“Når man lever bevidst, lever man altid på trods”

Jeg mener ikke, at hjemmeskole altid er det bedste valg.
Som med alt andet er der styrker og svagheder, og intet tilbud passer til alle.
Jeg er ofte blevet spurgt, om det er min overbevisning, at det ville være godt for alle at være hjemmeskolede – og hvad jeg i givet fald tror, det ville betyde for samfundet?
Jeg er også blevet spurgt, om jeg synes, at alt andet end hjemmeskole er forkert, eller i hvert fald mindre godt?

Svaret er, at jeg ikke tænker så kategorisk. Hjemmeskole er det mest rigtige for os, men jeg er aldrig skråsikker og aldrig overbevist om, at jeg ved, hvad der er bedst for alle. Faktisk er jeg sjældent fuldkommen klar over, hvad der på alle måder er bedst for mig selv og min familie: Vores samfund er indrettet, så man – hvis man følger sit hjerte, og insisterer på meningsfuldhed –  samtidig lever med en række udfordringer, som eksempelvis økonomi, ensomhed, eksklusion og, måske vigtigst af alt, tvivlen på om det er det rigtige, man gør, alene fordi man gør noget andet end de fleste andre.
Alligevel insisterer jeg på at bevare min kritiske holdning til det, de fleste opfatter som “naturligt” og “rigtigt” – eller nødvendigt, uundgåeligt, sandt. Ganske enkelt fordi det samme sjældent føles sandt for mig, og fordi jeg kan se med al tydelighed omkring mig, hvordan mange bliver syge og opgivende af alt følge normen.
Når jeg taler om normen, mener jeg alt fra vores vores måde at håndtere fødsler, barselsliv, sundhedspleje, amning og institutionalisering til uddannelse, arbejdsliv, medievaner, naturen og så videre: Jeg kan ikke være andet end kritisk overfor det, vi har accepteret som almindeligt, fordi det går imod, hvad jeg tror, er bedst for mange af os: nemlig større frihed, mere nærvær, mindre meningsløs travlhed.

Det er for mig at se ikke til diskussion, at alle børn med velfungerende forældre (en bevidst rummelig beskrivelse fra min side) har bedst af at være sammen med dem det meste af tiden, i hvert fald indtil de fylder tre. Jeg er samtidig overbevist om, at de institutioner, som aldrig nogensinde blev sat på jorden i børnenes interesse, stadig ikke er der for børnenes skyld. Kun børn fra meget ressourcesvage hjem har bedre af at blive afleveret i en institution end at være sammen med deres forældre – det siger jeg med hævet stemme i denne tid, hvor institutionerne er så pressede, at pædagoger igen og igen går til pressen for at beskrive de vilkår, som både de og vores børn er tvunget til at eksistere under. Jeg siger det, fordi vi bliver nødt til at arbejde for bedre institutioner, samtidig med at vi kæmper for et samfund med langt større plads til fleksible liv og tilknytning i hjemmet.

Når det er sagt, så nej – jeg mener ikke, at hjemmeskole, eller hjemmepasning for den sags skyld, er det bedste valg for alle.
Jeg mener, at et bevidst liv kræver handling og ansvarlige beslutninger. Det er ikke let, det er ikke behageligt, det er ikke bekvemt, tilforladeligt eller letfordøjeligt, og det er langt fra altid ensbetydende med hjemmeskole eller hjemmepasning, men det er uden undtagelse ensbetydende med involvering, engagement og indre kampe. Det kræver meget, og mange af de mennesker, som står op for deres overbevisning, og lever et anderledes bevidst liv, er også ensomme og/eller udmattede.
En kvinde skrev til mig den anden dag, at hendes bevidsthed både bringer hende glæde og stor fortvivlelse. “Det føles som om, at jeg står med et ben på hver side, og ikke kan vælge, og hele tiden skal finde ind til kernen i mig selv for ikke at blive væltet omkuld af alle andre, der jo ligesom jeg er forvildet ind i den her kultur. Og så er jeg bange for, om jeg gør mine børn en bjørnetjeneste i sidste ende: Jeg gør jo også alt det her for min egen skyld – for at mindske stress. Men også for børnene. Det er faktisk ikke det nemmeste at være blevet bevidst. Pludselig at se klarere. Jeg kan jo aldrig gå tilbage til det, som var før. Jeg har heller ikke lyst. Men shit, manner…”

I en kommentar på sin Instagram skrev Nynne fra Verden ved siden af for nylig, at når man først bliver bevidst om de skævvridninger, som vores adskillelseskultur bygger på, så vil man altid leve på trods. På trods, fordi man aldrig igen kan træffe et valg uden at være bevidst om de tab, der følger med det. Hvis man drømmer om at hjemmepasse, men alligevel sender sit barn i børnehave, fordi byen er rømmet for børn alle ugens dage, så er man nødvendigvis tvunget til at leve med den erkendelse, at man ikke har sit barn hjemme, selvom det er, hvad man mener, barnet på andre måder har bedst af.
Holder man på den anden side sit barn hjemme i et samfund, som er så målrettet arbejdsmarkedet og så lidt gearet til familiedannelse og tilknytning, ja, så risikerer man at leve isoleret, samtidig med at man uden tvivl vil møde skepsis og undrende blikke igen og igen.

Måske det er derfor, jeg blev nødt til at stable den hjemmeskolelejr på benene, og måske det er derfor, jeg så brændende ønsker, at andre skal gøre det samme: Når man oplever, at man rent faktisk er en del af noget større; at der findes sammenhænge, hvor man er én af mange og hvor fællesskabet er indiskutabelt, så føles det identitetsskabende og stærkt. Så er man lige pludselig ikke på trods, men i kraft af, og det er noget ganske andet.

Da jeg nævnte Nynnes refleksion om at leve på trods for Kristian den anden dag, sagde han, at man i hvert fald frasiger sig muligheden for at leve komfortabelt, når man vælger en så anderledes livsvej i et samfund, hvor næsten alle andre følges ad. “Min personlighed løber forvildet rundt, og vil bare gerne være ligesom flertallet,” sagde han grinende, “så det er en konstant kamp imod tvivlen og menneskets iboende længsel efter at høre til.”

En familie i vores netværk besluttede på et tidspunkt at sende deres børn i skole, efter de havde været hjemmeskolet i et års tid. Det fik mig til at tænke – og mærke grundigt efter: Jeg fornemmede, at min veninde var usikker på, om vi ville være skuffede over deres valg, eller måske tænke dårligt om, at de nu ikke længere levede præcis som os. Jeg oplevede samtidig en usikkerhed i mig selv: “De har fundet en skole, som er svaret på deres bønner. Burde jeg også gøre det?”
I sidste ende blev mit svar til mig selv, at intet er den eneste rigtige løsning, og at vi hver især, menneske for menneske, familie for familie, først og fremmest skal have tillid til vores intuition. Og sandheden er, at den familie jo aldrig havde levet præcis som os; vi havde haft hjemmeskoling og mange værdier til fælles, men vores omstændigheder i øvrigt var ikke de samme, og blandt andet derfor sendte de nu deres børn i skole, mens vores stadig er hjemme. Både de og vi har de samme værdier som før og den samme årvågenhed – men et anden valg omkring hverdagen.
Vi kan lade os inspirere af andre, men det virker kun, når vi har os selv med hele vejen, og vi kan føle længsel efter et andet liv, men det betyder ikke noget, medmindre vi mærker ind i, hvad det er, vi længes efter, og tillader os selv at gribe ud efter det.

Ville det være bedst, hvis alle blev hjemmeskolet? Nej, det tror jeg ikke. Men det ville ændre verden, hvis alle handlede på det, de mærker indeni.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

20 Kommentarer

  • SVAR

    Amen!
    Kan ikke sige så meget andet.
    Som talt til mit hjerte!

    • SVAR

      ❤️❤️❤️

  • SVAR

    Jeg genkender splittelsen. Jeg kender følelsen af at vide, hvad man burde have gjort, men først for sent. Men jeg har handlet. Ikke som jeg allerhelst ville. Men som jeg kunne. Det blev til en friskole, hvor min datter blomstre. Men hun var for længe i støj, larm og udmattet hverdag i den danske folkeskole. Det fortryder jeg, at have udsat hende for. Men jeg var ikke for alvor vågnet, da jeg skulle sende mine børn i institution og skole. Men jeg vågnede hen ad vejen. Jeg mærkede i hjertet, at det var forkert. Forkert, at forlade et grædende barn, selv om alle omkring mig sagde, at det var det rigtige at gøre. At de jo holdt op med græde igen, når jeg var gået. Som om det legaliseret det. Jeg ved bedre nu. Derfor må jeg tilgive mig selv – selv om det er svært. Jeg vidste ikke bedre. Dejligt, at læse om flere og flere, der lever et liv, hvor de handler på det de mærker. Hertil kan jeg som forrige kommentator også kun sige Amen. Fordi netop dette er helligt. At lytte til sit hjerte og handle herefter <3

    • SVAR

      Kære Janne, jeg tror, vi skal give slip på fortrydelsen og i stedet have fokus på den viden, som er kommet med det vågne hjerte. Nu har vi mulighed for at handle ud fra vores dybeste ønsker; nu har vi mulighed for at støtte alle dem, der mærker det samme, og som har brug for opbakning. Mine egne børn har jo også været i institution (og de ville aldrig af sted, to af dem var kede af det hver eneste morgen, men som dig så jeg ingen anden mulighed trods det, at mit hjerte nær gik itu). “Fordi netop dette er helligt. At lytte til sit hjerte og handle herefter <3" - Det er essensen af alt.

  • SVAR

    Kære Majmy,
    Jeg har læst dine indlæg med refleksioner om hjemmeskole med stor interesse. – og jeg synes generelt det er sejt når nogle vælger at gøre noget andet end “de fleste”.
    Jeg er selv meget glad og begejstret for de to daginstitutioner som mine fire børn går, og har gået i. Jeg oplever tid, overskud, pædagogisk udviklende tiltag og ikke mindst at mine børn profiterer og udvikler sig i det sociale børnefællesskab. Endvidere er jeg stor fan af de pædagoger der på bedste kompetente vis sørger for at mine børn bliver set og hørt. Så for mig er det lige så rigtigt et valg at de er i daginstitution, som det er for dig at vælge hjemmeskoling.
    Der er noget i dit indlæg, jeg undrer mig over, og det er at du retter en hård og generaliseret kritik af daginstitutionen som tilbud til vores børn, og du mener at ressource stærke forældre skal vælge anderledes, men du synes at det er bedre at børn af ressourcesvage forældre skal sendes i den daginstitution som du ikke mener er de rette rammer for børn i det hele taget ??
    Kan du ikke prøve at præcisere hvad du mener med det ?

    De bedste hilsner fra en plejemor/ socialrådgiver

    • SVAR

      Kære Sanne – tak for din kommentar. Jeg vil forsøge mit bedste at svare relativt kort på nogle store spørgsmål. Når du sidder tilbage med følelsen af undren, så er det måske både fordi fordi, jeg ikke har forklaret mig præcist nok, men også fordi vi ikke er helt enige grundlæggende i børns behov ifht. Institutionalisering vs. forældre.
      Ofte ville jeg ønske, at jeg havde tid til skrive dobbelt så lange indlæg (og ikke var bange for at trætte jer, der læser med), for der går altid nuancer tabt i formidlingen, medmindre man har uendeligt mange ord til rådighed.
      Jeg mener ikke, at ressourcestærkeforældre partout skal vælge institutionslivet fra og hjemmelivet til. Sandheden er jo, at jeg ikke selv har hjemmepasset mine børn altid, og jeg kan indimellem føle mig noget hyklerisk, når jeg nu formidler et budskab, som jeg faktisk ikke selv har levet op til alle dage. Men min indsigt er vokset, og jeg har løbende forholdt mig til det nye, der er kommet til mig, og jeg vil sige dette: Det er ikke let at hjemmepasse sine børn i dagens Danmark. Man risikerer at være meget alene om opgaven; en opgave som på mange måder er afhængig af et godt netværk. Derfor vil jeg gerne holde fast i, som jeg har gjort det så mange gange før, at jeg fuldstændig kan sætte mig ind i forældres behov for at få deres børn passet, så de selv kan opfylde andre områder af deres liv, hvilket vi alle sammen er opdraget til at prioritere – endda over vores børn. Det være sig arbejde, motion, sociale arrangementer m.v.
      
Men jeg er også blevet meget opmærksom på, at disse andre behov udelukkende handler om at orientere os mod arbejdsmarkedet; gøre produktionen og omsætningen vigtigere end mennesket. 
Det er med stor videnskabelig opbakning, at jeg fremstiller påstanden om, at børn har bedst af at være hos deres forældre, i hvert fald til de fylder tre. Det er med samme opbakning, jeg siger, at institutionerne aldrig var lavet til børnene: De opstod, da økonomien ændrede sig, så begge forældre skulle på arbejde for at kunne understøtte familiens liv. Jeg er naturligvis og uden forbehold tilhænger af ligestilling, og herhjemme har vi fuldkommen ligestilling i vores liv både socialt og økonomisk i det omfang biologien tillader det. Men jeg er ikke tilhænger af, at frigørelsen skete på maskuline præmisser, som tvang børnene ud af det ægte, levede liv og ind i opbevaringsrum, hvor de hver dag mødes af mennesker der – som du skriver – rigtigt nok gør deres bedste, er ambitiøse og måske endda holder af børnene, men som ikke ELSKER børnene, og som ikke altid har overskud til dem. Alt dette er kun forventeligt, men det er ikke desto mindre end trist virkelighed for vores børn og for de af os, som selv er vokset op under de samme vilkår.


      Synes jeg ubetinget, at alle institutioner er noget skidt? Nej da! Der er stor variation, og nogle af dem er endda rigtigt gode med overskud, omsorg og smukke omgivelser. Det ændrer ikke ved, at jeg mener, børn først og fremmest skal være med deres forældre, og at vi samtidig med at vi giver institutionerne bedre betingelser, også skal arbejde målrettet mod at give familierne bedre mulighed for at være sammen – uden at man af den grund dropper helt ud af alt andet, for det kan ingen jo holde til.

      Nå, det blev alligevel mega langt. Jeg håber, du kommer igennem det.

      • SVAR

        > Skriv endelig dobbelt så lange indlæg! 🙂 Jeg forstår din frygt for at skrive for lang en tekst. Jeg har mærket det selv, når jeg har skrevet, og jeg møder det så ofte, når jeg læser andres ord. Frygten for at skrive for meget, for langt og alle beklagelserne efterfølgende. Og der er sikkert mange grunde til, at vi så ofte synes, at vi skal og bør holde det kort, men for mit vedkommende så finder jeg sjældent gode grunde. Jeg elsker lange indlæg! Det gør jeg virkelig. Så skriv da løs og få endnu flere nuancer med 😀

        • SVAR

          Kære Anne – ja, det må gerne være langt. Men det er en balancegang, når man helst vil have, at de fleste kan finde tid og energi til at læse fra start til slut. Og jeg skal selv kunne finde tiden til at skrive 🙂
          Men, det er jo derfor, jeg skal skrive den bog. Jeg glæder mig så meget til at dykke ned i nuancerne ❤️

          • > Naturligvis, og jeg tror, at det med at have tid nok ofte er en udfordring for mange mennesker. Jeg må have været træt, da jeg læste, for jeg hæftede mig ved, at du skrev, at du ville ønske, at du turde skrive længere. Det kan jeg så se nu, at der slet ikke står. Æh altså … men godt da 🙂 Og så glæder jeg mig for øvrigt til din bog <3

          • Det er jeg så glad for, at du gør ❤️ Og tak fordi du minder mig om, at ikke alle synes, langt er for langt ❤️

      • SVAR

        Kære Majmy,
        Mange tak for dit uddybende svar og at du har taget dig tid til at svare mig. Vi er for så vidt ikke uenige i, at helt små børn har godt af at være så meget sammen med deres forældre som muligt. Dog tænker jeg, at børn altså godt kan opleve at få præcis lige så meget nærvær, tilknytning og kærlighed selvom de bliver passet.
        Det handler, for mig at se, om at man som forældre kan tilsidesætte sine egne behov når man er sammen med sine børn og være ægte tilstede, i stedet for eksempelvis at sidde foran sin mobil eller computer skærm. – Eller bruge så meget tid på at skulle realisere sig selv og sine egne projekter, at man fraprioriterer at lege, få talt med, og lyttet til sine børn hver dag. (Selvrealiserings projekter kan jo vente til børnene er blevet store).

        Jeg er stadigvæk nysgerrig på hvorfor du mener at børn fra meget ressourcesvage hjem godt kan komme i daginstitution ? (Jf. Dit indlæg)
        For mig bliver det lidt selvmodsigende fordi du netop giver udtryk for en generel modstand på vores daginstitutioner.
        Hvis den danske daginstitution ikke er god nok til de ressource stærke familiers børn og du argumenterer for at tage et andet valg – hvordan kan den danske daginstitution så være god nok til børn som er i stor mistrivsel ?
        Det tror jeg ikke helt jeg forstår….

        Jeg synes det er ærgerligt at ressourcestærke forældre, vælger at melde deres børn ud af det danske pasnings og skole system, og ikke i stedet kæmper for at vores samfund får skabt de bedste betingelser for alle børn. – også dem hvis forældre ikke har mentalt og/ eller økonomisk overskud til at tage de valg som du selv har taget og skriver om.

        Noget helt andet er, at hvis børn kommer fra meget ressourcesvage hjem og er i stor mistrivsel fortjener de en langt større og mere indgribende foranstaltning, end selv den bedste daginstitution kan tilbyde.
        Det er i hvertfald min erfaring fra mine 20 år i socialt arbejde.

        Du og din familie ønskes alt godt.
        Dbh Sanne

        • SVAR

          Jeg er på ingen måde enig i, at det er ærgerligt, at nogle forældre melder deres børn ud for at være sammen med dem, og jeg undrer mig over den holdning?
          Jeg tror, at de få familier, som træffes den beslutning, er med til at inspirere både skoler og daginstitutioner i forhold til pædagogik, undervisningsformer og fokus på det relationelle. Jeg mener også, at det er vigtigt, at de forældre som ønsker at bruge alt deres tid med børnene og prioritere livet omkring dem, får mulighed for det. Min holdning er, at vi skal have et samfund, som i langt højere grad end nu, støtter op omkring hjemmepasning og hjemmeundervisning, da det er noget, mange ønsker, men ikke har mulighed for pg.a. ufleksible arbejdstider, fravalg af kommunalstøtte til hjemmepasning mv.

          Til gengæld synes jeg, vi alle sammen skal kæmpe aktivt for at forbedre daginstitutionerne, selvom jeg også mener, at de i en ideel samfundsstruktur ville være næsten overflødige (jeg forestiller mig et fremtidssamfund med store fællesskaber, hvor forældre og børn er sammen, mens forældre skiftes til at arbejde, mens andre familier støtter og er tæt på.) Institutionerne skal forbedres med bedre normeringer, mere visionære målsætninger (væk fra læringsmål og ind med tilknytning og fri leg) og smukkere omgivelser.

          Når jeg skriver, at jeg mener, det er vigtigere for ressourcesvage familier at have muligheden for institutionalisering, er det i mangel af et bedre værn til dem. Ideelt set fik de alle familietræning, terapi i hjemmet og massiv støtte til at varetage de familiære forpligtelser selv. Men så længe vi ikke i tilstrækkelig grad bakker op om de udsatte familier, så de selv kan tage vare på deres børn, synes jeg, at institutionerne (der som nævnt har brug for markante forbedringer), er den hjælpende hånd som både børn og forældre får i hverdagen i dagens Danmark: Vi ved alle, at opgaven med at have børn, er den mest omfattende, et menneske kan påtage sig, og derfor er det ikke altid ideelt for hverken børn eller forældre at være sammen døgnet rundt, når overskuddet er lille eller ikke-eksisterende.
          Jeg arbejder selv med udsatte unge, og ser absolut skolen som deres vigtigste billet til et liv, der er bedre end deres forældres. Men det ændrer ikke ved, at jeg stiller krav til den samme skole, og at jeg mener, de børn, hvis forældre ønsker det, og som har ressourcer til det, skal være i deres gode ret til at være sammen med deres børn.

          Den med at vi skal bakke op om folkeskolen ud af solidaritet fungerer ikke at to grunde: 1) Folkeskolen er overordnet set ikke tilstrækkeligt god pt. (men det kan den blive) 2) Det skal være enhver families ret at indrette deres liv, som de finder bedst. Udvikling er aldrig sket ved, at de visionære og ressourcestærke blev ved med at gøre som tidligere, alene fordi dem med færre ressourcer, stadig gjorde sådan.

  • SVAR

    Amen! <3

  • SVAR

    Jeg bliver nødt til at sige noget til det med at sende børnene ud i pasning.
    Jeg har arbejdet ved en dagplejer, hvor børnene blev behandlet helt forfærdeligt.
    Jeg gik først igang med at remse eksempler op her, men ombestemte mig. Det blev for omfattende.
    Men dette: forældrene var overbeviste om at deres børn var i virkelig gode hænder. Jeg ved ikke om de ikke kunne se og mærke hvad der foregik, eller om de ikke ville(?). Gode, kærlige, bevidste forældre.
    Det gør mig ked af det at tænke på.
    Jeg ved at der er gode dagplejere og pædagoger derude. Men der er lige så mange, der ikke er.
    Og at tro at det er godt for børnene at blive afleveret til fremmede i den alder er en løgn. Og kun ved at se den i øjnene kan vi ændre samfundet. Men vi er nødt til at begynde med de små børn.

  • SVAR

    Tusinde tak! Jeg blev en gang spurgt , af en journalist hvad det bedste ved min alternative livsstil var ? Og jeg svarede “at jeg selv står med ansvaret og alt det der skal skabes – kommer igennem mine hænder”
    Og hvad er det værste ved din livsstil? Og jeg svarede “at jeg selv står med ansvaret og alt det der skal skabes – kommer igennem mine hænder”

    Det er mit yin og yang – himmel og helved 😉

    Mit valg er grundfæstet i et bevidst valg om at lytte indad og se om mit barn trives.. der er ingen rigtig og forkert i min verden – der findes kun “lytter jeg og trives vi-( VI – aka hele familien 😀 )
    Min datter trives ikke i skolen , og blir hjemmeskolet nu , men hvis min intuition og vores trivsel fortæller os at det skal være alm skole eller noget helt 3,4,5 – så gør vi det. Vi bliver ved med at justere, indtil der er trivsel.

    Jeg håber vi ses en dag – tak for DIN stemme i debatten

    ❤️ Micha

  • SVAR

    Er der eksempler på familier, der ikke hjemmeskoler alle børn i familien? Søskende kan jo være meget forskellige, nogle næres af det sociale fællesskab de får i skole/institutioner og andre drænes. Der er jo ingen ‘one size fits all’, og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvilke konstellationer folk bruger.

    • SVAR

      Det er der helt bestemt, jeg kender til flere. Der er jo mange grunde til at hjemmeundervise, og for nogle udspringer valget af, at man har et barn, som ikke trives i skolen, og hvor hjemmeundervisning synes som det bedste alternativ, uagtet at forældrene måske ikke i udgangspunktet er så vilde med idéen/har lyst til det.
      Andre hjemmeunderviser af ideologiske årsager og/eller fordi de mener, det er den bedste familieform for dem, og der vil det typisk være alle børn, som er hjemme.

    • SVAR

      Vi hjemmeunderviser vores yngste på 10 år mens vores ældste på 14 er fortsat i skolen efter eget ønske. Som Maj My skriver er vi nogle af dem, der har taget vores barn ud af skolen pga mistrivsel, og nu mærker jeg hvordan det bliver mere og mere ideologisk for mig. Jeg ville på en måde ønske at min store datter også ville komme “hjem”, men bakker hende op i, at hun selv bestemmer, og nu ved hun i hvert fald at valget er der