Når drømmelivet bliver for svært (om udfordringerne ved at vælge sine børn til i en adskillelseskultur)


I kender godt det med, at et tema opstår omkring én nærmest fra den ene dag til den anden?

Pludselig får man mails om emnet, og alle taler om det, og hurtigt står det klart, at her er noget, man bliver nødt til at dykke ned i. For mig starter det som regel med en “det vil jeg skrive om på bloggen“-tanke, og så går der nogle dage eller uger, før jeg reelt gør det, og i løbet af den tid vokser fornemmelsen sig større.
Således også nu, hvor mange omkring mig sætter ord på alt det svære ved at ville være sammen med sine børn i et samfund, hvor institutionaliseringen er så udbredt og så massiv, som det er tilfældet i Danmark.

Mange kvinder skriver til mig, at de mere end noget andet ønsker at gå hjemme med deres børn, men de føler sig stigmatiserede og sårbare, og oplever, at deres drømme smuldrer, fordi de ikke kan løfte omsorgsopgaven uden opbakning, forståelse og – ja, omsorg fra deres omgivelser. Jeg læser om familier, som er ved at knække i to, fordi samfundet på den ene side presser på for at få både forældre og børn ind i hamsterhjulet, mens deres intuition siger noget andet.

Vores forståelse af succes som noget målbart og ikke mindst materialistisk truer med at ruinere enhver idé om et andet liv, fordi den er så forankret i hvert eneste samfundsled (børneliv, skole, uddannelse, job), at det kræver et konstant fokus, hvis ikke man vil ende med at leve nøjagtigt som alle andre.
Vi vokser op på den løgn, at der er et mål i livet, og det mål er et job med en given løn og titel, og derfra kan alle ens drømme udfolde sig som en form for evig finale, hvor alt pludselig falder i hak, uanset hvor sjæleløst og tomt man har følt livet indtil da.
Men den smukke sandhed er selvfølgelig, at livet ikke har et mål. Livet kan kun leves nu, og man kan ikke samle det til bunke eller komme til at brænde det for hurtigt af. Vi har ingen grund til at skynde os mod et særligt plateau i vores skæbne, og alt det som venter på kontor nr. 37 i den bygning, vi drømmer om at gøre karriere i, risikerer kun at ødelægge vores reelle glæde, hvis ikke vi træder varsomt, og forstår, at tiden er livets eneste egentlige ressource.
Det er et lykkeligt faktum, at vi ikke behøver jage et mål, vi skal blot øve os i at være lige her, hvor vi er. Nemlig i nuet.

Men det er svært, når alle omkring én spørger: “Hvordan kan du holde ud at være sammen med dine børn hele dagen?” eller “Savner du ikke at bruge dig selv?”
Kvinder skriver til mig, at selv hvis man bosætter sig i en økolandsby med selvforsyning, halmhuse og forældre uden smartphones, så bliver børnene afleveret i den lille børnehave for enden af vejen hver eneste dag, så forældrene kan gå på arbejde. Selv dér er man uden for som hjemmegående, og man bliver ensom.
Fællesskabet anno 2018 ligger i adskillelsen, når vi forældre mødes foran dagplejen, og snakker om, hvor dejligt det er at komme hen i stilheden på kontoret, mens børnene larmer et andet sted. Fællesskabet anno 2018 er for mange af os stadig forbrug, stress, smerte og længsel..

Det hele handler i alt sin nedslående enkelthed om, at vi har skabt et samfund, hvor der er flere penge i at aflevere sine børn til pædagoger og færdiglavet mad end at blive hjemme sammen og lave maden selv. Og hvor pengene er blevet både målet og midlet.
Vi lider alle sammen under den åndsfattige virkelighed, som materialismen skaber, og jeg modtager hver uge mails skrevet ud af afmagt og sorg. Nogle spørger, om jeg har forslag til, hvordan de kan leve den drøm, vi deler, mens andre fortæller, at de ikke kan holde til det mere, uanset hvor gerne de vil være hjemme med deres børn. Enkelte er vrede, fordi mit liv syner bekymringsfrit og uopnåeligt, når man læser med på afstand, og de oplever ikke selv at have samme valg.
Gennemgående er følelsen af en splittelse mellem hjertets dybeste længsel og samfundets racerløb mod et ikke-eksisterende klimaks.

Mange skriver til mig, at de hellere end noget andet vil være sammen med deres børn, men ægtefællen arbejder 9-10 timer dagligt, og fællesskabet er forsvundet ud på arbejdspladserne og ind i børneopbevaringen, og de mursten som mange af os knokler for at betale af på, står tomme det meste af tiden.

Det betyder, at de familier som netop i disse år begynder at vælge anderledes, er alene på flere plan: Det sociale ville ikke være en udfordring, hvis flere levede sådan, men når man er den eneste hjemmegående familie på vejen, bliver det pludselig et ømt punkt. Hvordan lever man som i en landsby, når landsbyen er væk? Det ville være så meget nemmere, hvis vi var fælles om at skabe denne bevidsthed og leveform.

Og nu skal jeg fortælle jer, hvorfor det er svært for mange af os at være hjemme med vores børn (selvom det er vores allerhøjeste ønske): Fordi vi ikke selv var hjemme med vores forældre, ligesom deres forældre ikke var det med dem. Fordi tilknytning er noget, vi først lige er ved at forstå betydningen af. Fordi det kan være svært at elske ubetinget, løse konflikter uden at forfalde til vrede og give plads til individets udfoldelse, når man aldrig selv som barn har oplevet nogen af de ting.  Det er en meget stor følelsesmæssig opgave at være alene med sit barn, når man ikke selv blev næret tilstrækkeligt som barn, og det kan være pissesvært at skulle opfinde hele verden på én gang, uagtet at man i sit hjerte ved, man er på rette vej.
Og lige dér mangler fællesskabet, opbakningen, den fælles forståelse. Dér i smerten, splittelsen og tvivlen bliver det så tydeligt, at vi som samfund har behov for at skifte spor.

Jeg tænker det ofte selv: Hvordan kan vi indrette et samfund, hvor det er normen at være sammen fremfor adskilte fra vores nærmeste? Svaret må være noget i retning af, at fremtiden kommer med de mere praktiske løsninger – teknologien har vi, og lysten dukker frem som små spirer over alt, og med tiden finder vi helt nye måder at indrette os på. Der vil være mere frivillighed, mindre manuelt og fysisk opslidende arbejde. Der vil blive tid til at dele livet på tværs af generationer, og det er klart (decideret himmelråbende oplagt), at vi vil arbejde mere i de år, hvor vores børn ikke er små og mindre i de år, hvor de har mest brug for os. Børnene bliver en del af livet fremfor sendt af sted til den parallelverden, vi har skabt til dem.

Svarene tvinger vi frem ved at træffe anderledes valg, stille højere krav, se os selv i øjnene og mærke hjertets kald. Svarene kommer, når vi opsøger ligesindede, og sammen skaber fællesskaber, laver små landsbyer af samhørighed og omsorg.

Og mens jeg gik og tænkte de tanker, og følte mange følelser for alle de kvinder i min indbakke, som jeg så nemt kan identificere mig med, skrev vidunderligt vise Nynne fra Verden ved siden af denne opdatering, som jeg synes, er vigtig at få med:
“(…) Jeg vil ikke bruge min kvindekrop og min sjæl på, at tænke børnene UD af livet i form af kamp og den evindelige råben om #minimumsnormeringer og kvalitetsløft i daginstitutionerne. Faktisk skræmmer tanken om bedre normeringer mig, fordi jeg frygter at det bliver en hvilepude og endnu et plaster på såret, der stammer fra at vi aldrig, efter kvinderne tænkte sig selv ind i livet og ud af hjemmet, fik tænkt børnene med. Dem fik vi tænkt UD af livet og ind i de idag dybt skadelige institutioner, som vi kalder “vuggestuer” og “børnehaver”. Tænk, hvis vi samlede alt vores menneskelige følsomhed og rationalitet og satte os sammen om at tænke verden helt anderledes. Vi kunne også bare starte med Danmark. Satte os sammen om at tænke os et sted hen, hvor børnene ikke var tænkt ud i en (institutions)verden ved siden af den verden, hvor dem som børnene elsker og som ubetinget elsker børnene lever. Jeg vil bruge hele min menneskelighed på den store opgave, der ligger i at føle, tænke og handle for vores #omsorgsrevolution. Jeg får styrke og mod ved tanken om, at vi er mange der mærker samme længsel. Og at vi løfter og bær os selv og vores børn i samlet flok.

Og jeg svarede: Ja, Nynne! Ja – til det alt sammen. Det er dér, vi skal lægge vores energi: I den altomfavnende, dybt ambitiøse og helt uundværlige #omsorgsrevolution. Institutionernes normeringer er afgørende for kvaliteten af dagtilbudene, men de rykker ikke ved den grundlæggende smerte og det vidtrækkende svigt, som ligger implicit i institutionaliseringen. Og derfor må vi gerne kæmpe for det bedste, selvom det gør ondt på mange, og fostrer vrede rundt omkring.
Men der opstår alligevel for mig en sorg og usikkerhed i denne kamp, når jeg igen og igen hører fra kvinder, som i deres hjerter mærker en længsel efter at være sammen med deres børn og bygge livet op omkring familien, men som ikke magter det. Fordi de ikke oplever opbakning i deres netværk, og savner fælleskab og ligesindede. De har ikke selv erfaret nærværet eller følt tilknytningen til deres eget ophav, og er i det hele taget selv vokset op i en kultur, hvor omsorg og moderskab ikke var en værdi, før de selv følte det, da de blev genfødt som mødre.
Vi er mange, som selv skal opfinde alt i denne ellers så naturlige levemåde: vi har ikke været hjemme, er ikke blevet holdt tæt eller elsket ubetinget, ligesom vores forældre heller ikke blev det. Så vi famler og vi kører træt, bliver usikre og magtesløse. Og de kvinder, som mærker den gribende splittelse, føler jeg dybt i mit hjerte, for jeg kender deres afmagt, og jeg er her ikke for at få andre til at føle utilstrækkelighed.
Vi må gå forrest med lyset og vise vej uden nogensinde at forfalde til arrogance eller udskamning.

Jeg ved, at fremtiden rummer meget af det, som jeg selv udlever hver dag, og som jeg forsøger at inspirere andre til også at turde gribe: Det tilknytningsorienterede liv med fokus på familien, fleksible arbejdstider, lavere leveomkostninger, mindre forbrug og større frihed generelt. Jeg ved, at det er svært, og vi er mange til at støtte, udveksle tanker og idéer, dele sorger og glæder med hinanden, men vi er ikke mange nok, og det kan stadig være en ensom vandring at vælge det alternative liv.

(undskyld det blev så langt, jeg prøvede virkelig at begrænse mig, måske jeg får tid til at skære i det senere, men for nu er det, som det er, og jeg skal ud at gå en lang tur med en flok dejlige unge mennesker #arbejde)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

22 Kommentarer

  • SVAR

    Skær intet fra <3

    • SVAR

      Helt enig. Det her indlæg bliver et af de indlæg, jeg vil vende tilbage til. Alle ord føles vigtige, så jeg stemmer også for at hele teksten bevares 🙂

      • SVAR

        Tak, kæreste Pia ❤ Det er jeg glad for, at du skriver.

    • SVAR

      Tak, det var en rar melding at få ❤

  • SVAR

    Det var ikke en bit for langt, min ven. men helt perfekt! <3

    • SVAR

      Tak, dejlige du ❤

  • SVAR

    Jeg må stemme i, det var på ingen måder for langt. Det er så opløftende og inspirerende, og så gør trøstende at læse dit indlæg. Det emmer af omsorg og oprigtighed om et smukt mål, som vil komme os alle til gode. Det er så fint, du refererer til Nynne (Verdenvedsidenaf), fordi det ikke kun bekræfter, at der er flere, der vil det samme, men at det netop handler om at styrke hinanden og støtte hinanden i den her følsomme kamp. Den skal kæmpes for i fællesskab. Jeg håber, jeg kan være med snart, ikke kun som moralsk støtte men i udlevelsen.

    • SVAR

      Fællesskabet og omsorgen for alle mødre; både de der går samme vej som os og alle de andre ❤ Tak for dine skønne ord.

  • SVAR

    Smukt, vigtigt og så sandt! Tak!

    • SVAR

      Tak fordi du så tit hepper på mig herinde. Det betyder meget! ❤

  • SVAR

    Åh, jeg elsker det. Jeg mærker hvert ord i min krop. Tak Maj! Jeg er så inspireret af dig og du giver mig mod til at turde tænke og gøre anderledes. Jeg arbejder meget med mig selv, især i tilknytning til mine børn, for jeg ved jo, som du, at det handler om mig selv hver gang jeg bliver sur, irriteret eller kommer til at råbe.. Så Maj – jeg tror du har fået spørgsmålet før; hvis du har, vil du så ikke fortælle mig, hvor jeg måske kan læse noget om det. Jeg vil rigtig gerne læse noget om, hvordan du netop ‘kan’ være sammen med dine børn så meget uden at ‘gå amok’… det lyder så hårdt, men det er jo sandt.. Det er pisse hårdt at have børn og når man er ‘lullet ind’ i adskillelsen med dem, bliver man vant til, at..til adskillelsen.. Men jeg vil ikke være vant til det. Jeg vil dem! Hele tiden af hele mit hjerte, men det også hårdt.. Så hvordan gør du?

    • SVAR

      Kære Lotte – tak for dine dejlige ord. Jeg har netop skrevet til et lignende spørgsmål på facebook: Det er blevet så meget nemmere, at jeg begynder at slippe erindringen om, hvor hårdt det var før. Nu har jeg for første gang i mit moderskab mest lyst til at være sammen med mine børn. Hellere tid med dem end med nogen andre.
      Medicinen mod den afmægtighed og udmattelse, som mange af os oplever i samværet med vores børn, er at være mere sammen med dem.
      Det er den samme oplevelse, som mange har under en lang ferie sammen: De første to uger er man presset over, at man skal være så længe sammen, og man er fuldkommen flad for energi, trist og splittet. Det føles forkert, at noget så dybt og hjerteligt gør mere ondt end godt. Og så, efter de første to uger, falder der ro på. Vi finder ligesom hinanden, og der indfinder sig en anderledes harmoni og nærhed.
      Det sker i større omfang, når man tager sine børn hjem, og fordi man tager dem hjem “for good”, er det hele i større skala og dermed på dybere plan.
      Afvænningen fra den velkendte hverdag og samtidig tilvænningen til at være mere sammen, er mere vidtrækkende end under en tidsbegrænset ferie, og det er den relation, som opstår der af, til gengæld også.
      Jeg kan stadig blive presset og ked af det og vred og ikke mindst fortvivlet (over mig selv men også børnenes konflikter), men aldrig på samme måde og slet ikke så ofte som for et år siden.

      Landsbyen: Vi er nærmest en landsby i sig selv os seks, så vores behov er ikke at mødes med andre hjemmeundervisere mange gange ugentligt. Det ville mit behov helt klart være, hvis jeg gik alene med børnene, mens Kristian arbejdede ude.
      Jeg har en enkelt gang inviteret alle hjemmeskolere på Sydfyn og Ærø hjem til os, og det har resulteret i, at det nu går på omgang: Vi skiftes til at mødes hos hinanden. Generelt er alle vores HU (hjemmeundervisning)s venskaber gode til at invitere og arrangere, så vi kunne sagtens mødes med andre oftere, (hvis ikke vi boede på en ø…)
      Næste skole år er vi mindst to HU-familier på Ærø, og jeg forventer, at vi mødes en gang om ugen fast, i hvert fald 🙂
      Her på Ærø ser vi mennesker dagligt på vores gåture rundt i nabolaget, på biblioteket osv. Vi snakker med naboerne, drikker kaffe sammen osv. <3

      Og så er der det her indlæg, som ikke er skide godt, men alligevel: http://majmy.dk/hvordan-har-boernene-forandret-sig-siden-vi-tog-dem-hjem/

  • SVAR

    Interessante tanker. Jeg følger dig med stor fornøjelse og synes, du har nogle meget spændende refleksioner om alt det du skriver om, selvom jeg lever et for nuværende traditionelt liv med arbejde og børnehave/skoler. Jeg ved godt, at du i ovenstående citerer en anden, men jeg bliver nødt til at sige, at jeg føler mig en smule stødt over beskrivelsen “dybt skadelige institutioner”. Mine tre børn har været hos nogle meget omsorgsfulde og kærlige dagplejere fra de var ca et år sammen med 1-3 andre børn og dernæst gået i børnehaver med kærlige og omsorgsfulde pædagoger. Jeg har aldrig følt, at der var mangel på hænder og følt mig tryg ved at aflevere dem. De er alle velfungerende og trives rigtig godt og nyder det fællesskab der er med de andre børn. Hvis vi tog dem ud af deres skole/børnehave tror jeg virkelig de ville føle det som et overgreb.

    Jeg kan godt blive draget af lysten til at have dem hjemme, men jeg tror pt mere det ville være mit behov end deres.
    Jeg har fuld respekt for folk der vælger det, og jeg kan delvist følge pointen omkring fællesskabet i familien. Men jeg synes, der er lidt en tendens til at hjemmepasse/skolelivet ophøjes som det eneste rigtige, og at vores nuværende livsstil vil forfølge os gennem generationer -negativt forstået. Jeg ved, du -og andre- er opmærksomme på ikke at være fordømmende, men sommetider synes jeg lidt, at beskrivelsen af det “moderne” liv beskrives lidt for unuanceret (selvom jeg ved, at det sættes på spidsen af formidlingsmæssige årsager).

    I forhold til at penge og vækst er alt for styrende er jeg helt enig. Og jeg er klar over, at ovenstående falder lidt udenfor dette indlægs pointe, jeg havde bare lyst til at bidrage med, at det moderne liv ikke nødvendigvis er så skadeligt (selvom jeg selvfølgelig ikke ved, om mine børn f.eks. Rammes af diverse mentale problemer, som alarmerende mange unge gør).

    Endnu engang tak for spændende refleksioner.

    • SVAR

      Jeg tænkte det samme. Jeg sender hver dag glade børn i børnehave og friskole og afhenter dem lige så glade. I disse “dybt skadelige institutioner” lærer mine børn meget og knytter dybe venskaber, samt at jeg knuselsker dem og yder nærvær. Jeg forstår ikke at grøfterne skal graves så dybe i dem og os.

      • SVAR

        Det samme vil jeg selvfølgelig skrive til dig, Mette: Alt har nuancer, men vi har forvildet os ind i en kultur, hvor mange (ikke alle) er fremmegjorte for deres børn, og hvor vi alle sammen længes efter noget, som vi giver fra os for at hoppe ind i en maskine, der i sidste ende bidrager med meget lidt.
        Vi skal hver især finde vores vej og vores sandhed og leve efter den. Mine indlæg er ment som inspiration til at mærke efter, tage stilling og handle. De er aldrig ment som kritik af det enkelte menneskes valg, og jeg bliver altid ked af det, når læses sådan.

    • SVAR

      Jeg sætter egentlig ikke min beskrivelse af det moderne liv på spidsen af formidlingsmæssige årsager. Hvis det sker, er det ubevidst, eller fordi jeg mener, at vi har lullet os ind i en fortælling om det gode samfund, som jeg føler, der er brug for at gøre op med.
      Og jeg kan ikke svare for Nynne, men for mit vedkommende har jeg det sådan med institutionerne, at det er selve kulturen, der er problemet og ikke nødvendigvis den enkelte institution. Mine børn har gået i nogle helt fine vuggestuer og børnehaver med dejlige, engagerede og hjertelige pædagoger, og jeg har intet dårligt at sige om de specifikke steder set ud fra den kontekst de optræder i: Nemlig en dybt institutionaliseret kultur.
      Men institutionerne er skadelige i det omfang, at det ikke er sundt eller mest rigtigt for noget barn (her taler vi ud fra velfungerende familier med ressourcer) at blive adskilt fra sine forældre i etårs alderen. Det er ikke optimalt for noget barn at tilbringe seks, syv, otte, ni timer dagligt i en institution uden sine primære voksne og med mange andre jævnaldrende i en alder af tre år. Det er ikke det bedste alternativ for noget barn at blive sammenlignet med andre, testet og bedt om at sidde stille mange timer dagligt gennem hele skolealderen.

      Jeg er slet ikke i tvivl om, at mange børn kommer ud af en barndom med vuggestue, børnehave og skole som glade, trivelige voksne. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at mange kommer ud af vores efterhånden nærmest umenneskelige og i hvert fald ikke-børnevenlige system med ar på sjælen. Statistikken taler sit eget sprog: Flere og flere børn og unge bliver syge.

      Måske, hvis vi stopper med at tale om barndommen ud fra en diskurs om, at den primært er et redskab til at støbe færdige voksne, kan det være, at vi nemmere kan mødes?
      Hvordan vil børnene helst tilbringe deres tid, hvis de er frie til at få det, de drømmer om, lige fra de bliver født?
 Hvor vil de være og sammen med hvem?

      På grund af min blog bliver jeg altid usikker, når jeg møder pædagoger og lærere fra mine børns tidligere institutioner. Jeg er nervøs for, at de synes, jeg er en illoyal skid, fordi jeg pludselig skriver, som jeg gør. Men det er IKKE dem, det handler om. Det er aldrig mennesket, jeg kritiserer, men derimod systemet. Så jeg vil ikke gå så vidt som til at kalde institutionerne “dybt skadelige” for jeg er helt sikker på, at din fortælling også er en del af sandheden: Børnehaver og skoler kan være skønne rum for leg og læring, og sådan skal det helst være, når nu de er en så stor del af vores samfundsmodel.

      Men hvad hvis vi i stedet var sammen? Hvis vi indrettede os, så børn kom med os på arbejde og ud i livet generelt? Hvis vi havde børnehuse, hvor forældre kom med deres børn, og arbejdede på skift? Hvis vi havde så god kontakt til vores nærmiljø, at børnene løb frie og tillidsfulde fra det ene hjem til det andet og følte sig velkommne over alt?

      Jeg ønsker ikke at ophøje hjemmelivet til noget, som det ikke er. Som jeg skriver her i indlægget, er jeg ofte oprigtigt i tvivl, om det virkelig kan være rigtigt, at det skal være så svært at være hjemme, og om det er en utopisk forestilling, at man kan leve, som jeg gør. Jeg tvivler næsten dagligt på min beslutning om at leve sådan her, fordi min familie og jeg så relativt alene i denne niche.

      Der skal være plads til alle levemåder, og ingen skal skammes ud for deres valg. Når jeg skriver om mit liv, er det fordi, ubalancen er meget stor, og der er brug for oplysning om alternativerne: 98 procent af alle børn i DK bliver afleveret i institution, inklusiv mine egne, fordi jeg ikke reelt kendte til alternativet, og fordi det virkede utilgængeligt og ensomt ikke at leve som alle andre.
      
Du skal uden tvivl have lov til at vælge, som du vil, og det gør du jo – med god samvittighed, håber jeg, og fri for kritik eller løftede øjenbryn i din hverdag?
      Når jeg vælger, som jeg gør, rykker jeg så langt uden for normen, at det truer mit frie valg. Jeg møder undren og kritik, og jeg er alene med mit liv, som af den grund bliver mere sårbart.

      Jeg er sikker på, at der kan komme vidunderlige mennesker ud af institutionslivet – jeg selv er enormt glad for mig liv, og jeg har været i både børnehave og vuggestue. Men det ændrer ikke ved, at jeg mener, vi for vores alle sammens skyld bliver nødt til at tænke i nye retninger med større fokus på tilknytning, samvær og tid.

      Tak fordi du læser med og stiller spørgsmål.

  • SVAR

    Jeg er en af dem, som gerne vil være sammen med mine børn, men egentligt ikke kan holde ud at gå hjemme. Allerede da jeg blev gravid med mit andet barn (som nu er 1 år), frygtede jeg barslen, for på mit studie er man “tvunget” til at tage et helt år, og jeg kan huske hvordan jeg var ved at gå til efter 7 mdr første gang. Men undervejs havde jeg nogle oplevelser med børnehave, som vækkede min moderfølelse, og jeg tænkte “dette er point of no return – nu skal jeg nyde livet sammen med mine børn, og intet andet”. Men tror du så jeg kunne finde ud af det?! Næh, så den store er i børnehave igen, den lille er stadig hjemme. Men jeg blev stædig, og tænkte, det kan simpelthen ikke passe, at jeg ikke kan finde ud af at være hjemmegående, så nu vil jeg lære det. Jeg er begyndt at give mere plads til min store interesse: at spille orgel, og efter sommerferien vil jeg tage lidt weekendarbejde, for jeg må erkende, at jeg virkelig har brug for noget andet. Jeg ville ønske at jeg var sådan en, der bare ELSKEDE at gå hjemme, men findes han/hun overhovedet? Denne “omsorgsrevolution” påstår at hjemmepasning er det eneste alternativ, men problemet er bare, at mange kvinder/mænd ikke kan holde det ud, fordi vi er opdraget til at skulle “blive til noget” (udover far/mor-titlen), og så tvivler jeg på Hvor godt det er for børnene, de kan vel mærke, at man hellere ville noget andet? Ak ja, de ambivalente følelser er vel bare en del af livet.

    • SVAR

      Maj My, du har jo stadig dit meningsfulde arbejde ved siden af hjemmeskolelivet, du er ikke KUN mor (ikke at der er noget galt i det). Det ville også være drømmescenariet for mig: at have børnene hjemme så meget som muligt, men stadig arbejde på mine egne meningsfulde projekter, som endda giver indkomst – det er bare desværre ikke alle der har kreativitet eller ressourcer til at skabe sådan et arbejdsliv – men man kan fa prøve. Min pointe er – ville du kunne holde det ud hvis du var 100% hjemmegående – uden job og indkomst? Når man “opfordrer” folk til at tage børnene hjem, så mangler der en ting – alternative jobs – for det kan godt blive for meget enten-eller: fuldtid, deltid eller ingenting. Jeg tror vi skal ind og pille ved arbejdsmarkedet, selv har jeg en drøm om at skabe en virksomhed, hvor man kan tage sine børn med på arbejde og arbejde få timer, og skiftes til at passe børnene – men hvordan får sådan en arbejdsplads sin berettigelse i et samfund, hvor alt desværre handler om økonomisk vækst? Måske kommunen kunne give tilskuddet til pasning til sådan en virksomhed i stedet for til børnehaven? Jeg tror det er urealistisk at trække kvinderne tilbage fra arbejdsmarkedet, mange af dem vil simpelthen ikke gå hjemme, så vi må tænke i alternativer. Det kræver en større omlægning af samfundet end “bare” at hive børnene og kvinderne hjem.>

      • SVAR

        Jeg er helt enig i, at der er behov for et langt mere fleksibelt og familievenligt arbejdsmarken. Der skal være plads til børn på alle mulige måder, og vi skal blive mere åbne overfor at lade de forskellige facetter af vores liv overlappe.
        Jeg ville være okay med ikke at “arbejde” udover hjemmelivet. Mere end okay, faktisk. Men jeg ville ikke trives, hvis ikke jeg samtidig skrev, formidlede, deltog i debatten. Det kunne jeg nok ikke trives uden.
        På instagram læste jeg den anden dag om en kvinde, der havde sine børn med på sit job – var det måske som kirkesanger? I hvert fald rykker den slags sig nok lige så stille, jo mere vi presser på og selv tager initiativ til at lade tingene smelte mere sammen.

    • SVAR

      Kære du, jeg er ked af at læse, at du allerede under din første graviditet frygtede barslen, og at du nu føler dig som en mor, der ikke kan finde ud af at være sammen med sine børn fuld tid. jeg tænker, at du selv har et indre barn, der trænger til omsorg og healing; ellers kan jeg ikke forstå, hvor din usikkerhed og modvilje kommer fra?
      Når det er sagt, har jeg selv skrevet adskillige indlæg om netop det med at være alene hjemme med sine børn hele dagen: Det er enormt opslidende, hvis ikke man hviler 100 procent i det, og hvis ikke man har et fællesskab, så man rent faktisk ikke er alene. Det er ikke meningen, at nogen mennesker skal være ensomme, og det er desværre stadig konsekvensen for nogle, når de vælger hjemmepasning, fordi alle andre er på arbejde og i institution.

  • SVAR

    Som manden der går på arbejde kan jeg kun sige tak for at du sætter ord på nogle af de ting, jeg værdsætter ved mine børns mor, er hjemmegående. For det kan sq godt være svært at forklare andre der render rundt i hamsterhjulet 🙂
    Virkelig godt indlæg!

    • SVAR

      Tak, Dennis. Hvor er det dejligt at høre fra en mand, som står i den anden ende af én af de familier, jeg holder så meget af. Tak fordi du læser med.