Når livet er helt fyldt op

Hverdag igen. Det startede i går, for i  mandags var Storm syg, og så blev det på én eller anden måde til en hjemmedag for os alle sammen, og vi nød det: spillede kort, læste Anders And, ordnede værkstedet og byggede lidt af hvert med søm og brædder derude. Der er noget ekstra godt over en fridag, som man ikke havde regnet med.

Og så kom tirsdag, og pludselig var alle i børnehave, dagpleje, skole og foran skrivebordet herhjemme, og nogle timer senere var vi atter samlet i det gule hus, og jeg tænker stadig meget over, om vi skal tage børnene hjem for en periode, men den beslutning skal vi ikke træffe nu. Vi skal tage rigtigt hul på det nye arbejdsår først, og så må vi se. Inden vi kørte hjem fra Ærøskøbing, var vi et smut i Netto. Der er ikke mange ting, jeg nyder mere for tiden, end at bevæge mig rundt i hverdagssituationer med løbende, grinende, konstant opsøgende Juno som selskab. Det er så fedt, at hun går og løber (og råber!) hele tiden.

Vi er ved at rydde op på loftet. Ej, det passer overhovedet ikke: Jeg er ved at rydde op på loftet, og i ét sekund lykkedes det mig at få børnene med derud, men der er koldt og ret kedeligt, så det sluttede hurtigt, og derfor ligger der nu bunker af alt det tøj, som jeg var ved at sortere på gulvet deroppe, og det hiver i mig. Så snart jeg har en ledig time (i dag, håber jeg) er det det, jeg skal.
Jeg er ikke vild med at have for mange ting. Behovet for at rydde op og skære ned vokser i mig næsten dagligt. Jeg kan ikke lide, når skabe flyder med alt muligt; når der er bunker i hjørnerne eller sække på loftet. Jeg vil gerne vide, hvor vores ejendele befinder sig, og jeg vil helst ikke have for mange af dem. Det er som om, de sluger energi, og stjæler opmærksomhed. Derfor har vi ikke skabe i stuen eller alle mulige andre steder, for den sags skyld. Hvad plejede jeg at gemme i skabene, dengang vi havde sådan nogle? Skrammel, tror jeg. Ting, som jeg mente, jeg havde brug for, men som jeg har det bedre uden nu.
“Smid 2017 ting ud i 2017”, skrev en god bekendt på sin facebookprofil. Hun havde smidt mere end 150 ting ud i vinterferien, og følte sig lettet. Det kan jeg måske ikke helt leve op til, her er allerede ret godt skrællet ned, men børnetøj har vi for meget af, så jeg laver gigasække med tøj sorteret med hård hånd. Det bedste gemmes til Juno, og den bunke kommer videre til hendes kusine, men resten ryger væk. Hvortil? Jeg ved det ikke endnu, men det plejer ikke at være et problem. Der er meget. Så meget tøj, og en stor del af det er ubrugt eller det, der ligner. Så meget vil jeg ikke have igen nogensinde. Det er der ganske enkelt ingen grund til. Til foråret skal vores loft laves til et stort musikstudie. Det bliver en vild omgang med nyt tag, terrasse, trappe, isolering, toilet og så videre. Alt skal laves fra scratch. Lige nu er det bare en nøgent gammelt loft, så her kommer til at vrimle med håndværkere, værktøj og støv i månedsvis, og det skal nok blive godt på den anden side, men for første gang i mit liv længes jeg ikke det mindste efter forandring, så jeg skal på sin vis slutte fred med udsigten til den indsats, som det kommer til at kræve. Én brik til at blive klar er at få styr på vores ting på loftet; de skal alle sammen være væk, før håndværkerne kan gå igang deroppe, og derfor giver det mening at rykke på det nu.

Det blev eftermiddag, solen stod lidt lavere, gylden og lun, og et par drenge råbte og løb rundt i huset, og til sidst kunne vi voksne ikke være i det længere. Måske råbte én af os også et øjeblik, og så var det ligesom for meget det hele. Drengene trængte til frisk luft, men de trængte også til noget andet. Et eventyr, måske? Jeg pakkede en lille taske med kiks, bananchips og vand, og så gik de alene af sted til vandet. Storm har prøvet det før, men de to brødre har ikke tidligere gået turen sammen uden voksne. “Vi ses om nogle timer,” sagde de, før de blev mindre og mindre ned af stien mod vandet, og Live fulgte med fra vinduet det meste af tiden. Måske var hun lidt spændt? De vendte hjem igen efter en halv time, og på det tidspunkt var deres far faldet så meget ned fra alle de høje tangenter, at han gik dem i møde, og de vendte glade tilbage med røde kinder og en tom madkasse. “Storm skulle på toilettet, så vi blev nødt til at komme tilbage,” sagde Ilja beklagende. Jeg vil tro, de går på en lignende tur snart igen.

Live havde set en opskrift på “is” lavet af yogurt og frosne bær i et blad, så hun og jeg blendede en stor pose hindbær fra i sommer med græsk yogurt og lidt rørsukker, og jeg synes, det var okay-lækkert, og Juno var fuldkommen på bølgelængde, men Live selv kunne ikke lide det, og sad og skulede i en lænestol, og sagde flere gange “Ja, jeg kan godt lide hindbær-is, men den her er slet ikke lige så god som Claus’ “, og vi kom nok alle til at længes lidt efter den sæson, hvor vores fantastiske is-café i Ærøskøbing åbner.

Under aftensmaden var Live stille, og ville ikke have noget at spise. Hun bad om at komme i seng klokken 18, så jeg gik op med hende og Juno, mens Kristian og drengene rydde op efter maden. Hurtigt fulgte drengene efter, og de legede så godt, at der ikke var nogen mening i at afbryde det. Vi skulle nok nå det hele. De kørte med biler, mens Live satte sig på sengen under en dyne, og kaldte det “tilskuerrækkerne.” Der sad hun længe i sit nattøj, indtil Kristian læste Emil fra Lønneberg, og derefter faldt hun i søvn på få minutter. Her til morgen er hun helt frisk, og det er godt nok, for vi har et møde fra morgenstunden, som vi har set frem til.

Da jeg kom ned fra at have puttet Juno i aftes aften, havde Kristian lavet hindbærsyltetøj af de overskydende bær. Han putter altid stjerneanis i, så smager det som Kongen af Danmark bolcher, og det er skønt på friskbagte boller (eller pandekager). Glassene havde han stillet på én af de tre sten (eller fliser?), som Storm fandt på stranden efter en storm i januar. Da vores bedste venner var på besøg i weekenden, blev stenene hurtigt googlet, og det viser sig, at de er 110 år gamle, og en hel del værd. De er meget smukke, robuste og glimrende bordskånere med filtdutter i bunden. Dem bruger vi dagligt, og Storm er stolt.

Og ved I, hvad vi så lavede, Kristian og jeg? Jo, altså, først arbejdede vi. Det gør vi som regel, og det helt fint, jeg holder af det. Men dernæst satte vi os sammen, og så “Shadowlands” om C.S. Lewis (Narnia-bøgerne), og hans livs kærlighed, og jeg trillede en enkelt tåre, for jeg elsker den slags langsom kærlighedshistorier, og jeg holder meget af de stille fortællinger, af de nære portrætter og det gode skuespil. Men fra i dag er der skærmfri uge, måske måned. Børnene er på nul-skærm for tiden, og vi burde nok drikke vores egen medicin, Kristian og jeg. Men det var hyggeligt at se den gode film sammen, og jeg kommer helt sikkert til at se den igen-igen en anden gang (samme instruktør, Richard Attenborough, har instrueret én af mine absolutte yndlingsfilm, nemlig Gandhi – som kan ses på Netflix. Shit, altså. Den er så smuk.)

Hvad har I lavet? Hvad står dagen i dag på? Fortæl om jeres uge, jeres overvejelser og tanker – og så håber jeg, at solen også viser sig her i dag. Indtil videre er der regnfuldt og lidt tåget.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg synes, Venligboernes Gratisbutik i den gamle
    svømmehal i Svendborg er et rigtig meningsfuldt sted at give sig børnetøj.
    https://m.facebook.com/profile.php?id=944805972260558
    De har åbent hver torsdag, men man kan sagtens aflevere andre dage, hvis man kontakter dem.
    Tak for en vedkommende blog!

    • SVAR

      Tak for tip. Det gør vi da.

  • SVAR

    Din blog er simpelthen så fantastisk, livsbekræftende og hyggelig. Jeg bruger den som et lille pusterum. I dag herfra mit kontor, mens jeg i det smug drømmer om at flytte til en lille ø og leve et simpelt liv <3 TAK fra hjertet for dine ord. Og undskyld den lange svartid – grund massiv spam her på siden, er kommentarerne druknet, og jeg har faktisk været lidt trist over, at ingen længere skrev på mine indlæg, haha.

    • SVAR

      TAK af hjertet for dine. Og hvis drømmen en dag bliver større, og banker på i højere grad, så må du jo springe ud i det <3