Når man bliver bange og taknemmelig

Børnemodtagelsen, OUH. Afdelingen med alle de farverige vægmalerier og legetøj ad libitum.

Der har vi været det meste af dagen, Juno og jeg. Og mange andre, for den sags skyld, for der er run på – døren går hyppigt, og ind træder forældre med et barn på armen eller mellem sig.

Her er travlhed og børnestemmer, knirkende hospitalsbarnevogne og lamper der blinker, men her er også omsorgsfulde sygeplejersker, varm mad, et stort legeværelse hvor de mindste kan boltre sig i timevis uden kedsomhed. Her er hele livet indkapslet i ét: alt det vigtigste vi har, kommer i fokus, når vi træder ind bag disse døre. Og nede på sengeafsnittet er der værelser med navneskilte på døren, og jeg tænker på de familier, som er her så længe, at de næsten flytter ind.

De første timer var Kristian her med os, men han tog af sted sidst på eftermiddagen, for der er tre andre børn, som har brug for at være tæt på ham og på hinanden, og som er bekymrede for deres lillesøster. Og så, for snart en time siden, fik Juno og jeg en fin, stor stue med en rummelig seng, hvor vi kan ligge sammen i nat, for hun er endelig blevet CT-scannet, og selvom jeg ikke nåede færgen hjem til Ærø klokken 22, som jeg havde håbet, er jeg glad for at have dette rum nu, hvor vi kan sove i nat, og hvor de tjekker hende om nogle timer, og hvor alt det, vi har mest brug for i dette øjeblik, er indenfor rækkevidde.

Det startede i går aftes, da jeg puttede hende. Jeg mærkede, at et område på hendes baghoved føltes, som når man trykker på en vandballon. Vandfyldt, blødt. Og så var det som om, jeg for et øjeblik gled ud af min krop, og jeg lagde hende fra mig, og gik ind til Kristian, som var ved at putte de andre, og med gele-ben og garanteret ret bleg spurgte jeg, om han lige ville gå ind mærke Junos hoved. For jeg troede ikke, jeg havde mærket rigtigt. Det var en underlig illusionel fornemmelse; hendes hoved gav efter, kunne modelleres med. Jeg har aldrig mærket noget lignende.

Og han trykkede, og sagde: Jo, sådan føles det, og vi så mistroisk på hinanden, men Junos hoved, til gengæld, kunne man intet se på, og jeg gik som i trance nedenunder, og tog telefonen.

Derfra puttede Kristian Juno, og de andre puttede sig selv for en stund, mens jeg ringede til min kusines mand, som er praktiserende læge, og dernæst til vores egen læge på Ærø, for jeg har stor tillid til dem begge, men ingen af dem havde hørt om noget lignende, men vi blev enige om, at det ikke var akut. Hun havde det jo fint hende den lille prop. Glad og med god appetit.

Så vi tog til vores læge i morges, og blev scannet på Ærø og så videre til Odense, og her er dagen gået med undersøgelser hist og her og flere CT-forsøg som i sidste ende udmundede i en sonde med bedøvelse og endelig – klokken 21:30, en vellykket CT-scanning.

Og hov – nu har lægen netop været her med svar, og jeg havde egentlig tænkt mig at afslutte mit indlæg med at skrive godnat og “vi ved ingenting endnu”, men nu ved jeg mere. Juno har en lille bitte fraktur på kraniet – få millimeter – som bløder, og i morgen overtager neurokirurgerne hende, og finder ud af, hvad de vil gøre. Jeg håber, de vil sige: vi lader blødningen stoppe naturligt og hæmatomet absorberes over tid. Men, jeg aner intet om den slags, og jeg har skrevet til min mor, at hun skal tage ting med på arbejde, så hun kan komme, hvis jeg får behov for det.
Og jeg aner ikke, hvornår Juno har fået den fraktur, og jeg var lige ved at tænke: “tænk, at det er sket i vores varetægt.” men så sagde lægen, at mange børn har dem uden at man ved det, fordi de ikke bløder. “Den slags sker jo, når de er ved at lære at gå.” Åh, tak. Tak for det.

Jeg har fortrudt undervejs i dag, at vi trak hende igennem alt det her – hun græd i timevis, efter hun fik bedøvelse og dernæst sonde, og jeg tænkte “det er garanteret ingenting.” Men det er det så desværre lidt alligevel, og det var relevant, at jeg reagerede. For helvede da også; Jeg ville meget hellere fortryde at gøre for meget end at skulle se hende potentielt gennemgå mere. Og jeg kunne tude, jeg er så træt og nu også ked af det, men jeg gider ikke græde.

Her på stedet er mennesker, som bor på sengeafsnittet; som har deres egen hylde i køleskabet i fælleskøkkenet, og som kalder stue 17 for ”hjem” i uger, måneder, måske helt til livets afslutning. Her er mennesker, som kommer ind med børn, der aldrig bliver sig selv igen. Her er mennesker, som er bange og alene og ikke har et netværk omkring sig. Her er mennesker, som ikke taler dansk, er meget langt væk fra det, de kalder hjem, og som er i tvivl, når sygeplejersken forklarer, hvordan medicinen skal tages. Her er så mange mennesker med hver sin historie, hver sin bekymring, hver sin grund til at være her lige nu. Og pludselig igen står mange ting klarere: hvor godt vi har det i min familie, hvor dejligt det er at være hjemme hos mig, hvor velsignet jeg er.

Og Juno er her, ved min side, og jeg er taknemmelig over at have mulighed for at være her med hende. Lægens sidste ord netop nu, var: “Min overlæge sagde, at jeg skal fortælle dig, at vi er ikke bange for din datters tilstand.”

Og det er godt. Det er det eneste, jeg har brug for at høre.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

21 Kommentarer

  • SVAR

    Åh nej da, hvor jeg dog sender dig og Juno, resten af din familie og ja, de mange skæbner på OUH mine bedste tanker med håb og ønske om helbredelse afsted her i de mørke nattetimer ❤️

    • SVAR

      >

  • SVAR

    Åh nej dog! Hvor uhyggeligt for jer allesammen. Mange tanker til jer ❤️

  • SVAR

    Puha mange tanker til jer allesammen ❤️❤️

  • SVAR

    Kæreste Maj, Kristian og Juno.

    Sikke en forskrækkelse for jer alle incl jeres andre børn. Godt at høre hun kommer sig og at der er nære og professionelle mennesker omkring jer der støtter jer. Rigtig god bedring med skønne Juno.
    Kærlige tanker
    Mette Fuglsang

  • SVAR

    For pokker da, sikke dog en forskrækkelse! Jeg kan (forhåbentlig) berolige dig med, at sygeplejersker (jeg er en af dem) og læger ikke siger, de ikke er bekymrede, hvis de er det.
    Rigtig, rigtig god bedring til jeres lille Juno. Jeg håber, I snart er hjemme, og kan fortsætte december med lidt ekstra taknemmelighed, ro og hygge.
    Kh Signe

  • SVAR

    Det er så frygteligt når man frygter for ens barns liv eller helbred.

    Håber Juno slipper for at skulle igennem en masse – og heldigt at lægerne ikke er bange for hende tilstand.

    Jeg bliver altid berørt når jeg læser om syge børn – den angst og hjælpeløshed man føler som forældre i den situation – og man konfronteres ofte med at selv om ja den historie man læser pt. ender godt – så er der jo historier, der ikke gør – og det kan mit hjerte næsten ikke rumme. Ville ønske ingen børn blev alvorligt syge nogensinde – men sådan er det jo desværre ikke – og derfor bliver man nok ofte lidt ydmyg og taknemlig for alt det vi har når vi konfronteres med hvor ond verden kan verden kan være.

    Jeg er i hvert fald taknemlig på et helt andet niveau i dag – for at de stadig lever alle 4. Og jeg græder stadig glædestårer med jævne mellemrum når jeg kigger på dem.

    Forhåbentlig har i snart overstået alt dette – og kan komme tilbage i familiens skød og nyde hinanden alle sammen.

  • SVAR

    Varme tanker til jer, Maj og Kristian ❤️

    • SVAR

      Mange tak Margrete. Vi er okay igen, alle sammen. Og havde jo for nylig fornøjelsen af at møde Finn. Han er stadig lige dejlig.

  • SVAR

    Håber på det bedste for jer og at i hurtigt er hjemme på øen igen . Knus fra Lillian

    • SVAR

      Tak, Lillian <3

  • SVAR

    Sikket hverdagsglimt. Så kan man mærke den høje himmel komme lidt tæt…
    Har selv oplevet det underlige privilegie, at opholde mig (os) på H1 omgivet af kompetente sygeplejersker og læger som sagde det rigtige, mens andre bosatte sig mere end de havde drømt om; egen hylde i køleskabet og alt det der…

    Alt er tilsyneladende godt igen… også med Juno, tror jeg…

    Go’ vind…

    Tak til H1…

    • SVAR

      Lige nøjagtig sådan oplevede jeg det også: Som et privilegium midt i noget, der ellers kunne være meget ensomt og angstfyldt. Alt er godt igen, ja. Og mange tak for din kommentar. Kh Maj My

  • SVAR

    Åhh hvor en forskrækkelse! Godt at lægerne ikke er bange for hendes tilstand – det er nu bedst sådan! Håber I snart er hjemme igen med en frisk Juno. Gode tanker herfra❤️

    • SVAR

      Tak <3 Vi er hjemme, og Juno er forkølet men ellers i godt humør!

  • SVAR

    Åh altså. Man bliver så bange. Godt han sluttede af med at fortælle at der ikke er panik. Det er så vigtigt at de gør det, ellers er ens tanker jo stukket helt af inden det bliver morgen. God bedring til jer, og godt du reagerede.

    • SVAR

      Ja, det er ubehageligt. Heldigvis virkede det på intet tidspunkt akut – men da hun så stod lidt nervøst, aftenlægen, og sagde, at der var et brud, så betød det alligevel meget, at hun understregede, at de ikke var bekymrede. Og tak <3

  • SVAR

    Hvor er jeg glad for at jeres besøg på OUH fik en god slutning!! Omend en sådan oplevelse lagrer sig på godt og ondt i en familie. Både angsten for alt hvad der kan ske og det samtidige vigtige og skønne nærvær, med sig selv og hinanden, som det også fører med.

    Vores blikke mødtes udendørs ved OUH i onsdags. Jeg genkendte dig, ikke omvendt – og naturligvis, for du aner jo ikke hvem jeg er 🙂
    Jeg var der i arbejdsøjemed. Senere i et privat ærinde. Ja… sådan er livet nogle gange. Og når vi mindst venter det. Heldigvis, kan man vel sige.
    Jeg overvejede et splitsekund at stoppe op.
    At sige noget…. måske “jeg kan virkelig godt lide dine ord”… eller …”Hej”
    Dit blik afslørede at der var mere på spil lige dér, end blot en gåtur.
    Du rettede kærligt på Juno i vognen, trak kraven op til skærm mod det fugtige vejr.
    Jeg fortsatte mod billetautomaten og sendte en lille bøn til vejrs om at alt var okay.
    Senere på dagen så jeg to kvinder falde hinanden om halsen, ved elevatoren i højhuset. Hulkende, krammende, med knæ der knapt kunne bære vægten af den tydelige sorg.
    Selvom alt dette, alle disse skæbner, har været min (arbejds)hverdag i flere år, så rammer eksistensens tydelighed mig hver gang, jeg går igennem dette store sted.

    Tak fordi du deler.
    Det rør.

    • SVAR

      Kære Charlotte, jeg har læst din kommentar flere gange. Billedet af de to kvinder ved elevatoren var med mig, da jeg sad på toget og kørte gennem landet den anden dag. Den sorg, som trækker os ned, men som vi heldigvis har hinanden til at bære noget af, ramte. Hvis vores veje krydses en anden gang, håber jeg, du vil sige “hej” – det er altid dejligt med et velkendt menneske, også selvom ansigtet måske ikke er kendt endnu. Jeg håber, at årsagen til dit private besøg på OUH havde en lykkelig afslutning. Mange kærlige hilsner, MM

      • SVAR

        Kære MajMy
        Jeg vil bestemt prøve at tage modet til mig, hvis jeg skulle være heldig at befinde mig i dit nærvær en anden gang 🙂

        Billedet af de to kvinder rumsterer også stadig i mit indre.
        Jeg skal igen “kun” befinde mig på OUH i arbejdsøjemed, ikke privat.
        Og det er godt.
        Og føles lige nu som en lille uvæsentlig detalje, i en verden der synes at stå i brand.

        Så er det godt at forandre verden fra sit eget lille sted 😉

        Kh C

        > >

        • SVAR

          Ja, det er herfra, vi kan forandre verden: Vores eget lille sted. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi har det godt her. Altså med os selv, i vores liv. Jeg håber stadig, du vil prikke mig på skulderen. Jeg ville være glad for at møde dig.