos deres bedsteforældre ude på landet i Frankrig i de fem år, krigen varer. Først var Kristian og jeg meget i tvivl, om Ilja og Live på fem egentlig var klar til at se den, så det snakkede vi en del om, og vi holdt igen, og trak serien i langdrag. Vi har altid været forsigtige med både forbruget af medier og hvad de blev eksponeret for. Det i sig selv er verdens mest hotte diskussion, og den gider jeg ikke ud i her: Faktum er, at vi ikke bruger ret meget tid på skærm herhjemme, og vi overvejer samtidig, hvad vi ser, når vi gør.
Men vores bange anelser var der ikke brug for: Ilja og Live var spændte undervejs, mens de så Den lange, lange ferie, ja, og hoppede i sofaen mange gange (sammen med storebror på otte), og de snakkede som ustoppelige vandfald om serien, alle tre. Men den var gødning til så mange nye tanker, følelser og lege.
Ja; vi havde nok kunne inspirere til meget af det samme gennem historiefortælling eller en god bog. Men det bidrog alligevel med et ekstra niveau, tror jeg, at de oplevede noget, som var både lyd og billeder. På godt og ondt, kan man sige; det blev intenst, men også vildt igangsættende.

Så gik der nogle uger, og de så den igen. Og igen (og igen, men jeg tør næsten ikke skrive det). De har ikke lavet andet end lege og snakke 2. verdenskrig, siden sommerferien startede. De har gjort det helt ligeværdigt og med samme grad af iver alle tre: Fordybet sig i et hav af områder i relation til krigen, og det har været en hel ny verden for os alle sammen.
For, Kristian og jeg har i høj grad været en del af det: Vi har lånt børnebøger om 2. verdenskrig (særligt den her har virkelig givet meget viden og gode historier – vi lånte den på biblio, men overvejer at købe den), og vi har tegnet, læst, fortalt, perspektiveret, spurgt ind til og leget med. Vi har øvet sprog, diskuteret kulturer og haft så mange samtaler om mod/tilgivelse/frygt/tab/taknemmelighed/demokrati/og uendeligt meget andet.
Kristian og jeg har desuden talt med hinanden om, hvor grænsen går? Hvad kan børnene holde til at høre/se? Findes der spørgsmål, som vi ikke vil svare på, eller handler det om måden, vi svarer?
Har det været for meget med tv-serien, eller lige nøjagtig så inspirerende og i øjenhøjde, som vi kan tro på, er helt rigtigt? Er det okay, at de bliver så opslugte, at ALT i en periode handler om det (JA! Hvordan kan vi næsten være i tvivl. Sådan har jeg det jo selv igen og igen med de emner, der optager mig).

Når de efterspørger noget, er det så fordi, de er klar til det? Kan vores børn mærke deres grænser selv, eller skal vi guide dem løbende (hele tiden?)
Det har været (og vil sikkert altid være) en udvikling i frihed og tillid, selvvalgt læring og voksengrænser. Det er en balancegang, som vi går gennem livet, og det giver så god mening.

Jeg vidste ikke ret meget om 2. verdenskrig for et par måneder siden. Tjo, der blev snakket om krigen i min skoletid, og hvem ved, om ikke også jeg har skrevet en opgave om emnet? Sikkert. Men ikke fordi jeg var interesseret i det. Så jeg forstod det ikke – det røg ud igen med det samme, mens jeg havde travlt med at absorbere noget andet. Måske.

Nu ved jeg en del mere om 2. verdenskrig. Jeg kender til betydningen bag Krystalnatten, Hitlers kup og hans motivation for at hade jøder. Kristian og jeg har læst artikler om de forskellige emner om aftenen, når børnene sov. Bare fordi vi egentlig gik hen, og blev oprigtigt nysgerrige.

Det er ikke muligt for mig at huske eller nævne alle de emner, som den sidste tids interesse i 2. Verdenskrig har fostret herhjemme. Jeg nævner i flæng: sprog (svensk, tysk, engelsk) / nationalitet (pludselig kan ungerne genkende rigtig mange flag) / geografi (de allierede lande, de neutrale og aksemagterne) / historie (hvor mange krige har Danmark været med i? Hvorfor startede krigen?) / psykologi (Hitlers motivation, Tyskernes motivation for at stemme på ham, modstandsbekæmpelsens mod og frihedstrang) / mekanik (våben, tog, flåder) / tegning (alle tre børn har tegnet krigen, særligt Live som altid tegner) / strategi (planlægning af attentater, strategisk placering af angreb) / og meget meget mere.

Jeg har egentlig altid været ret anti våben. Og krig. Og konflikt. Mine børn har fået dukkevogne og legekøkkener, men aldrig våben. Vi har snakket om fred og demokrati, men aldrig ret meget om det modsatte. Vi har leget familie og posthus; butik og hospital men aldrig krig eller diktatur.
Nu tog børnene sagen i egen hånd, og kastede af egen drift hele familien dybt ind i et emne, som på én eller anden måde har været definerende for vores første spæde skridt ind i hjemmeundervisningen. De har vist os, hvor meget de rent faktisk kan absorbere, og hvor vildt, fedt, fantastisk det er for dem at have mulighed for at give sig fuldstændig hen til et emne, som de brænder for.
Vi har set dem kaste med røgbomber (tomme konservesdåser fyldt med aske fra Storms bålsted), hejse flaget i overgivelse, løbe råbende mod hinanden: “friheeed!”

De hilser på turister på øen med tre samklingende “Guten tag” nu. Eller “Bonjour”. De drømmer om Flammen, som talteGestapo-agentens skud, så han kunne vende om og skyde ham, når magasinet var tomt. Vi har undersøgt, hvorfor Citronen hældte sukker i de tyske motorer på sit Citröen-værksted (sukker er  noget møg for motorer, fordi det ikke opløses, og kan tilstoppe alle de vitale dele).

Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle bruge (så meget) tid på 2. Verdenskrig. Dét er det fede ved hjemmeundervisning og “self-directed-learning”: Livet er fuldt af overraskelser. Mange spørger til vores tilgang til læring i forbindelse med, at vi hjemmeunderviser nu. Vores “tema” om 2. Verdenskrig er et fint eksempel på en måde at lære gennem det levede liv og den oprigtige interesse, synes jeg.

Hvordan lærer I bedst? Husker I særlige projekter fra jeres skoletid, og hvilke emner oplever I børn fordybe sig i – og hvordan?

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

12 Kommentarer

  • SVAR

    Som du, er jeg heller ikke særligt vidende om 2. Verdenskrig. Det ligger ikke inden for mit interessefelt.
    Men at børn bliver optaget af 2. Verdenskrig, er ikke nyt’formmig.Det er også tilfældet for et af børnene i min flok, og startede i 5-6 års alderen. Emil kunne læse, det kunne kammeraten ikke. Men så læste Emil op, kammeraten var med i læsningen ved hjælp af billederne. Og bogen, ja det var en gammel sag om krigen, som drengene selv havde fundet i en af bedsteforældrenes reoler.
    Interessen fortsatte i alle deres fælles skoleår, og hvergang der var frit emne ind over de forskellige fag, blev emnet valgt af drengene.
    Ved 10. Kl. Eksamen i skriftlig dansk hev Emil et 13-tal hjem. Han havde skrevet et digert værk om hvad der kunne være sket , hvis Hitler havde vundet krigen.
    De to barndomsvenner, som nu er 31 og 32 år, følges stadig ad, når der er premierer på film fra den tid.
    I en kasse på loftet, ligger også et hav af tegninger Fra barndomstiden.
    Hvad vi talte med drengene om i forbindelse med emnet, kan jeg ikke huske, men sikkert er det, at det har været oppe og vende mange gange. Jeg har aldrig haft tanken om, at det var for svært land for drengene at navigere i. Vi glædede os blot over de færdigheder de helt selv tilegnede sig, og over det fællesskab de havde om dette.
    Når jeg læser, hvad I har været inde over i løbet af sommeren med jeres flok, så skal I have et stort klap på skuldrene, over alle de mange vinkler i har haft på krigen. Det tegner godt for jer:)

    • SVAR

      Meget meget inspirerende. Jeg har tænkt på de to drenges engagement flere gange, siden jeg læste din kommentar tidligere. Dejligt.

  • SVAR

    Her er min fornemmelse: Der er så meget lys i jeres familie, at det måske kun er balancerende at få lidt mørke ind. Du har allerede selv været inde på det: at livet ikke kun er lys og skønhed men også mørke og modstand. Det, at de får lov til at lege krig (og at du skriver om det), er godt brænde til at holde gang i det bål, der handler om autenticitet.

    At de får lov til at lege med den kraft – der for mig at se er krigens skjulte diamant – vil kun være godt. Er min fornemmelse. De har garanteret så meget lys, at den styrke, de kommer i kontakt med gennem deres krigsleg, med tiden bare vil blive kanaliseret over i deres lysarbejde. Så ja: fedt at de giver den gas med krigsleg. Verden er kompleks og paradoksal, så deres leg med våben kan vise sig at være godt for planetens fremtid, hvem ved?

    Man kunne tage tusind forbehold i forlængelse af denne kommentar. Men den udfordring er du selv fuldt bevidst om, tænker jeg 🙂

    • SVAR

      Tak for dine smukke ord. – Lysarbejde er vores udviklingsvej; jeg er meget glad for, at du bruger det udtryk.

      • SVAR

        Det skinner tydeligt igennem, at I er lysarbejdere Jeg kom også til at tænke på, at dit tema om mod her på bloggen passer virkelig godt sammen med det at lege krig. Den arketypiske kriger har jo faktisk stor kontakt til sit mod! Modet til f.eks. at se udfordringer i øjnene, til at bryde gamle mønstre og til kompromisløst at sætte kraft bag sin retfærdighedssans.

        Der findes selvfølgelig mange slags krigere, og vi er enige om, at den tankeløse og aggressive kriger ikke er forbilledet. Men hvad med sådan en som Jeanne D´Arc – kender børnene hende? Hvem ved, om hendes sjæl denne gang er landet i jeres familie – så er det da godt, at hun/han bliver bakket op i at lege krig

        • SVAR

          Af en eller anden grund forsvandt den smiley, jeg havde sat efter sidste sætning (for at signalere at den var sagt med et glimt i øjet), så den får du her 🙂

        • SVAR

          Jeg har mega meget tænkt på, om én af mine unger mon er Jeanne D’Arc, siden du skrev, haha! TAK for dine ord. Som altid bringer de varme og lys med sig.

  • SVAR

    Jeg ved helt sikkert ikke nok om 2. verdenskrig, i forhold til at det var seneste omgang krig var på dansk jord og trods alt ikke så længe siden.

    Men jeg husker at min farfars svoger ikke kunne lide at jeg kiggede ham i øjnene da jeg var barn. Han sagde det direkte til mig at det skulle jeg lade være med. Han havde siddet i koncentrationslejr og havde hele sit liv indtil han døde forrige år frygtelige mareridt hver nat. Måske han var bange for at jeg skulle se alle de rædsler i hans øjne, eller også følte han sig “sårbar” sat i øjenkontakt med et uskyldigt barn, som måske kunne fremprovokere et fald af den mur han havde bygget op om sig selv siden.

    Jeg ved det ikke men den samtale har siddet fast i min hjerne og hjerte i alle 30 år sidenhen.

    Vores datter er meget interesseret i Trump for tiden. Måske fordi hun ser mig interessere mig for det. Ikke at han kan sammenlignes med Hitler. Men vi taler om tolerance og kærlighed og medmenneskelighed og miljø og natur.

    • SVAR

      Nu glemmer jeg heller aldrig din svoger. Det er godt nok barskt.
      Og Trump…. I can’t even.

  • SVAR

    jeg lærer bedst når jeg er motiveret for emnet – og jeg har altid sagt at jeg tænker gennem min blyant. Så skal jeg blive klogere på mig selv griber jeg gerne papir og blyant – ja nogle af os bruger reelt stadig papir og blyant 🙂 har jeg nedskrevet noget sætter det sig også bedre fast, så på mange måder lærer jeg en del gennem min blyant.

    Noah var en overgang et interesseret i dinosaurer og på et tidspunkt vulkaner. Der har sikkert været mere. Han har også været ret optaget af religion, trump o.l.

    Nadine lærte sig selv at gange da hun gik i børnehaven og jeg husker hendes putte ritual i de små klasser var regnestykker jeg fandt på og hun løste og så legede vi lykkehjulet – det ville hun hellere en overgang end få læst højt.

    • SVAR

      Papir og blyant – uundværlige redskaber, hvis du spørger mig (og: alle lærer bedst, når de er motiverede)

      • SVAR

        Præcis – ville også have haft en blinke smiley efter, men min ene tast på tastaturet havde sat sig fast >