Når man bliver inviteret indenfor

Hvad er det, der har betydning for et liv?
At man er tilfreds, når man går i seng om aftenen? Er håbefuld, når man vågner næste morgen? At dagene er gjort op af meningsfulde opgaver?

Jeg gik en kort tur hjem i aftes, efter at være hoppet ud af bilen for at stille en lille ting foran nogle naboers dør, og da jeg kom ned mod det sted, hvor vejen drejer, og man kan se vores hus, bemærkede jeg, at jeg kun kunne høre havet og intet andet lige i det øjeblik; kun det brusende hav bragt i oprør af vindene fra øst, som kommer slæbende, piskende med den russiske kulde, der river i os, og borer sig gennem alt. Når den kulde er her, slår vi skodderne for vores fine, gamle hoveddør, og skruer op for gulvvarmen i stuerne, og jeg tænker på min mors ord, sidst hun besøgte os: “Er det egentlig ikke rart, at I kan mærke, når vejret skifter?”

Og netop som jeg gik dér, lettede en rovfugl fra en trætop, og fløj hen over naboens får, væk fra mig, og jeg kunne høre dens vingeslag, store og stærke: “sssshu sssshu”, og selvom jeg nogle gange synes, at vi mangler vild natur og komplet stilhed her på øen – så er her alligevel mange af de oplevelser, som rører mig, og som sætter gang i poesien. Som minder mig om, hvor vi er, og hvorfor.

Det, der betyder mest for mig, er at mit liv giver mening. At jeg bruger min tid på noget, jeg holder oprigtigt af. For mig er det i høj grad de meningsfulde menneskelige relationer, der gør forskellen. Jeg behøver ikke mange af dem, og som jeg ikke behøver dyrke dem hele tiden, men jeg sætter meget stor pris på den slags relationer, som giver brændstof og inspiration til alt det andet. Det er de venskaber, der sætter refleksioner, følelser og nye svingninger i gang, og dem fik vi på Ærø, allerede inden vi var flyttet hertil. En dag, mens vi stadig boede på den anden side af vandet, og ledte efter det rigtige hjem her på Ærø, fik jeg en besked fra en Ærøbo, som fortalte, at han havde set vores boligopslag på facebook. Han spurgte ind til, hvad vi ledte efter – hvor, hvordan, hvilken pris – og skrev igen en uge senere, at han troede, han kendte til et hus, der var interessant for os. Her sidder jeg nu; i stuen i det hus, som han mente, kunne være rigtigt for os, og som egentlig ikke var til salg, men alligevel blev det, da vi kom forbi. Og ham, der skrev den dag? Ja, han og hans familie er vores næsten-naboer nu og vores gode venner. De inviterede os på kaffe og kage, før vi overhovedet var flyttet til øen. Jeg kan huske, at vores unger fik mindst fire ture hver i deres traktor rundt på ridebanen den dag om sommeren for snart tre år siden, og de var solgt. “Her skal vi bo,” sagde de, og selvfølgelig skulle vi det, tænker jeg nu. Pludselig kunne vi få naboer, som inviterede os ind i deres hjem, fortalte om øen og om sig selv, inden vi havde lovet nogen, at vi ville flytte hertil, og den første dag vi slog øjnene op som Ærøboer, havde de sat flag i vores hæk; både Dannebrog og det Ærøske. Det bliver jeg helt varm i hjerte af at tænke på.

Har jeg fortalt før, at jeg blev interviewet til et speciale (eller var det ene phd?) om at flytte til udkanten? Det var forrige år, og vi havde boet herovre et halvt års tid, og den studerende fortalte efterfølgende, at jeg var den første af hendes cases, som fremhævede de menneskelige relationer på Ærø fremfor naturen. Jeg holder meget af naturen; den er en konstant livgivende kraft i mit liv. Efter vi er flyttet hertil, er jeg blevet opmærksom på den på en helt ny måde, og jeg hører fuglene og ser farverne skifte fra time til time hver eneste dag. Men hvis jeg boede her helt alene, ville jeg nok alligevel savne noget, og jeg holder enormt meget af følelsen af, at vi er en ø-familie. At her står vi sammen; vi kan regne med hinanden. Jeg holder af at invitere vores naboer på besøg, og høre om deres anderledes liv og betragtninger. Det er en gave, ganske enkelt, at være omgivet af omsorgsfulde mennesker, som ikke er mit fuldkomne spejlbillede, og det er uvurderligt, at se mine børn vokse op omgivet af trygge ansigter og åbne arme.

Nu er det jo vinterferie, og tiden går så stærkt, at jeg lige skal tage en dyb indånding for ikke at blive rundtosset. Jeg har ikke besvaret én eneste mail eller besked i flere døgn, og ovenpå mit indlæg om alkohol her på bloggen i søndags, er der ellers en del af tage fat på. Men nej, for vi er her, og her er vi nu, og indtil videre går dagene på den skønneste vis. Vi har et andet overskud end længe; Juno er tydeligvis blevet større. Hele familien trives bedre, fordi hun kan gå, tror jeg. Noget så enkelt. Hun er sin egen herre nu; er fordybet i lege, blander sig, og kan selv komme fra sted til sted. Så vi har spillet en masse spil og tegnet, bygget Duplo og bygget huler, og vi er udenfor flere gange dagligt, og kommer ind med ildrøde kinder, og leger videre. Vi øver os i ikke at råbe til hinanden (fra den ene etage til den anden), og i ikke at rejse os ustandseligt, når vi spiser sammen (helt klart mest børnene, men også lidt de voksne). Vi spiser god mad, men også nem mad meget af tiden. Og så har vi gæster og aftaler ud af huset hver dag indtil videre: Vi får set nogle at de dejlige mennesker, som er her, men som vi ikke altid ser i hverdagen, og førnævnte næsten-naboer var her i søndags (tænk sig; de medbragte alt maden + fastelavnsboller), og i aften får vi gæster, som ikke er sådan nogle, der altid lige har tid, så vi glæder os. I går besøgte vi vores veninde og hendes børn og deres høns og katte, og så har vi været til åbningen af en ny, lækker shop herovre. Men det er særligt vores besøg i lørdags, som jeg har glædet mig til at skrive om, for det var lidt særligt.

I lørdags havde vi nemlig besøg af en familie med tre børn, som overvejer at flytte til Ærø, blandt andet fordi hun, moren, har læst min blog, og nu føler, at det rent faktisk er en mulighed. “Jeg tror, jeg har ledt efter det her i tyve år,” sagde hun på vej ud til bilen efter en opløftende eftermiddag sammen. Jeg ved, hvad hun mener, og jeg håber, de gør det, selvom intet er gratis. Det har naturligvis sin pris at rykke tre børn til et nyt sted; at få længere til bedsteforældre og måske også til andre vigtige ting. Mest af alt håber jeg, at de følger deres hjerter, uanset hvor det leder dem hen og sikke en dejlig familie, de er. Børnene faldt i hak med vores fra første øjeblik, og vi andre kunne snakke og spise æblekage og udveksle tanker om byliv og landliv og Steinerskole og folkeskole og alt muligt andet, og det føltes meget godt at bære fanen videre efter vore næsten-naboer, som åbnede deres hjem og hjerter dengang, og nu er nogle af dem, vi er stolte af at kunne kalde vores venner.

Jeg tror, jeg startede med at skrive det her indlæg, fordi jeg ville frem til dette: Meningsfulde relationer er det, der gør et liv lykkeligt. Man kan finde gode venner hvor som helst. I en storby, over en ligusterhæk eller langt ude på landet. Nogle mennesker er ensomme, mange faktisk, har jeg læst, og jeg håber, vi andre opdager dem, og byder dem indenfor. Min veninde sendte mig linket til denne her Ted Talk om, hvad det rent faktisk er, der gør mennesker lykkelige. Snakken tager afsæt i historiens hidtil mest omfattende undersøgelse af menneskeskæbner, og det er bekræftende at høre den foreløbige konklusion men også en påmindelse om, at det godt kan betale sig at åbne sine arme for dem, der måske endnu ikke har fundet de helt rigtige relationer i deres liv.

Hvilke relationer betyder noget i jeres liv? Oplever I ensomhed eller det modsatte ude i verden? Hvad er det bedste, vi kan gøre for at være der for andre?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Det forpligtende fællesskab kan have mange former og størrelser, jeg tror vores travlhed udfordrer det rigtig meget, og så det faktum, at vi ikke længere har brug for hinanden på samme måde; vi kan købe os fra alting og er derfor ikke nødvendigvis afhængige af, at have et godt forhold til dem, som bor omkring os. Det gør det svært for dem, som måske ikke lige helt kan finde ud af at finde deres fællesskab selv, men jeg synes nu alligevel jeg fornemmer at der er ved at komme et øget fokus på at dyrke fællesskabet, og prøve at række ud på nye måder. Her tænker jeg blandt andet på FB grupperne “Smilet” som er grupper for mennesker som føler sig ensomme, vi har flere gange haft grupper derfra inde på vores café, og det er jo fantastisk 🙂 Ensomhed tror jeg ingen undgår, men forskellen ligger så i, om der er nogen at række ud til, når man synes det er nok med det 🙂

  • SVAR

    Kære Maj My
    Wouh siger jeg bare. Der er ikke så mange andre ord, jeg lige kan komme på. 🙂
    Du beskriver lige præcis dét, der er essensen af de følelser, der handler om tryghed, nærvær, respekt, tillid og ja – relationer – når de er bedst.
    Jeg er ikke i tvivl om, at det er noget af dét, vi er bedst i de små landsbyer og ø-samfund rundt omkring i det ganske danske land. Vi kommer hinanden ved (på godt og ondt). Det er dét, der betyder noget. 🙂
    Jeg glæder mig til at gå på opdagelse i din blog og ser frem til at modtage din næste klumme.
    Mange hilsner fra Anne – som også hedder Midtgaard (gad vide om vi et eller andet sted – laaangt ude, er i familie…)?? 🙂

    • SVAR

      Kære Anne, tak for din kommentar. Dejligt at du har fundet herind. Ja, mon vi er i familie? Så vidt jeg ved, er der to Midtgaard-familier, men jeg kan ikke huske, hvor de har rødder hver især. Det kan min mor til gengæld..

      • SVAR

        > 🙂 🙂