Når naboskabet minder én om den nødvendige balance (en nabogård brændte i fredags)

Vinden skiftede sidst på dagen i går, og pludselig lugtede her af røg – gennem vinduet på badeværelset og i vores gårdsplads og fra det åbne vindue i køkkenet, og det var som sådan ikke mærkeligt. Det mærkelige var nok snarere, at her ikke havde lugtet før.
For fredag aften brændte den ene af to beboede længer i en meget smuk og stor landejendom fra 1830 nogle hundrede meter fra vores hjem, og det blev en aften, der var mærket af den utryghed, som den slags ødelæggelser ufravigeligt trækker med sig.
Da vi hørte om branden, løb både jeg og Kristian i mørket op og så de altædende flammer, og mens jeg nærmede mig gården, der ligger på den anden side af en lille dal bag vores nabogård, mærkede jeg en desperation og en sorg ved synet af alt det, den tog med sig. Der er noget dæmonisk over ild.
Jeg så det nedbrændte køkken og det store stråtægte tag blive løftet væk bid for bid, og jeg så det brænde videre på marken, hvor alt det ødelagte lå i store bunker. Der var brandfolk og brandsår og sod og røg og mange mennesker, og mørket var over alt, pånær der hvor flammerne endnu stod flagrende og upåvirkede af det, der var nogens hjem indtil få timer forinden.
“Men alle mennesker og husdyr er okay, ingen er kommet til skade.” Det blev vi ved med at svare, når nogen spurgte, når telefonen ringede, og igen og igen var det alt, alle fokuserede på: “Er de okay?” Og det er de. De er rystede, og de har mistet ejendele, mange ting af høj værdi og uerstattelige, men indenfor få timer havde en håndfuld mennesker tilbudt dem husly i tomme boliger på ubestemt tid, og de var blevet bespist af naboer, og havde fået termokander bragt hjem i de mørke stuer, og var blevet kørt til lægen af kærlige, bekymrede mennesker, som bor et stenkast derfra, og derfor er blandt deres nærmeste. Sådan er det, her hvor vi bor: Naboer er som familie, og således rykker vi sammen, når katastrofen rammer.
Da brandbilerne kørte ned forbi de få gårde, som ligger på vores lille strækning væk fra landevejen, reagerede alle prompte. Det er ligesom et net, der bliver spændt ud, og så kan man falde, og man bliver grebet, man bliver holdt om, varmet og bespist, og der er ingen spørgsmål eller nysgerrighed ud over: “Er I okay? – Er der noget, vi kan gøre?”

Vi gik i seng – trætte og overvældede – og da jeg slog øjnene op næste morgen, huskede jeg som det første den nedbrændte længe, og jeg huskede de forvirrede blikke og sorgen i øjnenene, og da jeg kørte forbi gården på vej mod færgen kort efter, var der stadig ild i den største af bunkerne på marken.

Men jeg havde fået ro og hvile, og mine følelser var mere afdæmpede nu, så jeg bemærkede også, at der stadig var køer på markerne og vand i de små søer, og der var lys i mange vinduer rundt omkring på gårdene, og jeg mærkede, at branden havde taget et hjem men ikke dets beboere, og at det uanset tabet er det eneste, der betyder noget i sidste ende.

Som dagen gik, blandede mine tanker om den voldsomme brand sig med mine meget nærværende tanker om vores eget hjem. For tiden tænker jeg så meget på indretning: Jeg har fået en fornyet lyst til at tage vare på vores hjem og lægge kærlig energi i de rammer, som vi bor i, og jeg kan ikke lade være med at se på billeder og overveje farver og materialer og så videre. Det kommer sig af, at vores nye studie har givet huset et nyt liv, og jeg har lyst til at sprede den samme glæde og omsorg til resten af rummene.

Men man ikke bliver lykkelig af at eje en masse ting eller have smukke vægge eller få nye gulve. Man bliver lykkelig (eller glad, i hvert fald) af at finde en balance, og det mindede branden mig om. At den glæde som jeg føler ved at indrette vores hjem smukt, er værdifuld og reel, er ikke et spørgsmål, men den kan ikke stå alene, og den skal ikke stjæle fokus fra andet og vigtigere ting – nemlig relationerne.
Livet er en øvelse i balancen mellem de forskellige ting, som spiller ind i vores skæbne, og giver os glæde og inspiration og mod og taknemmelighed. Det er en balance mellem for meget og for lidt, og det faktum stod endnu tydeligere for mig i går, da jeg lugtede røgen gennem vinduerne, og blev mindet om, at nok skal vores soveværelse males (shh! Kristian ved det ikke endnu), men det giver ingen mening, at jeg af den grund er fraværende eller udelukkende bekymrer mig om den slags lige nu.

I dag kommer syv dejlige unger her og fejrer Storm, laver mad over bål og løber ud på skattejagt med Professor Pretzel. Dét vil jeg fordybe mig i nu. Glæden, håbet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Det giver gevaldige rystelser i ens indre, når ens naboer mister deres hjem, og som du skriver, bliver man lige selv mindet om at overveje, hvad det er, som giver en glæde og energi, og hvad der ikke gør.
    Vi prøvede det samme i vores lille landsby, da vi var meget trætte småbørnsforældre. 150 m fra vores soveværelsesvinduer nedbrændte et hus. Og vi hørte intet! Som i ingenting overhovedet. Naboerne havde været ved os, men kunne se, at der var mørkt – og lod os sove. Min mand kørte ret tidligt ud næste morgen, men vendte helt chokeret om, og kom hjem igen, og fortalte om den ruin der nu var.
    Som du, husker jeg også følelserne der eksploderer, kvalmen, glæden over de uskadte naboer, mm.
    Men hjemme hos os blev vi ex.vis klar over betydningen af røgalarmer, som virkelig ikke var særligt kendte først i 1990’erne . Nu havde vi jo oplevet at sove fra noget, der hændte så kort fra os. Vi fik dem installeret, og da vi fik 1. Salen ombygget, havde vi også altid et par tove liggende, som alle i familien vidste hvor var, i tilfælde af, at,det værst tænkelige skulle ske hos os.
    God fødselsdag til jer i dag ❤️

    • SVAR

      Tænk at man kan sove igennem det, og jeg ved med mig selv, at det kunne jeg også, hvis jeg var tilstrækkeligt træt.
      Vi har brandalarmer, men vi har først bestilt brandslukkere efter branden i fredags. Kram til dig

  • SVAR

    Ovenstående er blandt meget andet historien om nærhed og værdien heraf.

    For nogle måneder siden flyttede en af vore venner her til Ærø. En nabo til vores veninde var blevet bekymret over, at hun ikke havde set hende nogle dage. Naboen har nok prøvet at banke på hos vores veninde, uden at der blev svaret, og var blevet bekymret. Derefter ringede naboen til den lokale ejendomsmægler, som havde solgt huset. Jeg fik nu en opringning fra ejendomsmægleren, om hvorvidt vi havde set eller hørt noget til vores veninde. Jo jo – vi havde talt med hende både i går og i dagen før. Ingen panik vores veninde har det godt.

    Blot en af de små brikker, der gør det værdifuldt at bo i det nære samfund på Ærø. Vi passer på hinanden.

    • SVAR

      Ja, dét er Ærø, og det er livskvalitet for mig.