Når man snakker rigtigt sammen

Mens Kristian sover lidt endnu, vil jeg lige anbefale noget til alle, som er i et parforhold: Kærestetid.

Jeg vil anbefale, at man trækker stikket, flytter sig fra hverdagen for en stund, og tager sig tid til hinanden. Når man gør det, synes jeg altid, at man tager hul på en slags samvær, som hverdagen ikke efterlader rum til. Man snakker i dybden og om ting, der kræver lidt ekstra tid.

Kristian og jeg er glade for hinanden – også i hverdagen: Aftenen før vores bryllupsdag, lå vi i sengen, og så begyndte han at snakke om, hvor dejligt det er, at vi deler vores liv med hinanden, og jeg tænkte: “Shit! Han har husket vores bryllupsdag,” og afbrød hans talestrøm med et “Åh, honey, jeg er bare så træt lige nu. Undskyld, men kan vi sove?”, og det gjorde næsten helt ondt på mig, men jeg ville så nødig komme til at afsløre noget om næste dag. Nå, men det jeg ville frem til, var: Vi er glade for hinanden, også i hverdagen. Men det ér bare noget andet. Hverdage har vi helt klart flest af, så de skal helst være rigtig gode, men jeg oplever, at de bliver bedre, når man  indimellem forlader dem, og anskuer livet fra et andet sted.

I går var en vidunderlig dag. Først havde vi et godt møde om vores arbejde i Huset Humaidan på Langeland. Så kørte vi til Svendborg, hvor vi hurtigt blev enige om at overraske min søster, som lige var vågnet fra en aftenvagt på fødegangen. Hun blev lidt rundt på gulvet, da vi bankede på hendes vindue (sandheden: hun satte sig, helt stille, på sin seng, og håbede, at vedkommende ville gå væk igen, så da jeg også ringede til hende samtidig, tænkte hun: “shit, nu kan vedkommende høre, at jeg er hjemme”. Men det var jo bare os, der bankede på, så vi blev lukket ind, og hun tog et bad, og kom med os ud at spise frokost.)
Det var så hyggeligt. Og sjovt. Mega sjovt. Når Kristian og jeg siger “det er dejligt bare at være os selv”, mener vi: Min søster, børnene og os.

Bagefter gik vi en god lang tur i skoven, Kristian og jeg. Skov er nok den ene ting, jeg savner mest på Ærø. Jeg elsker træet, og jeg er særligt vild med fyrretræer. Den svenske natur rører mig på en ganske særlig måde. Skoven, vi gik i i går, er fyrreskov på den ene side af stien og bøgeskov på den anden, og det er ganske enkelt magisk. Og lige med det samme snakkede vi sammen, sådan rigtigt Om vores liv som selvstændige – mulighederne, de erfaringer vi har gjort os og om noget med struktur og økonomi. Og det har jeg egentlig tænkt at skrive et indlæg om, for jeg tror, at det med et liv som “iværksætter” er interessant for mange, men også lidt utilnærmeligt (hvilket det ikke behøver være).

Så tog vi hen på hotellet (Stella Maris), og checkede ind. Vores værelse har udsigt over sundet til den grønne skov på Tåsinge, og Ærøfærgen sejler forbi mange gange i døgnet. Lige nu kan jeg se, at solen lander så fint på det stille vand. Vi fik “Cafe Gourmands bestående af stemplekaffe/te serveret med tapas af kager” hvilket vil sige: kaffe, kakao, en masse kager og fødderne oppe på terrassen i bragende solskin. Der sad vi længe, og læste.

Resten af dagen var triviel, og helt utroligt dejlig. Endnu en gåtur, god mad, lange snakke (og nu siger jeg lige noget: vi mediterede, det var alt for længe siden sidst, og det var godt.) Vi havde en notesblok med ved middagsbordet, for der kommer altid brugbare ting frem, når man virkelig har tid til at snakke, og jeg skal snart til at skrive min næste kronik til Information (om det stille oprør mod kapitalismen – nemlig livet på Ærø). I løbet af middagen begyndte kronikken at skrive sig selv i mine tanker, og det er altid et godt tegn. Så ved man, at man har noget på hjerte.

Da vi havde spist, var jeg træt. Jeg er begyndt næsten altid at få hovedpine (sådan lidt migræneagtigt), når jeg er hjemmefra. Jeg har søgt efter en forklaring i mig selv, men kan ikke umiddelbart komme på noget, og jeg tror, jeg vil spørge et klogt menneske til råd snart. Det er så irriterende næsten altid at være lidt rundt på gulvet, når jeg er af sted. Også fordi jeg som regel er af sted for at lave noget, som jeg holder af. Men, mens vi lå der på sengen, og jeg var lidt klattet, så vi alligevel en rigtig fin dokumentarfilm om menneskeligt mod og om strabadser, som jeg aldrig selv ville kunne overkomme (den hedder “Losing sight of shore”, og handler om fire kvinder, som ror over stillehavet fra San Francisco til Australien i en firemandsbåd og slår to verdensrekorder på den ni måneder lange rejse. Netflix.)

Og så sov vi. Fra klokken 23 til 07. Hvilket er uhørt. Og helt fantastisk. Og nu vil jeg måske sove lidt igen før morgenmaden.

I et liv uden ansvar overfor en masse dejlige børn drømmer jeg om en længere tur væk med Kristian. En pilgrimsvandring eller en tur til nogle magiske steder i Irland. Jeg kunne godt bruge adskillige nætter og lyse morgener helt alene med ham, men hver ting til sin tid. Den slags kommer igen, det ved jeg. Og for nu er vores primære plads hos børnene. Derfor er sådan et døgn som det her værdifuldt, og rigtigt for os.

Hvordan er jeres drømmescenarie, hvis I bare kunne tage af sted uden at tænke på nogen andre? (Okay – uden at tænke på nogen andre? Så ville jeg sætte mig i en hygge med udsigt til en svensk skovsø, og skrive min bog).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Vi har det meget lige som Jer, og jeg kan blive helt flov over at have brug for det rum for os selv, da vi endnu kun har et barn. Men det har vi altså bare brug for. Nu spurgte Storm så, for første gang, om han måtte komme hjem til sin farmor og farfar fredag, og se Disney sjov og sove der? Så har man pludselig en stor dreng. Ellers er det bare prisen for ikke af have tv
    Men i hvert fald, skal vi så ud med nogle venner, hjem og sove en hel nat! Og vi skal snakke! ❤️
    For vi har det ligesom jer, det er vigtigt med en dags fri fra hverdagen. I vores forhold, i hvert fald.

    • SVAR

      Åh, sådan har vi det også! Og det afspejler sig nok meget godt i, at vi begge havde købt gavekort til en god restaurant i byen, til hinanden i julegave. Bare at tale og spise sammen i et par timer, imens moster eller mormor spiser sammen med drengene og putter dem, det er godt for vores forhold.

      Jeg drømmer ikke om tage langt væk eller i lang tid uden min familie, men sådanne timer eller en enkelt nat, det sætter jeg enormt meget pris på og gør at jeg igen ser vores forhold for alt det gode som det er. Heldigvis har vi familie tæt på og som børnene er så tætte med, at det gør det muligt – og det sætter jeg uendeligt meget pris på.

      Og så tusind tak for din fine blog og dine kloge ord. Her læser jeg kun, når jeg har tiden til at fordybe mig, for du sætter altid nogle tanker igang hos mig.

      • SVAR

        Jeg har flere gange i dag tænkt på, hvor fint det er, at i gav hinanden den samme julegave ud fra et ønske om at få nogle særlige timer sammen. Dét synes jeg, er essensen af kærlighed og omsorg: det gengældte ønske om nærvær og tid. Tak for dine dejlige ord om min blog og tak for at du læser med.

    • SVAR

      Vores behov for den slags tid var lige så stort, da vi havde ét barn, som det er nu. Den største omvæltning sker trods alt, når man går fra ingen barn til ét, synes jeg. Og hvor er det dejligt, at han selv efterspøger tid hos dine bedsteforældre. Den dårlige samvittighed ville jeg smide meget langt væk: Alle børn er afhængige af velfungerende forældre, og hvis en nat hjemmefra kan give dem det, så er den tid givet godt ud, synes jeg <3