Når man føder for tidligt, og siger undskyld

Jeg tror på meningsfulde tilfælde. Faktisk tror jeg på alt det gode her i livet, både det vi kan se, og det vi mærker i hjertet: Jeg tror på en dybere mening med det hele, jeg tror på ægte kærlighed,  og jeg tror, at når noget trækker i os fra et sted indeni, så skal vi følge med. Derfor handler mit indlæg i dag om mødre til for tidligt fødte børn.

Der er rullet en dis ind over øen de seneste dage, og den indhyller alt omkring sig i et mystisk slør. Jeg ville have skrevet om tågen i dag, men så gik jeg en tur i den, og mens Juno faldt i søvn i barnevognen, talte jeg i telefon med min søster, der fortalte om sin bacheloropgave. Til januar bliver hun færdig som jordemoder, og hun og tre studiekammerater skriver lige nu om for tidlige fødsler og om det overgangsritual, som moderen går glip af, når hun ikke får mulighed for at bære sit barn til ende. Der er mange tab forbundet med en for tidlig fødsel, både for barnet og dets forældre. Pludselig er man mor og far, ofte endda til en nyfødt med et stort behov for pleje på sygehuset. Som gravid fik man ikke mulighed for at mærke sin krop modnes, man fornemmede ikke slutningen nærme sig, og for nogle betyder den tidlige fødsel, at de ikke kan være fysisk tæt på deres barn den første tid. Min søster fortalte om den sorg, det kan være, når man bliver mor, før man havde ventet det, og jeg skubbede barnevognen gennem tågen, mens jeg lyttede intenst, for jeg kender flere, som har fået for tidligt fødte børn, og alligevel ved jeg ikke ret meget om, hvad det vil sige.

Og så var det, min søster sagde, at mange mødre til for tidligt fødte føler skyld. “Nogle siger undskyld til deres babyer, igen og igen,” fortalte hun, og jeg kunne mærke min hals snøre sig sammen. Tænk, den følelse af ansvar. Tænk, den skyld. Det er næsten ikke til at bære.
Mon ikke alle kvinder kender den; skylden og skammen?

Mon ikke vi lidt for ofte siger undskyld, i det hele taget?

Mit hjerte gør ondt ved tanken om de mødre, som har mistet den forventede overgang til forældreskabet; som måske har frygtet det ultimative tab, og som ikke har haft samme muligheder for kontakt til deres barn den første tid. Nogle af børnene lider af alvorlige handicaps, i andre tilfælde er det forældrene, som får de største mén. Tænk at stå med den tonstunge bekymring, med angsten for at miste sit barn; tænk at gå glip af den begyndelse, som mange tager for givet. Tænk at være alt det igennem og så føle skyld oveni. Det er jo ikke deres skyld. Det har det aldrig været. Hvor kommer skylden fra?

Og mens min søster talte, tænkte jeg, at jeg ville skrive om det. Jeg fik lyst til adressere den skyld, som alle mødre kender i et omfang, og jeg fik lyst til at sætte fokus på mødrene til for tidligt fødte børn, som fortjener at vide, at vi andre ved, at det ikke er deres skyld. At set ude fra – set herfra, hvor jeg står, – så er der ikke den mindste tvivl om, at alle de mødre har gjort deres bedste, og at de ingen skyld bærer.  “Sæt jer selv fri!” fik jeg lyst til at råbe fra hustagene. For da jeg ventede mine tvillinger for fem år siden, gik jeg i fødsel i uge 28, og hvis ikke det var blevet stoppet, havde jeg også bebrejdet mig selv og – måske – haft to helt anderledes børn i dag, eller kun én af dem, eller ingen.

Men inden jeg gik i gang med at skrive, havde jeg brug for lidt ro, så jeg satte mig med en bog og en kop te, og så, netop på den side, jeg var kommet til, stod disse ord:

“Siger De forrresten tit undskyld?” spurgte han Anna.
Kvinder føler sig altid mere skyldige, end de reelt er.
“Mener de: Undskyld, må jeg have lov at tale færdig? Eller nærmere: Undskyld, jeg er forelsket i dig og kun volder dig vanskeligheder?”
“Begge dele. At sige und-skyld i enhver form. Det kan være, at De på den måde har vænnet Dem til at påtage Dem skylden for alt det, der er sker. Det er ikke altid os selv, der former ordene, men de ord, vi tit bruger, former os.”

Og jeg tænkte: Ja, sådan er det. Kvinder siger undskyld.
Og så lukkede jeg bogen i, og skrev.

Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at slippe skylden. Vi skal stille spørgsmål, vise interesse og omsorg.
Mødre til for tidligt fødte føler sig ofte isolerede, viser undersøgelser. Nogle holder sig væk fra alt socialt i mange måneder, fordi de ikke føler sig forstået eller imødekommet af deres omverden. Enkelte kommer aldrig til at tale med nogen om, hvordan de har det med oplevelsen.
Vi danskere kan være meget berøringsangste, det ved vi jo, og ofte vil vi hellere lukke munden end stille spørgsmål. Måske er vi bange for at sige noget forkert. Måske aner vi ikke, hvor vi skal starte.
Jeg lærte på journalisthøjskolen, at “hv”-spørgsmål er vejen frem: “Hvordan? Hvad? Hvorfor? Hvem?” Det er åbne spørgsmål, som ikke lægger ord i munden på den adspurgte.

“Hvordan har du det?” “Hvad har du brug for?” “Hvordan var det at føde for tidligt?”
Det kan gøre en verden til forskel, at vi viser interesse. Vi kan fjerne skylden ved at være der, vise omsorg, bakke op, lytte og ikke glemme. Og mange har svært ved at tage imod; vi danskere er jo heller ikke vant til at få så meget opmærksomhed, ligesom vi ikke er vant til at give det, men jeg tror, det kan være en hjælp, hvis vi løfter ansvaret fra deres skuldre (de har nok af den slags allerede), og siger: “Jeg kommer forbi med noget mad og et kram, og går igen efter fem minutter.”

Jeg har aldrig tænkt på, at en for tidlig fødsel kunne være forbundet med skyld og skam, men jeg ved det, når jeg mærker efter. At i denne kultur bygget på kirkens løftede pegefingre, på menneskets synd og skyld, og på nutidens billede af det perfekte menneske, ligger det lige for.
Sandheden er, at når man føder for tidligt, mister man noget. Til gengæld har man intet forkert gjort. Det er ikke til at bære, at man oveni tabet skal slæbe rundt på en skyld, som vejer så tungt.

Så lad os sige til alle med skyld, og i dag særligt til dem med for tidligt fødte børn: Tilgiv jer selv. I bærer intet ansvar. Giv slip på skylden og indtag resten af livet med oprejst pande.

Jeg håber, I vil dele det her indlæg på alle de relevante steder.

Hvad føler I skyld over? Kender I til den dårlige samvittighed i moderskabet; til følelsen af at have gjort noget forkert eller være utilstrækkelig?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

27 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg føler skyld over min psyke. Den har leveret en sårbarhed videre, der har været medvirkende til at min yngste barn har OCD.

    • SVAR

      Kære Christina, jeg er overbevist om, at din psyke rummer de fineste og rigeste kroge og aspekter netop i sin sårbarhed, og måske dit yngste barn også skal lære noget af den OCD, som du uden tvivl kan hjælpe med at komme bedst igennem. Kram til dig og dine

  • SVAR

    Hvor er det her bare et fint, fint indlæg! Jeg har aldrig tænkt over det på den måde, faktisk. Men nu, hvor jeg har læst dette, giver det mening for mig. Da vi fik vores første barn, var det ved en meget kompliceret fødsel. Faktisk hele vejen igennem. Og vi var meget, meget tæt på at miste vores datter – både under fødslen og de kommende dage. Og jeg har mange gange siden tænkt; hvorfor sagde jeg ikke noget?? Jeg kunne jo mærke, der var noget galt – at det ikke var sådan, en fødsel skulle være! Men jeg lyttede til jordemoderen. Og lægen. Og de sagde jo, alt var fint.
    Vores datter blev overflyttet til et andet hospital straks efter fødsel. Hun havde haft svær iltmangel under fødslen. Hun blev født om natten, og den følgende dag fik hun det værre og værre. Hun havde væske i hjernen, og fik massive krampeanfald igen og igen. 15 timer efter fødslen blev hun døbt. Og jeg sagde til præsten, at hvis hun døde, skulle han fandme ikke komme og fortælle mig, at hun var kommet til et bedre sted – for det bedste sted for hende, var hos os! Sent om aftenen sagde sygeplejersken, at vi skulle få noget søvn. De skulle nok komme, hvis hun fik det værre. De havde orienteret os om, at de ikke kunne gøre mere, end de allerede gjorde. Så hvis de hentede os om natten, var det fordi, hun skulle dø. Og så gik vi sgu ned til vores stue! Jamen, jeg fatter ikke, hvordan vi kunne gå fra hende!? Jeg var fuldstændig som en robot. Jeg lukkede ikke et øje. Hver gang jeg hørte trin på gangen, sprang jeg op og var sikker på, at nu kom de for at hente os. Jeg var også nede og se til hende flere gange. Men hvordan kunne jeg forlade hende dén nat? Min fornuft kan godt sige, at: Hun kunne jo ikke mærke sig alligevel, for hun var fuld af stesolid, og var helt væk.
    Men for helvede… Skyld, ja. Skyld med skyld på. Og det skal pakkes væk! For nu er vores datter 14 år. Og hun er ikke hjerneskadet, som vi ellers var blevet stillet i udsigt. Hun har lidt hukommelsesproblemer, men det er alt.
    Tak for det her indlæg. Vi mødre gør det bedste, vi kan!

    • SVAR

      Kære du,
      jeg tror, langt de fleste af os ville have handlet, præcis som I gjorde. For hvad ved man? Hvordan skal man være forberedt på at stå i den situation? Måske jeg nu, med en del års erfaring som mor, ville sige: Nej, jeg bliver her. Men personalet havde jo ret i, at du trængte til søvn. De havde ret i, at de ikke kunne gøre mere, og alligevel, selvfølgelig – i retrospekt – tænker man, som du. Hvordan kunne jeg gå? Jamen, det kunne du, fordi du var afmægtig, fordi du aldrig havde prøvet noget lignende før, fordi du lyttede til autoriteterne (hvilket man gør, indtil man måske en dag er erfaren nok til at lytte til sig selv). Og din datter har det godt – hvor er jeg glad for at læse det! Hun har det godt, hun tog ikke skade af, at du gik. Jeg tror, at de fleste af vores børn er en del klogere end os, på et meget dybt plan. Jeg tror, de tilgiver os, længe før vi selv gør. De kender til vores intentioner, de ser igennem lagene foran, og mærker kærligheden først og fremmest. Din skyld skal væk, som du skriver – den hane skal lukkes. Når du lukker for den hane, som har stået et sted i dig og udøset energi på at føle skyld, så får du mere energi, og den energi håber jeg, du vil bruge på noget, som gør dig godt. Mange tanker fra mig og tak for din kommentar

  • SVAR

    Jeg tror, mange af os mødre kan nikke genkendende til følelsen af skyld og utilstrækkelighed. Men jeg er ikke enig med dig i, at det skyldes ‘kirkens løftede pegefinger’, som du kalder det. I stedet tror jeg, det er nogle samfundsstrukturer og ændringer i vores forældrekultur, der gør, at vi som mødre i højere grad føler os pressede til at yde det ypperste i forhold til vores børn, så ikke engang det bedste er godt nok. Det pres vi lægger på os selv (og hinanden) i forhold til job og karriere, bliver meget hurtigt erstattet af et pres, der udspringer af usandsynligt høje forventninger til os selv som mødre den dag, du står med dit første barn i hånden. Der tror jeg netop, at kristendommens vægt på tilgivelse og tillid til livet og kærligheden kan give mening og være en trøst for mange. Også dem der har født for tidligt.

    • SVAR

      Hej Maria,
      Jeg er helt enig i forhold til utilstrækkeligheden og den forældrekultur, du beskriver. Det er meget svært at leve op til nutidens idealer. Jeg er også enig i, at kristendommen er tilgivelse og tillid, det er de kvaliteter jeg selv lægger vægt på, og er taknemmelig for. Men skylden samt det, jeg kalder den løftede pegefinger, mener jeg også, er en del af kristendommen. Historisk, ikke mindst. “Arvesynden” gør os alle til skyldnere, så snart vi bliver født – derefter kan vi tilgives.
      Men nej; kristendommen alene skal bestemt ikke have skylden, vi er efterhånden så fjernt fra vores religion i samfundet, at de to ikke længere er synonym med hinanden.
      Jeg håber, vi alle sammen bliver bedre til ikke at male billeder af perfekte mennesker, og i stedet sætter hinanden fri til at være den bedste version af os selv, hvilket helt naturligt vil resultere i en meget bred palette af udtryk og livsformer. Tak for din kommentar 🙂

  • SVAR

    Tak!
    Som rimelig nybagt mor til et præmaturt barn, kan jeg sige, at du rammer hovedet lige på sømmet. Jeg brugte nogle dage i starten af vores forløb på bare at græde og være sikker på, at det var min skyld vi var endt på sygehuset 9 1/2 uge for tidligt. Jeg blev ved med at tænke de sidste dage inden igennem, sikker på at jeg ville opdage, hvad jeg havde gjort forkert.
    Der er gået 10 uger og jeg føler ikke længere samme skyld, samtidig med at jeg er super bange for at gøre noget forkert, der skulle jo nødig ske mere med hende…

    • SVAR

      Kære Tine, jeg håber, du en dag kan slippe skyldfølelsen helt, så den energi der vil bliver frigivet, i stedet kan blive brugt på noget, som gør dig godt. Alle forældre fejler, igen og igen, det lærer både vi og børnene af. Hele livet er jo en rejse i udvikling, og udvikling kommer igennem konflikt og udfordringer. Det er derfor, denne planet er så god til at lære os ting; fordi vi livet igennem kommer i situationer, hvor vi forstår, at vi stadig har meget at lære. Derfor håber jeg, at du vil tænke på at gøre dit bedste fremfor at tænke på ikke at gøre noget forkert. Jeg er sikker på, at din datter har valgt den helt rigtige mor til hende <3

  • SVAR

    Kære Maj,
    Tak for at du netop gjorde mig opmærksom på ordet undskyld. Jeg vil begynde at bruge ordet med større omhu. Ikke undskylde, for jeg gør mit bedste som kvinde, mor, mig – ligesom I også gør hver dag. Jeg vil prøve at lade skylden være og i stedet vise min datter, hvordan vi går med lidt lettere skridt.
    Og hvor ordet undskyld har sin rette plads 🙂

    • SVAR

      Kære Solveig,
      Hvor har du ret i din formulering: Hvordan vi går med lidt lettere skridt. Livet kan nemlig være fuldt af mening, udvikling og ansvar uden at det nødvendigvis bliver tungt. Tak for den vigtige pointe, som jeg vil tage med mig <3

  • SVAR

    Hej.
    Hvor er det bare godt skrevet, du rammer virkelig plet.
    Hvor har jeg mange gange siddet ved kuvøsen og sagt undskyld.
    Jeg har delt det på dansk præmatur forening Facebook side. Jeg synes du skal anmode om medlemskab og læse alle de fine kommentarer folk skriver

    • SVAR

      Hej Lisa, Jeg håber, du har sluppet følelsen af skyld nu, så du i stedet kan bruge energien på noget, som gør godt. Tusind tak for at du har delt indlægget, så det kan komme ud til flest muligt med de erfaringer. Jeg har anmodet om at blive medlem i gruppen. Kh

  • SVAR

    Total spot on ! Ramte mig lige i hjertet….. Føler stadig skyld selv det er snart 11 år siden….<3

    • SVAR

      Jeg er sikker på, at du ikke har nogen grund til at føle skyld, og jeg håber, du kan slippe skylden snart og i stedet bruge den energi, som vil blive frigivet, på noget som gør dig godt. Kram til dig <3

  • SVAR

    Følte skyld over at jeg ikke kunne bære mine tvillinger fuldt ud til enden og jeg gik i fødsel uge 28 og jeg føler skyld over at jeg som mor valgte at tage afstand til min søn imens han lå og kæmpede for sit liv, jeg var bange for at knytte mig til ham da han døede 4 gange i mine arme, moren i mig kom da lægerne spurgte om jeg ville have en præst så de kunne blive navnedøbt, NEJ tak jeg tog min søn ud af kuvøsen og sad med ham i 6 timer hud mod hud og kæmpede sammen med ham i 3 uger, den anden tvilling klarede sig super flot og fik far tiden og mor tid når tv 1 skulle plejes. Har heldigvis idag de 2 dejligeste tvillinger på 6 år der er ingen sen følger og de følger et normalt født barn. Skylden skyller ind over mig nogle gange når jeg tænker tilbage. Men hold da op jeg er heldig med mine børn.

    • SVAR

      Kære Karina,
      du lyder som den sejeste mor, og jeg har stor respekt for din vilje og tro – og tænk sig de mange timer hud mod hud gjorde en forskel. Du gjorde en forskel, og du bærer ingen skyld. Jeg er sikker på, at vores børn tilgiver os alle vores fejltrin, allerede inden vi begår dem. Jeg er sikker på, at dine to seksårige udelukkende er dig taknemmelig. Stort tillykke med dine to sunde børn. Jeg håber, du kan slippe skylden helt en dag og bruge energien på noget, som gør det godt, i stedet. KH Maj My

  • SVAR

    Hej.
    Jeg blev utrolig rørt over at læse dette. Jeg er selv mor til en fortidig født pige (31+1) hun er i dag en glad pige på næsten 5. Noget at det jeg føler skyld over er ikke at kunne gå tiden ud. Jeg har følt mig som “dårlig” mor som ikke kunne gå tiden ud, ikke kunne amme og give mit barn de vigtigste næringsstoffer der er i den første mælk. Efter vi blev udskrevet, blev indlagt igen fordi hun blev alvorlig syg med RS-virus og var ved at dø fra os. Hvorfor kunne jeg ikke bare sørge for at hun ikke skulle igennem alt dette.

    Mvh
    Christina Pedersen

    • SVAR

      Kære Christina,
      tak for din kommentar. Jeg er sikker på, at du er en fantastisk mor for din datter – og hun er en glad pige på næsten fem, skriver du. Den glæde kommer ikke af sig selv. Udefra er det helt klart, at du ikke bærer nogen skyld i forhold til alt det, I har været igennem siden hendes for tidlige fødsel. Men du har til gengæld været der for hende, og jeg er sikker på, at hun aldrig har anklaget dig. Jeg håber, du kan give slip på skylden og i stedet bruge den energi på noget, som gør dig godt. Det fortjener du. Mange kærlige hilsner, Maj My

  • SVAR

    Tak ❤️

    • SVAR

      Det siger jeg også.

  • SVAR

    Puha, det blev læst med tåre i øjnene..
    Jeg selv mor til en ekstrem præmatur, født 14 uger før tid.
    Selvom han bliver 3 om lidt, og han i bund og grund klare det fantastisk trods rigtig dårlig odds, så er det stadigvæk en kamp for mig at snakke om det uden at blive berørt af det.

    • SVAR

      Kære Mia,
      jeg har stor respekt for din og din søns kamp, og jeg håber, du går en lys fremtid i møde med ham ved din side.

  • SVAR

    […] Det kan være, mit indlæg om for tidlig fødsel har din interesse. Det finder du HER […]

  • SVAR

    Jeg er pt sygemeldt fordi skyldfølsen har overtaget mig. Min søn blev født for tidligt fordi jeg fik svangerskabsforgiftning. Efter det akutte kejsersnit var jeg indlagt på intensiv mens min søn var indlagt på neonatal. Jeg føler skyld fordi jeg ikke var der for min søn, som det er meningen man skal være. Jeg føler at jeg har svigtet ham, og ikke været en god mor. Logisk kan jeg godt se, at det ikke var min skyld at jeg blev syg. Men skyldfølsen er der stadig.

    • SVAR

      Kære Pia,
      jeg håber, du får hjælp til at komme igennem de traume og den sorg, som du står midt i. Skyldfølelsen kan vi desværre ikke tage fra hinanden, og som regel ved vi godt, at vi rent logisk ikke bærer skylden, men den sidder i os alligevel. Det lyder som en meget hård på livet sammen, din søn og dig fik, og det er måske noget, som skal bearbejdes med støtte udefra og ikke mindst over længere tid. Det er mit ønske, at I begge kommer hele ud på den anden side og en dag kan bruge oplevelserne som en styrke.

  • SVAR

    Jeg vil bare sige dig tak for at tænke på “os”, der har født for tidligt Jeg fødte vores dreng i uge 29 tilbage i oktober 2014 (samtidig med vi var igang med en gennemgribende husrenovering) og kan nikke genkendende til mange af de ting, du og din søster beskriver. Dårlig samvittighed bl.a.! Han har det heldigvis rigtig godt, men jeg har desværre stadig mén derefter i form af en stress belastnings reaktion – men håber det bliver bedre med tiden
    Din søsters opgave lyder ret spændende!

    • SVAR

      Kære Satah, selv tak. Det er et vigtigt område at berøre. I er nogle stille lidende. Jeg håber, du en dag kan rejse dig helt fra din stressbelastning – ikke som den du var før, men som den du er nu. Jeg tror gerne, man må læse min søster opgave, hvis det har interesse. Bare sig til.