Når ordene er kærlighed

Nøgne tæer på fliserne / Nøgne kroppe mod græsset / De nøgne ord som rammer mig / Nøgne ord vil ud / Jeg kan bedst lide de nøgne / De hudløse, rammende, ærlige / Jeg elsker duften af børnenes varme maveskind / En varm kind mod min hovedpude, vi ligger pande mod pande / Så kalder hun, og han kalder / livet kalder / Nøgne ord fra nattens mørke

Sådan skrev jeg på min telefon den anden dag, mens jeg stod, og lagde tøj sammen. Jeg elsker nøgne ord og nøgne fødder, nøgne maver.

Og så i går kom postbilen, og der var en pakke til mig. En fin, hvid konvolut fra Norge. Fra Norge. Jeg så længe på den. Jeg kunne mærke, at det var noget særligt, så jeg gik for mig selv, og pakkede den op, hvor der var ro. Indeni lå den fineste pakke. Kraftigt, smukt papir med bånd om. Og indeni papiret lå en poesibog. Jeg vendte den, og på bagsiden læste jeg:

jeg skal holde deg til du sovner
hva om jeg ikke sovner
jeg skal holde dig
(Nils-Øivind Haagensen)

Og nu hvor jeg skriver det, får jeg gåsehud igen, men i går begyndte jeg at græde, da jeg læste det. Tårer løb ud af øjenkrogene, og jeg stod der midt i dagen, og blev så rørt. Hvilke rørende, nøgne ord.
Og indeni bogen var den smukkeste, håndskrevne besked i svungne, blå bogstaver, på norsk. Fra en kvinde i Bergen, Lisa, som følger min blog, og som takkede for den. Hun beskrev, hvordan hun ligger i mørket, og ammer sin lille datter, mens hun læser mine indlæg. “hun koser seg, og jeg koser meg” . Og jeg blev så glad, så taknemmelig for at hun sendte mig de smukke ord, sine egne og dem i digtsamlingen, og så sluttede hun sin hilsen med dette: “P.S. Jeg har grønt kjøkken, grå stue, blått soverum, grønt soverum, grått soverum og blomstret gang”, og det ramte mig lige i hjertet. Som en bølge, der løftede mig op, og bar mig af sted. Jeg kommer til at føle mig som en del af noget større, fordi vi deler den slags, indforstået. Fordi vi ved, at vi er enige om noget. Vi er enige om at være i verden på måde, som vi føler dybt indeni. Ikke nødvendigvis med farvede vægge, men som en del af et fælleskab. Og tænk at min blog er blevet et trygt sted for så mange at komme og hente det. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal skrive. Og det ved I, at jeg ellers ikke har svært ved. Men jeg bliver så rørt.

Og læs lige ordene på forsiden af digtsamlingen: “Vi har ikke plass til avstand mellom oss”

Mit hjerte er helt ømt. Tak.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Hvor er det smukt at røre og blive rørt af andre mennesker. På trods af afstand.
    Og hvor gør det mig glad at andre også lader sig mærke af dine ord på den måde. Så er jeg ikke alene. Det tænker jeg hver gang jeg læser en kommentar til din blog. Vi er mange der bliver ramt, bliver klogere, udvikler os og påvirker vores omverden. Blandt andet på grund af dine ord… Hvor er det fantastisk!

    • SVAR

      Kære Anne-Dorte, vi hænger alle sammen, og når man sender noget af sted, vil det altid have en effekt. Det glæder mig, at mine bølger når så langt ud, som de gør <3

  • SVAR

    Meget smukt!

  • SVAR

    Ligger med min fem uger gamle søn på brystet og græder med over de smukke ord.

    • SVAR

      Åh, hvor er det et fint billede. Tak for at du deler.