Når søskende skændes, og forældrene ikke aner, hvad de skal stille op (hvad gør man så?)

I den tid jeg har haft bloggen, har der været en håndfuld spørgsmål, som kommer igen. Det ene lyder: “Hvordan håndterer I søskendekonflikter?”

Modsat de fleste andre tilbagevendende spørgsmål er dét med konflikterne ét, som jeg aldrig rigtigt har gået i dybden med. Hvorfor? Fordi jeg ikke føler mig tilstrækkeligt kompetent til at skulle vejlede andre i netop den svære disciplin. En disciplin, som rummer både det at trøste, rumme, anerkende og guide sine børn. En disciplin, der mere end noget andet, kan presse mig, så jeg bliver afmægtig – eller vred.

Men jeg øver mig, og jeg bliver bedre, i høj grad takket være særligt to ressourcer, som jeg anbefaler alle, de rhar med børn at gøre, at dykke ned i.

Den ene er Gordon Neufelds onlinekursus The Vital Connection, der i sig selv fortjener en meget grundig anerkendelse og opmærksomhed her på bloggen, som jeg dog ikke får skrevet, før jeg holder ferie, så derfor blot dette lille heads up: Psykolog og tilknytningsekspert Gordon Neufeld har så meget fat i den lange ende, når det kommer til at skabe den sunde, livslange tilknytning mellem barnet og vi forældre. I dette kursus, som strækker sig over otte videolektioner af en times varighed (der streames), kommer han omkring næsten alt det, der fylder i relationen mellem voksne og børn i løbet af en opvækst. Ét af de emner, han zoomer ind på, er netop konflikter mellem søskende, hvor han blandt andet fremfører den pointe, at man som voksen ikke skal forsøge indlægge læring eller løftede pegefingre i selve konfliktsituationen, men derimod bør bevare fokus på fredeligt og uden anklage at stoppe konflikten. Han understreger, at man gør klogt i at vente med den undersøgende samtale, hvor man prøver at komme nærmere, hvad der ligger til grund for konflikten, til børnene er følelsesmæssigt klar til det (hvilket kan være alt mellem ti minutter til 48 timer efter konflikten).
Kristian og jeg så kurset sammen i februar, og det lærte os helt enormt mange nye ting om forældreskabet. Snart er vi klar til at hoppe ombord i kursets anden del, som jeg har hørt, er lige så god.

Den anden ressource, som jeg på det varmeste vil anbefale i forhold til at forstå barnets konflikter, er en bog, jeg har nævnt herinde nogle gange på det seneste, nemlig: Naomi Aldorts “Raising our children, raising ourselves“. Omend Naomi Aldort kun sporadisk kommer omkring netop konflikter mellem søskende, har det været forløsende og faktisk revolutionerende for mig at læse hendes tilgang til netop konflikter – ja, og alt andet, hun beskæftiger sig med. Men konflikterne er et centralt emne i hendes bog.
Naomi Aldort arbejder i bogen først og fremmest med sin S.A.L.V.E-metode, som er en huskeregel til at komme mere tilstede i konflikter med børnene fremfor blot at trække på de gamle tankemønstre, som langt de fleste af os er dybt spundet ind i. Hun opfordrer os til altid at stoppe op, granske de tanker, som er ved at blive til ord ud af vores mund og blive mere bevidste om, hvorfor vi tænker, som vi gør, og hvordan vi kan reagere mindre destruktivt og i stedet FORSTÅ barnets motiv, som aldrig er ondskab men nærmere umodenhed, misforståelse eller en følelse, som skal ses og anerkendes.

Jeg er så langt fra at være i mål i de der konflikter mellem mine børn. Og de er grimme, nogle af vores konflikter, og jeg ved, at der stikker noget dybere bag, og lur mig om ikke det er mine egne mønstre, som gentager sig (nedladenhed, kritik, hån, ironi), men jeg er på vej. PÅ VEJ, ikke i mål.
Min vej handler blandt andet om, at jeg nu i højere grad søger årsagen til konflikten i hvert enkelt barn: Hvad er deres frustration/vrede/afmagt/sorg et udtryk for?
Jeg prøver at stoppe konflikten uden at pålægge nogen af parterne ansvar eller placere skyld. Det kan være svært, hvis en storebror sparker en lillesøster, eller hvis den ene part siger noget sårende, som man er bange for, slår en flig i stykker i den anden.
Min metode er at trække vejret dybt, forsøge ikke at blive vred, minimere mine egne angreb. Jeg ØVER mig i ikke at sige alle de åndssvage, nedbrydende, forfærdelige ting, som flyver igennem mine tanker, fordi de engang blev sagt til mig, og prøver at være enten anerkendende, stille tilstede eller spørgende.

Det er det bedste jeg kan, indtil jeg knækker koden for, hvordan jeg skal støtte mine børn i ikke at have så mange konflikter i første omgang. Mange af konflikterne herhjemme bunder i dårligt selvværd, tror jeg. Og meget af det dårlige selvværd bunder i dårlige vaner i forhold til plads til følelser og i forhold til institutionalisering og i forhold til en helt masse, som jeg næsten kan smage på spidsen af min tunge, men som jeg ikke helt har fordøjet – eller forstået – endnu.

Den anden dag legede alle børnene med nogle plaider i stuen. Juno tog på et tidspunkt et tæppe, som én af de andre havde gang i, men som lå for sig selv. Den store søskende blev vred, og råbte højt. Det lød voldsomt, og Kristian sagde: “Juno skal også have lov til at have et tæppe”, og sagde, at hun måtte beholde det. Den store skubbede Juno til side, råbte højt, og løb ovenpå. Juno legede lidt med tæppet, men fulgt så efter den store, og deroppe kom de to op at skændes om noget andet, som den store oplevede, at Juno havde taget. Før nogen af os nåede at tænke en tanke, slog den store Juno, mens de stod på toppen af trappen, og vi råbte “Pas på – hun kan falde ned!”, og vi råbte sikkert også andre vrede, dumme ting. Helt ærligt – dumme ting, ting, som ikke hørte sig til.
Den store barrikaderede sig på sit værelse. Ville ikke snakke, ville ikke holdes om. Græd og råbte og sparkede og skubbede os væk.
Jeg trak vejret dybt, satte mig på hug, og spurgte, om jeg måtte sidde i fodenden af sengen. Jeg gav lidt tid, og spurgte så:
“Føler du dig misforstået? Jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved at stole på mig lige nu.”
Stilhed.
“Vil du fortælle, hvem du er vred på?”
“Far!” råbte det grædende barn, og jeg blev simpelthen så overrasket.
“Føler du dig misforstået af far?”
“Ja, det var mig, der havde tæppet, og så gav han Juno lov til at tage det.”
Kristian hørte vores udveksling, og kom, og lagde sig ved barnets side. Holdt om, undskyldte og forklarede, at sådan en fejltagelse vil han gøre sit bedste til ikke at gentage nogensinde. “Bare fordi hun er den lille”, som den store sagde, og ja – det er desværre nok rigtigt, at sådan handler vi indimellem, netop fordi Juno er den mindste. Vi kunne heldigvis etablere tilliden mellem os og barnet hurtigt igen, og det endte med en varm og tryg stund.

Jeg er så taknemmelig over, at jeg er blevet bedre til at se bagom konflikten. Stille åbne spørgsmål, efterlade plads til at at møde barnet og høre hvad der ledte frem til konflikten. Ofte bliver jeg SÅ overrasket over følelsen af svigt eller usikkerhed, som ligger bag en umiddelbart simpel slåskamp. “Reagerer du, fordi der er noget, du ikke får sagt?” spørger jeg, “Ja, han giver mig aldrig tid til at svare. Jeg mente ikke, at han var dum, men det troede han.”
Eller: “Hvorfor kalder du hende det?” “Fordi hun er så hurtig til at slå mig, og så er det hendes svageste punkt.”
Det er ikke perfekt, jeg rammer stadig langt ved siden af næsten dagligt. Men jeg er på rette vej, og jeg bliver stolt, når det lykkes (og uendeligt ked af at jeg ikke altid har vidst alt det, jeg ved nu, for det ville mine børn have haft så godt af.)

(og nogle gange så er den bedste løsning herhjemme i øvrigt også at råbe “PUDEKAMP” eller “HVEM KOMMER FØRST UD PÅ TRAMPOLINEN” og hjælpe dem med at komme ud med deres energi, frustration, behov for nærkontakt på en kontrolleret, sjov måde).

Og lige som jeg sidder, og udgiver dette indlæg, kommer Juno ned af trappen: “Dumme far og mor, dumme far og mor”.
Siger du det, fordi du gerne vil kildes, spørger Kristian så. “Ja,” svarer hun, og griner pludselig. Jeg kunne SÅ nemt have sagt til hende “Sådan kan jeg da ikke lide, at du siger om mig, det skal du stoppe med”, hvis ikke jeg havde lært det, jeg ved nu.

DEL jeres erfaringer i kommentarsporet herunder: Hvad er jeres bedste tips til at både afbryde, heale og helt undgå konflikter mellem søskende?
Hvad er det sværeste, I oplever i jeres søskendeflok?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

26 Kommentarer

  • SVAR

    Tak, Maj, for det input. Rigtig gode råd. Jeg mærker, at jeg har tendens til meget tit at lægge ansvaret over på den store og kritisere hendes adfærd :(. Men jeg øver mig i at forstå i stedet og så i øvrigt også forsøge at tilgive mig selv, når jeg slet ikke er den mor, som jeg gerne vil være, så jeg forhåbentlig kan være det næste gang, der opstår en konflikt.
    Hvis det er “stille og rolige” konflikter (ikke voldelige eller voldsomme på anden måde), øver jeg mig også i ikke at blande mig. Overraskende ofte finder de selv ud af det med hinanden og legen kan fortsætte.
    Og nå ja, så nyder jeg helt igennem de stunder, hvor ingen skændes 😀

    • SVAR

      > Jeg kan stærkt anbefale bogen “The Whole-Brain Child” af Daniel Siegel og Tina Bryson. Den vil give dig direkte indblik i dit barns hjerne når det kommer i konflikt, så du bogstaveligt talt kan forstå hvor de er henne, og du vil få konkrete værktøjer til at møde dem hvor de er. :)))))) xo

      • SVAR

        Spændende! Den har jeg ikke læst, så den kommer på listen. tak!

    • SVAR

      Ja! Det er virkelig en vigtig pointe, at de skal have ro til at løse mindre konflikter selv. Også indimellem de store, bare det ikke bliver for voldsomt. I det hele taget er børn nu om dage efter min mening alt for monitorerede. Jeg synes, det er så dejligt, når vi kan give dem fri til at øve sig med hinanden også. Man er forresten også en god mor, når man ikke lige er verdens bedste konfliktmægler. Det synes jeg i hvert fald.

  • SVAR

    Mine erfaringer om hvad der fungerer er :

    mor bevarer roen og synker ikke ned på deres niveau – den fungerer upåklageligt, når det lykkedes for mig 😉

    næste step er så ofte at lytte, lytte, lytte – ikke fordømme eller vurdere eller lignende bare lytte.

    Det med at lytte har vist sig at kunne tage pusten ud af stort set alle konflikter – plus jeg får en forståelse der gør at jeg kan forhindre flere konflikter i fremtiden 🙂 og give dem redskaber, se den andens perspektiv m.m.

    min erfaring er også at det ofte er lavt selvværd der er skyld i konflikter eller følelsen af at blive misforstået, uretfærdigt behandlet m.m. så arbejder på at forbedre deres selvværd, behandle dem fair, lære dem at behandle andre fair, forstå at alle både de, jeg og andre kan gøre og sige dumme ting og kunne rumme det – sige pyt.

    Er alle faldet til ro og har fået læsset af kan jeg godt spørge til hvad vi hver i sær kan gøre anderledes i fremtiden for at undgå lignende konflikter

    en anden ting jeg bruger til at stoppe konflikter er humor. Hvis de har en konflikt kan jeg godt finde på at lege monster, heks e.l. og løbe efter dem – for larmer børn må man gerne æde dem 😉 det stopper meget ofte og meget effektivt mange konflikter – det er ikke altid lige monster/heks tilgangen – andet pjat kan også gøre det – lidt ligesom din afledning med trampolin o.l.

    Hos yngre børn kan det indimellem være en god ide at hjælpe dem med at sætte ord på. Jeg bruger det stadig somme tider lidt, sådan spørgende – fik det dig til at føle dig misforstået ? svigtet ?

    Jeg tror egentlig meget det handler om at skabe et rum hvor der er plads til at de kan sige hvad de oplever, føler m.m. uden at frygte at blive fordømt, skældt ud e.l.

    • SVAR

      Enig, enig, enig. Vise, brugbare erfaringer – tak!

  • SVAR

    De største kilder til konflikter lige nu er her i huset, at Frida (den mindste) synes, at su casa es mi casa, lige meget hvad og hvem Anton leger med. Det kommer der mange højrøstede meningsudvekslinger ud af. Og så har de sådan en periode, hvor de begge gerne vil bestemme, helt ned til hvem, der må kigge efter hestene, når vi kører forbi marken… Jeg vil sige det sådan, at det er godt, nogen har gjort sig den ulejlighed at opfinde kaffen.

    Men dit indlæg minder mig om, at der faktisk er mange ting, jeg synes fungerer ift. at punktere konflikterne og se bagom dem. (Altså, nogle gange, ikke? Andre gange går det hele bare op i hat og briller.)

    Jeg oplever, at (u)retfærdighed betyder meget for begge mine børn. Det er noget, jeg har haft forholdsvist nemt ved at få øje på, fordi jeg genkender det fra mig selv, men netop derfor har jeg altid været næsten sygeligt bevidst om aldrig at lade alder/størrelse være det, der får lov at diktere adfærd. Og uden at det i udgangspunktet var noget, jeg var bevidst om, har det taget luften ud af mange konflikter, at børnene føler, at sol og vind fordeles lige. Det er nemmere at acceptere, at man ikke lige kan få lov til dette eller hint, hvis man ved, at der også er somme tider er omvendt.

    Jeg har helt fra de var små prøvet at styrke deres tilknytning til hinanden ved, at de aldrig bliver “tvunget” til at være/lege sammen (at jeg f.eks. aldrig siger “Du kan godt lige tage Frida med” til Anton), men at jeg derimod beder dem om at hjælpe hinanden med praktiske opgaver. At Anton f.eks. hjælper Frida med at lyne en jakke, der driller. At Frida henter et plaster til Anton, hvis han har slået sig, og jeg trøster ham. Jeg ved jo af gode grunde ikke, hvad resultatet ville have været, hvis jeg havde insisteret på, at den store tog den lille med, men jeg kan i hvert fald se, at det har skabt et omsorgsbånd imellem dem, at de ser den anden som én, man kan få hjælp af.

    Jeg har på forhånd besluttet, at deres værelser er suverænt deres egne, ud fra filosofien om, at selskab man ikke påtvinges, er selskab, man har mere lyst til at opsøge.

    Jeg øver mig i at fortælle dem, at ingen følelser er forkerte, men at der findes mere og mindre hensigtsmæssige måder at tackle dem på.

    Jeg prøver (prøver!) at huske at spørge “hvorfor blev du så vred på ham/hende, at du gjorde/sagde sådan?” i et ikke-fordømmende tonefald, og så er jeg super-nazi med at hjælpe dem med turtagning, så begge børn kan komme til orde. Det har den bonuseffekt, at det giver mig tid til at lytte og tænke over, hvordan jeg bedst kan hjælpe/støtte.

    Og endelig prøver jeg (hvis jeg vurdere, at stemningen er til det) med humor. Ingen af mine børn er krammedyr, så hvis Anton kommer trampende og hvisler, at Frida gør et eller andet irriterende, så siger jeg til ham “Sig, at det skal hun lade være med – ellers kysser du hende!” Det synes de begge er så sjovt/skrækkeligt, at de ikke kan lade være med at grine.

    • SVAR

      Åh, så gode erfaringer og input. Tusind tak for det.

  • SVAR

    Jeg synes, det er vanvittigt interessant – men det er (fejlagtigt) også en tankegang jeg først er begyndt på for nyligt – så jeg øver mig også! Jeg har også været meget præget af egen opdragelse – og reageret anklagende/bestemmende i konfliktsituationer. Jeg vil gerne spørge om en situation. Jeg ser storebror slå lillesøster. Tidligere ville jeg jo reagere ved at råbe: Du må ikke slå hende!! Nu prøver jeg i stedet at spørge, hvorfor slår du lillesøster og vil typisk få svaret, at hun har taget en af hans ting. Jeg anerkender ved at sige “og så blev du sur” og får ham til at sætte ord på det. Men jeg vil jo stadig gerne have, at han ved, jeg ikke vil have, at han slår lillesøster – også selvom han bliver sur. I konflikten med Juno og Storm – siger du så også, at selvom han blev sur over tæppet, må han ikke slå Juno eller hvordan gjorde du det?

    • SVAR

      Det er jo klart, at vi er så præget af vores egen opvækst, at denne opvågnen først rammer os, når den rumsterer i verden generelt. Vi skal lære det fra andre, når vi ikke har lært det hjemmefra.
      Det var faktisk ikke Storm og Juno, som havde den konflikt, han er nok alligevel for stor til at kunne slå hende, men uanset: Jeg tror, at barnet er fuldkommen klar over, at vi ikke ønsker, at de slår hinanden. Faktisk tror jeg ikke, man nogensinde i løbet af en opvækst behøver italesætte det helt biologiske ideal. Til gengæld har jeg lært, at der aldrig kommer noget godt ud af at udskamme eller finde en synder. Synden bor i os alle, men det gør kærligheden, tilgivelsen, empatien også hvis de bliver vækket, plejet og sat frem i lyset ❤

      • SVAR

        Åh, sorry – jeg havde vist lige læst noget andet, hvor du nævnte Storm.

        Men ja, det er jo præcis den tankegang, jeg skal ud af Mit eget behov for at retfærdiggøre og vise (andre?!) at det vil jeg i hvert fald ikke acceptere! For det ved han jo godt.

        • SVAR

          Ja, de ved det jo godt, men det der med at retfærdiggøre ligger så dybt, at det kræver stor bevidsthed at ryste det af sig. Men vi kan godt, det er jeg sikker på. Med øvelse og vilje.

  • SVAR

    Jeg bliver sgu i dårligt humør. Sikke en lorte mor jeg er for tiden. Øv.

    • SVAR

      Nej! Ikke lortemor – måske ikke perfekt mor, præcis ligesom mig og langt de fleste andre. Det er jo det, jeg skriver: Jeg forfalder SÅ meget til at tackle konflikter helt helt forkert. Hvorfor? Fordi jeg aldrig selv som barn har oplevet at blive mødt, anerkendt, lyttet til, rummet, forstået, etc. Det var simpelthen ikke en del af gamet dengang. Så nu tager vi, du og jeg og alle andre hjertelige mødre, babysteps mod en mindre destruktiv måde at forstå konflikter. Ikke slå dig selv i hovedet – vi skal elske hinanden og jeg elsker dig for at prøve ❤

      • SVAR

        Ja, det er nemlig det jeg snakkede med min mand om, at jeg selv kommer et sted fra hvor råb, skæld ud, nedgørelse osv var standard. Så det er også mit sprog og det er åbenbart en meget lang proces at slippe det(hvis man nogensinde får sluppet) men jeg bliver jo bare ked af at jeg har håndteret konflikter idiotisk i weekenden, hvor jeg har dømt og fordømt i stedet for at se det fra et kærligt sted. Jeg ved jo godt: at jeg kan rumme det. At det virker bedst og mine børn blomstrer, men jeg kan efter en times konstant skrigeri, ikke trække vejret i det og bliver gal. Suk. >

        • SVAR

          > vi har alle dage hvor vi agerer uhensigtsmæssigt. Jeg har helt sikkert haft min portion – har mange ting jeg gerne ville kunne ændre – men det kan man ikke. Men man kan undskylde og det bruger jeg meget når jeg har håndteret noget dumt – så undskylder jeg til børnene – lader dem vide at det var mig der dummede mig – ikke dem der er noget i vejen med.

          Optimalt var vi perfekte hele tiden, men det er vi ikke – og derfor er det også en vigtig lære at give vores børn at ingen af os er perfekte – vi kan alle dumme os. Håber det lærer dem at acceptere dem selv, når de agerer uhensigstsmæssigt 🙂

          • Helt enig, Bianca ❤ Du er godt på vej, Cæcilie – alene fordi du prøver.

  • SVAR

    Faktisk synes jeg ikke vi har de store søskendekonflikter på trods af at vi har tre børn på 5, 5 og 7. Selvfølgelig kommer de op at skændes og slås, men jeg oplever det egentlig ikke som det store problem. Det der til gengæld trigger mig helt vildt er når de gejler hinanden op, så jeg pludselig står med tre helt vilde unger, der slet ikke kan komme ned på jorden igen og som jeg ikke kan komme i kontakt med. Dér bliver jeg den dårlige mor, der råber og siger dumme ting, for jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op med dem i den situation. Og det sker alt for ofte for tiden, synes jeg.

    • SVAR

      Det er også virkelig intenst – måske det sker særligt ofte med tvillinger i søskendeflokken? 😉 Vi oplever det i hvert fald også – altid når de er på vej i seng..

      • SVAR

        Det tror jeg så ikke er tvillingebestemt. I min flok både var, og såmænd stadig er det, en af pigerne, som på et splitsekund kunne gejles op af sine søskende. Ved sengetid. Da det “opgejlede” barn altid skal bruge lang tid på at falde ned og falde i søvn, synes jeg det virkede godt (indrømmet, da de blev større), at tale med hendes søskende om det. Så med tiden blev dem, der faktisk godt kunne forstå, at det med at dæmpe sig ikke blot var en korrektion af deres adfærd på grund af selve adfærden, men faktisk var noget, Der hjalp deres søster.. de gad da fx ikke have hende rendende på deres værelser og være i hopla, når de selv var klar til søvnen.
        Giver det mening?

        • SVAR

          Ja, god mening. Tak for det.

        • SVAR

          Jeg tror heller ikke at det er en tvillingeting. Hos os er det faktisk primært den store der kører helt op og så får han en eller begge af de andre med. De kan som regel komme ned igen med hjælp, mens han er rigtig svær (nærmest umulig) at hjælpe ned igen.
          Og ja, det er ofte om lige inden sengetid

          • Åh – så frustrerende, at det er lige inden sengetid. Men måske også meget forståeligt: Træthed kombineret med en ærgrelse over at skulle lukke ned, når man stadig har meget på hjerte? ❤

  • SVAR

    Jeg forsøger som sådan ikke at undgå konflikter mellem mine børn. Jeg forsøger at guide dem til at håndtere deres konflikter så hensigtsmæssigt som muligt. Mest af alt forsøger jeg at undgå at blande mig, med mindre de eskalerer ud af kontrol for dem.

    Jeg vælger dette fordi jeg oplever at konflikter faktisk er nemmest for dem at håndtere hvis jeg blander mig udenom og i det store perspektiv kun blander mig når de enten beder mig om det, eller som sagt, jeg kan fornemme det er ved at vokse dem over hovedet.

    Det sværeste jeg oplever blandt mine piger er, når de ikke kan sætte ord på deres følelser, og dermed tyer til andre metoder (slå, skrige, etc) – for det første tolererer jeg ikke at man slår/sparker/river/niver – det er et no go her i huset og en ting jeg har meget svært ved at håndtere på et sobert niveau (hvis der er noget der kan få mig til at agere uhensigtsmæssigt, så er det den slags adfærd).

    Men jeg forsøger at navigere i det. Forsøger at finde ud af hvorfor de nåede derud hvor de holdt op med at bruge deres ord, for oftest handler det jo om at deres ord kom til kort, eller de ikke følte der var nogen der anerkendte det de havde at sige og bare tromlede henover dem, selvom de følte de havde sagt fra. Så får vi en snak om hvad man kan gøre i stedet for at slå ud efter hinanden.

    Andre gange handler det slet ikke om den anden, men om at det er en svær dag, hvor savnet og smerten fylder og så bliver det sværere at rumme hinanden.

    Så ofte afhjælper jeg konflikter og udadreagerende adfærd med at give dem en pause fra hinanden eller i hvert fald en pause med voksentid og måske endda voksenstyret leg (kom lad os spille et spil, skal vi lægge et puslespil, etc). Det kunne også være at give den mest sårbare lidt alene tid med mig, eller bare ro på værelset hvis det er det hun har brug for og så lave noget andet med den anden. Dermed ikke sagt at den der får ro ikke må være med, men ofte er det roen især min ældste har brug for, så læser hun en bog eller lytter til musik på sin telefon og kommer ned når hun kan rumme samværet med os andre.

    Selvfølgelig er der dage hvor jeg reagerer uhensigtsmæssigt, hvor jeg ikke orker deres konflikter, men jeg må sige at i det store hele synes jeg faktisk mine børn behandler hinanden og andre pænt. De er gode til at bede om hjælp hvis de ikke kan håndtere tingene selv. En del af det er nok også den proces vi har gennemgået sammen, de har oplevet at deres fundament kan forsvinde under dem og det gør det måske nemmere at holde fast i hinanden og i stedet for at slås, så være hinandens støtte i stedet for.

    I starten af vores sorg var der enormt mange konflikter de to imellem, de havde svært ved at rumme hinanden og dem selv, men når jeg sammenligner forår 2017 med nu er det tydeligt hvor langt de har rykket sig og hvor tæt et venskab de faktisk har. Et venskab jeg sætter utroligt stor pris på, for de er (udover Dean og jeg) hinandens bedste støtte og danner nu en del af hinandens fundament, så skulle det frygtelige ske igen, ved jeg de vil forsøge at gribe hinanden.

  • SVAR

    Hej Maj.
    Det er nogle rigtig gode og brugbare tanker om en svær del af forældreskabet.

    Jeg kunne enormt godt tænke mig at høre dine tanker omkring selvstændighedsalderen og de mange konflikter, som opstår i den tid. Og hvordan forsøger I at håndtere det derhjemme?

    • SVAR

      Kære Marie, jeg googlede selvstændighedsalderen, og kan se, at den har jeg snart stået i tre gange uden helt at opdage det. Jo, altså, Juno vil selv tage tøj og sko på. Hun vil smøre sine madder, lave te og fodre kattene. Og det hele får hun lov til, fordi vi har tid, og fordi jeg efterhånden (efter alle disse år), forstår, at der ikke findes fejltagelser, når det handler om at finde sin egen vej gennem livet. Så mine børn behøver ikke se perfekte ud, og der må gerne være remoulade på kartoffelmaden, selvom jeg ikke selv, ville have lyst til at spise det.
      Måske du kan komme lidt nærmere et specfikt spørgsmål ved at beskrive for mig, hvor du bliver udfordret? ❤