Når man er helt okay med at blive ædt af et monster

image

Jeg er alene hjemme med børnene i de her dage, og det er overvejende en lidt hård tjans med fire børn til to hænder, men det har også nogle fordele. Eller, det har én fordel, og den er til gengæld rigtig dejlig: Når børnene sover, er jeg helt alene. Kun mig. Og vinden i træerne. Og fire børn ovenpå, godt nok. Men, jeg kan godt lide at være alene. Semi-alene, som det jo er. Desværre sover børnene ikke uafbrudt, og nogle aftener føles lidt som en form for kapløb op og ned af trappen, og sådan var det i går.

Nå, men så sad jeg på sengekanten for hundredefyrretyvende gang, mens den ene fireårige græd i den ene ende af sengen, og hende den mindste græd i den anden (vi sover i en kæmpe seng, som jeg lover at tage et billede af en anden dag), og jeg overvejede, hvem jeg skulle trøste først, og jeg var ærligt talt lidt presset. Presset på den der måde hvor man sidder bumstille et øjeblik, og håber, at det hele forsvinder af sig selv. I samme sekund lød der en uhyggelig lyd nede fra køkkenet, syntes jeg, og det lød faktisk som det der demogorgen-monster fra Stranger Things (som er den bedste serie, jeg har set i hundrede år, og som jeg også skriver om snart), og det kunne have været mega uhyggeligt, og jeg nåede også lige at tænke “shit!”, for jeg var den eneste voksen, og vi bor langt ude på landet  (i Danmarks fredeligste kommune, men alligevel), men jeg blev ikke rigtigt bange. Jeg tænkte derimod: fint nok hvis den æder mig, så slipper jeg for at sidde her midt imellem night terror og evighedsamninger, og pludselig var der ikke noget i verden, der var farligt længere. Pludselig var jeg slet ikke bange for noget som helst, og da lyden viste sig at være den ældste, der snakkede i søvne, og de andre efterhånden faldt til ro igen, listede jeg mega modig ned i stuen, hvor jeg fandt lidt mere chokolade, som jeg hældte i en skål, og så var alt helt lykkeligt, sådan som livet kan være det, når man er stor nok til at være alene hjemme med fire børn og spise chokolade samtidig.

Bliver I nogensinde bange i mørket? Og: Har I set Stranger Things? (!!)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Ja!
    Stranger Things er for vild og helt igennem fantastisk. Jeg elskede portrætter af Joyce, et nervevrag, der desperat bad sin søn hjælpe hende med at finde ham, til at være total stærk mor, der tog ansvar og til sidst fandt ham. Sej mor alligevel!
    Og så elsker jeg 80’er-heden.

    • SVAR

      > Hun er så sej og nuanceret og smuk. Jeg elsker dybden i alle karaktererne, og jeg er vild med, at hovedpersonerne er børn. Jeg tror faktisk, jeg lige vil se første afsnit igen nu… 🙂

  • SVAR

    Kære Maj,

    Du er så sej, altså på den virkelig fede måde. Du formår at ramme mig lige hvor jeg genkender mig selv og livet så godt. Ind og ud af de helt store eksistentielle følelsesmæssige tilstande. Velkommen hjem ” Maj fra Rosenhøj”, og tak for din ægte og ærlige skriverier, følger nysgerrigt og medfølende med.❤️ Kærlig hilsen fra Maria

    • SVAR

      Kære Maria,
      du er også sej. Også på den fede måde. Og jeg er så taknemmelig over, at du læser med her på min blog – det betyder meget. Tak tak tak <3

  • SVAR

    Ser ikke Stranger Things eller andre uhyggelige serier for den sags skyld 🙂 mine visuelle evner og fantasi er så livlig at jeg er rigeligt mørkeræd i forvejen 😀
    Og sjovt nok gør sund kost mig mindre paranoid. Endnu en god grund til at droppe den gode salt mandel sendt fra himlen chokolade. But, how could I… 😉

    • SVAR

      Jeg kan godt følge dig, men jeg er nok mere følelsesmæssigt sensitiv, så jeg har sværere ved historier om illoyaitet, menneskelig ondskab. Derfor er Game of Thrones, House of Cards, Orange is the new black etc etc ikke min aftenunderholdning. Det er de salte mandler til gengæld så rigeligt, ha!